Schøne Rariteten.

Det synes underligt at øvrigheden der ellers på alle måder søger at hindre bedrageri, som så at sige tillader det offentligt at ske. Det mener indsenderen er tilfældet når det tillades ejeren af det menageri i Jægerborg Dyrehave som på sine plakater bekendtgør at der forevises krokodiller. For var det endog små krokodilleunger, kunne jo sådant anmærkes, da man ved krokodiller i almindelighed forstår voksne. Ja han har endog for at skuffe endnu mere på plakaterne ladet aftrykke en sådan der sluger et menneske, og storpralende opfordrer han publikum til at se og overbevise sig. 

Enten lyver nu alle naturhistorier og rejsebeskrivelser, eller også er det langtfra ikke krokodiller. Det er 2 firben af omtrent 1 alens længde, der matte og usle lader sig dreje rundt om en barnefinger. Næsten ligeså forholder det sig med det øvrige menageri bestående af en halv snes almindeligt kendte dyr. Det er utåleligt at se de så velmæskede og galant udstafferede fruentimmere sidde ved indgangen med guldure, kæder, ringe etc, hvilket synes at tyde på hvor mange der ved deres pral er franarret deres penge. Men det er heller ikke underligt at de kan maje sig sådan ud da de tager 2 og 4 mark for pladsen og hvor mange ønsker ikke a se dyr som krokodiller.

"Det tillades ejeren af det menageri i Jægerborg Dyrehave som på sine plakater bekendtgør at krokodiller forevises der." (Dyrehavsbakken i følge H. G. F. Holm omkring 1840).

Mest galt synes imidlertid den impertinente uforskammethed at være hvormed foreviseren behandler det skuffede publikum der på en eller anden måske måske ufrivilligt ytrer sin misfornøjelse. For det forbliver ikke ved mundtlige grovheder. Sidste søndag tog en af dem sig således den frihed at kaste en håndfuld vand i ansigtet og over klæderne på en elegant klædt herre fordi han ytrede at de mere lignede firben end krokodiller. Man undrer sig over at sådant tåles i en stat hvor politiet ellers søger at hæmme alle uordener. Rygtet siger at det ikke tillades menagerier hvori er vilde dyr at komme ind i landet, for at ikke disse muligt skulle bryde ud og og gøre skade. Og så nyttigt og behageligt det end kan være at se disse in originali, må man finde sig i det. Men man tror da også at det samme politi der forbyder dette, snarere burde forbyde charlatanerier som det nævnte, der hverken nytter eller fornøjer, men skuffer og ærgrer samt trækker penge af landet.

(Politivennen nr. 445. Løverdagen den 10de Julii 1824, s. 8086-8088)

Skal der nu ogsaa ryges Tobak i Kongens Have?

En del folk - især af gammeldags tro - står i den uden tvivl forkerte mening at det er en lovstridig handling at gå med tændte tobakspiber og cigarros på gader og stræder, hølofter og hørkræmmerkældre, forbi skildvagter og krudttårne, etc. etc. Item imod anstand og god levemåde, på offentlige spadseregange og i dameselskab, for ikke at stikke ild i deres klæder - med hjerterne er det en anden sag - tilryge dem som ål eller makrel osv. Men, som sagt det må være en forkert tro. For ellers kunne politi og vægtere vel ikke så langmodigt som almindeligt tolerere sådan uskik både nat og dag. At de stakkels skildvagter søger at overholde deres instruks og den agt man skylder deres post, er forgæves. For som oftest får de gnubbede ord til løn og kan ikke tage til genmæle da de ikke må forlade posten, og skælderen i tilstrækkelig afstand udpumper sine grovheder. Det har anmelderen nogle gange set og hørt, og herved nogle gange taget sig den frihed at tilråde den arrige smøger at lade sin lumpenhed fare.

At nu så almindeligt endog enhver bonde, matros, soldater, dreng, tjenestekarl, ja moxen skoledrenge og de som nylig var det, skal have en cigarros i munden eller løbe med en pibe, er et i flere henseender vist ikke ligegyldigt dansebod- og krostueuvæsen. At tobakssmøgen for sømanden og enkelte personer kan være af medicinsk nytte, vil anmelderen gerne tilstå. Men følger deraf at hele folkeklasser, unge og gamle, skal æde medikamenter efter moden?

At lapsene nu også begynder i Kongens Have at udføre denne pøbelgemenhed, tilligemed mere andet charlottenlundsk uvæsen, forekommer anmelderen virkeligt alt for janhagelmæssigt. Og han tror derfor i tide at burde gøre opmærksom på at vedkommende sørger for at man i denne Københavns herlighed der nu smykkes of forskønnes, må kunne udånde sin skønsomme erkendelse af kongens nåde og de agtværdige bestræbelser til at udføre samme - uden at blive tilrøget. Eftersom det rimeligste er en ren luft og ikke tobaksrøg, der skal søges på dette sted.

(Politivennen nr. 445. Løverdagen den 10de Julii 1824, s. 8083-8085)

Nogle Ord værd at lægge Mærke til, især for Libhavere af Tobaksrygen paa Sengen.

Erfaringen har lært hvor ofte større og mindre ulykkestilfælde er foranledigede ved tobaksrygen på sengen, og dog vil følgende flygtigt henkastede fremstilling af to nylig oplevede eksempler nærmere oplyse hvor letsindigt denne sag behandles af mange.

En som indsenderen meget vel kender, var i nogen tid indlogeret sammen med en vis handelsbekendt eller kommissionær i et værelse hvori der var to sengesteder. Sidstnævnte er stor ven af cigarrygen. Den nylig ankomne havde tidligere kendt sin stuekammerat og havde derfor også antaget dette lokale, da han kun benyttede det om natten. Han blev syg, ja endog betydelig syg. Efter i nogle dage at have gentagne blodstyrtninger og heftig feber, bortfjernede han sig fra det larmende selskab (for det er i en gæstgivergård) for at få den ro som i flere dage var blevet ham nægtet, al værtindens omsorg og mellemkomst uagtet. Dog næppe havde han lag sig til sengs den 24. juni om aftenen, før hans kammerat, cigarvennen, trådte ind i stuen med et lys, flankerede forbi naboens sengegardiner, satte samme på et for hans seng stående bord, tændte sin cigar, trak klæderne af, sprang i sengen og talte om det menneskelige livs fortrædeligheder. Den syge som var i fuld feber, havde nu det brændende lys lige i øjnene og naturligvis kunne der nu ikke tænkes på nogen sygdom. Det kunne omtrent være henimod klokken 11. Formodentlig læste skomageren nu i sin yndlingslekture: dramatiske værker. Imidlertid varede det ikke længe før en højtidelig stilhed begyndt at udbrede sig. Man kunne ikke engang høre bogens blade blive vendt. Dette bevægede da den syge til at stå op, da det allerede var blevet dag, og slukke det kun en fod fra sengegardinet stående lys, og se, naboen lå snorkende med cigaren i munden. - Men begynder man at tale om en sådan uorden, så bliver sagen næsten alle vegne anset for en ubetydelighed.

Endnu et eksempel på uforsigtighed. en vis mands kæphest er nu engang tobaksrygen, og da han foruden natten også tilbringer en del af dagen i sengen, så har han alle de nødvendige apparater på natbordet for altid at kunne lade en ny pibe følge på den udrøgede. Hans underholdning består i øvrigt i studium af kogekunst, kemi og magi. Denne tobaksven besidder den meget sjældne egenskab at kunne ryge hele kvarter mens hans sove, og da at vågne når piben er udrøget. Men sjældent er hans piber forsynet med hytter uagtet der dog altid tales om farligheden af at ryge under sådanne omstændigheder. Der indtraf da også et uventet tilfælde, og det endog ved højlys dag, idet at der udbredte sig en brandlugt fra sengen. Tobaksrygeren sprang op af sengen, uvis om hvor ilden var, som han efter forgæves at have søgt efter i nogen tid, fandt tæt ved hovedgærdet, og slukkede ved at trykke sengelagenerne tæt på samme. Anledningen til ilden var i nogen tid ubegribelig, hvorledes den kunne opstå bag ved da man dog almindeligvis holder piben forud, eller til siden. Men efter nogle undersøgelser løste gåden sig meget naturligt. Tobaksvennen havde for nogen tid siden tændt et stykke svamp og lagt det på piben, som var noget udrøget. Da nu tobakken ved sådanne lejligheder ikke gerne vil tænde godt, så holder man gerne hovedet højt i vejret. Formodentlig har han nu giet et stød med piben, hvorved svampen er fløjet ud og faldet ned på hovedpuden, hvor den da drev sit væsen til den før omtalte opdagelse skete. Men det kunne også være faldet på et andet sted, hvor det kunne have forårsaget større skade end nogle brændte hår og huller i lagnerne. Små årsager har ofte store virkninger og følger.

Da det nu er tilfældet at begge tobaksrygere kender hinanden, og begge taler tysk, så ville det virkelig være ønskeligt at de til gensidig belæring og bedring ville afhandle denne sag med hinanden for at give andre tobaksvenner et lærerrigt og almennyttigt eksempel.

(Politivennen nr. 445. Løverdagen den 10de Julii 1824, s. 8079-8083)

Uordener.

1) I Læderstræde uden for nr. 44 ligger fortovsfliserne så skrå at dagligt flere mennesker falder ved at passere disse og ofte forslår sig meget slemt. Hvilket indsenderen har været øjenvidne til. Forleden faldt der et fruentimmer med et barn, som i faldet fløj et langt stykke fra hende og blev meget beskadiget. Det var at ønske at der måtte blive rådet bod på det, ligesom også ejerinden af vognskuret ved denne lejlighed ville bekoste brædder over rendestenen for at gøre passagen endnu bekvemmere. 

(Politivennen nr. 444. Løverdagen den 3die Juli 1824, s. 8078)

Redacteurens Anmærkning.

Læderstræde 44 er nutidens Amagertorv 13, Læderstræde 14. Huset er fra 1828.

Svar paa Klagen i Politivennen No. 440.

I Politivennen nr. 440, side 8008 klages over at renovationsvognene alt for tidligt om aftenen udfører skarnet fra latrinerne i søetatens hospital, hvorved de nærboende forulejliges af stank. Denne klage vil man vel ikke benægte, da det er sket en gang, men da man havde renvaskede tønder som blev nedsat på behørigt sted, og gaden var tom for færdsel, indser man ikke anden grund til omhandlede klage end en slags uvilje eller chikane.

(Politivennen nr. 444. Løverdagen den 3die Juli 1824, s. 8073-8074)