Et Vink til Forældre og Skolelærere.

På en grund i Fiolstræde lige for nr. 186 hvis bagside mod Nørregade ikke er indhegnet, ses ofte, ja næsten hver dag, en stor del skoledrenge lege og opholde sig i flere timer. Dette lange ophold her på en tid af dagen da skoletiden næppe er eller burde være forbi, leder anmelderen på den tanke at børnene næppe tilbringer tiden der med lærernes eller forældrenes samtykke. Måske troede de første at børnene er syge, når de ikke kommer i skolen. Og forældrene at de er der og beskæftiger sig med et eller andet. Det ville måske derfor ikke være ugavnligt om en eller anden skolebestyrer der i nærheden kiggede lidt ud på den grund. Eller at forældre der har børn i en der nærværende skole eller institut, ville se efter om deres efter formodning flittige søn ikke fandtes der på en tid hvor man troede han beskæftigede sig med noget nyttigt.

(Politivennen nr. 382. Løverdagen den 26de April 1823, s. 6192-6193).

Redacteurens Anmærkning

Fiolstræde 186 svarer vist til beliggenheden af Fiolstræde 28 i dag som en sammenlægning af nr. 184, 185 og 186. Det nuværende hus er opført 1838, så det er ikke muligt at vise bygningen fra Politivennens tid.

Svar fra Stadsmusicus Frost, paa den ham givne saakaldt "Forvarsel" indført i Politievennen Nr. 364, den 21de December, 1822.

I anledning af nævnte forvarsel lød først jeg og siden de af mig udsendte musikanter forvarselens forfatter hr Berthelsen indkalde for Københavns forligelseskommission hvor han 3 gange lod møde, og 1 gang mødte selv, men ikke ville give nogen fyldestgørende forligserklæring over sine imod musikanterne gjorte beskyldninger. Hvor aldeles ubegrundede og ubeføjede disse imidlertid er, det kan ses af følgende erklæring fra 8 agtværdige ved den påankede musik tilstedeværende medborgere.

"Erklæring.

At alle de den 9. december 1822 af hr. stadsmusikant Frost til hr. traktør Petersen på Nørrebro udsendte musikanter har, på nævnte tid og sted, besørget musikken godt og til vor fuldkomne tilfredshed, samt opført sig sædeligt og anstændigt, dette erklæres herved af os underskrevne, overensstemmende med den strengeste sandhed.

København den 19. marts 1823."

De egenhændige underskrifter findes i mit værge. Til slut må jeg endnu tilføje at almenheden i sin tid skal blive underrettet om rettens kendelse i denne sag, ifald jeg nogensinde skulle anse det umagen værd at sagsøge forvarsel-skriveren ved domstolene. Dette vil ganske bero på om hr. Berthelsen skulle fortsætte sit ubeføjede angreb på mig, eller min folk. Disses ære er mig nemlig lige så kær som min egen, uagtet jeg af kærlighed til fred og i tillid til uafbrudt streng opfyldelse af mine pligter, ofte har tiet til egennyttige og misundelige menneskers aldeles usandfærdige mundtlige ytringer. Således er det fx sagt at mine folk var uskikkede til at besørge musikken hos herskaber på grund af nattevågen ved dansebodmusik. Dertil udsender jeg aldrig musikanter, men tillader vedkommende imod en betaling selv at besørge musikken.

(Politivennen nr. 382. Løverdagen den 26de April 1823, s. 6181-6183).

Anmodning til Theaterdirectionen.

Ved opførelsen af stykket Robinson i England torsdag den10. i denne måned var der vist nok truffet de mest hensigtsmæssige foranstaltninger for at forebygge den uorden og støj man før har erfaret at have fundet sted ved opførelsen af dette og nogle andre stykker. Men denne orden kunne man have ønsket ikke var gået så vidt at fredelige og rolige mennesker der kom for at afhente deres familie, blev nægtet adgang til logerne når de ikke kunne fremvise billet. I over 12 år har anmelderen haft abonneret loge. Men der er aldrig blevet krævet at han skulle forevise nogen billet. Og det har været, og så vidt han ved er tilfældet i almindelighed. 

At den vagthavende officer den pågældende aften har haft ordre for sig, er der vist ingen tvivl om. Men da det for de pågældende også er ubehageligt at blive bortvist derfra hvor man tror at have ret til at komme, og altså for ikke at indlade sig i vidtløftigheder, må gå sin vej og overlade kone eller børn at komme hjem hvorledes de kan, så kan man ikke undlade at ønske at den respektive teaterdirektion i forvejen havde ladet eller i fremtiden ville lade bekendtgøre offentligt at enhver der vil afhente nogen fra skuespilhuset, skal være forsynet med adgangsbillet, og at han i mangel af samme ikke kan blive ladt ind. Eller også føje denne betingelse til de øvrige konditioner som køberne af logerne må indgå, når de på de årlige auktioner lader sig tilstå en loge.

(Politivennen nr. 381. Løverdagen den 19de April 1823, s. 6176-6178).

Kirsebærgangen

Blandt de mange beviser på vores gode regerings humanitet og opmærksomhed for Københavns indbyggeres bekvemmelighed og fornøjelser er det nok også et at den har åbnet adgangen til faussebraien, eller som den almindeligvis kaldes, Kirsebærgangen. Mod en såre ubetydelig kendelse til guvernementets skriver kan anstændige og honette familier få afgangskort ifølge hvilke de kan spadsere i disse behagelige gange der om sommeren yder skygge og frisk luft. Og hvor man formedelst den høje vold endog er dækket for vindens påvirkning fra flere sider. 

"Anstændige og honette familier kan få afgangskort ifølge hvilke de kan spadsere i disse behagelige gange der om sommeren yder skygge og frisk luft. Og hvor man formedelst den høje vold endog er dækket for vindens påvirkning fra flere sider" (Vesterport Ravelin. Kirsebærgangen forløb på ydersiden af volden til venstre ud af billedet, men nogenlunde i samme terræn som det man kan se til højre).

Men ethvert gode kan misbruges og gøres mindre behageligt for andre. Sådan går det også her. Anmelderen har på sine spadsereture ofte set at såvel drenge som voksne personer har besteget kronen af volden og ladet sig glide ned derfra ned i gangen og siden igen listet sig op på samme. Skildvagterne som er posteret på volden, står langt fra hinanden og kan ofte ikke blive opmærksom på dette. Og selv om de observerede det, ville de dog ikke være i stand til at forhindre det. Dog når det blev ved en uskyldig spadseren eller et roligt ophold her, kunne man vel ikke have så meget imod at sådanne uberettigede personer søgte at tilliste sig adgangen. Men ofte støder man på en flok drenge der foretager optøjer som ikke er behagelige for anstændige personer at være vidne til. Og ofte ser man på en vis årstid den til faussebraien vendende dossering af volden belagt med børn, hvoraf endog en del er meget velklædte, som plyndrer violer der sammesteds vist ikke vokser eller er fredet for sådanne høstfolk.

Så gerne anmelderen så sådanne uordener fjernet, så lidt ønsker han vagt, politi eller patruljer på stræder, der besøges af folk for motion eller fornøjelses skyld. For sådant har for den anstændige og tænkende mand dog altid noget ubehageligt ved sig. Men da det falder ham ind om det ikke kan være muligt, at mange af de personer som man træffer der, for at skaffe sig adgang ikke benytter sig af tegn, der er forfaldne og af ejeren bortkastede, så tror han at burde gøre de ansvarlige opmærksom på om det ikke kunne være gavnligt at guvernementsskriveren som dog på vedkommende vegne udsteder tegn, blev beordret til en eller flere gange dagligt at gennemvandre gangene her. Og hvis han stødte på mistænkelige personer, da at afkræve disse deres tegn til eftersyn. Herved ville man efter kort tidsforløb være sikker på at der ingen kom ind gennem de ordentlige veje som ikke havde det rigtige tegn. Og enhver anden som blev fundet uden sådant, burde bortvises eller indbringes i vagten.

(Politivennen nr. 381. Løverdagen den 19de April 1823, s. 6174-6176).

Redacteurens Anmærkning

Mens Filosofgangen lå inden for volden, forløb Kirsebærgangen på den anden side, ydersiden af volden som en snoet promenade udenfor Vestervold fra Langebro til Vesterport. Nogenlunde der hvor i dag H. A. Andersens Boulevard og Tivoli ligger. Skribentens formaninger var forgæves. Fra Georg Brandes' erindringer har vi følgende beskrivelse formentlig fra 1850'erne (forkortet):

Kirsebærgangen og Voldskrænterne (var) Skuepladsen for voldsomme Lege med Kammeraterne. En Dag er uforglemmelig for mig. Jeg havde sammen med mange andre Drenge været indbudt til at møde hos en Klassekamerat i hans Forældres Hjem. Efter at have faaet lidt Smørrebrød var den hele, omtrent tiaarige Flok bleven dirigeret hen i Kirsebærgangen for at lege Røvere og Soldater. Dér blev det en Aftale, at idag betragtedes Intet som forbudt; Legen skulde gaa op og ned ad Voldskrænten, omfatte alle Skjulesteder paa Volden som i Kirsebærgangen, uden Hensyn til nogen Opsynsmand ...  Udrustede med disse vidunderlige Vaaben (dolke) foer vi som Dæmoner med vilde Skrig op og ned ad Volden, rullede i sammenflettede Menneskeknuder, myrdende hinanden skaanselløst, ned ad Grønsværet, ind under Buske, ud paa Gangstien, tidt stærkt udsatte for at falde i Stadsgraven. Det var herligere end herligt; vi var udenfor Virkeligheden, helt inde i Drømmeland.

Fiskere var forment adgang til Kirsebærgangen ifølge Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 22. juni 1808:

Til Efterretning ffor Vedkommende bekiendtgiøres herved, at enhver, som har bekommet Tegn til at fiske i Fæstningsgravene, kun kan tilstædes Adgang til samme fra Glaciet, men ingenlunde fra Bastionerne, og at disse Tegn ligesaa lidet berettige Ihændehaveren til at passere igiennem Faussebrayen eller den saa kaldte Kirsebærgang til Stadsgraven, som til at medtage Fruentimmer, Børn eller andre Uvekommende; enhver, som handler herimod, maae tilskrive sig selv de Uleiligheder, som kunne flyde af denne Bekiendtgiørelses Overtrædelse; da Patroller fra Vagterne ere beordrede til at tage Tegnet fra enhver, som forseer sig derimod.

Kiøbenhavns Commandantskab den 22 Juni 1808. 

Et falsk Rygte.

Det er almindelig bekendt at ved den anden forstilling af Robinson i England var der i en af anden etages loger en kvindelig person som gav sit bifald med stykket eller skuespillerne til kende på en højst påfaldende og her usædvanlig måde. Hendes adfærd foranledigede almindelig omtale, endog i forskellige tidsblade. Indsenderen  heraf blev for kort tid siden meget forundret over at høre rygtet nævne en agtværdig dame af hans familie der aldrig har været i nogen loge i anden etage, som det oven nævnte fruentimmer. Da dette rygte således er aldeles usandfærdigt, må det formodentlig være først opdigtet af nedrig ondskab, og det var da ønskeligt at ophavsmanden dertil måtte blive bekendt for den del af publikum som han har søgt at forlede til at tro eller udsprede et så løgnagtigt rygte.

(Politivennen nr. 381. Løverdagen den 19de April 1823, s. 6170-6171).