Noget om Fiskepladsen ved gammel Strand.

Bolværket om fiskepladsen *) ved Gammelstrand er nu snart færdig, og den er ved denne lejlighed blevet udvidet nogle alen hvortil den godt kunne trænge. Snart kan man altså vente at konerne vil tage stade der og fortsætte deres handel. Man vover derfor inden at gøre nogle få forslag der ikke er forbundet med store udgifter, men sigtende til fiskenes renligere behandling. Og enhver vil vist sande med indsenderen at denne handel ikke drives på renligste måde, da man ofte væmmes ved i forbogående at indånde den stank og at se de ækle og urene kurve hvori fiskene ligger, samt det skidne vand der bruges til at vaske dem med. Da fisk er den spise som mest må have renlig behandling, hvis den ikke skal blive farlig for sundheden, så er det på grund heraf at man foreslår følgende simple indretning. Der burde befales enhver kone der har stade på pladsen at anskaffe malede eller rene skurede trætrug til at lægge fisken i, i stedet for de nu brugte skidne kurve da slimen af fisken er langt bedre at afvaske af trug end af kurve, hvor det for det meste bliver hængende. Til den ende skulle der langs med pladsen anbringes et pænt malet bord eller en disk til at sætte trugene på, og som ligeledes kunne have andre indretninger til bekvemmelighed for sælgerinderne. Og alt det skrummel af gamle tønder og kasser som nu bruges til disk eller bord, aldeles ikke tillades. En plads som denne der dels er omgivet af slottet, og dels af mange skønne privatbygninger, burde ikke som nu er tilfældet, være en skiden skrammelplads.

På pladsen henimod vejerboden står 2 vandpumper som anmelderen tror ikke bliver brugt. Det var ikke af vejen om der til mere bekvemmelighed blev anbragt en vandpumpe op ad højbroen. Vandet fra disse vandpumper burde konerne kun betjene sig af til at skylle trugene og afvaske fiskene i, og det burde forbydes dem at tage vand til dette brug fra stranden. Man væmmes ved at se karlene hente vand af stranden ved lokummet, og man ser undertiden flere ingredienser flyde i dette vand som bruges til at vaske fiskene som er føde for mennesket. To gange om dagen måtte pladsen renholdes og skylles med vand.

Indsenderen gllædes ved den renlighed der hersker ved salget af kød og fisk i Helsingør, og han kan derfor ikke undlade at anbefale lignende for hovestaden da vi dog ikke denne henseende skal stå tilbage for en købstad. 

Flere rejsende har railleret over det svineri der finder sted, både på slagtertorvet og på fiskerpladsen og man er i det faste håb om at høje vedkommende ville lade foranstalte at hverken fremmed eller indfødt for fremtiden vil finde anledning til at føre anke over sådan uorden.

*) Man kan ikke give denne så meget indskrænkede plads prædikat af et fisketorv.

(Politivennen nr. 449. Løverdagen den 7de August 1824, s. 9059-9062)

Mage til "Troe ei Alt hvad Du hører" i Politievennen No. 447.

Hvor ofte tages man ved næsen af betlende personer af begge køn der forstår at benytte sig af folks lettroenhed, og hvor tit man om dagen plages med de såkaldte bettelbrev, er noget indsenderen kun i forbigående så løseligt vil berøre. Ikke altid anvender man sine gaver på det bedste. For indsenderen har ofte set prøver på hvor dårligt hans villige gave blev anvendt.

Bedrageriet drives nu for tiden for vidt, og man ser at halvvoksne drenge til fuldkommenhed forstår at narre folk penge fra. Således er er det tilfældet med en dreng på henved 12 år der med hulken og gråd går fra hus til hus og med den største jammer fortæller på det ene sted at han har været så ulykkelig at falde med 1 eller 2 flasker, hvori han skulle købe øl til sin far, men nu ikke tør komme hjem da faderen så græsseligt mishandlede ham. I faldet var han da så uheldig at tabe 1 mark eller 12 skilling som faderen havde givet ham med for at købe øllet. På et andet sted fortæller ham at han skulle købe smør for hans mor, samt 1 eller 2 flasker øl. Men at han både have tabt penge og flasken, og nu er da hans moder så grusom med at slå ham, etc. Således varierer denne så unge, desto værre, allerede så udlærte skælm, sine ynkelige fortællinger så at man af medynk både erstatter ham pengene med lidt overskud for alt det onde han gennemgår, og giver ham flaskerne oven i købet.

Indsenderen traf just denne skælm på to steder, og da han på det sidste sted fik nogle velfortjente rap, bemærkede man at denne lille, men i sig selv store bedrager, havde malet striber under øjnene som skulle forestille tårer, og ved ret nøje at se på hans hænder, fandt man at han have malet dem med rød farve, hvilket skulle forestille blod, som han i faldet med flasken havde fået af skåret.

For at ikke flere skal blive narrede af denne dreng, er det at man gennem dette blad herved offentliggør sådant. Muligvis at drengen ved denne lejlighed kan træffe på sin mand og blive overleveret til retten til velfortjent straf.

(Politivennen nr. 449. Løverdagen den 7deAugust 1824, s. 9055-9057)

Advarsel til Eieren af den store sorte Hund i Kattesundet No. 9.

Sidste søndag kom anmelderen op i nævnte hus og blev på trappen så alvorligt modtaget af en stor sort hund som lå udenfor sin herres dør at det har været ham aldeles umuligt at undgå samme, og at blive meget dårlig tilredt, hvis ikke flere af husets folk som kom tililende, havde frelst ham fra dette glubske dyr. Det ville derfor være rådeligt for omtalte hundeejer (hvis han for eftertiden vil undgå ubehageligheder) at han enten sørger for at holde sin hund inde, eller også forsyner den med så forsvarlig en mundkurv at folk som kommer i huset og der har at bestille, ikke skal være udsat for at få klæderne afflåede og lemmerne sønderbidte da han nok næppe vil kunne erstatte de følger som et farligt hundebid kan forårsage.

(Politivennen nr. 449. Løverdagen den 7deAugust 1824, s. 9053-9054)

Tre vandrende Riddere paa Strandveien.

Dagligt vandrer tre personer på Strandvejen om morgenen til staden og om eftermiddagen eller henad aften ud ad skoven til, på hvilken vandring de driver deres håndværk: Tiggeri. Og plager overhængende beboerne langs ad denne vej på den mest uforskammede måde. "Wir sind reisende Handwerksgesellen und bitten om etwas Reisegeld". Det er den sædvanlig hilsen hvormed de forkynder deres komme. Allerede i fjor sommer gik de samme personer på samme måde. Men er endnu ikke kommet videre på rejsen. At nægte dem at de er rejsende, kan man vel heller egentlig ikke. For de lever på en evig vandring mellem København og Charlottenlund eller Dyrehaven. 

Men da man må frygte for at disse i Guds navn bedende let kunne få i sinde i Guds navn at overfalde folk, så tjener følgende til advarsel. Den 27. juli i år kom de på et sted på Strandvejen nær København og ville på sædvanlig måde forsøge deres lykke. Datteren i huset, en ung pige som ikke vidste hvem der bankede, lukkede døren op. Da der ikke vankede noget, så blev de grove, og den ene ville med magt trænge sig ind i stuen. I denne ulige kamp gav hun et skrig, og ved tililende hjælp blev de vist vintervejen,  hvorpå de udenfor vrængede, truede og skældte. De er lurvet klædt, to i frakke og en i kjole og er som oftest forsynede med store knortekæppe. Ønskeligt ville det være om høje ansvarlige ville drage omsorg for at få fat på disse personer og føre dem på den rette landevej til "Daraussen" hvor de formodentlig er kommet fra.

(Politivennen nr. 449. Løverdagen den 7deAugust 1824, s. 9051-9053)

Et Par Ord i Anledning af Anken over Garnisonskirkegaard.

I et offentligt blad har der været indrykket en artikel under overskriften "Om adskillige mangler og uordener ved Holmens og Garnisonskirkegård", hvori forfatteren idet han omtaler sidstnævnte siger at det har været ham påfaldende mellem disse forskønnelser at se store jordstrækninger benyttet til haveurter, såsom ræddiker, kørvel, charlotteløg, kartofler osv. Ved at læse sådant må man virkelig finde det påfaldende at et menneske der dog vil gøre fordring på at besidde sund forstand, kan klage over at omhandlende jordstrækninger, hvori endnu intet lig er begravet, føres til nytte, i stedet for at prange med tidsler og ukrudt, hvilket var tilfældet før nuværende graver tiltrådte sit embede. Tværtimod fortjener såvel graveren som hans foresatte både menighedens og det offentliges tak for de forskønnelser og forbedringer denne kirkegård i den seneste tid har fået. 

"Mellem disse forskønnelser ser man store jordstrækninger benyttet til haveurter, såsom ræddiker, kørvel, charlotteløg, kartofler osv.". På Holmens Kirkegård er der ikke mange ledige pladser. Men måske var der her langs gangen anlagt køkkenhave. (Eget foto, 2015)

At jorden holdes bedst ren ved at dyrkes, er velkendt for enhver der kender til landbrug. Og at graveren tilsår den med de urter han bedst kan afsætte og som bedst kan skaffe ham en lille godtgørelse for hans udførte arbejde og udgifter, er vist ikke at undres over, da hans smalle indkomster nøder ham til at arbejde af alle kræfter for at ernære sig og familie. Dette ville blive indlysende når man ved at han kun har 24 rigsbankdaler til husleje og 6 skilling for et soldaterligs begravelse, og meget af menigheden udenfor militærstanden, hvorfor man kunne vente en højere betaling, lader deres afdøde familie jorde her, men benytter hellere Garnisonskirkegården i staden enten af fordom eller for at spare vognleje.

Vil forfatteren anstille en sammenligning mellem Garnisons- og Holmens kirkegårds graveres indkomster, da vil han finde at denne sidste er bedre aflagt. For han har for et lig af den ringeste klasse 40 skilling sølv og mere for lig af højere charger, 150 rigsbankdaler til en karl, godtgørelse for redskaber, fri bolig og betaler ikke skat.

Men antager man endog at graveren på Garnisonskirkegård ikke af nødvendighed dyrkede den jord det ikke blev benyttet til begravelse, så kan dog ingen fornuftig finde det uskønt eller upassende at sådan jord frembringer noget der tjener til menneskenes gavn og nytte, i stedet for at yde ukrudt og tidsler.

I henseende til anken over kirkegårdens åbning, da er samme også uden grund. For den åbnes ifølge den kongelige anordning fra kl. 8 til 12 formiddag og fra kl. 4 til 8 eftermiddag.

(Politivennen nr. 448. Løverdagen den 31de Julii 1824, s. 9048-9050)