En Dosis til Conditoren i Rosenborg Hauge.

Fredag aften den 23. juli gik indsendere med familie ind i den såkaldte Vauxhal i Rosenborg Have for at nogle gode venner som han havde med sig fra landet, også kunne få denne herlighed at se forinden de afrejste. Jeg betalte for entreen 8 mark. Men næppe var jeg kommet inden for døren, før det begyndte at småregne, og efter få minutters forløb gik dette over til en fuldkommen plaskregn. 

Det musikkorps som befandt sig i haven, tog straks flugten ind i den lille konditorstue og heraf fulgte at et stort antal af tilskuerne, hvoriblandt en mængde damer, berøvedes denne beskyttelse mod regnen og blev altså gennemvåde.

Indsenderen med familie som også var blandt de udelukkede, var dog imidlertid så heldig at komme til at stå under et lille løvtag der dog i det mindste beskærmede så meget at den nedfaldende væde forvandledes til støvregn.

Men hermed var endnu ikke tragedien til ende, for da det havde regnet omtrent 2 til 3 minutter sendte konditoren sine svende ud for at slukke lamperne, og da der blev spurgt "om man nu oven i købet skulle være i mørke", svaredes der "at olien blev fordærvet når der kom vand i den", hvorefter den givne ordre eksekveredes. Nu hørte endelig regnen op, og da man atter spurgte "hvor de musicerende var blevne af", svaredes der "nu gik de", altså da regnen hørte op. Da nu som følge af alt dette både belysning og musik retirerede, tog indsenderen med sit selskab samme parti, og havde således for et offer af 8 mark, ingen anden nydelse end den at have opholdt sig i en støvregn i cirka 10 til 12 minutter.

Uagtet det forekommer indsenderen som at tilskuerne ved at betale for entreen er berettigede til at kræve såvel belysning som musik til 10.30 de udringes, så skønner jeg ikke med hvad ret konditoren lod lamperne slukke hen imod 9.30, samt dimitterede musikkorpset. For næppe kunne regnbygen der dog i det hele knap varede et kvarter, bemyndige ham til at berøve tilskuerne næsten en hel time af det tidsfodriv som var det betinget og ligesom indsenderen endvidere på den ene side harmede sig over at fremmede skulle være vidne til hvor lidt agtelse nævnte konditor dristede sig til at behandle publikum med, så meget glædede det mig på den anden at de fremmede tillige var vidner til nævnte publikumsmådehold der lod det passende upåanket og overså den vilkårlige behandling med tavs ringeagt.

Dersom allerede nævnte konditor forstår at beregne sin egen interesse og det tillige er ham magtpåliggende at forebygge uordener, gør han dog nok klogest i for fremtiden at behandle publikum med mere agtelse, sørge bedre for dets bekvemmelighed og endelig for alting se at søge anstalt til at orkestret kommer under tag for at musikkorpset kan være beskærmet i tilfælde af et regnvejr.

(Politivennen No. 448. Løverdagen den 31de Juli 1824, s. 9027-9030).

Adgangskort til Figaro's Vauxhall og Concert i Rosenborg Slotshauge. 1841. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Troe ei Alt hvad Du hører.

En dreng som i Dyrehavstiden har solgt frugt på vejen herfra til Charlottenlund, narrer folk sine penge fra på følgende måde: I en ynkelig, jamrende tone beklager han at have tabt 27 skilling (eller andet sådant) af de penge han har fået for frugten. Man ynker den arme, og nogle erstatter endog hans hele foregivne tab.

Anmelderen blev opmærksom på disse skurkestreger da han anden gang skulle til at bide på krogen, og erfarede nu af nogle der kendte drengen, at denne således længe havde taget folk ved næsen.

Var det vel af vejen om denne af sin alder allerede store bedrager, til sin morals forbedring fik sit tab erstattet med 27 skilling af en anden mønt?

(Politivennen nr. 447. Løverdagen den 24de Julii 1824, s. 9026)

Spørgsmaal.

Hvad kan være årsag til at Halmtorvet fra Vestergade og hen til Studiestræde fejes tirsdag og fredag. Høtorvet derimod, fra Farvergade op til den østre side af Vestergade, bliver fejet hver onsdag og fredag eftermiddag, hvorefter snavset da straks bortkøres? Da en stor del af hovedstadens indbyggere, især om søndagen, hyppigt passerer førstnævnte stykke vej til Vesterport, for at komme til Frederiksberg Have, og det langt fra ikke kan være behageligt især når regnvejr indtræffer, at vade i hestemøg op til anklerne, så nærer man dette ønske at nævnte stykke, nemlig fra Vestergade og hen til Studiestræde herefter måtte blive fejer og rengjort på de samme dage som sidstnævnte stykke fra Farvergade op til den østre side af Vestergade.

(Politivennen nr. 447. Løverdagen den 24de Julii 1824, s. 9020-9021)

Om Beværtningen i Damhuset.

Anmelderen heraf fulgte lørdag den 17. d. m. en ven til Damhuset hvor denne skulle vente efter lejlighed til sin videre befordring. Ved der at opholde sig en kort tid, var det naturligvis nødvendigt at fortære noget, og ved at træffe et par bekendte inde i skænkestuen, blev der forlangt 5 snapse dansk brændevin, en flaske simpelt brunt, afproppet øl og en cigar. Dette fik anmelderen også.

Da han gav opvartningspigen en femdalerseddel af mangel på småpenge for at klarere ovennævnte, og kun fik 4 rigsbankdaler 3 mark 12 skilling tilbage, syntes han at denne betaling var temmelig drøj, og forespurgte sig hos pigen hvorledes hun beregnede betalingen for det forlangte.

Hun forklarede på denne opfordring at 3 af snapsene som var almindelige snapseglas, kostede 44 skilling pr. stk., og de 2 andre som var af de såkaldte frimurerglas, kostede 6 skilling pr. stk., øllet 8 skilling og den dårlige cigar 4 skilling.

Forundret over denne beregning gjorde anmelderen pigen opmærksom på at han ikke havde forlangt frimurerglas med brændevin i, men kun almindelige snapse. Hvortil hun svarede: "at heri kunne hun ikke indlade sig, da prisen var den som hun havde sagt, og da der desuden var drukket af (omtalte) frimurerglas, måtte vi også finde os i at betale for hvad hun havde sagt."

Det er ikke for den bagatel som anmelderen tror at have givet for meget at han lader dette indrykke i Politivennen, men blot for at gøre vedkommende som tager ind i Damhuset, opmærksomme på at de ikke i stedet for snapse, skal få frimurerglas med brændevin i - Ja! til sidst kanske også få det i ølglas da samme efter benævnte beregning altid stiger i prisen eftersom kvantiteten er stor til, og de i Damhuset finder for godt at byde folk for en snaps, så en sådan på denne måde let kunne komme til at koste en mark.

(Politivennen nr. 447. Løverdagen den 24de Julii 1824, s. 9018-9020)

(Politivennen 1824, s. 9027-9042 mangler)

Den haabefulde Jødedreng

På Kongens Nytorv har i flere år en dreng af den mosaiske trosbekendelse øvet sig i at handle med alskens småting og ved sine bedragerier gjort sig lige så bekendt som ved sin handel. For ikke at tale om de mange der løber fra hus til hus og falbyder varer for en ti gange så høj pris de siden sælger for, ved hvilken lejlighed den ukyndige ofte bedrages lige såvel som den kyndige der let i et øjeblik overser en væsentlig fejl. Men en sådan dreng der opslår sin butik midt på en offentlig plads og ulejliger enhver med sin ubeskedne påtrængenhed, og ligesom mange af hans bundsforvandte søger kun æren i sin egen fordel på andres bekostning, burde vist forjages sin lejr, og henvises til lovlige sysler. Det er ikke egoisme eller religionshad som taler, for indsenderen kender lige såvel kristne bedragere som ærlige jøder, skønt de sidste synes kun at være fødte til handel, men det er sand iver for at fremme almenvellet, der ved en lejlighed som denne, ofte udsættes for hindringer og for at skaffe staten en nyttig borger af den håbefulde jødedreng.

(Politivennen No. 446. Løverdagen den 17de Juli 1824, s 9007-9008)