Et Par Ord om en Glorioso iblandt Lapserne.

Det ville være et aldeles overflødigt arbejde at forklare betydningen af ordet laps i en hovedstad som København hvor lapse dagligt vandrer i hobetal på gader og i huslige kredse. Altså, kun et par ord om en lapsende glorioso mazarino, eller hvad det behager læseren at kalde ham.

En sådan har i den seneste tid adskillige gange haft den lumpenhed på gaden at fornærme unge, anstændige kvinder. Først ved at tilnikke dem hilsener og siden da disse naturligvis blev ubesvarede, ved leende at kigge ja endog fløjte ind under deres hat.

Så vist er det at fornærmelser mod kvinder er det mest vanærende for mænd hvis dybeste skændsel er angreb på værgeløse. Så vist er det også at denne glorioso er en usling der bør mærkes med offentlig vanære, selv om hans navn rimede sig på gloria (ære).

Men som denne straf er tilstrækkelig for hans omtalte ufærd, så kan han desuden være vis på en for ham måske endnu mere følelig tugt hvis han skulle fortsætte sine bedrifter mod dem, hvilke uagtet de er værgeløse dog har beskyttere i alle mænd af ære, blandt hvilke findes mange håndfaste der ikke blot uddeler vinger med posen af en vinge.

"Men", vil her måske læseren eller vel endnu hurtigere den smukke læserinde spørge: "Hvem er da denne modige mandige heltesjæl? Er han måske en italiener, en landsmand af gloriose eller Rinaldo?

Nej, mine damer og herrer! Det tror jeg ikke, skønt han lige så lidt ligner en nordbo i ansigt som i færd. Muligvis er han en mosaist, og derudover vil nok ingen forundre sig. Hvem kan nemlig nægte at så vanartige vores kristne lapse-drengebørn end er, overgås de dog sædvanligvis af de mosaistiske lapse. Grunden hertil er også meget indlysende for enhver tænkende iagttager af menneskelivet. Han ved: "Den frigivne træl er altid den mest uforskammede!". Og derfor venter han med desto større højagtelse for de ikke så ædle mosaister, de største og frækkeste lapse blandt moderniserede piskebåndsjøder. Har nu en af disse oven i købet et glat, om end glat vel intetsigende, ansigt, hvorfor mosaistiske og kristne flanefjæs kalder ham "sød", oh, hvad kan man da ikke vente sig af en sådan påfugl, så længe en velgørende saks ikke stækker hans dunfulde vinger!

Blok Tøxen

(Politivennen nr. 430. Løverdagen den 27de Marts 1824, s. 6952-6954)

Bøn om en Vej for Gaaende om Natten

Da den tid nu nærmer sig at Københavns indbyggere besøger skoven eller venner på landet og på grund af det først kommer til Nørreport efter kl. 12, så foreslår en mand der ofte har haft lejlighed til at se hvilken fare de gående er udsat for, når de som meldt kommer til porten efter denne tid, at der omkring Nørreports bomhus blev anlagt en vej for gående om natten. Lokalet er særdeles bekvemt til det, og udgifterne der vel kunne udredes af ingeniørkorpset som nyder godt af portens ståen åben, kan ikke blive betydelige. Man drister sig derfor til at håbe at ovennævnte tages i nærmere overvejelse, for det er for sent når der er sket ulykke. Det har indsenderen set let kan ske, og fodgængerne såvel som de kørende og ridende kan blive hurtigere ekspederet, hvilket ikke er tilfældet nu.

(Politivennen nr. 430. Løverdagen den 27de Marts 1824, s. 6951-6952)

Nørreport omkring år 1800.

Redacteurens Anmærkning

Som den eneste af de fire porte stod Nørreport på artiklens tid åben hele natten. Man kunne mod ekstra portpenge komme ind og ud, dog ikke fragtvogne og bøndervogne med læs.

Gadeposten i store Kongensgade.

Udenfor sukkerraffinaderiets gård i Store Kongensgade står en gadepost, den eneste i denne ene af byens reelleste gader. For ikke at alene at tale om at denne vansirer gaden, men den er også i stærk blæst de på fortovet forbigående ofte til ulejlighed, for det er hændt anmelderen at der er blevet pumpet idet han passerede samme og vinden har kastet en vandstråle langt ind på fortovet og stygt overstænket ham såvel som en forbipasserende dame der fik sin pels slemt beskadiget. Da nu det gamle plankeværk for den såkaldte Marmorplads skrås over for nævnte gård borttages og efter sigende i dets sted en mur for denne plads skal opføres, lig den der vender ud til Bredgade, så vover man at gøre vedkommende høje autoritet opmærksom på om ikke ved denne lejlighed en niche i den nye opførende mur i kirkegårdsmuren finder sted og den omtalte post deri blive henflyttet. På dette sted ville den ikke være så megen ulempe, men endog bidrage til gadens forskønnelse.

(Politivennen nr. 429. Løverdagen den 20de Marts 1824, s. 6949-6950)

Bidrag til et Skilderi af Indretningerne i Kjøbenhavns Raad- og Dom-huses Arrestbygning

(Forsat fra nr. 428)

Fordi den yderst dårlige brolægning har huller i, er gården også altid skiden, endog uden hensyn til de i den gående høns og ænder. Denne gårdens urenlighed, og som følge heraf dårlige luft, befordres desuden på flere måder, der endnu mere forøger dens uegnethed som spadsereplads. Således kastes alt fejeskarn og andet i et køkken faldende urenlighed ud i den fra både arresterne og arrestforvarerens værelser og køkken, vel også fra gangene, og opdynges i en krog lige ved gårdens lokum. For en skarnkistes anskaffelse var nok for bekostelig. 

Hertil kommer lokummets anlæg, så at sige midt i gården, og dertil på en så svinsk måde der inficerer luften så det ikke er til at tro hvis ikke der var syn for sag. For fra lokummet går en derved anbragt rende der afleder det overflødige ekskrement- og urinvand i den derved værende rendesten, hvorved just også ligger føromtalte mødding. Og da nu rendestenen på grund af gårdens dårlige brolægning ingen hurtig afledning har, men sammes skønne ingredienser oftest bliver stående i flere dage, så er det afskyeligste svineri så begribeligt som den sunde luft der kan være i en sådan gård til at røre sig i ubegribelig. Og just til denne vellugtende rendesten falder arrestanternes spadseregang, som de endda selv gør endnu mere ubehagelig ved i føromtalte rendesten for enden af spadseregangen at urinere. For på en kumme eller et stentrug til dette brug er ikke tænkt.

Dertil kommer endelig at hver tredje eller fjerde uge hjemsøges man af de såkaldte natvogne der bortførte urenligheden fra ikke alene arrestgårdens men også den derved liggende malefikantgårds latriner, og i et især mildt vejr efterlader en stank der gør arrestgården i det mindste for en dag ubrugelig. Ganske anderledes og langt mere helbredets undergang forebyggende som sund luft befordrende er derimod latrinerne anlagt og indrettet i de engelske både varetægts- og straffehuse. På en afsides plads er disse latriner opført og dog så at fangerne ved deres afbenyttelse ikke kan undgå bevogtningens fornødne opsyn. Dette tages der overalt i disse arresthuses indretninger et hensyn af de engelske arkitekter som vores danske tømrer- og murermester ikke kender. Især er indretningen i de af dem opfundne latriner så fortræffelig at den også nu er optaget i en stor del engelske private bygninger da den forebygger al stank som ellers er så sædvanlig i husene. Og da jeg er overbevist om at intet forpester luften mere i store stæder end husenes latriner ved deres svinagtige anlæg og indretninger, hvad især gælder om København i hvis gårde lokummet og vandposten ofte står lige ved siden af hinanden, så vil Politivennens læsere vist sige mig tak for, at jeg her for dem beskriver disse de nye engelske som oprindelig blev opfundet for fangehusene, men siden også er indrettet i de fleste private huses latriner.

Der er nemlig under sædet indmuret en potte af porcelæn, sten jern eller anden passende metal i form som en omvendt kegle der i bunden er åben og forenet med to rør, nemlig et der går noget til siden, og til et vandreservoir, og et andet der stiger lodret nedad, enten til en nogle alen under jordens overflade muret og bedækket skarnkiste, eller også når fængslet er anlagt i forbindelse med et ligeledes i jorden nedgravet og i behørig hældning løbende videre rør. Ved siden af sædet er anbragt et stempel, sædvanligvis af jern, som ved at hæves i vejret, åbner to klapper af hvilken den ene ligger for vandrørets nederste del, den anden derimod for det nedstigende rørs øverste ende. Vand strømmer derpå med en vis fart ind i potten, glatgør både dens og det nedadgående rørs indvendige flade, og nedskyller ekskrementerne enten i skarnkisten eller i røret underjorden, fra hvilket de siden udtømmes i det forbiløbende vand. I private huse er stemplet, ligesom her er beskrevet, anbragt ved siden af sædet, men i fængsler hvor modvilje ofte kunne foranledige at stemplet ikke hævedes hver gang privaten blev benyttet, har man i selve privatdøren eller i låget over sædet anbragt en sådan skjult mekanisme at klapperne åbnes og tillukkes med døren eller låget. 

Til at formindske svineriet i Københavns stadsarresthuses arrestgård ville det også have været meget gavnligt om i den var anlagt springvand i stedet for en post, da flere med hensyn til det hele dog kun ubetydelige omkostninger burde i en sådan bygning ikke komme i betragtning. Men på den især for en arrestant fornødne sunde luft og renlighed har bygmesteren slet ikke tænkt, da han bestemte og indrettede gården til spadsereplads. End må også i denne gård bemærkes hvad ikke lidt forøger dens som spadsereplads både urenlighed og ubehagelighed der endog spores i et par af selve gældsarresterne. Til gården har nemlig flere kælderarrester deres vinduer og udsigt. 

Skønt gården kun er justitsens eller hof-og stadsrettens, så da i vort arresthuses opførelse og indretning er taget ligeså lidt hensyn til fangernes klassifikation også i bevogtningen som til sund luft og renlighed, tilhører disse kælderarrester dels politiet, dels justitsen. For sidste kælderarrester er af den nylig afdøde arrestforvarer sørget at fangerne ikke kan lukke deres vinduer op når de vil, da en skodde udenfor er anbragt, og denne skodde er altid for om natten. I politiets arrestkældre kan fangerne derimod nat og dag efter behag åbne deres vinduer hvoraf følger flere uordener og deriblandt også den at fangerne stiger om natten op i vinduet og urinerer ud af det i gården. Dette svineri er især utåleligt for hvem der fastende og tidlig om morgenen skal ned i gården, ved hvis trappe just er en sådan politiets kælderarrest. Nu tænker man sig også at nogle, især et par, disse kælderarrester er lige under gældsarresterne, og at disse kælderarrester ofte er fyldt med 5 til 6, måske flere fanger. Hvilken stank må der da ikke opstå i gældsarrestantens værelse når det behager fangerne at lukke vinduet op for deres lige under gældsarrestens værende kælderarrest. 

For ikke at tale om at disse urolige kælderbeboere ofte forstyrrer natteroen for den lige ovenfor siddende gældsarrestant. Ja fra føromtalte politiarrest der just er i kælderen under den i anden etageværende kirke, høres ofte dels sang, dels klammeri fra det åbne vindue midt under kirketjenesten. Mens jeg er i denne gård, må jeg også omtale den for gården til gaden Hestemøllestræde opførte lave mur der ingenlunde svarer til et fangehuses hensigt. Synderlig afstikkende er også denne arrestgårdens lave mur mod den af hr. bygmester Quist lige overfor på den anden side af Hestemøllestræde opførte skønne og høje mur for stadens materialgård. Rygtet fortæller at hr. Quist just skal have opført sin mur så højt fordi han da gjorde vedkommende opmærksomme på den lave mur for et fangehuses gård, svaredes ham, grunden ikke kunne tåle en højere og sværere mur. Dog for at sikre denne lave mur har man oven på den side som vender ind til gården, anbragt spidste kortere og længere jernpikke. Men kunne de sikre fra gården at springe over muren, så burde ligedan pikke været anbragt ud til gaden, dels for endnu mere at vanskeliggøre flugten over muren, dels for at gøre det vanskeligt for nogen fra byen at hjælpe en flygtende fange i at komme over muren. 

Menneskemylder i Slutterigade gennem Råd- og Domhuset omkring 1800. (Før og Nu 1917).
 
Sidste er så meget mere at frygt som kommunikation mellem fangerne og folk uden for arresthuset ikke er ugørligt. Ja man vel derpå har haft eksempel fra også just før omtalte politiarrest i kirkelængens kælder. Dette fangehul, oftest fyldt med grove tyve, er just lige for arrestgårdens mur, lige overfor hvilken i nogen skråning ligger en høj 4 etages bygning, hvis beboere ikke altid skal være de dydigste. Københavns udlærte tyve har bragt det så vidt i deres kunst at de mellem sig har et fingersprog hvori fra dette fangehul let korresponderes med beboerne i det skråt over for liggende hus, især med dem på fjerde etage, hvilket også just for nogle år siden skal have været tilfældet, som den nu afdøde arrestforvarer Stendsler har fortalt mig. Men som denne mand virkelig skal i sine helbreds dage have været på sin post, så var han forsigtig. Kælderarresten er politiets, og han ville ifølge erfaring ikke blande sig i hvad politiets arrestforvarer vedkommer.

Imidlertid er også det en følge af arrestbygningens slette indretning, at arrester i dem således er anlagte, så den underbetjent, bevogtningen nærmest påhviler, ikke med sådanne fra sine værelser fjern beliggende arrester kan have fornøden tilsyn. En uorden der udsætter den almene sikkerhed er ikke mulig i de engelske arresthuse hvor arkitekturen har forstået så snildt at indrette alt i disse bygninger så fangefogeden eller arrestforvareren fra en standpunkt kan overse det hele og altid bemærke enhver arresthusets beboer fri eller fanger. Ifølge fangernes klassifikation som også nøje påses i de engelske arresthuse, kunne heller ikke en sådan sammenblanding af arrester under forskellige bevogtning, som den der er i Københavns arresthus, finde sted. 

Men jeg tror at have anført nok for at læseren kan overbevise sig om at der i Københavns råd-og domhus' arrestbygnings opførelse og indretning ikke er taget den højst nødvendige, ja ofte ingen, hensyn til enten den almene sikkerhed eller fangernes klassifikation, eller deres helbreds og livs opretholdelse. Kun derfor endnu den bemærkning at fra arrestgården går en port lige ud til en offentlig gade, Hestemøllestræde, hvilken udgang ikke heller synes så passende indrettes med den almene sikkerhed. Måske kunne endog denne port lette en fanges flugt, hvorfor jeg vel kunne anføre indlysende grunde.

"Der findes ikke over 6 der i almindelighed kan kaldes for tålelige, især med hensyn til den øvrige indretning. Disse 6 er de tre på første gang på første etage, og de tre på tredje gang i anden etage, alle til gården, hvortil da også alene burde fra en arrest kunne haves udsigt." (Arrestbygningen set fra Nytorv. Eget foto, 2016)

Hvad angår selve arresterne, så findes der ikke over 6 der i almindelighed kan kaldes for tålelige, især med hensyn til den øvrige indretning. Disse 6 er de tre på første gang på første etage, og de tre på tredje gang i anden etage, alle til gården, hvortil da også alene burde fra en arrest kunne haves udsigt. Desuden gives der i kirkelængen fire i sig selv gode arrester på første etage eller anden gang, men hvori om vinteren er det betydelige savn af kakkelovne formedelst mangel på skorsten i denne længe, hvortil opgives den meget utilfredsstillende grund at en skorsten hers kulle gå op gennem kirken som derved vansiredes. Men foruden at en bygmester af geni og med arkitektonisk studium vel ville vide at opføre en skorsten, så den ikke vansirede kirken, så tør jeg spørge: hvad skal en offentlig kirke til i et fangehus, i særdeles i et varetægts, og dertil i et som Københavns råds- og domhuses, hvor lokalet ikke er større end at det hele behøvedes til bygningens hovedbestemmelse som arrest- eller fangehus? Sådanne kirker findes ikke i de engelske fangehuse, men blot kapeller til hvis kirketjeneste ingen har adgang undtagen fangehusets personale. En offentlig kirke i et sådant hus, hvortil enhver har adgang er også ganske i strid med det fængselshus' bestemmelse, ja i varetægtsarresthusene endog med hensigten af en kirkes indretning i det. 

En fejl i Københavns råd- og domhus' arresthusbygning er det også at på første etage er for højt til loftet. I de andre to især tredje etage, eller i det københavnske sprog anden sal, for lavt. Ildebranden er altid kostbar, men dobbelt for arrestanten der skal købe den i lod og kvintin. For kunne arrestanten endog selv anskaffe sig eller få af en ven en halv favn brænde eller et læs tørv så mangler ganske plads til at lægge denne brændsel. Man var om vinteren derfor vel tjent med at der i nederste etages arrester var lavere til loftet, især med de i arresterne anbragte usle kakkelovne. 

På anden etages arrester til gaden sidder vinduerne så højt at arrestanten ikke kan se ud af det uden at stå op på den bænk. I fængslerne på anden sal eller på tredje etage burde så meget mindre være lavt til loftet, som der oftere er fire og flere malefikanter i et sådant fængsel, hvis dør i et døgn kun åbnes to eller højst tre gange. Uforsvarligt er det også at i et arresthus så nyt som hovedstadens råd- og domhus er anlagt de fæle kælderfængsler hvis farlighed lægerne længe før Hovard og snart lige fra medicinalpolitiets opkomst har gjort opmærksom på. Og dog bruges disse kælderarrester til at afsone med vand og brød i så fangen der for at udstå denne straf ofte må forlade et bedre fængsel, straffes altså hårdere end lovgiverens bestemmelse kan være.

(Slutningen følger i næste nummer.)

(Politivennen nr. 429. Løverdagen den 20de Marts 1824, s. 6937-6949)

(Artiklen fortsætter ikke)

Redacteurens Anmærkning

I 1805 blev rådstueretterne og de gamle landsting erstattet af to landsoverretter, en i Viborg, en anden i København. Landsoverretten i København blev slået sammen med Hof- og Stadsretten til Den Kongelige Landsoverret samt Hof- og Stadsret. Den fungerede som Københavns byret. 1845-1919 henlagdes alle straffesagerne i hovedstaden til en nyoprettet domstol, Kriminal- og Politiretten i København, også med direkte appeladgang til Højesteret. I 1919 blev Østre Landsret oprettet og videreførte Landsoverretten, mens Københavns Byret videreførte Hof- og Stadsretten og Kriminal- og Politiretten i København. 

Efter bombardementet i 1807 og indtil det nye råd- og domhus var færdigt, holdt Hof- og Stadsretten 1807-1815 til i Østergade, Matr.nr. 53. Denne matrikel fik i 1899 henlagt 1806 matrikel 99, i  1907 henlagt matrikel 98, 1918 matrikel 52 og matrikel 23, 1931 matrikel 22, matrikel 54, 55, 97, 102 og 100 & 101, 1935 matrikel 51 og matrikel 53. Som følge heraf har der været flere husnumre: 1859 Østergade 52, 1899 Pilestræde 9/Østergade 52, 1918 Købmagergade 10/Pilestræde 9/Østergade 52-54, 1931 Købmagergade 10/Pilestræde 1/Østergade 52-54, 1935 Købmagergade 10/Pilestræde 1/Østergade 52 og 2008 Pilestræde 1 og 13/Købmagergade 20/Silkegade 4/Østergade 52.

Svar paa det i Politievennen No. 425 anførte: mere om Ildebranden i Ballerup fra Overbrandmester B. J. Gehl.

Det synes mig, hr. forfatter af nævnte stykke, at De har fortrudt på at jeg i mit indsendte, som i Politivennen nr. 414 er indrykket, angående noget om ildebranden i Ballerup, er gået et skridt udenfor det som i almindelighed og nu i særdeleshed hører til dagens orden, nemlig at dadle folk. Imidlertid har De dog i Deres indsendte begået samme fejl ved at rose flere. Men da mit indsendte har givet Dem anledning dertil, må brøden alene tilregnes mig. Deres indsendte viser for resten i det hele taget med undtagelse af de enkelte jeg som sagt har givet Dem anledning til at rose, at De har holdt Dem til nutidens, dagens orden, nemlig at forringe medborgeres gode handlinger eller også offentligt at fornærme en eller anden. 

Da jeg af Deres fremførte synes at kunne skønne at De ikke må have erindret mit da De skrev Deres, finder jeg mig dog foranlediget dertil. På trods af at jeg havde besluttet ikke at ville besvare Deres indsendte, hvori De har søgt dels at forringe en mands virkelige fortjeneste og dermed vil sige at jeg skulle have fremført nogen usandhed, dels søgt at sætte ham i et lys hvorved han skulle kunne anses som om han viste ligegyldighed for medborgeres ejendom som stod i fare, og dels at fornærme mig i flere punkter. Men muligvis var jeg  blevet helt befriet for at se noget fra Dem, når jeg blot i mit indførte havde udmærket en til som jeg slet ikke tvivler på jo opfyldte sin pligt. Hvilken person, hr. forfatter, De just ikke tydelig i Deres har nævnt, men som De dog for en del har søgt i Deres fremførte at gøre så forståelig at man kan slutte sig til at han var ved ilden. Efter min mening havde jeg fundet det ligeså passende når De syntes at flere havde udmærket sig ved den omhandlede ildebrand, og som jeg ikke havde nævnt, offentligt at berømme disse, uden at søge lejlighed til at forringe deres handling som jeg har fundet burde i særdeleshed offentligt  udmærkes.

At møller Christensen viste sig som virksom mand ved ildebranden har De erklæret, og det fortjente han også, da han uagtet han havde en temmelig distance fra sit hjem til brandstedet var en af de første af byens beboere som kom de ulykkelig til hjælp med 3 af hans folk der tillige medbragte vogn med betydelige store tønder fulde af vand. Men at han udrettede noget der, som kan fortjene at kaldes åndsnærværelse eller at han udsatte sig for livsfare mere end nogen anden som ar til stede, vil De ikke indrømme mig. Før jeg vil bemærke hvad han udrettede, som gav mig anledning til at udmærke han derfor, må jeg erindre dem om at De først kom til ilden efter at den brændende gård næsten var nedfalden, og at mange kraftige forholdsregler for at standse ildens videre udbrud inden den tid var truffet. 

De vil vist ikke nægte mig, ifald De havde været ved ilden fra først af, og været øjenvidne til at Christensen efter at ilden var antændt i rygningen på naboens sted, tog 2 spande vand, gik op på taget af en kort stige. Og da samme ikke rakte synderligt op på taget, gik han med vandet på det blotte tag og fik således ilden dæmpet med det vand han havde med. Lod sig senere opbringe mere, som han lod rende ned af taget for at ilden ikke skulle antænde. Pludselig begyndte i samme længe ilden at tænde længere hen på rygningen, hvor han sprang hen, fik ilden dæmpet, og kom da ud af balance, så at han gled hovedkuls ned af taget og faldt på jorden, men kom dog heldigvis ikke til skade. Jeg ved ikke om De vil behage at kalde det for livsfare? Imidlertid kalder jeg det for det, såvel som jeg kalder hans fremgangsmåde med at postere flere på de farligste steder og at tilskynde en og anden som han fandt kunne være ham behjælpelig i at bevirke ildens standsning, for åndsnærværelse.

Årsagen hvorfor Christensens mølle gik mens luerne rasede, kender jeg ikke. Men at han ikke kunne have haft mange folk hjemme er begribeligt, når han selv med 3 af hans folk indfandt sig ved ilden og at de alle anvendte alt muligt for at bevirke ildens standsning såvel som for at redde af det i fare stående tøj er til visse mange bekendt. Det synes mig derfor påfaldende at De ville tillægge Christensen skylden at meget af det brændte tøj ikke blev reddet, og tillige at De vil kaste en skygge på ham ved at byens sprøjte muligt kunne have været reddet, at sige, når han efter Deres mening også havde opfyldt sin, måske umuligt, pligt.

At De ikke har erindret min indsendte, da De skrive Deres, ses tydeligt af det De siger at De undres over at pastor Hertels sønner med fleres raskhed har kunnet undgå min opmærksomhed, men jeg må bede at De vil behage at henvende Dem engang endnu til mit i nr. 414 foranførte, hvor De da vil erfare at De af Dem udmærkede, såvel som De hr. overbrandmester og flere andre der ved ilden efter Deres ankomst opfylde Deres pligt, ikke har undgået min opmærksomhed. Men at nævne den alle, ville dels blevet for vidtløftigt og dels også været umuligt, da jeg ikke kendte dem alle. Imidlertid fandt flere med mig at møller Christensen var den der i åndsnærværelse, mod og raskhed mest udmærkede sig, hvorfor jeg fandt det ikke upassende offentligt at udmærke ham, uden derved enten at fornærme Dem eller nogen af de ved ilden tilstedeværende. Hvad Deres bemærkning om kroen angår, da må jeg tilstå Dem oprigtigt at samme værdiger jeg aldeles intet svar. Kun må jeg tilføje at min anonymitet formodentlig dertil har givet Dem årsag. For i modsat tilfælde havde De sikkert ikke henkastet sådan dom over mig.

Endelig må jeg bemærke at det falder mig meget besynderligt hvor De kan undre Dem over at jeg ikke ved mit fremførte i nr. 414 af Politivennen har navngivet mig. For det kunne aldrig falde mig ind fordi jeg fandt at burde rose en mand at jeg derfor skulle fortælle ham at det var mig der roste ham, for således at tilvende mig hans taksigelse for min opmærksomhed på hans gode handlinger, hvilket De hr. Gehl sikkert rigelig er blevet belønnet med af de flere som De har udmærket. Af den årsag hvorfor jeg forrige gang ikke navngav mig, undlader jeg det også denne gang, og tror ikke at De skulle formå mig til at foretage noget som ganske strider imod min mening. Imidlertid om det skulle interessere Dem at vide mit navn, har jeg anmodet udgiveren af Politivennen, hr. kaptajn Kristensen om at sige Dem det, hvilket han også har lovet mig.

(Politivennen nr. 429. Løverdagen den 20de Marts 1824, s. 6929-6935)

Redacteurens Anmærkning

Denne artikelserie omfatter Politivennen nr. 414. 6. december 1823, Politivennen nr. 425. 21. februar 1824, Politivennen nr. 429. 20. marts 1824 og Politivennen nr. 433. 17. april 1824.