Et godt Tilbud,

Tobakkens brug er ikke alene meget udbredt i hovedstaden og i købstæderne, men den er endog i de sidste 20 år blevet temmelig almindelig på landet. Imidlertid har man ikke søgt at dyrke denne plante hos os med nogen fremgang, og dog ville det være særdeles gavnligt for landmandens økonomi, især under nærværende omstændigheder, om han endog kun i sin have dyrkede så meget han selv forbrugte. En mand der er født i en egn hvor tobaksavlen drives med megen held og som i 24 år har været dansk borger, havde i året 1827 aftalt med provst Krarup at han ville berejse en del af Jyllands egne for uden betaling at lære landmanden at dyrke tobak og behandle den således at den kunne være tjenlig til eget brug. Men krigen kom og forstyrrede, som så meget også denne plan. Denne mand der nu er fri for andre forretninger, gentager herved sit tilbud om nogen godsejer, præst eller landmand måtte ønske hans vejledning såvel i tobakkens avl og tilberedning som i andre særdeles nyttige foderurters dyrkningsmåde. Hans navn og adresse kan erfares hos Politivennens udgiver.

(Politivennen No. 479, Løverdagen den 5te Marts 1825. Side 9524-9525)

Forslag til at forekomme Skade, som kunde foraarsages ved brøstfældige Loftsvinder.

Når man går på vore gader og lægger mærke til hvor ubekymrede mange mennesker går under loftsvinder, mens disse er i brug for at op- eller nedhejse varer, så må man virkelig undres over at ikke flere kommer til skade eller slås ihjel når et sådant tov springer og byrden styrter ned på gaden. Det er naturligt at et vindetov slides ved friktionen i udlæggeren og ved at vikles om vindestablen, jo hyppigere det bruges og jo sværere lasten det skal befordre, er. Men sjældent tænker nogen på at efterse sit vindetov om det har nogen brøst, men mængden lader det holde så længe det kan, og anskaffer sig et nyt når det andet brister. Og dog var et sådant eftersyn såvel nyttigt som gavnligt for den offentlige sikkerhed. Anmelderen kan derfor ikke undlade at fremsætte det ønske at en eller anden autoritet, hvorunder sådant kunne sortere, ville i det mindste en gang årligt, med et par mænd lade efterse stadens samtlige vindetove og pålægge de ejere hvis tove af besigtigelsesmændene var erklæret for brøstfældige, straks at anskaffe ny og forsvarlige. Om disse mænd burde tages af magistratens eller politiets betjente, drister indsenderen sig ikke til at bestemme, men vover blot at fremsætte den mening at hvis man skulle finde dette eftersyn ville berøve vedkommende betjente for meget tid fra andre forretninger, eller at det måtte gøre flere betjentes ansættelse nødvendig, det da kunne foretages af brandkorpsets officerer når disse tager syn over husejernes brandredskaber. Man venter ikke at møde den indvending at sådant eftersyn er overflødigt da enhver kan se sig for og vogte sig for at gå på de steder hvor varer op eller nedhejses. Før børn og fulde mennesker kan ikkebruge behørig forsigtighed og mange som går ad fortorvet med tanken henvendt på deres forretninger, falder det ikke ind at frygte for en overhængende fare. Desuden, holder man det for pligt at redde de menneskers liv som selv opofrer det, hvor meget mere bliver det da pligt at betrygge deres som ønsker at vedligeholde det?

Indsenderen finder det slet ikke upassende her at bemærke: at når bageren på hjørnet af Pilestræde og Antonigade bruger sin loftsvinde, stopper han passagen på fortorvet med en bom som anbringes tværs over samme fra vognen indtil muren. Denne opmærksomhed og omhu for medmenneskers liv og sikkerhed fortjener tak og efterlignelse.

(Politivennen No. 479, Løverdagen den 5te Marts 1825. Side 9519-9522)

Spørgmaal.

Indsenderen gik med 2 andre personer på volden sidste søndag den 20. dennes mellem 5.30 og 6 om eftermiddagen fra Nørre- til Østerport. Da man kom ned mod den næstsidste skildvagt ved Østerport, var vejen og fodstien så snavset at man nødsagedes at gå lidt op på den indre skråning, men i det samme hørtes en brølende stemme ledsaget af famøse skældsord og eder. Ved at sig sig om, erfaredes at det var den der posterede skildvagt (som var af 2. livregiment) der formodentlig troede sig berettiget til at udøve sin magt på hvilken som helst måde, skønt han ved hans første ord fik øjeblikkelig ned på vejen. Man tager sig derfor den frihed at forespørge vedkommende om det ikke lige såvel er pligt for skildvagten at være høflig eller i det mindste ikke fornærme forbigående med skældsord eller sådant som det er disses ikke at fornærme ham, og hvorfor de i modsat tilfælde jo også er strafskyldige.

(Politivennen No. 478, Løverdagen den 26de Februar 1825. Side 9517-9518)

Bøn til Forstanderne for St. Petri Menighed.

Ved forrige præstevalg til St. Petri Kirke her i staden var talen om at hr. dr. Hülsemann, præst i Elsaj, skulle have været med på valg, hvilket dog ikke skete. Formodentlig har mandens beskedenhed ved ikke at indgive nogen ansøgning eller nogen prøveprædiken foranlediget at man den gang forbigik ham. Men da han ikke alene er berømt for sine religionstaler, hvoraf han har ladet trykke flere, men også er bekendt for sin retskafne og ædle vandet, og det er at formode at han gerne modtog embedet, når han af menigheden valgtes, anmoder en del af St. Petri menighed vedkommende om at hr. dr. Hülsemann måtte sættes med på listen til forestående valg.

(Politivennen No. 478, Løverdagen den 26de Februar 1825. Side 9517)

Advarsel til dem, som om Aftenen passere Kjøbenhavns Østerallee.

Fra haven ved ejendommen nr. 135 i Øster Alle findes for nyligt anlagt en bro over grøften som bliver meget farlig for fodgængere derved at den ende af broen der går ud til vejen, ligger midt på fodstien og er mere end 1/4 alen højere end denne. Man risikerer enten at falde på broen eller i grøften. Den letteste måde hvorpå denne fare kan afvendes, tror anmelderen at være den at der på begge sider at nævnte bro planeres så meget ord at den når op til broens flade, og man tvivler ikke på at vedkommende jo snarest muligt vil iværksætte sådant.

(Politivennen No. 478, Løverdagen den 26de Februar 1825. Side 9516-9517)