Ønske om lidt Assistence paa Assistentskirkegaarden.

Det er ikke sjældent at endog velklædte mennesker forlader kirkegården belæssede med store blomsterknipper som de har plukket af et eller andet gravsted. Ofte har anmelderen undret sig over at sådant uvæsen kan drives, og endnu oftere næret det stille ønske at der for samme måtte sættes sådanne skranker at de hedenfarne kunne hvile i fred. Men der er så vidt vides ikke fra de ansvarliges side truffet fornøden foranstaltning i så henseende.

At der blandt disse rovbegærlige blomsterplukkere findes nogle som ret ved at udnytte lejligheden, blev anmelderen overbevist om da han fredag den 14. juni lod en smuk blomst sætte ud på det gravsted der gemmer støvet af ham hedenfarne. Blomstens top der egentlig var dens skønneste pryd, var nemlig efter 1/4 times forløb bortranet, og anmelderen måtte forlade dette ham så kære sted med en følelse der var en blanding af vemod og forbitrelse. - For at forebygge sådanne tyverier, fandt anmelderen det rigtigt at de ved en lov blev bestemt enten at ingen blomsterplukning måtte finde sted, eller hvis man skulle have den mening at ejendomsretten derved krænkes, at det da blev pålagt enhver før de endog på deres egne gravsteder foretog nogen plukning, at melde for graveren at de i dette øjemed ville gå ind på kirkegården, ligesom det vel også burde tillades ham at visitere enhver han måtte finde for godt. Selv hedningene havde reglen "molite violare sepulcra mortuorum", men vi kristne behøver at skamme os ved at følge den?

(Politivennen nr. 496. Løverdagen den 2den Juli 1825, s. 9817-9818)

Bøn til Vedkommende.

Det var ønskeligt om ejeren eller lejeren af gården nr. 208 i Sankt Gertruds Stræde nu da sommerens hede trykker, ville tømme og udlufte kælderen under gården som hidtil har været, og måske endnu skal anvendes som oplagssted for knogler og ådselsdele der tilligemed gamle klude dagligt bringes dertil for siden i læssevis at bortkøres til nærmere bestemmelse. Den stank som sager af sådan natur forvolder naboer og genboer, er til alle tider ubehagelig, og nu i sommerens hedeste tid næsten utålelig, i særdeleshed i denne smalle gade, som desuden har sin del af stank fra ikke tilbørligt renholdte gårdspladser og åbenstående porte. Vil entreprenøren for knoglers og ådselsdele samt kludes opsamling ikke benytte dette vink, tror anmelderen at sundhedspolitiet som nu håbes at være blevet gjort opmærksom derpå, anviser ham til sin entreprises brug en bekvem afsides liggende plads udenfor staden, og bliver da nævnte kælder efter tilbørlig rensning, uddampning og reparation anvendelig til beboelse for en fattig familie.

(Politivennen nr. 496. Løverdagen den 2den Juli 1825, s. 9815-9816)

Kælderen findes endnu. Og anvendes nu til butik. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning.

Sankt Gertuds Stræde 208 er nutidens nr. 4. Det er opført 1815 for en farver Joh. Wilh. Grundtvig, senere ejet af forskellige brændevinsbrændere. Det findes stadig.

Bøn til Commandantskabet.

Uagtet Christianshavns indbyggere i almindelighed svarer kongen og kommunen de samme skatter og øvrige afgifter som københavnere, nyder disse dog ikke i lige høj grad godt af de fordele og behageligheder der frembyder sig for disse. Således er det til eksempel ikke tilladt Christianshavnerne at spadsere på de volde der omgiver denne by, forinden de har erhvervet voldtegn. Københavnerne derimod kan promenere på voldene uden at genres af en sådan indskrænkning. Vel er det ikke christianshavnerne forment at benytte stadens volde, og den for den opvoksende børneslægt så behagelige promenade i Kongens Have, men ingen af delene konvenerer de familier der har små børn, da det på grund af den lange afstand, ville medføre alt for mange ulejligheder, og dertil være forbundet med for megen tidsspilde.

Man tillader sig derfor underdanig at anmode stadens retsindige kommandant om at hjælpe de stakkels christianshavnere til de samme bekvemmeligheder som københavnerne længe uden indskrænkning har haft.

(Politivennen nr. 496. Løverdagen den 2den Juli 1825, s. 9814-9815)

Ønske om en Veiforbedring mellem Sorgenfri og Frederiksdahl.

Til de veje der om sommeren befærdes stærkt, hører også vejen fra Sorgenfri til Frederiksdal. Det var derfor at ønske at nævnte vej måtte sættes i en sådan stand at man med nogenlunde sikkerhed kunne passere den. Det stykke fra Hummeltofte til Frederiksdal er især farligt at befare på grund af de mange små og store sten ved siden af hverandre der danner til dels farlige huller, ja man træffer endog sådanne sten i selve sporene, hvis man undgår at vælte når man på mørke aftner passerer dette vejstykke. Uagtet denne vej just ikke er en landevej, passeres den dog meget af københavnerne der om sommeren så gerne nyder den frie natur ved det yndige Frederiksdal, og man håber derfor at høje vedkommende ville drage omsorg for at få samme bragt i passabel tilstand.

(Politivennen nr. 496. Løverdagen den 2den Juli 1825, s. 9810)

Skinnet bedrager.

At dette ordsprog er sandt, blev anmelderen overbevist om for ikke så længe siden. Her traf han på en offentlig promenade et velklædt fruentimmer der befandt sig i en så stor forlegenhed, at ethvert menneske af dannelse vist ligesom han ville have anset det for pligt at hjælpe den bedre dannede og mere ømtfølende del af kønnet. Den ydre pragt og kostbarhed hendes dragt udviste, i forening med den mod andre, end netop en simpel tjenestepige, udviste ringe delikatesse bevægede anmelderen der med sine voksne døtre befandt sig på ovennævnte promenade, til at antage sig det efter hans mening fornemme fruentimmer. Han lod det ikke komme an på nogle dalere for at skaffe hende sammen med sine egne børn behagelig underholdning som et slags erstatning for den ubehagelighed den ovennævnte forlegenhed havde forvoldt hende.

At anmelderen imidlertid havde ladet sig blænde af skinnet, blev han til sin forundring siden efter overbevist om, idet han nemlig med vished erfarede at den formentlig ømtfølende dame som han så velvilligt havde optaget i sin familiekreds, var en simpel tjenestepige. De nærmere omstændigheder ved denne affære egner sig ikke til at offentliggøre, hvis årsag de herved forbigås. Kun bemærker han at den formodede dame tjener hos en af hans venner mod en halvårlig løn af 12 rigsbankdaler sedler. Og dog var hendes påklædning fra top til tå så smagfuld og kostbar at han selv i de højere cirkler, sjældent havde set en dragt der kunne sættes ved siden af, endsige overgå hendes. At denne dragt ikke var tilvejebragt for hendes løn, bliver da vel en højst naturlig følgeslutning. 

"Tjenestepigerne ville rimeligt uden videre tvang afskaffe de kostbare og skuffende dragter de nu bærer og klæde sig efter deres stand."(Tjenestepige klædt efter sin stand. Opvartningspige, Johannes Senn. Statens Museum for Kunst).

Det er uden for denne anmeldelses hensigt at udvikle hvor skadelig indvirkning en sådan yppighed i klædedragt har på de ringere stænders moral. Man vil heller ikke indlade sig på at fremsætte de mange overvejende grunde der taler for en ved et positivt lovbud hjemlet indskrænkning i så henseende. Hvad man derimod mener lettest og sikrest at kunne lede til målet er: At det blev enhver tjenestepige der klædte sig over sin stand, pålagt at bære en højrød sløjfe øverst på hattepullen, uden hvilket tegn hun ikke måtte vove at vise sig på nogen offentlig promenade, eller hvilket som helst andet sted under en klækkelig mulkt, hvoraf halvdelen kunne tilfalde angiveren, og den anden halvdel politikassen, eller i mangel af betaling vand og brøds straf. 

En sådan foranstaltning ville drage uberegneligt gode følger efter sig. Således ville man for eksempel med vished kunne vide med hvem man havde den fornøjelse af omgås. Tjenestepigerne ville rimeligt uden videre tvang afskaffe de kostbare og skuffende dragter de nu bærer og klæde sig efter deres stand. Husbonde og madmoder ville i stedet for et udpyntet, utro og ofte umoralsk tyende få anstændigt klædte tro og moralsk gode mennesker i deres tjeneste og de idelige vist nok vel grundede klager over de kvindelige tyender ville snart ikke høres mere. 

At der vel kunne findes kvindelige tyender der ville finde et sådant lovbud i høj grad uretfærdigt, tvivler anmelderen ikke på. For som bekendt har enhver nok så god foranstaltning altid modstandere. Men man skønner ikke at der med god grund kan indvendes noget i mod det, da de mandlige tyender, såsom kuske, tjenere osv. må finde sig i at bære lignende udmærkelsestegn, fx en tresse om hatten og andet lignende. Heller ikke skønnes det at en lille rød sløjfe oven på hattepullen skulle kunne være nogen mispryd, eller i mindste henseende have noget nedsættende i følge med sig da hensigten med tegnet jo blot var at tilkendegive at den der bar det var en kvindelig skabning der tjente for sit brød under prædikat af tjenestepige.

(Politivennen nr. 496. Løverdagen den 2den Juli 1825, s. 9803-9807)