Svar og Opfordring til hans Jørgen Petersen.

I Politivennen nr. 533 har en person der kalder sig Hans Jørgen Petersen, taget til genmæle med in i næstforrige nummer indrykket anke, og dertil udladt sig om at "det okse- og svineslagteri han driver, er lige så lovligt og lige så forsvarligt som deet, der drives på Vesterbro."

Da nævnte sgnr. Petersen imidlertid formodentlig af gode grunde, ikke har gjort publikum bekendt med hvad han egentlig eller i hvilken charge i borgerskamfundet han beklæder, så opfordres han herved til at oplyse almenheden derom. For at han ikke er slagtermester, eller endog blot frimester, er uimodsigeligt vist, og han vil da som en følge heraf, ikke kunne betragtes anderledes med hensyn til sin rettighed, om han ellers har nogen, end en landboer eller med andre ord, sgnr. Petersens slagteri forholder sig omtrent til en laugsmesters som efter ordsproget Jørgen Hattemager til Kong Salomon.

(Politivennen nr. 534. Løverdagen den 25de Marts 1826, s. 194-195)

En Ulykke, afstedkommet ved løbske Heste.

Man har før i dette blad læst et ønske om at det måtte pålægges kørekarle at tage skaglerne fra hestene når de forlader deres køretøj ved at gå ind i husene da der så ofte sker skade ved sky eller løbske heste. Men dog er dette ønske endnu ikke opfyldt. Derfor tildrog sig et uheld tirsdag den 14. dennes. Nogle drenge fra Nyboder Skole passerede forbi en sådan af kusken forladt bondevogn. De fandt på at ville stoppe hø i næsen og den bageste åbning på hestene, at stikke dem i livet med pinde osv. Hestene som ikke kunne fordrage sådant, tog til at løbe afsted med vognen, og overkørte i farten et pigebarn på 11 år der blev således beskadiget derved at det døde 2 timer efter. Denne ulykke ville næppe have været indtruffet når skaglerne havde været fraspændte.

(Politivennen nr. 533. Løverdagen den 18de Marts 1826, s. 185)

Om Begravelsers Kostbarhed.

For nogen tid siden overværede jeg en slægtnings begravelse. Det var en gammel pensioneret officer som efter sin kones død levede med sin aldrende datter hvis håndarbejde for en stor del bidrog til familiens underhold.

Jeg fandt den stakkel pige ganske forgrædt og næsten fortvivlet. På mit spørgsmål om årsagen fik jeg tilsvar at hun blev ganske ruineret ved begravelsesomkostningerne, til hvis bestridelse hun var nødt til at sælge sit, surt erhvervede bohave da hendes fars ringe efterladenskaber langt fra ikke slog til.

Jeg havde ondt ved at begribe dette, når man indskrænkede sig til en tarvelig jordefærd. Men en lang liste overbeviste mig om at 200 rigsbankdalervar den mindste sum som behøvedes til en tarvelig begravelse.

Man havde kun forlangt 6 ligbærere, men disse måtte betales højere fordi adskillige venner og bekendte havde indfundet sig for at bringe den afdøde nogle hundrede skridt fra huset til graven.

For jordpåkastelsen kunne man ikke byde mindre end 15 rigsbankdaler, og desuden måtte der lejes en karet til at hente og hjemføre præsten. Salær til klokker, gravere, bedemand etc. udgjorde en lang og dyr fortegnelse.

Jeg stod forstenet ved ikke at øjne andet middel for en honet men fattig mand at slippe ud af livet, uden at ruinere sin familie, end selvmord efter deklaration for notarius publicus at det foretoges ved velberådet hu i god hensigt. Begravelsen ved slaverne tager i det mindste ikke brødet ud af munden på de efterladte

* * *

Ovenstående er tilsendt udgiveren fra landet. Man ser heraf at en ødelæggende og ufornuftig luksus ved begravelser også har indsneget sig der. Her i staden ser man hver dag eksempler på begravelser der måske medtager mange familiers sidste ejendom for som man kalder det, at skaffe den kære afdøde en anstændig begravelse. Regeringen har vel søgt at indskrænke sådan luksus dels ved at forordne at der til ligfølge ikke må indbydes flere end 8 par, dels ved at forbyde de før så brugte og pengespildende traktementer. Men efterabelsessyge og mode sætter sig så ofte imod disse vise lovbud. For vist er det at en såkaldt anstændig begravelse ikke sjældent medtager 3 til 4 hundrede rigsbankdaler, en sum den efterladte familie kunne leve af et helt år. Uagtet man aldeles ikke vil indrømme rigtigheden af slutningen i ovenstående, så kan man dog ikke nægte at udgifterne til kirkebetjentene synes for høje i København hvor desuden en egen skat udskrives til deres løn. Også synes det underligt hvis ligbærernes betaling er forskellig efter ligvognens beskaffenhed da deres arbejde altid er det samme. Om vores bekostelige begravelser kan man sige med digteren E. C. Bruun:

"Ja, tit en salig fik jordefærd,

Så man gik næsten en smule nær."

(Politivennen nr. 533. Løverdagen den 18de Marts 1826, s. 179-182)

Ønske om Veiforbedring.

Indsenderen vover at fremkomme med det almindelige ønske at høje vedkommende ville værdige vejen fra Lygten til Søborghus deres opmærksomhed. Denne vej der nu kan anses som en offentlig landevej for de landboere der hører hjemme i det nordlige Sjælland, er til enhver tid af året når fugtigt vejrlig indtræffer, næsten ganske ufremkommelig, og da grunden hertil menes at ligge i denne vejs lokale beskaffenhed, så vover indsenderen at gøre høje vedkommende opmærksomme på de mangler der er oprindelig årsag til den forfatning i hvilken vejen for tiden er. 

Vejen har fra begyndelsen af været lagt med temmelig store sten. Disse er af megen kørsel rykket ud af deres leje, så at der nu hvor stenene har ligget, er store huller, og hvor de igen har lagt sig fast, er det betydelige forhøjninger. Disse ujævnheder bliver et par gang om året udbedrede med nogen løs fyld, og gør vejen så længe den er tør, passabel, men opkøres den løse fyld, er vejen igen i en ufremkommelige tilstand.

De beboere af den nordre egn for København der i mange henseender ville vinde betydeligt ved denne vejs istandsættelse, må vist imod deres ønske finde sig i at køre en halv mil af vejen, for at få deres produkter afsat til staden, fordi de ved at køre den nærmeste her påklagede vej, står i fare for at tilsætte heste og vogn.

Endnu mere miserabelt er det for de jordbrugere der har hjemme tæt ved nævnte vej, eftersom nødvendigheden byder disse absolut at passere denne vej til hovedstaden, og da de landmænd hvis stilling er at leve nær ved en residensstad, gør dem det til en væsentlig betingelse for deres eksistens dagligt at sende mælk og fløde til byen, så vil det klart ses hvor mange vanskeligheder der ville være forbundet hermed, så længe der ikke bliver sørget for istandsættelsen af en så almindelig og når den var hensigtssvarende, så nyttig vej som den mellem Lygten og Søborghus.

(Politivennen nr. 533. Løverdagen den 18de Marts 1826, s. 177-179)

Bøn til Directionen for Frederiks Hospital.

Indsenderen henvender sig herved til en samling af de mænd der ved så mange lejligheder har erhvervet sig publikums agtelse.

Det kan ikke være den ærede direktion ubekendt at en ulykkelig som er berøvet ved forstanden, allerede har ligget over et halvt år på hospitalet, og at hans sygdom i de sidste 10 uger har tiltaget i en høj grad. I denne tid har naboerne både dag og nat måttet høre hans jammerskrig. Ikke en gang, men flere gange, har jeg hørt dette på Esplanaden. Man har fortalt at det var bestemt for 3 uger siden at denne ulykkelige skulle forflyttes til Bidstrup, men endnu er det ikke blevet tilfældet.

Hvorvidt hospitalet kan beholde sådan patient i så lang en tid, ved jeg ikke. Men sikkert ville alle naboer være den ærede direktion forbundet hvis det kunne lade sig gøre at nævnte patient blev forflyttet.

(Politivennen nr. 533. Løverdagen den 18de Marts 1826, s. 176-177)

Redacteurens Anmærkning.

En bekendtgørelse i Politivennen nr. 535, 1. April 1826, s. 222 fortalte at patienten få dage efter blev sendt til Bidstrupgård.