Hvad Middel gives der, til at afværge tyrannisk Behandling i Institutter?

Man har ofte skrevet og atter skrevet at det er til skade for børnenes opdragelse når der spares alt for meget på riset. Og nægtes bør det heller ikke at for stor lemfældighed lige såvel er til skade for barnet som for det dårligt opdragede barn. Ave i tide er nødvendig, og virker ofte uberegnelig nytte, især i den alder da mennesket skal forberedes til sin tilkommende bestemmelse, og smidig som vokset lader sig danne efter de former som den modnere alder finder tjenlige og velgørende. Men ligesom alt i verden kan drives for vidt, således også barnets revselse. Straffer læreren eller andre foresatte efter lune eller i arrighed, da overdrives let straffen, og i begge tilfælde stifter den større skade end gavn. Således ved indsenderen to eksempler hvoraf det ene nylig er passeret, at lærere i institutter har mishandlet børn for højst ubetydelige forseelser, eller endog for blotte hukommelsesfejl ved oplæsningen af det dem foresatte. Til at belønne og straffe efter fortjeneste hører vist lige så meget overlæg og koldblodighed som der hører indsigt og øvelse til at bibringe ungdommen kundskaberne på en hensigtsmæssige måde. Men hvor sjældent ville de gode lærere indrømme dette, eller rette sig derefter i deres forhold mod de børn der er deres omsorg og vejledning betroede! Burde man ikke have ret til at klage hos skoledirektionen over sådant skoledespoti, når klage til bestyreren ikke hjalp?

(Politivennen nr. 391. Løverdagen den 28de Junii 1823, s. 6332-6333).

Redacteurens Anmærkning.

Ifølge em bekendtgørelse i Politivennen nr. 421, 24. januar 1824, s. 6809-6810 udløste klagen at en institutlærer fik en passende irettesættelse, mens den anden ikke da barnets forældre var bortrejst.

Ønske i Fredensborg.

Endnu i pinsehelligdage måtte de som besøgte Fredensborg og søgte forfriskning i slotshaven, vade igennem dynd og dræk i udgangsporten. Ved en simpel stenkiste kunne denne ved en kongelig lysthave højst uanstændige ubehagelighed afhjælpes.

(Politivennen nr. 390. Løverdagen den 21de Junii 1823, s. 6323).

Varsko i Tide.

Undertiden har anmelderen set tage rengøres eller repareres uden at der for de neden gående har været udstillet noget iøjnefaldende tegn, og dog er sådant både befalet og meget nødvendigt. For undladelse deraf kan have meget ubehagelige følger. At man i øvrigt ved ethvert arbejde på steder som vender ud til offentlig gade eller alfar vej ikke kan være forsigtig nok, vil man anføre et eksempel på. Da for kort tid siden den lange reberbane mellem Toldbodvej og Østerport stod under reparation, var vindueslugerne åbnede for at skaffe træk og bevirke kalkens tørring. Et unge pigebarn kom fra skole og gik der forbi, fik da just en stærk blæst rejste sig, et så vældigt slag af en luge at hun nær havde blevet slået ihjel på stedet. Dog slap hun med 2 af fortænderne og adskillige sår i ansigtet. Havde man som man burde, hæftet de derværende stormkroge på lugerne, ville dette uheld ikke have fundet sted.

(Politivennen nr. 390. Løverdagen den 21de Junii 1823, s. 6321-6322).

Bøn til Slagteren paa Østerbro.

Det var at ønske at slagteren på Østerbro lige over for Farimagsgade ville vænne sig af med den slemme vane at rengøre og skylle tarme på fortovet da naboer og og forbigående finder sig besværede af det stygge syn og den fule stank sådant arbejde fører med sig. Ville han tillige åbne eller lukke sin port ordentligt, og ikke lade den stå på halv, så hindredes heller ikke passagen på fortovet.

(Politivennen nr. 390. Løverdagen den 21de Junii 1823, s. 6320-6321).

En Uorden ved Dampfarten.

Så behageligt det er at tage en tur med dampskibet fra København til skoven, så slet finder man sig transporteret i land med de både der modtager og befordrer passagererne. Disse både er meget små og proppes alt for fulde af mennesker, hvilket var tilfældet søndag den 8. juni. Nogle personer fandt behag i at få båden til at slingre, som om den skulle kæntre, og skønt dette vel skete for spøg, indjog det dog damerne stor skræk, for at nogle fik ondt og besvimede. Da de var kommet i land, takkede de gud og lovede ikke oftere at gøre sådan fart. Da dampskibets ærede ejer sørger så godt for passagererne i alle henseender, har man ikke villet undlade at høre ham opmærksom på det, for at få denne uorden hævet, hvilket man tror vil ske når det blev forbudt passagererne at foretage sådant, eller den pålagde bådførerne ikke at tåle sådant, eller der anskaffedes en stor flad pram som ved tove kunne trækkes fra skibet til broen og omvendt.

(Politivennen nr. 390. Løverdagen den 21de Junii 1823, s. 6316-6317).