Ikke Eau de cologne!

Hr. udgiver.

Jeg må meget bede Dem om undskyldning for at jeg ulejliger Dem med mit skriveri, og så at sige fører Dem ind i et skident fag. Men jeg håber at De vil tilgive mig når jeg forsikrer Dem at mit brev ikke skal forråde mindste lugt af det hvorom talen er. Sagen er denne: Min vej fører mig dagligt fra Lille Grønnegade bagom Hovedvagten, og da stødes mine lugteredskaber på det ømfindtligste af en stank om hvilken man ikke kan være i tvivl om hvorfra den kommer, da corpus delicti er lige for øjnene. Jeg tænkte da som så hvor det er således om vinteren i frost, hvor meget værre må det da ikke være om sommeren, og måske gennem Deres blad (NB Gid bevare os uden at støde vedkommende) kunne gøre opmærksom på at vedkommende steder måske kunne trænge til oftere vedkommende afføringsmidler. De kan måske indvende mig at keg kunne undgå lugten ved at gå forbi Hovedvagten, men jeg tager dog hellere den anden vej, dels fordi jeg ikke godt kan tåle våbengny, dels fordi denne er kortere, og de ved nok at den lige vej er den bedste. Meningen heraf skal slet ikke være at jeg vil beskylde vore brave krigere for at gøre denne slemme lugt med vilje. Nej! jeg bifalder derimod ganske marinerens ord der ved en lejlighed gav det svar at det var umuligt for 5 sk. om dagen at sk--- osv. Historien er bekendt.

Meget forbunden vil jeg være Dem hvis De vil indrykke dette mit beskedne ønske i Deres blad, men endnu mere vil jeg blive det hvis det ønskede derved blev opfyldt. Men måske det er umuligt at det onde kan afhjælpes, og da vil jeg som en tålmodig kristen, finde mig i det med tørklædet for næsen vandre min kås. For resten forbliver jeg såvel i lugt som i vellugt

Deres hengivne X.

(Politivennen No. 479, Løverdagen den 5te Marts 1825. Side 9530-9532)

Spørgsmaal.

1) Flere yndere af stenvandledningsrørene for ferskvandets konservation hvoraf den sidste prøve der udholdt forsøget, har ligget omtrent 10 år, ønskede at vide årsagen til de sidstes varighed og om denne alene skulle ligge i forsigtigheden ved nedlægningen i de forskellige løse eller faste jord- eller lerbunde, og hvad der i denne henseende burde anvendes opmærksomhed på, for at kunne fortsætte brugen af denne for staden så nyttige indretning.

(Politivennen No. 479, Løverdagen den 5te Marts 1825. Side 9529-9530)

Endnu en Anviisning paa godt Øll.

Hr udgiver!

Skønt administrationen for bryghuset ved Langebro ved sin bekendtgørelse i sidste Politiven har besvaret det før fremsatte spørgsmål: om vore bryggere kunne levere øl der var skikket til forsendelse, så tror man det dog ikke overflødigt at bemærke at nogle af vore andre bryggerier også kunne levere øl der er af god beskaffenhed. Således har anmelderen hos brygger Jensen på Gammeltorv købt øl der er brygget i marts forrige år, og som af flere er befundet klart, velsmagede og noget lignende porter. Det er meget troligt at denne slags øl når det fyldes på rene foustager, vil holde sig på en lang rejse uden at fordærves, skønt det vel ikke egentlig er brygget i den hensigt da øl til forsendelse sjældent bliver søgt. Øllets pris er da det nyligt var brygget, 8 Rbd. pr, tønde, men nu koster tønden 10 Rbd. I flaskevis sælges det for 10 sk.

(Politivennen No. 479, Løverdagen den 5te Marts 1825. Side 9527-9528)

Et godt Tilbud,

Tobakkens brug er ikke alene meget udbredt i hovedstaden og i købstæderne, men den er endog i de sidste 20 år blevet temmelig almindelig på landet. Imidlertid har man ikke søgt at dyrke denne plante hos os med nogen fremgang, og dog ville det være særdeles gavnligt for landmandens økonomi, især under nærværende omstændigheder, om han endog kun i sin have dyrkede så meget han selv forbrugte. En mand der er født i en egn hvor tobaksavlen drives med megen held og som i 24 år har været dansk borger, havde i året 1827 aftalt med provst Krarup at han ville berejse en del af Jyllands egne for uden betaling at lære landmanden at dyrke tobak og behandle den således at den kunne være tjenlig til eget brug. Men krigen kom og forstyrrede, som så meget også denne plan. Denne mand der nu er fri for andre forretninger, gentager herved sit tilbud om nogen godsejer, præst eller landmand måtte ønske hans vejledning såvel i tobakkens avl og tilberedning som i andre særdeles nyttige foderurters dyrkningsmåde. Hans navn og adresse kan erfares hos Politivennens udgiver.

(Politivennen No. 479, Løverdagen den 5te Marts 1825. Side 9524-9525)

Forslag til at forekomme Skade, som kunde foraarsages ved brøstfældige Loftsvinder.

Når man går på vore gader og lægger mærke til hvor ubekymrede mange mennesker går under loftsvinder, mens disse er i brug for at op- eller nedhejse varer, så må man virkelig undres over at ikke flere kommer til skade eller slås ihjel når et sådant tov springer og byrden styrter ned på gaden. Det er naturligt at et vindetov slides ved friktionen i udlæggeren og ved at vikles om vindestablen, jo hyppigere det bruges og jo sværere lasten det skal befordre, er. Men sjældent tænker nogen på at efterse sit vindetov om det har nogen brøst, men mængden lader det holde så længe det kan, og anskaffer sig et nyt når det andet brister. Og dog var et sådant eftersyn såvel nyttigt som gavnligt for den offentlige sikkerhed. Anmelderen kan derfor ikke undlade at fremsætte det ønske at en eller anden autoritet, hvorunder sådant kunne sortere, ville i det mindste en gang årligt, med et par mænd lade efterse stadens samtlige vindetove og pålægge de ejere hvis tove af besigtigelsesmændene var erklæret for brøstfældige, straks at anskaffe ny og forsvarlige. Om disse mænd burde tages af magistratens eller politiets betjente, drister indsenderen sig ikke til at bestemme, men vover blot at fremsætte den mening at hvis man skulle finde dette eftersyn ville berøve vedkommende betjente for meget tid fra andre forretninger, eller at det måtte gøre flere betjentes ansættelse nødvendig, det da kunne foretages af brandkorpsets officerer når disse tager syn over husejernes brandredskaber. Man venter ikke at møde den indvending at sådant eftersyn er overflødigt da enhver kan se sig for og vogte sig for at gå på de steder hvor varer op eller nedhejses. Før børn og fulde mennesker kan ikkebruge behørig forsigtighed og mange som går ad fortorvet med tanken henvendt på deres forretninger, falder det ikke ind at frygte for en overhængende fare. Desuden, holder man det for pligt at redde de menneskers liv som selv opofrer det, hvor meget mere bliver det da pligt at betrygge deres som ønsker at vedligeholde det?

Indsenderen finder det slet ikke upassende her at bemærke: at når bageren på hjørnet af Pilestræde og Antonigade bruger sin loftsvinde, stopper han passagen på fortorvet med en bom som anbringes tværs over samme fra vognen indtil muren. Denne opmærksomhed og omhu for medmenneskers liv og sikkerhed fortjener tak og efterlignelse.

(Politivennen No. 479, Løverdagen den 5te Marts 1825. Side 9519-9522)