Bøn paa Kuhns Sommertheater.

Ved begyndelsen af denne sæson lod hr. Kuhn bekendtgøre i Avisen at han havde lavet adskillige forbedringer ved sit teater og lovede at bestræbe sig for at opfylde det ærede publikums forventninger. Man tror derfor at have desto større grund til at gøre ham opmærksom på at der på hans sommerteater undertiden bliver indladt personer af den ringere klasse i deres arbejdstøj. Og det endog på de pladser som almindeligvis besættes af tilskuere der af flere årsager ikke er ligeglade med i hvilket selskab de er. Det er muligt at sådant er undgået hr. Kuhns opmærksomhed, og at samme kan være en følge af efterladenhed hos dem der modtager adgangsbilletterne og anviser pladserne. Men vist er det at ved forestillingen onsdag den 15. i denne måned var 4 til 6 slagterdrenge i deres fedtede dragt sluppet ind på 2. plads. Da nu velklædte personer i det mindste ikke kan være tjent med at få deres tøj smurt til og vel heller ikke af anden årsag ønsker sig et sådant naboskab, så beder man at hr. Kuhn vil søge at forebygge sådant for fremtiden.

(Politivennen nr. 408. Løverdagen den 25de October 1823, s. 6609-6610)

Hvor er Trøstens rette Bolig?

Hr. udgiver!

De eller en af Deres indsendere har for nylig givet den af rentekammeret opførte bygning for embedsmænds enker i Skindergade navn af Trøstens Bolig, og derved forårsaget at man måtte betale tredobbelt for at bære to læs flyttegods, eftersom bærerne blev da de spurgte efter Trøstens Bolig, henvist til Hindegade, og derfra atter måtte traske tilbage til Skindergade. Om der virkelig er trøst for beboerne på Hindegade, ved man ikke. Men i Skindergade må man give omtrent samme leje som andre steder, og som De ser endog tredobbelte bærepenge for sit flyttegods for det urigtige navns skyld. Man skulle derfor tjenstligt anmode hr. udgiveren at give barnet sit rette navn såfremt det herefter skulle oftere komme under omtale i bladet.

(Politivennen nr. 408. Løverdagen den 25de October 1823, s. 6609)

En styg Udløbsrende i Norgesgade.

Straks når man fra Kongens Nytorv kommer ind i Norgesgade, viser sig på højre side en fæl vaskerende der overskyller fortovet med allehånde affald og uhumskheder. Man kan således hvis man er nysgerrig, få underretning om hvad der spises til middag der i huset. Men vogter man sikke ikke, kan man let glide og falde over det slibrige affald som der ofte findes. Om vinteren når det fryser, gør denne kilde fortovet endnu vanskeligere at passere. Al ulempe kunne imidlertid afhjælpes dersom vedkommende ville lede vandet gennem et rør eller en rende under fortovet ud til rendestenen ligesom skik og brug er i de fleste andre gårde og huse her i staden.

(Politivennen nr. 408. Løverdagen den 25de October 1823, s. 6608)

Drengestræger af gamle Folk.

Der var en tid da de såkaldte knaldere blev meget misbrugt af dreng som kastede dem ind af åbne vinduer og ned i butikker og således indjog mange mennesker en skræk der kunne have farlige følger. Efter vedkommendes foranstaltnig blev derfor forfærdigelsen af disse indskrænket og salget hæmmet. At imidlertid kåde og uartige drenge kunne more sig med sådant, er vel ikke at undres over, men at folk som har trådt deres barnesko og selv er familiefædre ville nedlade sig til sådant morskab hvorved andre ængstes og forskrækkes, synes utroligt. Og dog findes der en mand som har en ikke ubetydelig og indbringende tjeneste og som bor på anden sal i den midterste del af Østergade der i lang tid har fundet sit største morskab i at kaste disse knaldere ud af sit vindue hvorfra han da roligt betragter virkningen af hans eksplosion.

Skønt nogle af samme hus' beboere havde mærket den skadelige virkning dette morskab havde på deres fjerkræ hvoraf nogle blev le,læstede, tav de dog stille dertil. Men da en ung dame der forleden aften kom i ærinde til en familie samme sted, blev så forskrækket over et uventet knald i nærheden at hun faldt i besvimelse som man frygtede skulle have endnu værre følger, sendte man et bud op til ham med bøn om at han ville holde inde med denne spøg. Men manden var så lidt tilbøjelig til at efterkomme denne begæring at han endog svarede: "Jeg har selv et barn som kun er 4 år gammelt, og det kan ret godt tåle knaldene. Desuden har De jo tålt et bombardement, og dette er noget ganske andet." Da buddet forlod ham og gik ned af trappen, hilsedes det endnu med en knalder der traf det i hovedet.

Da den her omtalte unge dame siden er blevet syg - en følge af den pludselig skræk - og en hane som gik i gården, er skamslået, så tror man at have tilstrækkelig grund til at advare nævnte mand at han i tide holder op med sit bombardement hvis han ikke vil blive offentlig nævnt eller sagsøgt.

(Politivennen nr. 408. Løverdagen den 25de October 1823, s. 6605-6607)

Svar til Indsenderen af Stykket i Politievennen No. 406 under Titel: Godt Frugtaar og dyr Frugt.

Da De tror at frugthandlerkorporationens interessenter uagtet al omløb med frugt, endda kan stå sig ret godt fordi de får 1 til 2 skilling for en god pære og næsten 1 skilling for en blomme, så undlader man ikke at underrette Dem om at staden har 112 bosiddende frugthandlere og 160 personer som sælger frugt fra stader, foruden den øvrige mængde som ombærer frugt til salg.

I betragtning af den mængde frugthandlere, vil ubillige priser fra frugthandlernes side ikke kunne tænkes mulig. For den frugthandler som vil lade sig betale ubilligt, ville vist skade sig selv værst ved at tabe sin næring.

Men selvom endog nogle af de mange unge tøser såvel fra staden som fra Amager der dels sidder på Højbro Plads, dels løber om i gader og huse og sælger frugt, sælger disse lidt billigere, var det da ikke så forunderligt, da disse ved deres løben om hurtigt afsætter en langt større del end de bosiddende frugthandlere som må beholde deres frugt indtil købere kommer og imidlertid fordærves meget.

Disse frugtomløbere kunne da stå sig langt bedre end både frugthandlerne og salsdamerne. Da de ikke sidder for de udgifter som disse, og giver de lidt køb et sted, så får de deres høflighed desto bedre betalt på et andet, hvor de siger: "vær så artig, gode herre, at tage hvad og hvilket de lyster."

Det ville vist ikke være urimeligt at sådan ulovlig og i strid med plakaten af 2. december 1755, § 17 blev hæmmet, og man tør da vel håbe at det med tid og lejlighed vil ske. For skulle frugthandel ved omløb være fri og tilladt for alle som er uden fast tjeneste, da burde den vist også være fri handel på bopæle. Men de bosiddende frugthandlere må først løse borgerskab eller bevilling, og siden svare næringsskat, fattigskat og alle udgifter, lige så fuldt som mange andre borgerklasser. De burde da vel også have lidt mere ret end netop at den ene bosiddende kan undertrykke den anden, ved enten at tvinge dem til at ophøre med en ofte ubetydelig frugthandel, eller de må rykke ud med 23 rigsbankdaler sølv til statskassen for at få ret til at drive en handel hvorved de umuligt kan leve. Om dette år kan kaldes et godt frugtår, derom tvivles, og dog kan jo herren få pærer til 4 skilling og blommer til 2 skilling for en snes. Denne pris synes dog så temmelig at stå i forhold til vores penge. Da man længe før 1807 ikke almindeligt har hørt pærer udråbes til ringere pris end 8 for 1 skilling.

At prisen må stå i forhold til frugtens godhed er nødvendig. Og man ser jo i avisen at haveejere averterer æbler og pærer til salg til 2 til 3 rigsbankdaler skæppen, og de kan også købes til 2 mark skæppen.

Mangler De evne eller vilje til at betale hvad udsøgt god frugt koster, får De enten vente til de kommer med det gode køb, eller lade Dem nøje med en ringere sort.

(Politivennen nr. 408. Løverdagen den 25de October 1823, s. 6601-6604)