Uforsigtighed af en Renovationskarl.

Torsdag den 17, januar så anmelderen ved at passere Kronprinsensgade en gaderenovationsvogn holde omtrent uden for frimurerlogen og blev opmærksom på at karlen som kørte samme vogn, stod ved den og betragtede en sort flaske, som han da han fandt den sprukken, slog mod stenbroen så at skårene spredtes rundt om på gaden. At disse skår eller stumper kan forårsage skade på heste eller mennesker der passerer over dem, er der vist lige så lidt tvivl om som om at han burde have kastet den på sin vogn. Man anmelder det her for at gadekommissæren eller andre ansvarlige kunne give nævnte karl en irettesættelse for hans uforsigtighed.

(Politivennen nr. 316. Løverdagen den 19de Januar 1822, s. 5078-5079).

Bøn om et Axel-Torv i Præstøe.

Det er meget besynderligt at købstaden Præstø på Sjælland ikke endnu har noget torv da der dog for nogle år siden taltes så meget derom og en plads blev bestemt dertil, ja nogle byggede endog der i den tanke at et torv der skulle holdes. Manglen af et torv er meget ubehageligt for ubehageligt for byens indbyggere da mange af disse må betale et bud for at indkøbe de første fornødenheder hos landmanden der da også holder sine varer i høj pris når de søges i hans eget hus. Når et torv blev anlagt, mener man at ville derved få følgende fordele:

1) Landmanden ville kunne afsætte sine varer i byen og behøvede ikke at sælge dem til de såkaldte hønsekræmmere eller rejse andet steds fx til København dermed.

2) Ved den større konkurrence af varer ville byens indbyggere kunne få deres fornødenheder for en tålelig pris i byen selv, og behøvede ikke at lønne et bud til for større betaling at købe disse langt fra byen.

3) Ville en større sum flyde i hans majestæt kongens kasse for konsumtion af de til byens indførende og på torvet udsælgende varer.

Dersom disse grunde ikke måtte synes aldeles uvigtige, håber man at byens øvrighed vil bidrage til at Præstøs indbyggeres ønske i denne henseende snart måtte opfyldes.

(Politivennen nr. 316. Løverdagen den 19de Januar 1822, s. 5074-5075).

Om Jordpaakastelse.

Sidste lørdag den 12. januar skulle jeg have et barn begravet på Assistenskirkegården, og henvendte mig desangående om torsdagen til en af stadens sognepræster for at betale for jordpåkastelsen. Jeg fandt ikke hr. pastoren hjemme og aftalte derfor med fruen, som jeg gav 2 rigsbankdaler for pastorens ulejlighed at komme hjem i mit hus og foretage jordpåkastelsen. Dagen efter kom pastorens bud til mig for at spørge om pastoren kunne komme i dag, da han just skulle ud i en anden forretning, hvortil jeg svarede at det gik ikke da jeg endnu ikke havde fået kisten og liget burde nok lægges i denne før jordpåkastelsen blev foretaget. Men at jeg om lørdagen var til stede fra kl. 5 om morgenen til kl. 11 som var det klokkeslet begravelsen var berammet til og at hr. pastoren i dette tidspunkt kunne komme på hvilken tid han behagede. 

Om lørdagen ventede jeg og sørgefølget til kl. over 12, men der kom ingen pastor. Jeg gik derfor atter til ham, men nu erklærede han at han havde ikke tid og at den anden præst var i en af skolerne, i hvilken vidste han ikke, så at det ville vare længe inden jeg kunne få ham. "Aber" føjede han til "Sie können es selbst verrichten, Sie beten nur ein Vater unser, so ist es eben so kräftig". Han leverede mig derpå jordseddelen og jeg måtte begive mig hjem, da jeg ikke kunne udsætte begravelsen længere.

I den anledning tager jeg mig den frihed at fremsætte følgende spørgsmål:

1) Er en præst berettiget til at modtage betaling for en forretning som han hverken selv eller en anden lader udføre?

2) Hvoraf kommer det at man ved simple eller uformuende folks lig ikke ser nogen præst i sørgefølget, da man ved de bemidlede ofte finder 2, ja 3 af dem?

3) Kan ligegyldighed i at iagttage endog kun ceremonielle forretningers udførelse ikke bidrage til at fremvirke den lunkenhed for kirkegang og gejstlighed, hvorover man stundom har hørt nogle klage?

Friederichsen
Skræddermester

(Politivennen nr. 316. Løverdagen den 19de Januar 1822, s. 5070-5072).

Brev fra en Vægter.

 Kære hr. udgiver! Jeg har hørt at De var den mand som samlede på uordener, satte dem i et blad og så, ja så blev de kureret. Ser De, jeg har nu også en uorden at melde Dem, en ting jeg har tænkt længe over, ja som i fire år har kreperet mig forskrækkeligt - jeg har løjet i 4 år - og nu synes mig at jeg gerne ville være fri for at lyve, men jeg må blive ved, dersom De hr. udgiver ikke vil forbarme Dem over mig og indstille denne sag til de ansvarlige som har dermed at gøre. Ser De jeg er den der med tunge og mund af hjertens grund fortæller folk når det er tid til at gå til sengs, med andre ord jeg er vægter. Hvorfor smiler De, mener De at en vægter ikke også kan give sin mening til kende? Jo, hr. udgiver, hør mig bare. Vægterverset for klokken otte lyder: Når mørket jorden bliver og dagen tager af. Ja, se nu til den 21. december går det an, men efter den tid siger folk, det er løgn, og det jeg jeg jo heller ikke nægte, for efter den tid tager dagen til. Hør nu, hr. udgiver, jeg er et ærekært menneske der nødig vil fare med usandhed, om det endog ikke kan gå på min kappe, derfor se til at få den ting forandret. For jeg forsikrer Dem til at jeg har haft mange ubehageligheder deraf. De løgnhals, har mange drukkenbolte som jeg har lagt på stigen, sagt til mig. Du lyver jo, er jeg fuld? Jeg har tiet stille for jeg vidste ikke om han sigtede til vægterverset. Ja, herregud, hjælp mig ud af denne vånde så skal De have så mange, mange tak.

Lars Vægter

* *  *

Allerede for lang tid siden og længe før Lars Vægter følte samvittighedsnag over at råbe vægterverset for kl. 8harudgiveren ønsket og håbet en forandring i samtlige vægtervers der som oftest af de i almindelighed meget lidt musikalske nattens sangere udtones, snart som en salme, snart som en engelsk dans, snart efter en egen valgt højst ildeklingende melodi, ikke behagelig for den sunde, endsige for den syge der næsten hver time i søvnløse nætter må plages med denne ufordragelige brægen. I hans just ikke meget lange levetid har man to gange gjort forsøg til liturgiens forbedring, indført to nye salmebøger, forbedret skolevæsenet og gjort mange indretninger der vidnede om en stigende kultur. Men de gamle vægtervers er blevet uforandrede. Årsagen hertil er ikke let at gætte, så meget mindre som der oftere har været udgivet forsøg til forbedrede vægtervers, blandt andre har allerede agent Holk og E. Balling i deres Aftenpost fremsat sådanne prøver. Men da de fleste af de gamle og endnu brugelige vers hverken med hensyn til indhold eller poetisk værd yder synderlig opbyggelse, var det ønskeligt at der ved samme måtte ske en forandring der vel passende kunne bestå deri at kun enhver svunden time blev angivet som skal være tilfældet i London. Herved opnåedes på en gang for to parter: For tilhørerne derved at de undgik den overflødige skurrende musik, for vægterne der vistnok ville finde en stor lettelse i deres nok så tunge kald når sangene blev fortolkede.

(Politivennen nr. 316. Løverdagen den 19de Januar 1822, s. 5065-5068).

Anmodning til en vis Person i Anledning af Arquebuseringen i Citadellet.

Da der ved henrettelsen på Amager tirsdag den 8. dennes indfandt sig som sædvanligt flere fruentimmer blandt tilskuerne, og der ved soldaternes arkebusering i Kastellet samme dag kun indfandt sig to damer for at overvære dette så sjældne skuespil, så indser man ikke årsagen hvorfor en vis velvoksen person i ført en grå klædesfrakke fandt behag i at genere nævnte damer således ved bestandig at stille sig foran dem, for at det ikke var muligt for dem at få det mindste af hele akten at se. Man anmoder herved denne person for fremtiden at vise damerne mere høflighed så de ikke forgæves skal ulejlige sig en så lang vej på en kold årstid og dog aldeles ikke se deres forventning opfyldt.

(Politivennen nr. 315. Løverdagen den 12te Januar 1822, s. 5062-5063).