Hvo maa besøge Restaurationen i Raadhuusstrædet Nr. 44?

Anden pinsedag om aftenen gik anmelderen der er markør, i forening med en fætter som hører til den studerende verden, op i Rådhusstræde nr. 44, 1. sal for der at tage det i Politivennen nr. 539 anpriste af snedkermester L. Kramp forfærdigede og opfundne billard i øjesyn.

For anmelderen og medfølger forlangtes 2 snapse, og just som anmelderen var i færd med at drikke sin snaps, kom værten og viste ham døren med de ord: "Det er ikke passende for ham at opholde sig her. Han må begive sig bort."

Foranlediget heraf ønskede man at værten på nævnte sted behageligst ville underrette publikum om hvilken charge i borgersamfundet man skal have opnået for at det kan anses for "passende" at besøge hans restauration, da flere i modsat fald let kunne blive udsat for lignende adfærd. Endvidere spørges: er en markør når han i øvrigt hverken er bedrager eller fallent, et så foragteligt menneske at han bør udsættes for sådanne ubehageligheder?

(Politivennen nr. 543. Løverdagen den 27de Mai 1826, s. 351-352) 

Redacteurens Anmærkning.

Rådhusstræde 44 er nutidens nr. 5. Det er opført 1795-96 for maler Andreas Petersen, og ombyget 1830 samt mellem 1871-75.

Noget om Langebro.

For kort tid siden indtraf det tilfælde at en mand, formodentlig en ejer af noget kvæg der blev drevet over Langebro, snublede idet han kom på vindebroen, og trillede således omkring at han med den halve krop var uden for broen og var ufejlbarlig plumpet i vandet når han havde haft et mindre korpus. Men takke må han sin fuldkomne bag som her hjalp at støtte ham indtil han ved tilkommendes hjælp kom på benene igen.

Var han sluppet igennem, havde han været redningsløs. - For ingen som kunne svømme var til stede på broen i det øjeblik, desuden var der temmelig stærk strøm samt intet fartøj i nærheden. Og redningsbåden som skal ligge ved enden af Langebro ved magistratens brændeoplagsplads, hvor er den?

Over Langebro er især i senere tid megen passage, og hvor let kunne ikke et barn snuble og falde ud. Det var derfor også at ønske at jernrækværket på vindebroen blev forsynet med endnu en jernstang mellem den underste stang og trævindebroen, således som på broen ved Vesterport og flere. For da ville sådanne ulykkestilfælde ikke let være at frygte.

(Politivennen nr. 543. Løverdagen den 27de Mai 1826, s. 348-349) 

Weg mit dem Speck.

De piller på hver side af Marmorbroen hvorpå lygterne er anbragt, er visselig i naturhistorisk henseende mærkværdige da man her har det særsyn at se det fra lygterne nedløbne tran forvandlet til spæk. Man har vel vidst at der af spæk kunne koges tran. Men at det kunne forholde sig omvendt, har man ikke før villet tro.

Da disse piller imidlertid som de nu er afgiver et væmmeligt skue, og da det især synes upassende at de beholder deres nu havende væmmeligt svinske dragt til den forestående højtidsdag, især da de allerede nyligt har paraderet på en sådan, så håber man at rette ansvarlige ville drage omsorg for at de forinden får et nogenlunde tækkeligt udvortes.

(Politivennen nr. 542. Løverdagen den 20de Mai 1826, s. 340) 

Om Roning i Canalen og Kallebodstrand.

En stor del af beboerne ved Frederiksholms Kanal har anskaffet sig en mængde både der ligger i kanalen og udlejes i timevis til enhver der for en marks penge ønsker at ro i kanalen, Kalvebod Strand og andre sådanne steder. Herimod kan vel intet være at erindre, ja en sådan indretning kan vel endog med rette betragtes som gavnlig og behagelig for den rolystne del af stadens indbyggere. Og dog er anmelderen forvisset om at samme vil koste flere menneskers liv.

De herrer udlejere tager nemlig aldeles ikke i betragtning til hvem de udlejer deres både når de NB kun får den aftalte timebetaling. Således ser man dagligt flere både udlejes til ganske små drenge der med ukyndighed i roning forener uforsigtighed og mangel på kræfter til at styre bådene. Blandt andre tilfælde var anmelderen forleden tirsdag eftermiddag vidne til at en båd med 3 små drenge kæntrede hvorved dens besætning da vist ville have tilsat livet, hvis 2 både med øvede søfolk ved en lykkelighændelse ikke var kommet forbi i samme øjeblik og havde opfisket de uerfarne og dumdristige krabater.

Lovgivningen fastsætter straf for dem der skænker for børn. Mon det ikke var rimeligt at der i analogi hermed blev fastsat en klækkelig straf for de udlejere der overlader deres både til sådanne uerfarne drengebørn?

(Politivennen nr. 541. Løverdagen den 13de Mai 1826, s. 318-319) 

Trængende Bøn til Kjøbenhavns Politie.

I Store Kongensgade udenfor nr. 263 har en kone som er lam i underkroppen og derfor ude af stand til at flytte sig, i flere år haft stade. Så vidt man ved er det en af den ærede hr. dameskrædder P. Mørchs respektive husbeboere da anmelderen tit og ofte har set et stærkt fruentimmer tage hende på ryggen om aftenen og slæbe hende ind i nævnte herres ejendom nr. 264 og om morgenen på samme måde at transportere hende ud igen på hendes stade. Her sidder nu dette elendige væsen hele dagen i det græsseligste kostume, på en årstid bævende af kulde, og på en anden synligt stegt af solens varme.

Som følge af hendes uformåenhed til at bevæge sig finder man ikke sjældent hendes stade omgivet af de væmmeligste ting, og da hun intet har at tage sig for, så fordriver hun tiden med at befri sig fra det som nok ikke er hendes ringeste plage, nemlig utøj. Beskylde hende for tiggeri kan man vist nok ikke. For hun anmoder aldrig de forbigående om nogen gave. Men hensigten med hendes daglige ophold på dette sted indses alligevel let at beregnet på at sætte folkets medlidenhed i bevægelse. Så vist som nu denne hensigt absolut må opnås hos enhver der har øjne og hjerte, så vist er det tillige at enhver fornuftig uvilkårligt må gøre sig selv det spørgsmål: var dette menneske - såvel som enhver forbigående og omkringboende - ikke meget bedre tjent med at hun blev for sørget i et af fattigvæsnets arbejdshus? - Hertil kan måske svares at hun ikke vil modtage forsørgelse under fattigvæsnet. Men er dette tilfældet, da er det klart at hendes dovenskab har fortrængt enhver følelse af skam, og at det vil geråde politiet til ære om det tvinger hende til at modtage en velgerning hvis værd hun ikke har forstand til at bedømme. Det er indlysende at de omboende derved skete en tjeneste, så meget mere da hun sidder på et sted hvor hun vist ikke sjældent har givet ankomne rejsende anledning til ufordelagtige domme om Københavns fattigvæsen fordi de ikke kan få de fornødne oplysninger om sagens sande sammenhæng.

- Man tager sig derfor den frihed på denne måde at gøre politiet opmærksomt på dette menneske, og har det håb - ja den overbevisning - at ovenstående ikke vil blive en røst i ørkenen.

(Politivennen nr. 541. Løverdagen den 13de Mai 1826, s. 314-317) 

Redacteurens Anmærkning.

Stedet hvor hun blev bragt hen, kan være hjørnet af Fredericiagade 24-28, Store Kongensgade 100 og 106. Mørchs ejendom nr. 264 kan være Store Kongensgade 100.