Hvad er Vægterens sande Bestemmelse?

Denne er jo meget simpel: at holde sig vågen og forebygge uordener på sin post. - Men behøver han derfor at brøle vægterversene så umenneskeligt som nogle tillader sig? Er det ikke en sand marter og ulykke for den syge og svage derved at forstyrres i den slummer der skulle styrke ham? - Passer det overhovedet ikke godt til nattens stilhed at synge med dæmpet stemme, og mon mange vægtere ikke holdt længere ud når han ikke ved det overdrevne skrål, alt for meget indåndede den kolde, rå natteluft? Spørgeren som har opholdt sig i flere af Europas store stæder, har aldrig noget sted hørt så eksalteret råben som i København, og han ønsker at høje og humane vedkommende ville tage hensyn herpå og derved gøre sig fortjent af mange lidende uden på mindste måde at skade det offentlige.

(Politivennen No. 471, Løverdagen den 15de Januar 1825, Side 9413-9414)

Ønske om videre Forbedring ved Fisketorvet.

Den forandring og forbedring der sidste år er gjort med Fisketorvets udvidelse, er vist nok på alle måder hensigtsmæssig og god, så at såvel de der har foranlediget, som de der har udført dette arbejde, fortjener almenhedens uskrømtede tak. Men påfaldende er det at se at intet endnu er gjort til købernes og sælgernes bekvemmelighed eller varernes renligere og bedre behandling. Fiskene bæres og hensættes endnu til salg i gamle vidjekurve der er stive af skarn og fiskeslim. Disse kurve rengøres aldrig, og det ville også være et forgæves arbejde at forsøge på det, for de er så overtrukne af slim og skarnet har rodfæstet sig så dybt og tæt mellem sammenføjningerne at det ville være aldeles umuligt at få dem rene. Man ved at radesygen og flere sygdomme kunne opstå fra nydelse af fordærvede fisk, og ser man at fiskene ofte ligger en hel dag i sådanne kurve, så er det vel ikke at undres over om mange der har sundhed og renlighed kær, får modbydelighed for sådanne fisk og heller køber på kvaserne, skønt fiskene der som oftest er matte og udsultede, og at andre aldeles ikke nyder fisk undtagen de der købes på fiskehusene, men som almindeligvis er så dyre at de ikke kan være hvermands føde.

Endnu sidder de ærværdige matroner der sælger fisk, i søl op over anklerne fra morgen til aften udsat for bæst, sne, regn og hvilketsomhelst vejrligs påvirkninger. Kan end den længe vane at tåle sådant for en tid hærde dem, så er de dog mennesker, og de ville sikkert engang komme til at føle højst ubehagelige virkninger deraf. Også for køberne er det ubehageligt at opholde sig der, og de fleste sender derfor deres tjenestebud i dette ærinde. Men disse lader sig som oftest af sælgerinden levere hvad denne helst vil af med, og hjembringer derfor varer hvormed husbonden eller husmoderen aldeles ikke kan være tilfreds.

Disse ulemper mener man kunne forebygges når der blev opført en kolonnade, ligesom buegangene, men åben til begge sider og forsynet med et tag der kunne være af brædder, belagt med blik. Bunden eller gulvet i samme måtte være noget ophøjet over gadens overflade og belagt med mursten på kant, da disse let kan holdes rene. De gamle skidne vidjekurve burde kasseres og forvises fra udsalgsstederne, men i deres sted anskaffes flade træbakker hvorpå fiskene kunne bæres og hensættes. Disse bakker burde være malede med oliefarve da de således let holdes rene fra fiskeslim. Man bruger sådanne på flere steder i England.

Sådan indretning ville føre det gode med sig at varerne nød en renligere behandling, og at sælgerinderne kunne sidde tørt om fødderne og have ly for solens og vejrligets påvirkning, en bekvemmelighed der også blev køberen til del. Den ville ikke være meget dyr og udgifterne kunne dækkes ved en lille afgift af hvert stade. De omtalte bakker kunne nummereres efter staderne, men burde opmales når de trængte til det, og vedligeholdes af stadets lejer. Men skulle endog udlægget ikke snart eller ganske blive erstattet, så synes det dog ikke urimeligt at fordre et lille offer af staden København til at befordre den renlighed ved udsalg af fødevarer hvori den endnu står langt tilbage for en del andre store, ja endog mindre, stæder.

(Politivennen No. 471, Løverdagen den 15de Januar 1825, Side 9407-9411)

En væsentlig Mangel og Uorden ved 2den Plads-Loge paa det Kongelige Theater.

Det hænder ikke sjældent for damer der går i 2. pladsloge på det Kongelige Teater, at deres kåber og hatte som de må tage med sig ind i logen og hænge omkring hvor de kunne blive af med dem, enten bliver forbyttede eller undertiden også rent forsvinde. Således kender indsenderen en dame der sidste aften da skuespillerselskabet opførtes, når kunne have mistet sin kåbe derved, at en anden dame som det siden erfaredes, selv ingen kåbe havde, fik lyst til at prøve hendes og ville ufejlbarlig have taget den med sig, så snart man ikke heldigvis var kommet efter dette krigspuds. Sådant rapseri eller forbytning ville let forebygges når den indretning skete her som ved de andre loger, at man kunne levere tøjet til kontrolløren udenfor på gangen, imod at få et nummer derpå, og siden igen få det udleveret af ham. Samme aften fandt også den anden uorden sted i nævnte pladsloge at en kavaler (vor herre ved hvad det var for en personage) sad og smøgede tobak, hvorved han ikke alene generede damerne med røgen, men var endog så uforskammet at overspytte deres klæder. Vel stak han piben til sig hver gang kontrolløren nærmede sig, men aldrig så snart denne bortfjernede sig, før personagen igen begyndte at patte på sin pibe. Det var derfor at ønske at kontrolløren engang kunne komme over sådanne tobakshelte og jage dem ud i fri luft hvor de kunne tilfredsstille denne lyst, uden herved at falde andre til besvær.

(Politivennen No. 470, Løverdagen den 1ste Januar 1825, Side 9404-9405)

Bøn om Lys i Mørke.

I en af råd- og domhusets gårde er indrettet lokummer til de forskellige autoriteters personale som findes der. Men da nævnte gård er omgivet af høje bygninger, så hersker der om aftenen et så egyptisk mørke at det er aldeles umuligt uden vejledning af en stedkendt person at finde det sted man søger. Man må derfor ærbødigst bede vedkommende om at gården måtte blive forsynet med en oplysende lygte der kunne vise stedet hvor enhver kan skille sig ved en byde det kunne være farligt at bære på længe.

(Politivennen No. 470, Løverdagen den 1ste Januar 1825, Side 9403)

Ønske om Indskrænkning i det saa overhaandtagende Nytaarstiggerie.

Sædvanligvis ser man ved nytårstider brandkorpsets værkgeseller eller de såkaldte sorte brandfolk, hos stadens indbyggere modtager frivillige gaver. At de dertil har deres foresattes tilladelse, er der ingen tvivl om, når man tager hensyn til at disse mennesker næsten altid er i aktiv tjeneste og nyder en meget ringe løn, og som følge heraf er det rimeligt at de til bestemte tider nyder en passende godtgørelse for deres udståede strabadser. Men når man på den anden side ser brandkorpsets øvrige underordnede, fx strålemestrene, assisterne, pumpefolk, ja endog faneposterne og hele hæren af betlere der under navn af brandfolk brandskatter hovedstaden, finder indsenderen denne uskik aldeles upassende. Faneposterne der jo i grunden ikke kan betragtes anderledes end som ordinanser hos korpsets chef, har et mageligt arbejde, en antagelig løn, fri uniform osv., så de vist ikke er nødt til at løbe med betlerbøssen, og at de heller ikke dertil har deres foresattes tilladelse, det er indsenderen fuldkommen overbevist om. Det var derfor ønskeligt at skærpede forholdsregler blev taget for at hæmme denne uskik, da det er yderst oprørende at se så mange unge raske mennesker i skarevis betlende vandre fra hus til hus, som oftest i beruset tilstand.

(Politivennen No. 470, Løverdagen den 1ste Januar 1825, Side 9387-9388)