Ærbødig Bøn til høie Vedkommende.

Forinden den nye bro for nogle år siden blev lagt over fæstningsgraven ved Københavns Nørreport, bestod det om det gamle værende jernrækværk kun 2 på langs løbende jernstænger hvorimod rækværket således som det nu er, uden derfor at være højere end det forrige, hvilket heller ikke skønnes nødvendigt, udgør 3 sådanne jernstænger. Man må deraf udlede at der ved denne forbedrede indretning er taget hensyn til større sikkerhed for fodgængerne og i særdeleshed for børn, som ved at glide ud mod rækværket eller ved et uheldigt fald, kunne være udsat for at styrte ud når åbningerne i rækværket var så store som før.

I denne henseende kan dette faste rækværk vel nu anses for betryggende. Men hvor må ikke enhver og i særdeleshed forældre som ved at deres børn ofte passerer denne vej alene, og især Nørrebros beboere hvis børn dagligt går i skole i byen, gyse ved at betragte hvor lidt hegn der er anbragt for den del af broen som er til at hejse op. Længden udgør over 4 alen, og højden til den bom hvor ophejsningen iværksættes, næsten 1½ alen, imellem hvilken betydelig åbning kun er anbragt en eneste jernlænke som er befæstet i begge ender, og ved dens længde forårsager at den endog i midten hænger betydeligt ned så at åbningen der er fuldkommen 1 alen.

Det er i denne anledning at man henvender sig til det høje kommandantskab eller anden høj autoritet med bøn om at et bedre hegn måtte blive anbragt for denne, den visse død bringende faldgrube.

(Politivennen No. 474, Løverdagen den 29de Januar 1825. Side 9439-9441).

En slem Uorden.

Det er forbudt kuskene at jage gennem gaderne om dagen. Ret dertil kan altså næppe være dem tilstået om natten eller i mørket da vandreren mindre kan tage sig i agt, og mange gange er i en ravende tilstand. Højligt må man undres over at skade på lemmer og liv ikke oftere anrettes derved. Især tror man at kunne nævne renovationskuskene som de der gør sig skyldige i sådan farlig og skadelig jagen. Særdeles beboerne i de gader hvorigennem en stor del af renovationen går, fx en del af Amagertorv, langs Børsen etc. må man inderlig beklage. Den stærke kan vel vænne sig til den ilende, skærende, buldrende fart hvormed renovationsvognene (i dette hensyn sande helvedesmaskiner) bringer husene til at skælve, som var der et jordskælv der afbrød nattens tavshed. Men hvad barselskonen, den syge, den nervesvage, leder derved, formår ingen ord at skildre. Indsenderen taler af egen smertelig erfaring. Hver menneskeven måtte ønske at høje foresatte ville alvorligt pålægge vedkommende kuske at køre menneskeligt.

(Politivennen No. 471, Løverdagen den 15de Januar 1825, Side 9420-9420)

Politivennen springer fra nr. 471 til 473. Der findes således ikke et nr. 472.

Svar fra Bommanden ved Langebro.

Det i Politivennen dat. 8. Januari 1825 pag. 9406 anførte, kunne let tages i den betydning at bommanden tog højere betaling for overfærdselen end ham tilkom. Da dette aldrig har været tilfældet i de 10 år undertegnede har været bomforpagter samme sted, erklærer jeg at hvis nogen kan bevise at jeg i nævnte tidsrum har krævet højere bompenge end anordningerne bestemmer, da er jeg villig til, skønt jeg selv er uformuende, at betale 5 rigsbankdaler til de fattige. Derimod har det hændt flere gange at jeg ingen bompenge har fået når porttegn er blevet mig forevist, i hvilken anledning jeg ved denne lejlighed giver mig den frihed at underrette det ærede publikum om at de af stadens høje magistrat udstedte porttegn ikke hjemler vedkommende fri passage over Langebro.

Hans Olsen

(Politivennen No. 471, Løverdagen den 15de Januar 1825, Side 9418-9419)

Hvad er Vægterens sande Bestemmelse?

Denne er jo meget simpel: at holde sig vågen og forebygge uordener på sin post. - Men behøver han derfor at brøle vægterversene så umenneskeligt som nogle tillader sig? Er det ikke en sand marter og ulykke for den syge og svage derved at forstyrres i den slummer der skulle styrke ham? - Passer det overhovedet ikke godt til nattens stilhed at synge med dæmpet stemme, og mon mange vægtere ikke holdt længere ud når han ikke ved det overdrevne skrål, alt for meget indåndede den kolde, rå natteluft? Spørgeren som har opholdt sig i flere af Europas store stæder, har aldrig noget sted hørt så eksalteret råben som i København, og han ønsker at høje og humane vedkommende ville tage hensyn herpå og derved gøre sig fortjent af mange lidende uden på mindste måde at skade det offentlige.

(Politivennen No. 471, Løverdagen den 15de Januar 1825, Side 9413-9414)

Ønske om videre Forbedring ved Fisketorvet.

Den forandring og forbedring der sidste år er gjort med Fisketorvets udvidelse, er vist nok på alle måder hensigtsmæssig og god, så at såvel de der har foranlediget, som de der har udført dette arbejde, fortjener almenhedens uskrømtede tak. Men påfaldende er det at se at intet endnu er gjort til købernes og sælgernes bekvemmelighed eller varernes renligere og bedre behandling. Fiskene bæres og hensættes endnu til salg i gamle vidjekurve der er stive af skarn og fiskeslim. Disse kurve rengøres aldrig, og det ville også være et forgæves arbejde at forsøge på det, for de er så overtrukne af slim og skarnet har rodfæstet sig så dybt og tæt mellem sammenføjningerne at det ville være aldeles umuligt at få dem rene. Man ved at radesygen og flere sygdomme kunne opstå fra nydelse af fordærvede fisk, og ser man at fiskene ofte ligger en hel dag i sådanne kurve, så er det vel ikke at undres over om mange der har sundhed og renlighed kær, får modbydelighed for sådanne fisk og heller køber på kvaserne, skønt fiskene der som oftest er matte og udsultede, og at andre aldeles ikke nyder fisk undtagen de der købes på fiskehusene, men som almindeligvis er så dyre at de ikke kan være hvermands føde.

Endnu sidder de ærværdige matroner der sælger fisk, i søl op over anklerne fra morgen til aften udsat for bæst, sne, regn og hvilketsomhelst vejrligs påvirkninger. Kan end den længe vane at tåle sådant for en tid hærde dem, så er de dog mennesker, og de ville sikkert engang komme til at føle højst ubehagelige virkninger deraf. Også for køberne er det ubehageligt at opholde sig der, og de fleste sender derfor deres tjenestebud i dette ærinde. Men disse lader sig som oftest af sælgerinden levere hvad denne helst vil af med, og hjembringer derfor varer hvormed husbonden eller husmoderen aldeles ikke kan være tilfreds.

Disse ulemper mener man kunne forebygges når der blev opført en kolonnade, ligesom buegangene, men åben til begge sider og forsynet med et tag der kunne være af brædder, belagt med blik. Bunden eller gulvet i samme måtte være noget ophøjet over gadens overflade og belagt med mursten på kant, da disse let kan holdes rene. De gamle skidne vidjekurve burde kasseres og forvises fra udsalgsstederne, men i deres sted anskaffes flade træbakker hvorpå fiskene kunne bæres og hensættes. Disse bakker burde være malede med oliefarve da de således let holdes rene fra fiskeslim. Man bruger sådanne på flere steder i England.

Sådan indretning ville føre det gode med sig at varerne nød en renligere behandling, og at sælgerinderne kunne sidde tørt om fødderne og have ly for solens og vejrligets påvirkning, en bekvemmelighed der også blev køberen til del. Den ville ikke være meget dyr og udgifterne kunne dækkes ved en lille afgift af hvert stade. De omtalte bakker kunne nummereres efter staderne, men burde opmales når de trængte til det, og vedligeholdes af stadets lejer. Men skulle endog udlægget ikke snart eller ganske blive erstattet, så synes det dog ikke urimeligt at fordre et lille offer af staden København til at befordre den renlighed ved udsalg af fødevarer hvori den endnu står langt tilbage for en del andre store, ja endog mindre, stæder.

(Politivennen No. 471, Løverdagen den 15de Januar 1825, Side 9407-9411)