Ønske angaaende det casserede stæmplede Papiir.

Det er en meget god foranstaltning at man uden videre betaling kan få et ark beskrevet stemplet papir hvori der kan være indløbet en fejl, ombyttet med et nyt ark af samme slags. Men det er nok næppe rigtigt at sådant beskrevet papir ikke tilintetgøres, men ofte kommer ud blandt folk som kræmmerhus eller omslag for en eller anden husholdningsartikel. Anmelderen har således i en urtebod set en hel pakke af sådant papir der indeholdt vekselobligationer, reverser, beviser for lejede sengeklæder, kontrakter osv., og da man som oftest når man kontraherer med en mand ikke ønsker at det skal være bekendt for 3. mand, meget mindre for publikum, så var det vist ønskeligt om vedkommende ville give slip på en så ubetydelig fordel som salget af det kasserede papir kan indbringe, eller i det mindste sørge for at det på samme skrevne gjordes aldeles ulæseligt.

(Politivennen No. 477, Løverdagen den 19de Februar 1825. Side 9499-9500, fejlagtigt angivet til 9599-9400)

Om Vognes Holden paa Gaderne.

Når i en stad som København gaderne er for den offentlige passage og ingen handlende må udstille noget på fortorvene, hvorved passagen for fodgængere indskrænkes eller optages, har da vognmænd og hyrekuske rettighed til at optage en stor del af gaden ved at lade deres kareter, ja endog gadevogne holde i lange rækker udenfor og i nærheden af deres bopæl? I smalle gader fx Store Strandstræde er sådan holden af vogne ikke alene til megen hinder for de mange vogne som skal til kirke og til palæerne, men de stopper vogne ikke alene til megen hinder for de mange vogne som skal til kirke og til palæerne, men de stopper også adgangen til de næringsdrivende uden for hvis døre de holder eller betager skuet af et eller andet som i vinduer er udsat til skilt, så at ofte derved forvoldes tab i næringen. Dersom det er en selvtaget ret, så kunne man ønske den indskrænket. For enhver næringsdrivende borger bør jo på egen bekostning skaffe sig det til hans drift fornødne lokale og uden at hans medborgere for hans skyld skal lide skår i deres ret.

(Politivennen No. 477, Løverdagen den 19de Februar 1825. Side 9489-9490)

En nye Slags Mark-Ufred i Nærheden af Kiøbenhavn.

Så behageligt det er for menneskevennen i disse næringsløse tider at se en mængde fattige folk skaffe sig et bidrag til underholdning ved at samle ben, så beklageligt er det ejendomsbesiddere når ejendoms rettighed og sikkerhed derved på det skammeligste krænkes. Disse bensamlere vil nu ikke længere lade sig nøje med at samle ben på jorden, men er forsynet med store spader, og benytter i særdeles måneskinsaftner og -nætter til at opgrave agre og grøfter, går endog ind i indhegnede haver og graver deri dybe huller, kort sagt skåner intet når de kun kan have formodning om at finde ben i jorden. Således kender anmelderen en mand for hvem de foruden at have nedbrækket et hegn, tillige have opgravet en af ham med stor bekostning ifjor opsat grøft og flere steder opgravet hans jord. Ja, endog enge og rugmarker skåner disse skattegravere ikke! For umælende der forstyrrer markfreden kan der dog ventes optagelsespenge, men for disse langt værre markfredsforstyrrere er der nok ingen der vil betale optagelsespenge. Ejerne af jorder omkring København og på dens grund kunne så meget mindre tåle at få deres hegn ødelagt, og deres jorder oprodede som de fleste må betale den uhyre høje jordskyld, en jordafgift der for få tønder land beløber sig lige så meget som en bonde betaler for en hel gård. Ønskeligt og rimeligt var det derfor vist at disse krænkelser af ejendomsrettigheder ved politiets kraftige omsorg blev hævede, så meget da de så let kan give anledning til flere. Måske var det ikke for meget om det pålagdes vedkommende benfabrikanter og benhandlere kun at købe ben af sådanne folk der med bevis kan godtgøre at have samlet disse med vedkommende jordejeres tilladelse eller på anden lovlig måde var kommet i besiddelse af samme. 

(Politivennen No. 477, Løverdagen den 19de Februar 1825. Side 9487-9489)

Vink til dem, der ynde Slotsvandet.

En dag i forrige uge så anmelderen en karl iklædt blå trøje og grå pantalons gå ind i Kongens Klubs gård og fylde en stor stendunk med vand af den der stående kumme. Idet han gik ud af porten, sagde han til en der siddende sælgekone: Se, dette er slotsvand, - jeg skulle hente vand nede fra slottet, men gid Fanden gå så langt, vand er jo vand, og at dette vand ikke er lige så godt, er kun indbildning. Anmelderen som ærgrede sig over denne karls utroskab der blot hidrørte fra dovenskab og ikke engang skaffede ham nogen fordel, tror det ikke urigtigt gennem dette blad at bekendtgøre dette for at flere som lader hente vand fra slottets pumpe, kan sikre sig for lignende bedrag.

(Politivennen No. 475, Løverdagen den 5te Februar 1825. Side 9470)

Bøn til en Renovationscontrahent.

I slutningen af forrige år lagde man mærke til at den karl som afhenter renovation i Gothersgade henimod Kongens Nytorv, sjældent eller aldrig gav sin nærværelse til kende ved at spillet på sit instrument, ja at han ikke engang førte nogen skralde med sig, hvorfor man besluttede gennem dette blad at bede hans husbond om at pålægge ham sådant. Men kort før juni begyndte han at lade sig høre, og holdt sådan ordentlig ved indtil straks efter nytår da han igen blev tavs. Formodentlig har han blot spillet op for at få noget til nytår. Men da han nu så tavs lister sig gennem gaden, og man ikke kan holde sit tjenestetyende for at passe på når han kommer og desårsag må samle på skarn som man gerne ville skilles ved, så anmodes denne karls husbond om at indskærpe ham at det er hans pligt at underrette gadens beboere om hans nærværelse.

(Politivennen No. 475, Løverdagen den 5te Februar 1825. Side 9460-9461)