Ønske fra Skibskirkegaard.

Nolite violare sepulera mortuorum (I skal ikke krænk de dødes gravsteder).  Næppe skulle man tro at denne selv af hedningerne overholdte regel ville blive overtrådt i en kristelig stat. Men at det desværre dog ofte er tilfældet, vil nedenstående sandfærdige beretning kunne godtgøre.

En enke havde anbragt et monument af støbt jern på sin hedengangne ægtefælles gravhøj. Søndag den 10. dennes lod hun sine børn gå ud på kirkegården for at dvæle ved deres elskede fars grav, og de fandt da kl. 3.30 om eftermiddagen alt i bedste orden. Men da de atter kl. omtrent 4.30 forinden de fik hjem, ville se til graven, var monumentet oprykket, og henlagt ved hækken ud mod Farimagsgade hvorfra det da rimeligt skulle have været bortført den efterfølgende nat.

Foranlediget heraf kan man ikke tilbageholde det ønske at rette ansvarshavende ville lade det være sig magtpåliggende at finde midler til at forebygge sådanne skammelige tyverier.

(Politivennen nr. 572. Løverdagen den 16de december 1826, s. 829-830)

Ønske ved Børsen.

Mange med mig anmoder Dem, højstærede hr. udgiver! at fremsætte nedenstående ønske i Deres gavnvirkende blad Politivennen:

"Om morgenen mellem 8-11 kan man ikke uden med stor fare for at ødelægge sine klæder, passere fortovet ved Børsen da næsten hele vejen er besat med fiskerkællinger som køber fisk på kvaserne for at sælge dem ved stranden, ja selv tjenestepier tillader sig at bære blodigt kød på fortovet og standser derved aldeles passagen. Ville dette uvæsen ikke ophøre når en politibetjent patruljerede der på oven nævnte tid og plakaten desangående atter blev kaldt i erindring. Selv om dette ønske adskillige gange har været fremsat, håber man dog at De godhedsfuld vil unde dette en plads i Deres blad, for atter at henlede de ansvarshavendes opmærksomhed på disse væsener der afstedkommer dette uvæsen

(Politivennen nr. 571. Løverdagen den 9de december 1826, s. 814-815)

"Farens Dage".

Det havde allerede længe før dette stykkes opførelse været bekendt at det rimeligvis ville give anledning til uroligheder i Skuespilhuset. Man kunne derfor med rette have ventet at politiet ville sikre den tilladte meningsytring og forebygge optrin som må indignere enhver retsindig. Det er en gammel erfaring at der ved produkter som kvalificerer sig til udpibning, sørges for at pøbelens bærme med argumenter som trænger igennem, nemlig prygl, bliver det dominerende parti. 

Således ved "Farens Dage" den 1. og 4. december. Anmelderen behøver ikke at fremhæve disse elendige som anmasser sig ret til at dømme i et anliggende hvorfor de er et hyret bolværk. Det var ikke blot første aften at disse herrer med deres stands veltalenhed søgte at bemægtige sig herredømmet som kun få havde mod til at gøre dem stridigt, da de ikke så deres liv under offentlig sikkerhed. Men også den anden aften da pibningen var almindelig, søgte de på alle mulige utilladelige måder at hævne sig på dem som ytrede en mening som afveg fra deres. Selv i logerne var publikum ikke sikker for disses tøjlesløshed. Det smerter anmelderen inderligt at sådant kan finde sted i København under vores humane politis ellers så årvågne øjne. Han håber med tillid at man ved de følgende forestillinger vil være retfærdig og beskytte enhver tilskuer mod en ophidset pøbels rå adfærd og til den ende stationere et tilstrækkeligt antal betjente i parterret, på gangene uden for logerne og hvor ellers det kunne findes fornødent til at opretholde orden. 

Ligeledes bør det indprentes dørvogterne (kontrollørerne) at de afholder sig fra al indblanding i denne sag som ikke foregår på gangen hvortil deres kommando indskrænker sig. Og anmelderen kan ikke skjule sit mishag over den skik at fortsætte med at opføre et stykke som så velfortjent er udpebet, ligesom over at klapperne efter at gongongen er hørt, endnu bliver ved med at ytre sig, mens piberne nødes til at tie, hvilket både er inhumant og stridende imod de givne bestemmelser.

For at jødernes "Farens dage" ikke skal blive de kristnes "Farens aftener" fordi de som forsvarer den gode smag som de andre deres tro ikke vil erkende pøbelens kompetence, tør man håbe at når nu disse afskyeligheder er påpeget offentligt så vil politiet kraftigt sætte en dæmning for det.

(Politivennen nr. 571. Løverdagen den 9de december 1826, s. 807-810)

Der findes næppe fremstillinger af denne begivenhed, så i stedet vises her det indvendige af Det kgl. teater under fremstillingen af Jacob v. Thyboe. C.F. Christensen omkring 1820-1830. Statens Museum for Kunst.

Redacteurens Anmærkning

Thomas Overskous (1798-1873) debutskuespil "Farens Dage" blev opført på de nævnte dage, samt yderligere tre dage inden for den næste måned. Studenterne havde forsøgt at pibe stykket ud. Overskou var arbejdersøn og på daværende tidspunkt (1821-42) skuespiller. Senere journalist, kritiker, forfatter og oversætter - og teaterhistoriker. Begrænset succes fik han senere med "Østergade og Vestergade" 31. december 1828.

Han gav sig selv følgende skudsmål i Den Danske Skueplads, bd. 4:

Dramaet "Farens dage" ... var et begynderarbejde der ved de optøjer, som det gav anledning til, gjorde en opsigt, hvilket det aldeles ikke kunne have vakt ved sig selv. Taget af en tydsk novelle, anlagt efter en fra theatrets spektakelstykker hentet kundskab om theatralsk effect, beregnet paa enkelte talenters fortræffelighed i bestemte fag og udarbeidet med nogen sands for poesie, var dette drama i en række knaldscener et af de saakaldte "taknemmelige skuespillerstykker" og godt egnet til at slaae mængden med rædsel, rørelse og overraskelser ...

 Den Store Danske skriver:

Hans tidligste skuespil, Farens Dage, 1826, Tre Maaneder efter Brylluppet, 1828 og Misforstaaelse paa Misforstaaelse, s.å. er nu glemt. De var forældede allerede da de kom frem og fulde af reminiscenser fra de tyske dramatikere A. F. F. v. Kotzebue og F. U. L. Schröder. 

Til de tre første opførelser på Det Kongelige Teater måtte publikum komme med bifalds- eller mishagsytringer. Men derefter var det ikke tilladt. 

En mere omfattende polemik af teatret kan læses i Politivennen nr. 692, lørdag den 4. April 1829: "A. B. C. til Theaterdirectionen", s. 209-215, samt Rachel Hertzeleins svar i Politivennen nr. 693, lørdag den 11. April 1829: "Til A. B. C. Manden i sidste Politiev", s. 229-232.

Replik til den veltænkende Indsender af Stykket mod Madame Lassen (rettere Larsen) i sidste Politieven

Det er nok så bekendt at madam Larsen (som ved kongelig bevilling grundet på Sundhedskollegiets og andre lægers erklæringer er tilladt kirurgisk praksis)  i en tid af en halv snes år har helbredt adskillige hundrede mennesker, til dels af de højere og højestere klasser, heriblandt en mængde som dels ved egen, dels ved deres lægers forseelse var forkvaklede og ansås for uhelbredelige *). Et sådant held i at kurere ville have indbragt en læge rigdom. Hende har det indrentet hendes patienters taknemmelighed. Men i øvrigt intet uden armod. 

Og nu står en person frem som ikke undser sig ved at forbitre hende livet ved at rippe op en  ulykkestildragelse som kan hænde i ethvert laboratorium og hvorved et kært barn berøvedes hende som var hendes trofaste og duelige medhjælperske og ydede de syge det omhyggeligste tilsyn. Dersom indsenderen endda havde haft grund til sin anke, var hans forhold dog noget mindre odiøst. Men at overfalde en kone med ukvems- og spotteord fordi hun ved vagtens hjælp lader fordrive en strimmel mennesker som bestormer hendes hus, endog efter at rette vedkommende har overtydet sig om urigtigheden af den mod hende gjorte beskyldning, det er mildest talt under al kritik. 

I øvrigt vil vel enhver erkende fortællingen om en kone "som har fået panden kløvet og dog bringes i vagten" for det den er, nemlig: usandhed og nonsens.

*) At andre sygdomme opstår hos hendes patienter efter at hun har helbredt dem, er en urimelig indvending, som gendrives dels derved at hun netop uddrager alle onde væsker af legemet før hun læger sårene, dels ved justitsrådinde L's, kommandør S.s, krigsassesor Rsd og mange fleres eksempel som endnu mange år efter deres helbredelse er fuldkomment sunde og raske.

A.Jensen

(Politivennen nr. 570. Løverdagen den 2den December 1826, s. 789-791)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 568. 18. november 1826, s. 753-757, og blev besvaret i Politivennen nr. 572. 16. december 1826, s. 830-831

Et, af Portcontrolleur Schwarts foranlediget, tidsspildende Ophold ved Stadens Nørreport.

Lørdag den 23. september kom en af byens bagermestre til stadens Nørreport med et læs mel som han havde ladet male på Roskilde Vandmølle. Da han have tabt den på møllen modtagne vejeseddel, og ikke med vished kunne erindre hvor meget mel han havde, besluttede han sig til at angive vægten så høj at der i så henseende ikke kunne ophvile ham noget ansvar. Hvilket siden også viste sig da han havde betalt en accisse af 9 lpd. mere and han havde på vognen. Efter at melet således var vejet og vægten befundet rigtig, erklærede den konstituerede portkontrollør, premierløjtnant Schwartz tillige med en vis toldbetjent at melet skulle sorteres, hvorpå han tog prøver af 3 halve sække af ringere sort, og af 2 sække af nr. 1, forseglede derpå de 3 halve sække med dobbelt segl og erklærede at det forseglede mel skulle synes ved toldboden. Men forandrede efter tilstrækkelig lang betænkningstid denne sin beslutning idet han nemlig sendte en betjent i byen for at få melet synet hos en møller. Anmelderen der var overbevist om at melet var af den angivne kvalitet, kunne naturligvis intet have at indvende imod det intenderede syn, men ytrede blot sin misfornøjelse over det derved forvoldte lange og unødvendige ophold, især da forskellen på de flere sroter mel var så kendelig at enhver bonde ville have kunnet skelne til hvilket sort enhver prøve burde henføres. Men her var jo intet andet at gøre end at tie og lide, og først da betjenten kom tilbage, blev det anmelderen tilladt at køre ind i byen med sit mel, efter at seglene var taget bort, og efter at han var blevet opholdt fra klokken 10 til klokken 12.30, altså i 2½, skriver to og en halv time.

Om man endog i dette tilfælde vil kunne rose hr. portkontrollør premierløjtnant Schwartz og den omhandlede betjent for embedsiver, og sindig, lovlig og betænksom fremgangsmåde - noget anmelderen aldeles ikke vil indlade sig på at bedømme - så synes man dog berettiget til at antage at ingen af dem har haft eller tiltroet sig selv varekundskab nok for at kunne henføre nogle højst forskellige melsorter under deres rigtige benævnelse, eller med andre ord at de ikke var kendere af mel, hvilket man dog vel med rimelighed kunne vente sig af mænd i ders embedsstilling. Og anmmelderen slutter således denne sandfærdige fremstilling med det ønske at en eller anden sagkyndig vil fremkomme med forslag til et forebyggelsesmiddel mod sådant ubehageligt og tidsspildende ophold.

(Politivennen nr. 570. Løverdagen den 2de December 1826, s. 785-788)