Au, au, de slemme Steen!

Vil du, for benbrud ej stå fare,
Så lyt til vennens sang;
For Guds skyld, ven! O! tag dig vare
For Did'rik Badskjærs Gang!-

Et af de små stræder hvorigennem der bestandig er megen passage og hvis brolægning dertil er i en jammerlig forfatning, er unægtelig Didrik Badskærs Gang. Her findes aldeles intet fortov, i det mindste intet passabelt, og den egentlige gade er således ud og ind brolagt med store sten, at den er ikke er dansemester eller har lært at voltigere, tit har sin store nød med at komme derigennem især når der er færdsel af vogne. Man beder derfor høje vedkommende da terrænet desuden ikke er betydeligt, at der snart måtte foretages en forbedring ved denne brolægning.

(Politivennen nr. 548. Løverdagen den 1ste Juli 1826, s. 422-423)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 568, 18. november 1826, s. 764 blev bekendtgjort at omlægningen af gaden nu var iværksat.

Noget om Fisketorvet ved gl. Strand.

Så behageligt det er af Deres blad at se at flere uordener afhjælpes og rettes, så ubehageligt er det derimod at se at væsentlige uordener, ja uordener som i den fremmedes øjne kunne lægges hele nationen til last, tit og ofte omtales uden at man tager det mindste hensyn dertil, og blandt disse sidste bør med rette henregnes Gammelstrands såkaldte fisketorv.

Dette torv har for kort tid siden fået en forbedret bolværksindretning, og man nærede da det håb at hele pladsen ville få et renligere udseende. Den murede indretning står, men det skidne skramleri af stinkende og lasede kurve og skidne begtønder står også ganske uforanderlige, i en højst væmmelig tilstand.

Betragter man alt det ækle som finder sted der, så undres man over at københavnerne endnu kan finde smag i en ret fisk som købes der. Anmelderen heraf vil kun omtale en væmmelighed som han selv har været øjenvidne til. En af de lazaroner der fungerer som opvarter for sælgerkonerne, sad for nylig og vaskede fødder i en spand. Denne lazarons fødder var helt befængte med fnat. Efter at vaskningen var endt, vandene han fiskene med samme spand, Kunne anmelderen ikke før finde behag i en ret fisk, da kunne han efter dette syn nu langt mindre bekvemme sig til at spise fisk når han var overbevist om at de var købt på dette torv.

[Herefter følger skribentens forslag til hvordan det kan forbedres]

(Politivennen nr. 548. Løverdagen den 1ste Juli 1826, s. 417-420. Uddrag)

Umenneskelighed imod Dyrene.

Mandag den 19. d. m. om formiddagen kl. 10 kom en mand - formodentlig en slagter - og drev i forening med en voksen slagterdreng en flok af henved en snes får og lam ned ad Kannikestræde. Ved Metropolitanskolen kom et af lammene fra de andre og løb ind i Fiolstræde. Manden for derpå som en rasende efter dyret, greb det i ulden, løftede det i vejret og stødte dets hoved flere gange med al sin kraft mod muren af hjørnebygningen så blodet flød ud af hovedet på det, og dyret da han igen slap det, faldt halvt afmægtigt om på gaden. Til denne umenneskelige scene var over en snes mennesker vidner blandt hvilke fem til seks studerende. Da nogle af disse forestillede ham det afskyelige i hans handling, svarede han dem at: "Det kom ikke dem ved, hertil havde han djævlen gale sig lov, da han både havde købt og betalt det". En tilstedeværende pige forsikrede at hun kort i forvejen havde set ham mishandle et af dyrene endnu værre, da han havde løftet det op og kastet det med al sig styrke på hovedet ned i stenbroen, og hertil føjede en anden tilstedeværende at han ligeledes havde set ham lidt før skære rumpen af et lam der var løbet fra ham.

Da indsenderen er overbevist om at en sådan mand efter vores lovgivnings ånd ikke kan undgå at blive belagt med en betydelig straf, og da det må være enhver der ikke har et slagterhjerte i sit bryst, så opfordres herved enhver der måtte kende dette umenneske til at opgive sin plan, for Politivennens udgiver da indsenderen derpå skal drage omsorg for at hans ugerning bliver andraget for vedkommende, og tilstrækkelig bevisgjort.

Signalement: Manden var af middelmådig størrelse, mere fed end mager, og iført en grå kjole.

(Politivennen nr. 547. Løverdagen den 24de Juni 1826, s. 409-411)

Slavebesøg i Adelgaden.

Man har før - og det med rette - anket over den besværlige og farlige uskik at slaver aflagde husbesøg hos stadens beboere, dels for at købe, dels for at sælge, ja rimeligt endog i et tredje øjemed. Og til ære for vedkommende autoritet bør man ikke lade ubemærket at sådanne besøg i lang tid ikke har været så hyppige som før.

Men man mener at have bemærket at dette uvæsen atter begynder at gribe om sig. Og man holder det derfor rigtigt i tide at henlede de ansvarliges opmærksomhed på det.

Således har anmelderen tirsdag den 20. juni om morgenen kl. 5 været vidne til at kommandøren over en med slaver forspændt kærre gjorde holdt uden for huset nr. 227 i Adelgade og gik selv tillige med en del af mandskabet ind til den spækhøker som bor sammesteds, hos hvem de opholdt sig omtrent 10 minutter. Det tidsrum benyttede de blandt andet til at spise frokost og muligt til mere. Om kærrekommandøren trakterede eller lod sig traktere er anmelderen ubekendt. Anmelderen er af den mening at der eksisterer forbud mod sådanne besøg. Skulle han imidlertid tage fejl i i det, så tillader han sig at bringe i forslag at privilegerede slaveværter måtte etablere sig i forskellige gader. Det ville da i det mindste forebygge et så ubehagelig sammentræf som den at anstændige folk indfinder sig for at købslå i en butik fyldt med slaver.

Det er uden for anmelderens hensigt at udvikle de mangeartede misbrug sådanne slavebesøg kan foranledige. Kun tør han mene at de ikke sjældent har undvigelse til følge. For ikke at tale om den skræk de indjager personer af det andet køn.

Således hændte det sig for omtrent 14 dage siden at en slave hvem kommandøren rimeligt også havde tilladt for en kort tid, skjulte sig i et andet sted af Adelgade, og først blev fundet efter gentagen undersøgelse og efter at naboer og genboer havde udstået en mere end tilstrækkelig skræk. *)

Måtte disse velmente ytringer have den tilsigtede virkning så er anmelderens hensigt opnået.

*) Efter en senere indkommet anmeldelse havde brændevinsbrænderen i nr. 230 i Adelgade fredag den 23. i denne måned et besøg af en slaveunderofficer og 4 slaver.
Udgiveren.

(Politivennen nr. 547. Løverdagen den 24de Juni 1826, s. 407-409)

Dronningegården, Adelgade. Det var i dette område det hele fandt sted. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning

Artiklen følges op i nr. 549, 8. juli 1826, s. 438-439, i nr. 552, 29. juli 1826, s. 491 og nr. 556, 26. august 1826, s. 567-568.

Adelgade 227 blev i 1859 til Adelgade 48, og i 1943 indbefattet i matrikel 650 "Dronningegården", dvs. det store byggekompleks Borgergade/Dronningens Tværgade. Adelgade nr. 230 er nu nr. 54. Ingen af disse huse eksisterer længere.

Bøn om en taalelig Behandling af en vis Skillingsmand.

"O Glemme basi" Mesopotamisk af Baggesen.

De såkaldte bompenge eller rettere port- og passagepenge er vist nok selv om taksten strengt følges, en temmelig betydelig udgift for enhver der passerer ud og ind af staden. Det var derfor så meget mere at ønske at de herrer skillingsmænd, eller som de nu i vores polerede tidsalder kaldes, bomforpagtere, ville holde sig den af overøvrigheden fastsatte takst efterrettelig og til ære for flertallet af dem vil man også antage at dette er tilfældet.

Anmelderen er imidlertid flere gange, af den i legemlig henseende mindste af bomforpagterne, blevet afkrævet en højere end den takstmæssige betaling og det undertiden en halv time forinden han var berettiget til at oppebære en sådan, for ikke at tale om den inhumane adfærd nævnte person har udvist, så snart man har ytret tvivl om hans berettigelse til at oppebære det forlangte.

Foranlediget heraf tillader man sig at anmode stadens høje magistrat om at sætte en sådan klemme på nævnte bomforpagter så at han fremtidigt kan holde sig den fastsatte takst efterrettelig.

Ved denne lejlighed tillader man sig at spørge: Hvorledes burde en bomforpagter på mørke aftener tillade sig at give enskillinger for toskillinger og de store toskillinger for markstykker, hvilket dog let kan ske da vores penge med hensyn til størrelsen er så lidt forskellige.

(Politivennen nr. 546. Løverdagen den 17de Juni 1826, s. 401-403)