Kirsebærgangen

Blandt de mange beviser på vores gode regerings humanitet og opmærksomhed for Københavns indbyggeres bekvemmelighed og fornøjelser er det nok også et at den har åbnet adgangen til faussebraien, eller som den almindeligvis kaldes, Kirsebærgangen. Mod en såre ubetydelig kendelse til guvernementets skriver kan anstændige og honette familier få afgangskort ifølge hvilke de kan spadsere i disse behagelige gange der om sommeren yder skygge og frisk luft. Og hvor man formedelst den høje vold endog er dækket for vindens påvirkning fra flere sider. 

"Anstændige og honette familier kan få afgangskort ifølge hvilke de kan spadsere i disse behagelige gange der om sommeren yder skygge og frisk luft. Og hvor man formedelst den høje vold endog er dækket for vindens påvirkning fra flere sider" (Vesterport Ravelin. Kirsebærgangen forløb på ydersiden af volden til venstre ud af billedet, men nogenlunde i samme terræn som det man kan se til højre).

Men ethvert gode kan misbruges og gøres mindre behageligt for andre. Sådan går det også her. Anmelderen har på sine spadsereture ofte set at såvel drenge som voksne personer har besteget kronen af volden og ladet sig glide ned derfra ned i gangen og siden igen listet sig op på samme. Skildvagterne som er posteret på volden, står langt fra hinanden og kan ofte ikke blive opmærksom på dette. Og selv om de observerede det, ville de dog ikke være i stand til at forhindre det. Dog når det blev ved en uskyldig spadseren eller et roligt ophold her, kunne man vel ikke have så meget imod at sådanne uberettigede personer søgte at tilliste sig adgangen. Men ofte støder man på en flok drenge der foretager optøjer som ikke er behagelige for anstændige personer at være vidne til. Og ofte ser man på en vis årstid den til faussebraien vendende dossering af volden belagt med børn, hvoraf endog en del er meget velklædte, som plyndrer violer der sammesteds vist ikke vokser eller er fredet for sådanne høstfolk.

Så gerne anmelderen så sådanne uordener fjernet, så lidt ønsker han vagt, politi eller patruljer på stræder, der besøges af folk for motion eller fornøjelses skyld. For sådant har for den anstændige og tænkende mand dog altid noget ubehageligt ved sig. Men da det falder ham ind om det ikke kan være muligt, at mange af de personer som man træffer der, for at skaffe sig adgang ikke benytter sig af tegn, der er forfaldne og af ejeren bortkastede, så tror han at burde gøre de ansvarlige opmærksom på om det ikke kunne være gavnligt at guvernementsskriveren som dog på vedkommende vegne udsteder tegn, blev beordret til en eller flere gange dagligt at gennemvandre gangene her. Og hvis han stødte på mistænkelige personer, da at afkræve disse deres tegn til eftersyn. Herved ville man efter kort tidsforløb være sikker på at der ingen kom ind gennem de ordentlige veje som ikke havde det rigtige tegn. Og enhver anden som blev fundet uden sådant, burde bortvises eller indbringes i vagten.

(Politivennen nr. 381. Løverdagen den 19de April 1823, s. 6174-6176).

Redacteurens Anmærkning

Mens Filosofgangen lå inden for volden, forløb Kirsebærgangen på den anden side, ydersiden af volden som en snoet promenade udenfor Vestervold fra Langebro til Vesterport. Nogenlunde der hvor i dag H. A. Andersens Boulevard og Tivoli ligger. Skribentens formaninger var forgæves. Fra Georg Brandes' erindringer har vi følgende beskrivelse formentlig fra 1850'erne (forkortet):

Kirsebærgangen og Voldskrænterne (var) Skuepladsen for voldsomme Lege med Kammeraterne. En Dag er uforglemmelig for mig. Jeg havde sammen med mange andre Drenge været indbudt til at møde hos en Klassekamerat i hans Forældres Hjem. Efter at have faaet lidt Smørrebrød var den hele, omtrent tiaarige Flok bleven dirigeret hen i Kirsebærgangen for at lege Røvere og Soldater. Dér blev det en Aftale, at idag betragtedes Intet som forbudt; Legen skulde gaa op og ned ad Voldskrænten, omfatte alle Skjulesteder paa Volden som i Kirsebærgangen, uden Hensyn til nogen Opsynsmand ...  Udrustede med disse vidunderlige Vaaben (dolke) foer vi som Dæmoner med vilde Skrig op og ned ad Volden, rullede i sammenflettede Menneskeknuder, myrdende hinanden skaanselløst, ned ad Grønsværet, ind under Buske, ud paa Gangstien, tidt stærkt udsatte for at falde i Stadsgraven. Det var herligere end herligt; vi var udenfor Virkeligheden, helt inde i Drømmeland.

Fiskere var forment adgang til Kirsebærgangen ifølge Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 22. juni 1808:

Til Efterretning ffor Vedkommende bekiendtgiøres herved, at enhver, som har bekommet Tegn til at fiske i Fæstningsgravene, kun kan tilstædes Adgang til samme fra Glaciet, men ingenlunde fra Bastionerne, og at disse Tegn ligesaa lidet berettige Ihændehaveren til at passere igiennem Faussebrayen eller den saa kaldte Kirsebærgang til Stadsgraven, som til at medtage Fruentimmer, Børn eller andre Uvekommende; enhver, som handler herimod, maae tilskrive sig selv de Uleiligheder, som kunne flyde af denne Bekiendtgiørelses Overtrædelse; da Patroller fra Vagterne ere beordrede til at tage Tegnet fra enhver, som forseer sig derimod.

Kiøbenhavns Commandantskab den 22 Juni 1808. 

Et falsk Rygte.

Det er almindelig bekendt at ved den anden forstilling af Robinson i England var der i en af anden etages loger en kvindelig person som gav sit bifald med stykket eller skuespillerne til kende på en højst påfaldende og her usædvanlig måde. Hendes adfærd foranledigede almindelig omtale, endog i forskellige tidsblade. Indsenderen  heraf blev for kort tid siden meget forundret over at høre rygtet nævne en agtværdig dame af hans familie der aldrig har været i nogen loge i anden etage, som det oven nævnte fruentimmer. Da dette rygte således er aldeles usandfærdigt, må det formodentlig være først opdigtet af nedrig ondskab, og det var da ønskeligt at ophavsmanden dertil måtte blive bekendt for den del af publikum som han har søgt at forlede til at tro eller udsprede et så løgnagtigt rygte.

(Politivennen nr. 381. Løverdagen den 19de April 1823, s. 6170-6171).

Søen paa Høibroplads.

I lang tid har dette torvs brolægning trængt til eftersyn. I regnvejr er det på nogle steder næsten umuligt at passere torvet uden at vade til over anklerne i vand. Søen er højest på hjørnet af torvet og Gammelstrand, på fortovet udenfor glashandeleren. Den der i mørke aftner skal passere dette strøg og ikke godt er forsynet med wienervandtæt fodtøj, kan være sikker på et koldt fodbad. I særdeleshed er fruentimmer og de der går med sko, mest at beklage. For vandet trænger ind i skoene. Man håber at den høje magistrat vil søge at sætte dæmning for denne sø ved at lade torvets brolægning hist og her istandsætte.

(Politivennen nr. 381. Løverdagen den 19de April 1823, s. 6169-6170).

En daarlig Opmuntring for Snedkerhaanværket.

En af de professioner som især har nået et temmelig højt niveau her i Danmark, er unægtelig snedkerprofessionen. I den henseende kan vi vel måle os med de fleste øvrige europæiske nationer. Derfor er det et rimeligt ønske at dette håndværk måtte vedblive at nyde opmuntring. Men for begyndere udi samme findes den nu om stunder desværre ikke i den grad det kræves for at opnå hensigten. 

"Snedkerprofessionen i Danmark kan måle sig med de fleste øvrige europæiske nationer. Derfor er det et rimeligt ønske at dette håndværk måtte vedblive at nyde opmuntring." (Møbler fra borgerstue på Politivennens tid. Om det er dansk eller udenlandsk skal jeg ikke kunne sige. Nationalmuseet, eget foto 2015)

Følgende tilfælde vil vise at de som bedømmer denne professions arbejder, ikke altid betjener sig af de midler der i den henseende er mest hensigtsmæssige. En snedkermester her i byen har to drenge som efter at have stået deres visse år i lære, findes værdige af mestrene til at gøre deres svendestykke. I den anledning indgiver hver en tegning til det Kongelige Kunstakademi. Den ene på en kommode, den anden på et chatol. Den førstes tegning blev antaget, dog med det vilkår at han skulle forandre noget på samme, hvilket altså af vedkommende blev forandret på drengens tegning. Men snedkeren fandt at denne forandring var så ubetydelig at da kommoden allerede var sat i arbejde og køberen ønskede at have den som den var på den første tegning, lod man drengen forarbejde kommoden som den første bestemmelse var. Han frygtede imidlertid for at dette stykke kunne have nogen vanskelighed for at blive antaget af vedkommende, da det ikke svarede fuldkommen til den befalede opgave. Men til hans store fornøjelse blev det ikke alene antaget, men også særdeles rost. 

Den anden drengs tegning som var et chatol, blev straks antaget uden at der blev gjort forandring på den. Mesteren glædede sig især over at denne hans dreng ville indbringe ham ære, da han var overbevist om hans særdeles duelighed. Arbejdet blev færdigt og indstillet til prøve. Mesteren ventede med længsel på efterretning om den ros han håbede hans dreng havde fået. Dog til hans store forundring kom drengen bedrøvet hjem og sagde at hans chatol var kasseret, og at han havde fået ubehagelig omtale, ikke for arbejdet skyld, men fordi det var for brillant. Hvis han forandrede noget af dette og gjorde det mere simpelt, kunne det måske antages, men med den tilføjelse at det ellers ikke ville blive antaget som svendestykke. Da stykket i øvrigt svarer til tegningen, og intet kan udsættes på arbejdet, findes det virkelig urimeligt at vedkommende kan fremkomme med sådan anke, og deres grunde kan ikke let vides.Imidlertid kan det sikkert ikke være til opmuntring for begyndere i snedkerhåndværket, og mestrene kommer herefter til at lade dem lave vinduesrammer, skamler, spytbakker osv. for at arbejdet ikke skal få ord for at være for brillant.

(Politivennen nr. 381. Løverdagen den 19de April 1823, s. 6165-6168).

Redacteurens Anmærkning.

En annonce i Adresseavisen, 5. januar 1837 fortæller lidt om svendestykkernes betydning og brug:

Snedkerlaugets Interessenter tilkjendegives herved, at Fredagen den 6te Januar 1837, om Formiddagen Kl. 9, bliver i et af Magistratens Værelser for den befalede Commission foreviist Svendestykkerne af de til Udgang af 4de Qvartal 1836 Udlærte, tilligemed Døbe-, Vaccinations- og Læremester-Attester, samt af dem, som ere værnepligtige, Amtmandspas. Søndagen den 8de f. M. bliver Ind- og Udskrivning hos mig om Eftermiddagen Kl. 4 paa min Bopæl i Skindergaden Nr. 38. Mandagen den 9de og Tirsdagen den 10de næstefter indbetales paa Laugshuset Snedkersvendenes Tidepenge og Løverdagen den 14de f. M. indbetales Mester-Oplag og Fattigpenge for det sidstforløbne Qvartal med 2 mk. Tegn.

Kjøbenhavn, den 27de December 1836.

J. C. Holst, Oldermand.

Klosterstrædet.

Denne gade eller stræde har vist nok i en lang tid trængt til at forsynes med en ny brolægning. De dybe huller der i regnvejr og længe efter samme står fulde af vand, og de huller (man kan vel næppe kalde dem udløbsrender) der overskærer de yderst smalle fortov og som enten mangler overlagsbrædder, eller har nogle som vipper, gør passagen for fødgængere yderst vanskelig om ikke farlig, om vinteren og i mørke aftner. Efter rygtet skal gaden nu oplægges i denne sommer. Anmelderen tager sig derfor den frihed at gøre opmærksom på det gamle stygge plankeværk der står omkring grunden på hjørnet af samme gade og Gråbrødrestræde. Det har nu stået der siden bombardementet. En del af samme har flere gange været nedfaldet og det hele truer med ved stærk blæst at styrte om hvorved da muligvis kan ske skade. Da ejeren af grunden formodentlig hverken bygger i sommer eller ad åre, så synes det rimeligt at han beordredes til at flytte sit plankeværk ind på sin egen grund eller i lige linje med snedkermester Holts' hjørnehus. Herved ville gaden få den samme efter anordningen tillagte bredde, og færdslen gennem samme blive bekvemmere. At ejeren når han engang med tiden vil bygge, igen får tilladelse til at benytte en del af fortovet ved at udflytte plankeværket, kan der vist ikke være noget i vejen for. Men at en borger i flere år uden nødvendighed benytter en del af en offentlig gade til gård eller materialoplag, synes ikke at være så aldeles rigtigt.

(Politivennen nr. 380. Løverdagen den 12te April 1823, s. 6161-6163).