Ønske, Moden angaaende.

Til alle tider har moden i klædedragt hævdet sit herredømme over mængden, især i store stæder. Hvad der i et årti anses for uskønt og smagløst, roses og bæres i det næste som den højeste mode. Men hvad der er det værste er at det herredømme moden tilriver sig ofte grundes på sundhedens bekostning. Vores fortjente professor Tode plejede i sin Sundhedstidende dels at satirisere over, dels at ivre imod skadelige moder. Men da vi nu ikke har nogen som træder i hans fodspor, så tror anmelderen det ikke overflødigt at gøre almenheden opmærksom på at dr. Wagner, kongelig preussisk fysikus i Schweitzerkredsen har udgivet en bog under titel "Skadelige følger af snævre klæder", hvori han på det mest eftertrykkelige advarer de unge piger og deres mødre, de lærde, militæret og landmanden derimod og søger årsagen til hensygningen af vores fysiske og åndelige kraft i den alt for snævre påklædning. Det var at ønske at en kyndig mand ville oversætte dette lille skrift hvis læsning forhåbentligt ville gøre indtryk og afværge ulempe.

(Politivennen nr. 424. Løverdagen den 14de Februar 1824, s. 6860-6861)

Spørgsmaale.

1) hvorvidt er et par medlemmer af en kommission som af høje vedkommende er udnævnt til at eksaminere dem der attrår at blive kateket for den mosaiske menighed, berettigede til at foretrække og at tilstede en purung og umyndig person adgang til en sådan prøveeksamen, for derved ligesom at tilsidesætte en ældre, og langt værdigere, der tillige er religionsmand og som skønt ikke så bevandret i det danske sprog, men blot af nidkærhed for det mosaiske samfund og i betragtning af sammes uformuenhed har tilbudt sig at ære og undervise gratis?

2) Når en mand på et offentligt sted tillader sig at tale bespotteligt om religionen og dens mysterier, kan han da ikke drages til ansvar for sådanne forargelige udladelser og hvad straf har han efter vore love fortjent? Dette ønskes besvaret af en retskyndig.

(Politivennen nr. 424. Løverdagen den 14de februar 1824, s. 6859-6860)

En ønskelig Forandring ved Skarnvognenes Paalæsning.

(Indsendt)

At ved dette blad hæmmes megen uorden er unægteligt. Hvorfor man også tager sig den frihed at anmelde en genstand der daglig er stødende for øjet og tanken. Denne er skarnets påkastning på renovationsvognene. Man vil her kort berøre de ubehageligheder som derved forårsages. Holder fx vognene lige for en slagterbod, en åben spækhøkerbod, en mælkekælder, et meludsalg eller for hver andet udsalgssted, så føres jo askestøv lige ind i butikken og ind i fødevarerne selv, og det er en højst ubehagelig tanke at sådant må tæres af mennesket. Indsenderen tillader af anførte aldrig sin pige at købe fødevarer der hvor butiksdøren står åben. Endvidere endnu en ubehagelighed , skønt den mindst betydeligste bland de anførte, er den at an får støvet i øjnene eller på klæderne - og at vinduerne ikke kan holdes rene. - Man kan dertil også formode at af den glommende tørvask i skarnbøtterne en gang imellem opstår ild. Det var derfor vel højst nødvendigt at anførte mangel på renlighed og orden blev forebygget, ved at kaste vand på asken og at vedkommende som herudi viste sig forsømmelige, blev mulkteret. En befaling om det fra den høje øvrighed ville vist mange taknemmeligst påskønnes.

(Politivennen nr. 424. Løverdagen den 14de februar 1824, s. 6856-6858)

Bøn om Øl hos Restaurateurerne.

I de såkaldte bedre restaurationer her i København er det kommet på mode at nægte gæsterne øl til deres mad, hvorved disse af tørst er nødsaget til at drikke vin. I anledning af det spørger man: Hvorvidt kan en restauratør nægte sine gæster en af landets egne drikkevarer udleveret ved måltiderne, og hvorvidt tillader borgerbreve en sådan frihed, da disse borgerbreve dog formodentlig mere må være indrettet på samfundets convenience end restauratørernes berigelse, nemlig med god sund føde, tillige at forene gode sunde drikkevarer?

"Hvorvidt kan en restauratør nægte sine gæster en af landets egne drikkevarer udleveret ved måltiderne?" (I mutter Pätges bliver der dog tilsyneladende både serveret øl og vin. Væggen, Københavns Museum).

Da indsenderen heraf ikke er så indviet i borgerskabsrettighederne at han fuldt ud ved om han kan kræve ølsorter leveret i restaurationerne, så er det spørgsmål fremsat til en mere kyndig besvarelse. Har en restauratør ret til at nægte hvad de fleste mennesker ønsker til deres middagsmåltider - et glas godt øl - så må samfundet ønske en sådan for det hele skadelig rettighed afskaffet. Har han det ikke, så er det vedkommendes pligt at påse samfundets rettigheder overholdt, da enhver som nødes til at søge offentlige restaurationer kan udpege steder hvor denne uskik i lang tid har været herskende, da den enkelte ikke kan eller bør indlade sig i private stridigheder. Så meget desto mere som det aldeles er restauratørernes fordel at vedblive deres engang indførte besynderlige beværtningsmåde.

(Politivennen nr. 424. Løverdagen den 14de Februar 1824, s. 6855-6856)

Gjensvar til den anonyme Forfatter, af det i Politievennen indrykkede Stykke: "Fornødent Gjensvar til Mosaiternes Talsmand."

At konditionerne for logernes bortabonnement ikke tillader at nogen må få mere end en loge, er en åbenbar usandhed, og forfatteren burde virkelig underrette sig nøjere, før han nedskrev sådant. Ligeledes vides ikke hvorfor forfatteren vredes over de opgivne bopæle af logeprangere da han selv har givet anledning dertil ved at gøre begyndelsen i Politivennen nr. 420 for d.å. Da det tillige at Adressekontorets efterretninger, se den 18. og 26. august samt 4., 6. og 12. september f. å. ses at selve hans yndlinge bortlejer logepladser flere gange ugentlig og langt mere end en plads, så indses ikke hvorfor det skulle være højst graverende for disse, da de ovennævnte anførte blade foruden mange flere, vidner om at også disse prangere søger at skaffe sig profit, hvor ilde - som forfatteren udtrykker sig - den endog lugter. At forfatteren muligvis harmes fordi han ikke kan deltage i at f noget af det han kalder profit der lugter ilde, må man med største føje antage. Og derfor er det at han ikke kan lide at andre nyder godt af det, hvori han ikke kan deltage. Latterligt er det for øvrigt at forfatteren anfører at grunden hvorfor hans yndlinge udlejer logepladser er dels sygdom, rejse og andre forretninger. For skulle man tro dette, så måtte man antage efter hvad der er averteret i de før nævnte tidender, at over flere hundrede på en gang skulle have fået et så pludseligt forfald. Hvad de stakkels mosaitter, så hårdt har fornærmet forfatteren med, kan ikke godt forklares. Men når han fatter nøjere eftertanke og koldblodigt overvejer sagen, så vil han sikkert indrømme at mosaitterne med hensyn til det omdiskuterede er de mindste syndere.

(Politivennen nr. 424. Løverdagen den 14de februar 1824, s. 6853-6855)