09 december 2015

Søen paa Høibroplads.

I lang tid har dette torvs brolægning trængt til eftersyn. I regnvejr er det på nogle steder næsten umuligt at passere torvet uden at vade til over anklerne i vand. Søen er højest på hjørnet af torvet og Gammelstrand, på fortovet udenfor glashandeleren. Den der i mørke aftner skal passere dette strøg og ikke godt er forsynet med wienervandtæt fodtøj, kan være sikker på et koldt fodbad. I særdeleshed er fruentimmer og de der går med sko, mest at beklage. For vandet trænger ind i skoene. Man håber at den høje magistrat vil søge at sætte dæmning for denne sø ved at lade torvets brolægning hist og her istandsætte.

(Politivennen nr. 381. Løverdagen den 19de April 1823, s. 6169-6170).

En daarlig Opmuntring for Snedkerhaanværket.

En af de professioner som især har nået et temmelig højt niveau her i Danmark, er unægtelig snedkerprofessionen. I den henseende kan vi vel måle os med de fleste øvrige europæiske nationer. Derfor er det et rimeligt ønske at dette håndværk måtte vedblive at nyde opmuntring. Men for begyndere udi samme findes den nu om stunder desværre ikke i den grad det kræves for at opnå hensigten. 

"Snedkerprofessionen i Danmark kan måle sig med de fleste øvrige europæiske nationer. Derfor er det et rimeligt ønske at dette håndværk måtte vedblive at nyde opmuntring." (Møbler fra borgerstue på Politivennens tid. Om det er dansk eller udenlandsk skal jeg ikke kunne sige. Nationalmuseet, eget foto 2015)

Følgende tilfælde vil vise at de som bedømmer denne professions arbejder, ikke altid betjener sig af de midler der i den henseende er mest hensigtsmæssige. En snedkermester her i byen har to drenge som efter at have stået deres visse år i lære, findes værdige af mestrene til at gøre deres svendestykke. I den anledning indgiver hver en tegning til det Kongelige Kunstakademi. Den ene på en kommode, den anden på et chatol. Den førstes tegning blev antaget, dog med det vilkår at han skulle forandre noget på samme, hvilket altså af vedkommende blev forandret på drengens tegning. Men snedkeren fandt at denne forandring var så ubetydelig at da kommoden allerede var sat i arbejde og køberen ønskede at have den som den var på den første tegning, lod man drengen forarbejde kommoden som den første bestemmelse var. Han frygtede imidlertid for at dette stykke kunne have nogen vanskelighed for at blive antaget af vedkommende, da det ikke svarede fuldkommen til den befalede opgave. Men til hans store fornøjelse blev det ikke alene antaget, men også særdeles rost. 

Den anden drengs tegning som var et chatol, blev straks antaget uden at der blev gjort forandring på den. Mesteren glædede sig især over at denne hans dreng ville indbringe ham ære, da han var overbevist om hans særdeles duelighed. Arbejdet blev færdigt og indstillet til prøve. Mesteren ventede med længsel på efterretning om den ros han håbede hans dreng havde fået. Dog til hans store forundring kom drengen bedrøvet hjem og sagde at hans chatol var kasseret, og at han havde fået ubehagelig omtale, ikke for arbejdet skyld, men fordi det var for brillant. Hvis han forandrede noget af dette og gjorde det mere simpelt, kunne det måske antages, men med den tilføjelse at det ellers ikke ville blive antaget som svendestykke. Da stykket i øvrigt svarer til tegningen, og intet kan udsættes på arbejdet, findes det virkelig urimeligt at vedkommende kan fremkomme med sådan anke, og deres grunde kan ikke let vides.Imidlertid kan det sikkert ikke være til opmuntring for begyndere i snedkerhåndværket, og mestrene kommer herefter til at lade dem lave vinduesrammer, skamler, spytbakker osv. for at arbejdet ikke skal få ord for at være for brillant.

(Politivennen nr. 381. Løverdagen den 19de April 1823, s. 6165-6168).


Redacteurens Anmærkning.

En annonce i Adresseavisen, 5. januar 1837 fortæller lidt om svendestykkernes betydning og brug:
Snedkerlaugets Interessenter tilkjendegives herved, at Fredagen den 6te Januar 1837, om Formiddagen Kl. 9, bliver i et af Magistratens Værelser for den befalede Commission foreviist Svendestykkerne af de til Udgang af 4de Qvartal 1836 Udlærte, tilligemed Døbe-, Vaccinations- og Læremester-Attester, samt af dem, som ere værnepligtige, Amtmandspas. Søndagen den 8de f. M. bliver Ind- og Udskrivning hos mig om Eftermiddagen Kl. 4 paa min Bopæl i Skindergaden Nr. 38. Mandagen den 9de og Tirsdagen den 10de næstefter indbetales paa Laugshuset Snedkersvendenes Tidepenge og Løverdagen den 14de f. M. indbetales Mester-Oplag og Fattigpenge for det sidstforløbne Qvartal med 2 mk. Tegn.
Kjøbenhavn, den 27de December 1836.
J. C. Holst, Oldermand.

08 december 2015

Klosterstrædet.

Denne gade eller stræde har vist nok i en lang tid trængt til at forsynes med en ny brolægning. De dybe huller der i regnvejr og længe efter samme står fulde af vand, og de huller (man kan vel næppe kalde dem udløbsrender) der overskærer de yderst smalle fortov og som enten mangler overlagsbrædder, eller har nogle som vipper, gør passagen for fødgængere yderst vanskelig om ikke farlig, om vinteren og i mørke aftner. Efter rygtet skal gaden nu oplægges i denne sommer. Anmelderen tager sig derfor den frihed at gøre opmærksom på det gamle stygge plankeværk der står omkring grunden på hjørnet af samme gade og Gråbrødrestræde. Det har nu stået der siden bombardementet. En del af samme har flere gange været nedfaldet og det hele truer med ved stærk blæst at styrte om hvorved da muligvis kan ske skade. Da ejeren af grunden formodentlig hverken bygger i sommer eller ad åre, så synes det rimeligt at han beordredes til at flytte sit plankeværk ind på sin egen grund eller i lige linje med snedkermester Holts' hjørnehus. Herved ville gaden få den samme efter anordningen tillagte bredde, og færdslen gennem samme blive bekvemmere. At ejeren når han engang med tiden vil bygge, igen får tilladelse til at benytte en del af fortovet ved at udflytte plankeværket, kan der vist ikke være noget i vejen for. Men at en borger i flere år uden nødvendighed benytter en del af en offentlig gade til gård eller materialoplag, synes ikke at være så aldeles rigtigt.

(Politivennen nr. 380. Løverdagen den 12te April 1823, s. 6161-6163).

Bøn paa Assistencekirkegaarden.

Anmelderen og vist flere som har begravelser på det stykke jord der sidst er indtaget til Assistenskirkegården, ønsker og beder at det måtte indhegnes med en mur, ligesom de andre klirkegårde. For nu er stedet aldeles uden hegn, og dette er vel årsagen hvorfor man her sporer en ligegyldighed for gravstedernes forskønnelse som er påfaldende imod den omhu der vises disse på de andre dele af denne kirkegård. Skønt her ligger personer der har tilhørt formuende familier, ser man ingen monumenter opsat. Formodentlig frygter man for at de skal stjæles, hvilket her let kan lade sig gøre. Ledet mellem den til kirkegården stødende mark og Falkoner Alle er således spadseret sin vej i vinter.

(Politivennen nr. 380. Løverdagen den 12te April 1823, s. 6157-6158).

Hvorlunde Christianshavns muntre Ungdom forlyster sig paa Søn- og Helligdage.

Søndag eftermiddag den 16. marts kom en stor sværm af drenge, små og store farende forbi indsenderens vinduer. De morede sig med hurraskrig og piben i fingrene. Årsagen til al denne støj var en gammelagtig soldat der vel var en smule beskænket, men i øvrigt gik meget ordentligt på gaden og passede sig selv. Desuagtet vedblev drengene at forfølge ham med deres afskyelige støj så at manden til sidste ikke vidste hvordan han skulle bære sig ad for at undslippe deres ubehagelige forfølgelse. Havde der blot (som før var tilfældet) boet en politiassistent på Christianshavn da ville sikkert denne uorden snart være fjernet.

Søndag eftermiddag den 23. marts fandt samme afskyelige hurraskrigen og piben sted. Ligeledes langfredag eftermiddag. Man ønsker ærbødigst at de ansvarlige vil tage nærværende linjer ad notam.


(Politivennen nr. 380. Løverdagen den 12te April 1823, s. 6156-6157).