Uorden.

I gården nr. 61 på Sankt Annæ Plads er det i den senere tid blevet skik at udhænge til skue for genboerne i gården nr. 63 en samling af mange slags kirurgiske rariteter, hjerneskaller og dødningehoveder, rygrade, ribben, lår osv. Da disse sager dagligt udstilles fra den tidlige morgenstund lige indtil solens nedgang, og dertil anbringes på en mur hvortil flere familiers bopælsværelser vender ud, synes denne uskik at fortjene politiets opmærksomhed.

(Politivennen nr. 439. Løverdagen den 29de Mai 1824, s. 8003-8004)

Redacteurens Anmærkning

Formentlig er der tale om nuværende Sankt Annæ Plads 8 der er fra 1819, og nabogården på hjørnet, Lille Strandstræde 24 fra 1820.

Ønske paa Amager Landevei.

I de forrige år har fodstien på Amager Landevej været temmelig god at passere. For da havde man for skik når kørevejen blev jævnet, at skovle det overflødige sammen i bunker som blev lagt på siden af vejen og siden bortkørtes af landets beboere. Men sidste efterår har man derimod når vejen jævnedes, skuffet affaldet ned på fodstien. Følgen heraf var naturligvis at regnvandet fra vejen ikke kunne få løb til grøften, men blev stoppet ved affaldet og således gjorde fodstien meget ubehagelig at passere. Talen er her om vejen udenfor bommen, for broen selv renholdes på sædvanlig måde. De mange mennesker som dagligt har ærinde til København og når det er fugtigt vejr, må ælte sig frem i pludderet på fodstien, ønske og bede vedkommende at lade vejen og stien renholde på samme måde som før er sket, nemlig således at affaldet fra vejen bortkøres og ikke kastes på fodstien.

(Politivennen nr. 439. Løverdagen den 29de Mai 1824, s. 7099-8000)

Bøn i Friderikssund.

Indbyggerne af de fleste sjællandske stæder har efter tilendebragt dagsværk i nærheden en skov eller et andet forlystelsessted hvor de med familie kan nyde adspredelse i den frie luft. Men dette er ikke tilfældet i Frederikssund. Her findes ingen skov og ingen offentlig have. Man må her hjælpe sig med den rigtig nok nyligt brolagte gade og den stenede, støvede landevej. Savnet af et sådant forlystelsessted føles her så meget mere som man her skuer den yppige og skønne natur på det lige over for liggende yndige Jægerspris, og kun er skilt derfra ved et smalt sund. Hvad under om mange embedsmænd og andre der har følelse for naturens skønhed, men ikke evne til ofte at bekoste 1 rigsbankdalers penge for sin og familiens overfart, føler sig som de faldne der blev udelukket fra Paradis?

Dersom færgen tilhørte regeringen, ville man sikkert kunne vente at det blev anstændige familier i Frederikssund som til fods ønskede at nyde adspredelse og vederkvægelse på Jægerspris, tilladt uden betaling at gå over med færgen, når denne afgift med betalende passagerer, og der var plads på samme. Men skulle man ikke også vente at en brav medborger der ved denne fart har tilstrækkeligt udkomme, ville da det på ingen måde kan være noget tab for ham efterligne vores humane, milde og heldudbredende regering. Man tror det derfor ikke upassende gennem dette blad at gøre vedkommende færgefarts forstandere opmærksomme på at han ved at tillade agtbare familier i Frederikssund der undertiden ønskede at besøge Jægerspris, at de når færgen bringer rejsende eller gods over, da måtte uden betaling følge med samme, når de ikke kom til vogns, men blot for at nyde den behagelige egns skønheder.

Tænker ejeren på at han derved, uden tab for sin levevej, for som sagt de fleste som kunne have lyst til at komme der, afholdes derfra fordi de ikke kan undvære penge man betaler i fragt, og at han således ved et ringe offer bidrager til manges uskyldige glæder og fornøjelse, så håber man at den bøn ikke forgæves er fremsat, ligesom dens opfyldelse just ikke hos høje vedkommende vil blive ubemærket.

(Politivennen nr. 439. Løverdagen den 29de Mai 1824, s. 7093-7096)

En gammel Vise med Omqvæd.

Uagtet der flere gange og især for meget kort tid siden er klaget over natrenovationsfolkenes skødesløse og urigtige færd, nemlig at de kører i fuld fart med deres utætte vogne og spilder den største del af ladningen på gaderne, så har man dog endnu ikke sporet til nogen forandring heri, men de bliver uforstyrret ved med at fremture på deres sædvanlige måde. 

Således så anmelderen sammen med andre onsdag den 19. maj om morgenen kl. 4 en natvogn komme i fuld fart fra Dronningens Tværgade ned gennem Borgergade. En karl sad på den ene hest og en anden på vognen. Begge piskede på de arme heste skønt disse løb så stærkt de kunne, og således at vognen fløj fra den ene side af gaden til den anden. I en smal gade kan man ved sådan utilladelig kørsel vente at få slået ruder og skodder ind og stuen fyldt med ildelugtende potpourri. Man kan derfor ikke undlade at ønske at der på en eller anden måde måtte sættes skranker for denne utilbørlige kørsel af selvrådige natrenovationskarle.

(Politivennen nr. 438. Løverdagen den 22de Mai 1824, s. 7087-7088)

"En natvogn kom i fuld fart fra Dronningens Tværgade ned gennem Borgergade. De piskede på de arme heste skønt disse løb så stærkt de kunne, og således at vognen fløj fra den ene side af gaden til den anden". Dronningens Tværgade/Store Kongensgade - som nok mere giver et indtryk af husene fra dengang end parallelvejen Borgergade. (Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

Klagen hjalp ikke. Man hører jævnligt i Politivennen om vognenes rasen gennem gaderne, fx. Politivennen 674, 30 november 1828, s. 1805

Advarsel.

Mange forældre har den tro at deres børn er i sikkerhed når de ved dem spadserer på volden, især når de er ledsaget af et voksent menneske. Men at denne tro er meget fejlagtig, var indsenderen og andre øjenvidne til.

Det er bekendt at voldskytten er beordret til at skyde de løse hunde som han måtte finde på volden. Han passerer derfor dagligt denne vej, ofte med en løs hund hos sig, som indsenderen ikke tror er mere berettiget til at komme på volden end enhver anden hund, da den nok ikke kan være synderlig nødvendig på denne jagt. Ved således at passere volden for omtrent 14 dage siden forefandt han en lille mops som han vist ikke har kendt ejeren til, ved Hjelmer Mølle og besluttede altså dens død. Men skyder så uforsigtigt at en mængde store hagl, hvoraf et var fuldkommen nok til at dræbe et barn når det traf i hovedet, slog en del ruder i stykker på møllerens hus. Ved sådan uforsigtighed er toldbetjentene som skal opholde dem i eller i nærheden af møllekontorerne, ligeledes udsat for at blive lemlæstet af dette menneske som man sikkert formoder vil blive beordret at omgås mere forsigtigt med sin bøsse.

(Politivennen nr. 438. Løverdagen den 22de Mai 1824, s. 7086-7087)

"Han skyder så uforsigtigt at en mængde store hagl, hvoraf et var fuldkommen nok til at dræbe et barn, når det traf i hovedet, slog en del ruder i stykker på møllerens hus." (Skt. Peders Mølle på Helmers Bastion lå hvor der i dag er et trafikknudepunkt, men den nærliggende H. C. Ørstedspark har bevaret noget af voldmiljøet. Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning

Der er formentlig tale om møllen på Helmers Bastion som stod ved Jarmers Tårn o. 1651/69-1885. Den hed Skt. Peders Mølle. Denne stubmølle findes ikke længere, da den 1853 blev erstattet af en hollandsk mølle, som er en af de få overlevende voldmøller, dog nu flyttet til Nørre Jernløse ved Holbæk. Den er fredet og drives af et møllelaug som Nr. Jernløse Mølle.

Der klages over voldskytten igen i Politivennen nr. 721, lørdag den 24. oktober 1829, s. 687-690: "Bøn for Hunde, som skamskydes paa Volden"  og i artiklen "Umenneskelighed" om et anskudt dyr i Politivennen nr. 746, lørdag den 17. april 1830, s. 250-251.