Atter nye Lapsestreger.

Mandag den 10. dennes blev indsenderens datter som i sit lovlige ærinde gik til sit hjem i Sankt Peders Stræde fra Vimmelskaftet, i sidstnævnte gade overfaldet af en velklædt laps som forfulgte hende lige til hjemmet med vedvarende overhæng om at tage sig under armen. Uagtet al anvendt bestræbelse var det hende umuligt at blive ham kvit. At hans konversation ikke var af det behageligste eller anstændigste slags, kan man let slutte sig til. Sørgeligt er det at et anstændigt ungt fruentimmer ikke kan gå i ro om aftenen på vore gader, og værre endnu er det at just de bedre klasser har flest af sådanne ryggesløse.

(Politivennen nr. 377. Løverdagen den 22de Marts 1823, s. 6109-6110).

Svar paa Spørgsmaalet angaaende Liigbærernes Indtrader.

I politivennen nr. 376 er der blevet klaget over at man i København må betale mere til ligbærerkassen når ligene bæres bort af venner end når det sker af ligbærerne selv. Dette grunder sig på følgende bestemmelse i plakaten af 5. februar 1793 §3: "Når nogen af venskab vil bære den afdøde bort, da skal sådant vel være tilladt. Men i dette tilfælde skal der betales til regenten eller dens ligkasse en kendelse af 30 rigsbankdaler, såfremt den afdøde har været en person af de første klasser i rangen og af 18 rigsbankdaler dersom han har været i en af de 4 sidste klasser eller uden for rangen". Det er altså i vilkårligt, heller ikke til fordel for ligbærerne, men for regenten at den ovennævnte afgift bliver indkrævet. 

Grunden til denne bestemmelse har sandsynligvis været at man vil lægge hindringer i vejen for en skik der lige så ofte er en følge af forfængelighed som af agtelse for den afdøde, og som hvis den blev hyppig, kunne virke således på den almindelige mening at det blev anset for en slags skam at blive båret til graven af de ordentlige ligbærere.

(Politivennen nr. 377. Løverdagen den 22de Marts 1823, s. 6105-6106).

Redacteurens Anmærkning

Ligbærerlaug kendes tilbage til 1625. Ligbæring blev et kommunalt ærinde i 1859, og fra 1861 kunne man bestille ligbæring, kørsel og gravsted her. En nærmere beskrivelse af hvordan ligbærervæsnet - i hvert fald studenternes - foregik findes på Rundetårns hjemmeside. 

Til høie Vedkommende, i Anledning nogle for det Offentlige høist skadelige Samtaler.

Da en del af bagbygningen i stadens arresthus som vender ud til gården og gårdspladsen nr. 121 i Farvergade, er adskilt fra sidstnævnte ejendom ved et omtrent 4 alen højt plankeværk, er det ikke sjældent at personer indfinder sig i denne gård og fra gangvinduerne som vender ud til nævnte arresthus såvel som fra gårdspladsen, indlader sig i samtaler med fangerne som er i arresterne og som har udsigt til disse steder. Det er indlysende at sådanne samtaler kan have flere skadelige følger, hvorfor anmelderen heraf har taget sig den frihed at gøre høje ansvarlige opmærksom på det for at der kan skaffes sådanne foranstaltninger hvorved noget sådant blev forebygget og tillader man sig i denne henseende at bringe i forslag en murs opførelse i stedet for eller bagved nævnte plankeværk som opføres så høj at fangerne derved bliver frataget al udsigt til gården og gårdspladsen nr. 121 i Farvergade.

(Politivennen nr. 375. Løverdagen den 8de Marts 1823, s. 6084-6085).

Hestemøllestræde fra hjørnet af Kompagnistræde. Man kan ane Domhuset på højre side af vejen. Som det fremgår er Domhuset indbygget i husrækken. Gårdspladsen befandt sig altså bag det blå og det røde hus (Urquell-skiltet)

Redacteurens Anmærkning

På ældre kort fortsatte Farvergade fra Hestemøllestræde til Rådhusstræde, altså det som i dag er Kompagnistræde. Farvergade 121 er siden 1884 Kompagnistræde 32. Huset er opført 1799 og eksisterer stadig.

En slem Daab ved Bogholder Jørgensens Huus No. 166 i Borgergaden.

Mandag den 3. marts om aftenen kl. 7 blev et honet fruentimmer idet hun ville gå fra sine forældre og hen til en beslægtet, overøst med vand fra sidestuen i huset nr. 166 i Borgergade. At vandet ikke var rosenvand, gav dets afskyeligt lugt til kende. Uforskammetheden herved er så meget større som det skete fra sidestuen der er en lav stue, og hvor man altså ikke kan undskylde sig med at det skete af vanvare. Da dette ikke er den første gang a sådant er sket på dette sted, så vil man råde vedkommende til for fremtiden at afholde sig fra sådan overgydelse, hvis De vil undgå at blive sagsøgt og tiltalt på lovlig måde.

(Politivennen nr. 375. Løverdagen den 8de Marts 1823, s. 6081).

Fornøden Oplysning for unge Haandværksmestre, som agte at løse Borgerskabsbrev.

Mange har vist lært af erfaring at formaliteter i denne forunderlige og foranderlige verden nogen gange kan blive til fataliteter for den der kender lige så lidt til det juridiske væsen som en sjællandsk bonde til makaronisuppe. Men indsenderen heraf havde dog ikke drømt om at der kan møde så mange forhindringer og indvendinger når man for at blive af med sine penge vil løse borgerskabsbrev. Historien er kort fortalt denne: 

For omtrent et halvt år siden gjorde indsenderen heraf sit mesterstykke som snedker. Det bestod i et chatol med behørig dør, fyldning og karm. Nævnte mesterstykke blev som skik og brug er, forevist den høje magistrat og som så vidt han ved også fandt højsammes bifald. Da han nu for nogen tid siden blev sindet at ville løse sit borgerskabsbrev som snedkermester, henvendte han sig om et sådant til den høje og velvise magistrat efter i forvejen at have forsynet sig med en attest fra det Kongelige Tegneakademi om at det chatol han havde forfærdiget som mesterstykke, i et og alt svarede til den model han før havde tegnet. Men hvor slukøret blev han ikke da man sammesteds betydede ham at den attest han medbragte fra Akademiet ikke var lovformeligt affattet fordi døren derpå ikke var anført og at han af den grund måtte skaffe en anden attest. 

"For omtrent et halvt år siden gjorde indsenderen heraf sit mesterstykke som snedker. Det bestod i et chatol med behørig dør, fyldning og karm. Han havde i forvejen forsynet sig med en attest fra det Kongelige Tegneakademi om at det chatol han havde forfærdiget som mesterstykke, i et og alt svarede til den model han før havde tegnet." (Bakkehusmuseet. Eget foto 2015).

Nå ja, Herregud, tænkte han. Vi er jo alle skrøbelige mennesker og kunne derfor let overse en eller anden småting. Han ilede da straks op på Akademiet for at få en ny attest og han begav sig så atter op til den høje og velvise magistrat i den trygge forvisning at enhver vanskelighed nu måtte være hævet. Dog nej! Det gik ham som så mange andre, håbefulde unge mænd der endnu er langt fra målet når de først tror at være det nærmest og han fik såmænd og sandelig endnu intet borgerskabsbrev på grund af at hverken fyldning eller karm var anført på ovennævnte attest. 

For at ikke flere som ham skal komme til at gennemgå en lignende skærsild vil han hermed råde enhver ung mester der agter at tage borgerskabsbrev, foreløbig at konsultere en jurist eller anden kyndig mand, der kunne underrette ham om alle de formaliteter han ved sådan lejlighed har at iagttage og derved blive fritaget for så ofte at løbe forgæves.

R. Kongsted.

(Politivennen nr. 375. Løverdagen den 8de Marts 1823, s. 6074-6077).

(Politivennen nr. 373 22. februar mangler)

Kristen Kristensen har igen overtaget bladet. 

Redacteurens Anmærkning

Borgerskabsbrev var nødvendigt for enhver der have egen virksomhed. Kun de mere velstillede havde et sådant. Håndværkerne i øvrigt var organiseret i lav eller håndværksfag som varetog svendenes og mestrenes faglige og sociale problemer. Endnu længere nede på rangstigen var daglejere, håndlangere mm. som udgjorde langt hovedparten af Københavns og købstædernes befolkninger.