Trende Spørgsmaale til de ærede Herrer Huusholdere ved Sct. Petri Menighed.

Hvad er årsagen til at den før omtalte have i Larslejstræde ikke åbnes for de gamle som er i stiftelsen, hvorved det jo gøres umuligt for dem at nyde lidt af havens - dog vel ikke forbudne - frugter og at få nogle urter til en tynd supper? Hvad er årsagen til at de gamle ikke længere får understøttelse på deres sygeleje? Hvad er årsagen til at der ved jomfruklostret i Vimmelskaftet årligt dekorteres af de penge som er tilstået dets personale.

København den 4. oktober 1826
G. M. Müller.

(Politivennen nr. 562. Løverdagen den 7de October 1826, s. 665-666)

"Hvad er årsagen til at den før omtalte have i Larslejstræde ikke åbnes for de gamle som er i stiftelsen, hvorved det jo gøres umuligt for dem at nyde lidt af havens - dog vel ikke forbudne - frugter og at få nogle urter til en tynd supper" (Sankt Petri Kirke set fra Larslejstræde. I dag bruges den til børnehave - og offentlig rekreation. Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

De uhyrlige artikler bringes her fordi de er et eksempel på at udgiveren Kristen Kristensen for sent opdagede skribentens vanvid. Da han opdagede det, nægtede han hattemager G.A. Müller at optage flere indlæg. Müller var selv fra Sankt Petri Kirkes menighed. Optaget af sine egne konspirationsteorier grundlagde han i stedet sit eget blad "Den galende Hane". Der gik sport i at få Müller drukket beruset og til at skrive de mest vanvittige ting i bladet som efterhånden ruinerede både ham og hans familie. (J. Davidsen: Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn, Gyldendal, 1910, s. 282-284).

Dette er den første artikel i en række af uhyrlige artikler, med gensvar, bragt i nr. 562, nr. 563, nr. 564, nr. 565 samt atter to i samme nummer, dels s. 716, dels s. 717-718, samt endelig i nr. 566. Se Redacteurens Anmærkning til den første artikel.

Angaaende Kjøbenhavns Vandvæsen.

Indsenderen af dette har i en række af år interesseret sig for vandvæsenet som et af hovedstadens allervigtigste anliggender. Og dertil har han så nøje som hans stilling og evne har tilladt ham, søgt at gøre sig bekendt med det, såvel som med de foranstaltninger der fra bestyrelsens side er blevet iværksat og udført til samme forbedring. Han har med fornøjelse læst det i nærværende blads nr. 559 og 560 indrykkede velmente stykke: "Bøn om mere sparsommelighed med vandet".

Han er fuldkommen enig med forfatteren i det at en mindre ødselhed med vand end den der i almindelighed finder sted her i staden, var ønskelig. Især på de tider af året da man enten aldeles intet eller kun lidt tilløb kan få til de søer som vandvæsnet disponerer over. Og han tvivler heller ikke om at mængden af stadens gård- og husejere med velvilje vil henvende tilbørlig opmærksomhed på denne vigtige sag.

I de sidste 15 år har mange somre været særdeles tørre. Og nogle vintre har kun givet lidt sne. Det er naturligt at vandet i almindelighed under sådanne omstændigheder må være aftaget, og klager over vandmangel i mange egne af landet har også været temmelig almindelige i adskillige af disse somre. Men hyppigst har disse dog så vidt indsenderen har kunnet bringe i erfaring været i denne da næsten alle brønde, gadekær og mindre beholdningssteder var udtørrede.

At hovedstaden imidlertid ikke har følt til dette onde, afgiver vist nok bevis for at bestyrelsen må have truffet hensigtsrigtige foranstaltninger, og at stadens vandbeholdninger der i tørre somre næsten intet tilløb kan have, må være blevet større end før.

Skønt anmelderen ikke er i stand til at anføre alle de arbejder som i løbet af nævnte tidsrum er udført til hovedstadens vandvæsens forbedring, vil han dog nævne følgende som tilstrækkelige til at godtgøre rigtigheden af denne ytring. Peblinge- og Sortedamssøen tillige med den dertil hørende kommunikationså er blevet således opdæmmet at disse søer nu kan holde 24 tommer højere vand end før. Lersøen der udgør ca. 100 tønder land, og indtil år 1815 blot var mose og eng, hvor intet vandforråd kunne opbevares, er ved nogen udgravning, men især ved opdossering blevet indrettet til en ordentlig sø, hvoraf vandet gennem en grundsluse kan indledes i de to søer. Damhussøen blev i årene 1816 og 1817 udgravet og renset på hele strækningen fra Damhuset til Ålekistehuset. Og det mudder som samler sig på dette dybe sted af søen, er siden efter blevet bortført i stor mængde. Hvilket også er tilfældet på nærværende tid.

At man ved disse foranstaltninger har skaffet hovedstaden en disponibel vandbeholdning der langt overstiger det dobbelt af den som man før havde, er lige så vist som det må anses for afgjort at uden disse forbedringer måtte også København have følt savn af vand i de sidste tørre somre.

(Politivennen nr. 562. Løverdagen den 7de October 1826, s. 657-660)

"Damhussøen blev i årene 1816 og 1817 udgravet og renset på hele strækningen fra Damhuset til Ålekistehuset." (Ca. 30 år senere end denne artikel blev Damhussøens dæmning forhøjet og belagt med sten, samt en rende, Kildeløbet gravet helt ud til Ballerup langs Harrestrup Å for at føre grundvand ind til søen).

En uforskammet Portbetjent i Ringsted.

Anmelderen af dette kom næstforrige uge henimod aften fra Sorø til Ringsted og holdt som sædvanligt stille ved accissebommen. Da det varede meget længe inden nogen kom til syne, bad han med de ord "Vil De ikke være så god" betjenten om at komme ud. Men havde næppe fremsagt disse ord før der inde fra stuen i den mest uforskammede kommandotone blev svaret: Nej! Vil De straks komme ned af vognen! Da anmelderen herpå gensvarede et kort: "Nej, det bliver der ikke noget af", vedblev stemmen indenfor på den mest uforskammede og truende måde at befale: Vil de straks øjeblikkeligt stige ned af vognen, eller jeg skal vise Dem noget andet, osv. Hvorpå atter blot fulgt et kort nej. 

"Anmelderen heraf kom næstforrige uge henimod aften fra Sorø til Ringsted og holdt som sædvanligt stille ved accissebommen". (Ringsted 1753 set fra SV. Så vejen er formentlig den fra Sorø. J. J. Bruun. Statens Museum for Kunst)

Nu trådte en temmelig korpulent person endelig i største embedsiver frem med sit jernscepter i hånden og adspurgte skændende anmelderen om han ikke kunne se at han sad i kongelige efterretninger osv. (hvilket rigtig nok var fuldstændig vanskelig at se fra vognen), spurgte hvad der var på vognen, og stak overalt hen med sit spyd. Da der nu intet konsumptionspligtigt fandtes, blev manden velsagtens ud til bens over det og dømte af egen magt og myndighed anmelderen til at sætte en mark i pant for nogle viktualier der ikke er konsumptionspligtige (hvoraf heller ingen konsumption svares her i byen) og atter at lade ham indlæse denne mark ved byens anden bom, hvis betjent syntes meget underligt om dette deposition. 

Under sedlen stod Behmann. Og anmelderen erfarede i Ringsted at samme person oftere skal have chikaneret gennemrejsende. Denne monsieur Behmann har således dels ved en uforskammet frækhed handlet mod toldforordningen af 1797 dens § 83, dels også ved en latterlig, men ussel chikane har overskredet sin kompetence (for uvidenhed var det vel ikke, skønt anmelderen gjorde ham opmærksom på at disse sager ikke var konsumptionspligtige, hvortil han dog dristigt svarede, jo de var og nu skulle der løses en passerseddel). Derfor har anmelderen der ikke holder af at føre vidtløftige klager, valgt denne til offentligt at bekendtgøre det forefaldne for således om muligt at bidrage til at sådanne ubehageligheder på det sted i fremtiden kan undgås.

(Politivennen nr. 561. Løverdagen den 30te September 1826, s. 655-656)

Redacteurens Anmærkning

Artikelserie: Politivennen nr. 561. 30. september 1826, s. 655-656, Politivennen nr. 568. 18. november 1826, s. 756-759 og Politivennen nr. 573. 23. december 1826, s. 846-847.

Et selsomt Haveanlæg i Tøihuusgaden.

I krogen mellem Christiansborg Slot og Proviantgården findes et stakitværk som hegner et haveanlæg der efter forlydende tilhører en fyrbøder. Man ved at ingen træer tåles i gårde eller på gader, men her har en hel have klinet sig op til to betydelige offentlige bygninger, hvilket både afgiver et højst upassende syn på dette sted og kan blive farligt i hensyn til ildsvåde, foruden at stakittet som har en åben låge eller lem, i mørke aftener kan tjene tyve og stimænd til smuthul i denne afsidesliggende og især på vinteraftener, færdselsløse del af staden. Man håber at høje vedkommende gunstigst ville henvende Deres opmærksomhed herpå.

(Politivennen nr. 561. Løverdagen den 30te September 1826, s. 647-648)

Noget om Rundetaarn.

I selskab med en rejsende familie vandrede indsenderen i forrige uge lige op på Rundetårn for efter de fremmedes forlangende at skaffe dem denne mærkværdige for sin bygningsmåde endog i udlandet bekendte bygning at se. Men den dør hvorigennem man før mod en styvers erlæggelse, fik adgang til tårnets øverste del, var og blev uagtet al banken og larmen, lukket. Og vi måtte vende tilbage.

Senere er det sagt indsenderen at adgangen til denne del af tårnet kun er åben når den astronomiske observatør er til stede, hvilket man rimeligvis må undres over. For uden ulempe for nogen som helst nød ikke alene almuen, men endog den dannede mand det ypperlige skue som udsigten havde lejlighed til at betragte og beundre en bygning hvortil ikke findes mage, og hvad der i vores næringsløse tider meget fortjener at komme i betragtning, en lille tarvelig familie havde sin indtjening uden at falde nogen til besvær. Alt dette er nu anderledes: ankommet til den dør som sætter en skranke for den videre opstigen, banker og atter banker man indtil man fortrædelig og ked deraf vender tilbage. Den fremmede smiler over den forlegenhed man befinder sig i, og beklager ikke at have tid til oftere at indfinde sig for at observere når observatøren observerer. Og - en familie mere end nødvendigt lever i trang.

Hvem der nu varetager de ikke uvigtige forretninger der var pålagt den mand som havde styverfortjenesten i tårnet, vides ikke. Men portlukningen og tilsynet med at ikke lazaroner opholder sig i tårnet, især om natten, er sikkert overdraget en mand som det offentlige tør betro en nøgle til denne vigtige bygning. Ligesom det også må antages for ganske afgjort at særdeles vige motiver har forårsaget spærringen. - Men for ikke at lade folk løbe april i utide, vover indsenderen at udbede sig at bibliotekaren ved Universitetsbiblioteket ville foranstalte en bekendtgørelse opslået i tårnet, enten på biblioteksdøren eller et andet bekvemt sted, hvorved publikum søm søgte op i tårnet, blev underrettet om at adgangen ikke var åben. Blev observatøren dr. Ursins bopæl tilføjet, ville det være ønskeligt for sådanne som havde tid og lejlighed til at henvende sig til ham. For at en sådan bekendtgørelse uagtet den mådelige belysning måtte falde nok i øjnene, burde dertil vel bruges brandgult eller højrødt papir.

(Politivennen nr. 560. Løverdagen den 23de September 1826, s. 642-644)