Et Non plus ultra af en Jøde.

I lang tid har et mosaisk mandfolkevæsen ved navn Unna drevet omkring i stadens gader i en dragt der i damme grad kan opvække såvel medlidenhed som væmmelse og afsky. Han er iført ruinerne af en brun kalmuks chenille som næst en hat og undertiden et tørklæde samt et par sæber er det eneste klædningsstykke der dækker enkelte dele af svagelige og apoplektiske legeme. - Det væmmelige og ynkelige skue der frembyder sig ved at betragte denne usle krøbling, har ofte forårsaget at anmelderen har forestillet sig ham som en stor synder, del vil sige som en overtræder af de rabbinske forskrifter. For som bekendt nærer almenheden den mening at jøderne for en vis forbrydelse skal gå rundt med nedtrådte sko. Men antager man endog at man med rette har tilkendt ham denne straf, under hvilken han har sukket i en række af år, så synes de dog lidt vel hårdt at samme forbindes med en langt hårdere, den nemlig i en temmelig koldårstid at drive omkring på gaden i en næsten nøgen tilstand, ja det endog i den grad at hans pudenda, i det mindste bagfra, er beskuelige. -

Da det nu er vist at nævnte mosait har en temmelig formuende familie der altså kunne understøtte ham, og da det mosaiske trossamfund ellers i almindelighed drager så fortrinlig omsorg for dets trængende trosbrødre, så er det at anmelderen i menneskelighedens navn anråber om hjælp for denne ulykkelige, en bøn der vist ikke vil blive hørt om de der har nøjere kendskab til ham end anmelderen, endog skulle finde ham mindre værdig dertil.

Man står i den faste mening at disse linjer så meget mindre ville blive en røst i ørkenen som man har flere eksempler på at mosaitter endog har stiftet legater ti lfordel for trængende kristne, og da der jo ikke er mangel på milde stiftelser hvori endog mindre trængende jøder nyder husly og anden vederkvægelse, så håber man også at disse vil drage omsorg for denne mosait forinden han bliver et rov for den med stærke skridt sig nærmende vinterkulde.

Skulle dette imod formodning ikke ske, da er man sikker på at velanstændighedspolitiet vil gribe de i så henseende fornødne forholdsregler og i det mindste befri almenheden fra et så væmmeligt og uanstændigt skue som denne mosaiske lazaron.

(Politivennen nr. 565. Løverdagen den 28de October 1826, s. 705-707) 

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr 570, 2. december 1826 bekendtgjordes at han nu havde fået hele bukser og en ordentlig frakke.

En Bemærkning ved Tøihuusgaden.

Kun med sand taknemmelighed og inderlig glæde påskønner almenheden de forenede bestræbelser hvormed vandvæsnet, brolægningsvæsnet, ingeniørkorpset og administrationen for bygningsvæsnet har søgt at forskønne og forbedre denne gade som en af Danmarks stolte kongeborgs nærmeste omgivelser, hvilken forskønnelse og forbedring synes at være så meget mere hensigtsvarende som man dog vel snart kan vente at denne sjette Christians stolte kæmpebygning kan blive vort elskede og ophøjede kongepars hovedsæde.

Det var derfor meget påfaldende for anmelderen der for et par dage siden passerede denne gade at se 5 til 6 af de såkaldte trommelrender hvorigennem der udskylles alskens uhumskheder anbragte uden på den del af slotsfacaden som vender ud imod Tøjhusgade. I sandhed! Intet synes at være mere upassende, intet mere misprydende end disse væmmelige renders anbringelse uden på kongeborgens imod en stærkt befærdet gade vendende facade.

Forvisset om at den autoritet i hvis magt det står at se disse render der mispryder gaden så meget, ryddet af vejen, med velvilje vil modtage ethvert velment vink der har selve slottets of stadens tilgrænsende deles forskønnelse til formål, tillader man sig at henlede opmærksomheden på forestående bemærkninger, og dertil til kyndigeres overvejende bedømmelse at foreslå enten at renderne aldeles afskaffes, eller - hvis dette ikke lader sig gøre - at de da bliver gjort usynlige ved at anbringes i indhugninger i muren der vist nok har en sådan tykkelse at disse render mageligt og uden at beskadige denne, kunne nyde skjul i samme.

Det bliver da en selvfølge at vedkommende beboere måtte tilholdes at anvende den yderste forsigtighed ved indfaldende frostvejr.

(Politivennen nr. 564. Løverdagen den 21de October 1826, s. 703-704)

Atter en halv Snees Spørgsmaale til de ærede Herrer Huusholdere ved Sct. Petri Menighed.

1. Hvorfor tøver de herrer så længe med at menigheden kan vælge ældste i kaptajn Könnemanns sted?
2. Da overslaget over Sankt Petri Kirkes istandsættelse var 30.000 rigsbankdaler *) i året 1814, og da det blev bekendtgjort for menigheden i året 1816 at istandsættelsen ikke heller havde kostet mere og at altså intet af kirkekapitalerne er blevet angrebet, så spørges: Hvorledes de ærede herrer i deres regnskab for 1815 og 1816 kunne ytre på tryk og fortælle at bygningsudgifterne var 52.230 rigsbankdaler? **)
3. Hvor er nu de her omtalte 22.230 rigsbankdaler?
4. Hvor er de desforuden ifølge generalregnskabet for 1816 endnu alligevel kirken tilhørende 22.700 rigsbankdaler?
5. Hvortil er de ved kollekterne indsamlede 76.833 rrgsbankdaler, 4. mark 13. skilling forbrugt?
6. Hvorfor er kirketårnet endnu ikke istandsat?
7. Hvorfor ligger hanen endnu på kuglen?
8. Hvorfor skal ringmuren endnu se ud som spejlæg?
9. Hvorledes er det muligt at fattigskolen har ejet 80000 rigsbankdaler og nu kun ejer 9.000 rigsbankdaler?
10. Hvorledes kan det gå til at kirken har været i besiddelse af 300.0000 rigsbankdaler og nu kun ejer 20.000 rigsbankdaler

København den 21. oktober 1826
G. M. Müller

*) Se: "Beritch über die Angelegenheiten der Sct. Petri Gemeine", etc. side 5.

**) Se regnskabet fra 24. november 1821, der fulgte som tillæg med den danske statstidende nr. 97.

(Politivennen nr. 564. Løverdagen den 21de October 1826, s. 697-698)

Redacteurens Anmærkning

Dette er en artikel i en lang række uhyrlige artikler, bragt i nr. 562, nr. 563, nr. 565 samt atter to i samme nummer, dels s. 716, dels s. 717-718, samt endelig i nr. 566. Se Redacteurens Anmærkning til den første artikel.

Flere Spørgsmaale til de ærede Herrer Huusholdere ved Sct. Petri Menighed.

Man ønsker at vide: Hvor de 20.000 rigsbankdaler som af testator er bestemt til lemmernes nytte i stiftelsen i Larslejstræde er blevet af?

Hvorledes man for at hjælpe en god ven i året 1817 har kunnet nedsætte 10.000 rigsbankdaler til lige så mange mark?

Ligesom også i samme år andre 7.000 rigsbankdaler til 7.0000 mark?

Fremdeles spørges: Hvor mange obligationer der endnu resterer i arkivet siden året 1812?

Endvidere: Hvad der har kunnet berettige til at afhænde den have som oprindeligt tilhørte det petersenske kloster?

Ligesom endelig også til efter branden 1807 at sælge begge præstegrundene såvel den på Nørregade som den på hjørnet af Sankt Pedersstræde og Larslejstræde af hvilke dog den sidste ved S. T. hr. Könnemanns omsorg er tilbagevundet, såsom han uden derfor at have fået erstatning genkøbte den for at køernes uharmoniske toner mv. så nær ved kirken ikke kulle komme til at blande sig med orgelets harmoniske da grunden var afhændet til en brændevinsbrænder?

G. M. Müller.

(Politivennen nr. 563. Løverdagen den 14de October 1826, s. 680-681)

Redacteurens Anmærkning

Dette er den sidste artikel i en lang række uhyrlige artikler, bragt i nr. 562, nr. 564, nr. 565 samt atter to i samme nummer, dels s. 716, dels s. 717-718, samt endelig i nr. 566. Se Redacteurens Anmærkning til den første artikel.

En utilladelig uorden.

Ved udlosningen af en vestfarer hørte indsenderen for en tid siden en rødhåret forsanger synge nogle viser der på en ikke hæderlig måde omhandlede nogle af stadens og statens agtværdigste mænd. Disse viser var af et så umoralsk indhold at det vist nok burde forbydes at synge de sidste på steder hvor en del af byens ungdom begærligt lægger øre til. At arbejdet under muntre sange går bedre fra hånden er vel acceptabelt, men usædelige sange burde under alle omstændigheder kun synges i et fremmed sprog der ikke forstås af ethvert ørevidne. Burde ikke skibets chef mulkteres når han ikke forhindrer sådanne utilbørligheder?

(Politivennen nr. 563. Løverdagen den 14de October 1826, s. 678-679)