Klage over Brød paa Frederiksværk.

Hr. Udgiver!

Jeg har ofte været i København og altid fået godt og velbagt brød. Og dog har jeg flere gange hørt at man klagede over nogle af de københavnske bagere. Men de som klager over det københavnske brød, skulle komme til Frederiksværk. Så ville de få at se dårligt brød, hvorom de nu intet begreb kan gøre sig. Jeg sender dem herved noget som her skal passere for et franskbrød. Det er sandt at det har skikkelse og størrelse som et københavnsk franskbrød til 2 rigsbankdaler. Men om en sådan klat sort, halvbagt dej fortjener at beæres med dette navn, overlades til Dem og enhver der hos Dem vil tage det i øjesyn at bedømme. 

Man må virkelig forbavses og forundres over at der gives mennesker som forvandler vores gode sjællandske mel til sådanne ufordøjelige klumper hvoraf man kan spise sig sygdomme på halsen. Og da vi nu kun har en eneste bager her på stedet, så har vi virkelig årsag til at spørge: Hvor køber vi brød i ørkenen? Rugbrødet er vel her ikke så dårligt. Men her findes også mennesker der ikke kan tåle det fordi de nyligt er ramt af en sygdom eller på grund af svag mave, men må spise hvedebrød. Disse er i sandhed at beklage, for sådant hvedebrød som fås her, er aldeles uspiseligt og usundt. Og det er ikke altid muligt for for at sende bud til Frederiksborg eller Frederikssund efter brød for et par skilling. Jeg beder Dem derfor at besvare eller i Deres blad rejse det spørgsmål om en priviligeret bager der ikke leverer forsvarligt og spiseligt brød, ikke bør fortabe sit privilegium, eller dog i det mindste dele det med en anden der vil og kan levere godt brød?

(Politivennen nr. 488. Løverdagen den 7de Mai 1825, s. 9673-9675)

"De som klager over det københavnske brød, skulle komme til Frederiksværk. Vi har nu kun en eneste bager her på stedet". (Kanal ved Frederiksværk, Thorald Brendstrup, 1853. Statens Museum for Kunst). 

Den bortblevne Syepose i Trinitatis Kirke.

"Søndag den 24. april er i dåbsstolen i Trinitatis Kirke glemt en fløjlspose med lås og sølvkæde". Således er det averteret i Adresseavisen nr. 95. Skønt finderen er anmodet om at aflevere den i Knabrostræde nr. 107 mod en passende dusør, har dog ingen meldt sig. Posen blev efterladt i dåbsstolen ved opgangen til dåben, og skal i stolen af en af kirkens korpiger være blevet set efter at dåben i det hele var fuldbragt og fadderne var gået bort. Den omstændighed at ejerinden af posen gik sammen med de øvrige faddere samt jordemoderen med barnet, forbi førnævnte dåbsstol og begave sig ud af kirken, forårsagede at dåbsstolen ikke straks blev undersøgt og posen først savnet ved hjemkosten med barnet. - Straks derefter blev der hos kirkebetjentene gjort anmeldelse om det skete tab og eftersøgning skal have fundet sted. Men der blev erklæret at den savnede pose ikke var blevet fundet. På den tid posen blev efterladt i dåbsstolen, befandt der sig i det hele samme sted fadderne til 5 børn, og det kan ikke formodes at nogen af disse faddere skulle være så nedrige at ville have anmasset sig, og uagtet den skete efterlysning beholdt oven nævnte pose. For imidlertid at komme efter hvem oven meldte faddere havde været og hvor de boede, gav graveren kun det ufyldestgørende svar: at faddernes navne ikke kendtes, heller ikke numrene på deres bopæl, men blot gaderne. Det er vist nok påfaldende at man end ikke i guds hus og under udøvelsen af en religiøs handling, kan være sikker på at beholde hvad man ejer samt at der ikke skulle kunne findes ud af hvem fadderne har været og hvor de er at finde.

(Politivennen nr. 488. Løverdagen den 7de Mai 1825, s. 9671-9673)

Hvad der ikke fremgik af Politivennens artikel, fremgik af annoncen i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 25. april 1825, nemlig adressen: Knabrostræde 107, i stuen.

Bøn til det høie Admiralitets Collegium.

En mand der bor i den østlige del af staden og dagligt går forbi Nyboders vagt, har i forrige sommer ofte lagt mærke til hvorledes denne vagts mandskab såvel som de af Holmens folk der transporterer syge fra Christianshavn til søetatens hospital i Nyboder, eller til Almindeligt Hospital, og ved skibenes hjemkomst fra Toldboden til søetatens hospital har været plaget af deres varme skindhuder. Han vover derfor nu ved sommerens snarlige kommen at gøre det høje admiralitetskollegium opmærksom herpå med det ærbødige ønske at heri kunne gøres den forandring at omtalte mandskab om sommeren skulle bære en hat af læder med en plade hvori det kongelige navntræk fandtes, og om vinteren benytte de nu brugelige skindhuer.

(Politivennen nr. 488. Løverdagen den 7de Mai 1825, s. 9670-9671)

En Stankfabrik inden for Stadens Volde.

I København hvor politiets gode foranstaltninger sørger så meget for gadernes renlighed, kan man ikke uden forundring og væmmelse passere et sted der er lige så afskyeligt for øjet som for lugten, og især bliver utålelig om sommeren. Nævnte sted er ved plankeværket lige over for volden mellem Kongens Have og Sølvgades kaserne hvor det i mange år har været benyttet af de soldater der bor i kasernen, til at lade deres vand, uden at derfra er afløb til nogen af siderne.

Ifald det fremdeles findes passende at det omtalte sted skal tjene til denne bestemmelse, så ville det være ønskeligt at den ansvarlige traf den foranstaltning at vandet fik afløb til volden eller stadsgraven gennem dertil anlagte rør eller ved en anden indretning for at forebygge den nævnte ubehagelighed.

(Politivennen nr. 488. Løverdagen den 7de Mai 1825, s. 9668-9669)

"Plankeværket lige over for volden mellem Kongens Have og Sølvgades kaserne har i mange år været benyttet af de soldater der bor i kasernen, til at lade deres vand, uden at derfra er afløb til nogen af siderne". (Sølvgades Kaserne til venstre, Sølvgade og muren langs Kongens Have. Åstedet for artiklen? Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

Muren langs Sølvgade er af nyere dato, så der kan have været et plankeværk i stedet formentlig i forbindelse med en udvidelse af Sølvgade.

Artiklen gentages i Politivennen nr. 504, 27, august 1825.

Aprilsløben paa Østergade.

Da anmelderen sidste mandag eftermiddag passerede Østergade, fik han det indfald at vove en dalers penge i tallotteriet der den følgende dag skulle trækkes her i byen. Han blev da opmærksom på at der på sidepillerne i porten på hjørnegården af Østergade der vender ud mod Kongens Nytorv, stod malet "Tallotteries Collections Contoir". Og gik da ind i den nævnte hensigt, men blev til sin forundring af en mand der timeligt boede i gården, underrettet om at der i hele huset hverken boede eller i længere tid har boet nogen kollektør, hvilket de citerede og på portpillerne malede ord dog ubestridt syntes at forudsætte måtte være tilfældet. Da flere muligvis således kunne blive fikserede, så tillader man sig at anmode ejeren om at besørge den allerede just ikke så ganske tydeligt påmalede annonce udslettet, så at publikum ikke ved samme skal blive aprilsnar.

(Politivennen nr. 487. Løverdagen den 30te April 1825, s. 9653-9654)

Redacteurens Anmærkning

Politivennen nr. 489 bekendtgjorde at ejeren nu havde overmalet de påankede ord.

Julius Friedlænder (1810-1861): Folkeliv ved en lotteriscene på Vandkunsten. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.