Citadellet Frederikshavns Esplenade.

Da foråret nærmer sig og gamle og svagelige folk samt børn som bor i og i nærheden af Kastellet allerede tænker at fornøje sig ved spadseren i den skønne esplanade, så ville vist flere med indsenderen forene det ønske, at den  i den senere tid så hyppigt stedfundne ridning og kørsel af heste som for størstedelen sker af tjenere og kuske, aldeles måtte ophøre, og at Kastellets kommandantskab ville foranstalte tavler opsat ved indgangene, nemlig på højre side fra Østerport, på højre og venstre side fra Bredgade og ved indridningen fra den østre enveloppe hvorpå dem som måtte være berettiget til at ride i esplanaden, bekendtgjordes at de bør holde sig til ridevejen samme sted, og ikke ved indridning i hovedpromenadevejene at forstyrre det spadserende publikums fornøjelse

Hovedpromenadevejene som ved ingeniørkorpsets yderste flid i den senere tid er blevet så meget forskønnet, dels ved en dobbelt tjørnehæks anbringelse langs Esplanaden og dels ved udgåede træers opryden og nyes planting, samt vejenes forbedring trænger nu atter til reparation da den førnævnte ridning og til dels kørsel for en del har ødelagt dem, og hvortil det var ønskeligt: at Københavns Magistrat, i tilfælde at denne ridning og kørsel i fremtiden skulle vedblive, ville foranstalte at en hvælvet mur blev anbragt i akvæduktet som løber langs under hovedpromenaden fra Bredgade og ud mod toldboden, lig det af havneadminstrationen anbragte fra Brokkensbod til vagten ved Toldbodens kontragarde. Da det vil være meget at befrygte at hint akvædukt som kun består af rå kampesten og bornholmske sandsten, der dækker en bredde af cirka 4 fod, og 8 lemme af 2 tomme planker, let ved fugtighed fra neden vil kunne rådne og ikke være i stand til at bære en sådan last, som også erfaringen har lært, i det en simpel arbejdsvogn med et mådeligt læs i året 1823 nedstyrtede 2 dækstene hvorved det ene hjul sank ned og gik i stykker, mellem Amaliegade og Brokkensbod i nærheden hvor det nye akvædukt tager sin begyndelse. 

(Politivennen No. 481, Løverdagen den 19de Marts 1825, side 9551-9553)

Mere om Markufred.

I Politivennen nr. 477 er talt om den uskik en del bensamlere begår ved at nedbryde hegn og grave huller i haverne for at søge bytte. Men dette er ikke nok, for de viser sig endog så dristige at de ved højlys dag nærmer sig gårde og stæder hvor ejeren kunne have henlagt ben til eget forbrug for at rane samme.

Anmelderen som bor på stadens grund, havde ved sin gård henlagt et par døde heste til føde for sine svin. Han agtede at gøre forsøg med benene når kødet var afædt. Men for nogle dage siden kom om formiddagen 3 personer, efter udseende matroser, og fyldte hver sin sæk med disse ben og vendte tilbage til staden med dem. Anmelderen var tilfældigvis alene hjemme, hvilket personerne nok formodede, for de agtede ikke på at jeg foreholdt dem deres urigtige fremgangsmåde i uden tilladelse at tilegne sig andres ejendom. Engang før har anmelderen bortjaget en sådan enkelt omstrejfende bensamler, men denne kom kort derpå i følge med flere, og trodsende på deres magt, gav de sig til at grave hvor de lystede. Da man nu ikke ved om sådanne personer når man anholdt dem, bliver tilkendt nogen alvorlig straf, så at de ikke siden for at hævne sig, skulle søge at skade anholderen hvis ejendom kan ligge isoleret, så griber denne uskik mere og mere om sig og forstyrrer al markfred for ejendomsbesiddere uden for staden. Det var derfor ønskeligt om vedkommende øvrighed ved plakater lod bekendtgøre at sådan færd var ulovlig, og at de der blev pågrebet og overbevistes om at have gjort sig skyldige deri, kunne vente alvorlig revselse.

(Politivennen No. 480, Løverdagen den 12te Marts 1825. Side 9545-9547)

Klage fra Nørregade.

Næppe vil man i hele København, ja ikke i nogen købstad i Danmark, finde en gade der er så aldeles forsømt som Nørregade fra nr. 240 til volden. Det synes som havde skæbnen og menneskene forenet sig om at bevare denne del af hovedstaden som et minde om landets ulykke. Stumper af mure, kransede med de væmmeligste uhumskheder, dynger af sten og skarn, rødstensfabrikker, anlagte på levningerne af fortorvet, ruiner der kunne tjene til baghold for hele røverbander, alt dette yder tilsammen et højst sørgeligt skue. Brolægningen i denne del af gaden er, rimeligvis for at svare til det øvrige, i en sådan tilstand at det ville være et dristigt foretagende at køre til sin gadedør. Og man må være glad ved om aftenen i mørke at kunne til fods nå sit hjem uden at brække benene på det usle fortorv eller formedelst de ud af orden revne fliser, falde i rendestenen. For at imidlertid næsen ikke skal have det bedre end øjnene og de øvrige lemmer, henlægges stadigt, bag murblokken ved nr. 240 en del af lugten at dømme brugt eller fordærvet farvestof hvis utålelige stank udstrømmer og angriber de forbigående gennem nævnte borgruins skydehuller.

At ønske alle nævnte ulemper afhjulpne, ville måske under nuværende tidsomstændigheder være vel meget. Men da uorden og svineri ikke bør skrives på tidsomstændighedernes regning, nærer man det håb at i det mindste sidstnævnte pestbringende sager, tilligemed foranstaltningerne og hvad i øvrigt der tilhører rensningsvæsenet måtte blive forflyttet andetsteds hen. Og overlader man iøvrigt til brolægningskommissionens og andre vedkommendes rimelighedsfølelse at afgøre hvorvidt færdslen efter omstændighederne muligvis kunne gøres lidt mindre halsbrækkende for den del af hovedstadens stedbørn der nu i henved 2 årtier dagligt har sukket ved synet af det dem omgivende kaos.

(Politivennen No, 480, Løverdagen den 12te marts 1825, side 9541-9543)

Bekjendtgjørelse.

Iblandt de mangler hvilke før har været påanket i Politivennen ved vandposten i Dronningens Tværgade ved Adelgade er postestangen blevet forlænget, hvorfor takkes! Men tuden sidder endnu alt for højt, da vandet i blæst drages udenfor spanden eller karret og at hænge spanden på tuden tillader dennes højde ikke for personer af middelvækst eller børn. Denne postetud bedes derfor anbragt lavere eller en nedadgående rende eller tud anbragt hvorunder karret kan modtage vandet uden hinder af vinden. Både slides pumperedsakbet uden nytte, folk hindres fra at blive ekspederede og forbigående overstænkes af vand ved indretningen som den nu er. Hvorfor man beder dette afhjulpet.

(Politivennen No. 479, Løverdagen den 5te Marts 1825. Side 9533-9534)

Varsko.

Det er en unægtelig sandhed at man ikke i nogen stor stad har været mindre udsat for tyveri og indbrud end i København i den seneste tid. Men desuagtet bør vist nok enhver komme øvrigheden til hjælp med at sikre sin ejendom for tyvehånd, og ikke på nogen måde give anledning til fristelse. Ved at betragte gården nr. 374 i Dronningens Tværgade hvor kunstsagerne for det Kgl. Kunstkammer opbevares, har man bemærket at muren fra neden helt op over stueetagen er forsynet med fordybede furer. I sådanne furer har eksempler vist at en tyv let kan gå op og foretage indbrud. Gemmes endog samme sted ikke rigdomme der straks kunne gøres til valuta, så er dog sådant ikke almindeligt kent, og tanken om bytte og den lette lejlighed omtalte furer synes at indbyde til, kunne måske være tillokkende eller fristende, især da ingen vagt findes uden for stedet. Man har derfor troet det ville være godt om nævnte furer blev tilmurer og glat afpudsede med den øvrige mur for at hindre enhver uønsket bestigelse. Måske ville ejeren af den tilstødende gård for at sikre stedet fuldkomment i denne henseende, være så føjelig at lade de furer der er på siderne af hans port, ligeledes tilmure.

(Politivennen No. 479, Løverdagen den 5te Marts 1825. Side 9532-9533)