At bomforpagterne er berettiget at holde bommen lukket når tid og omstændighed gør det fornødent, derom vil vist hverken forfatteren af oven nævnte stykke eller nogen anden betvivle, da den ellers ikke behøvedes. At holde belysning ved den, kan ikke påhvile forpagteren udover så vidt at de passerende kan se at tælle de befalede passagepenge. Og hvis nogen ved uforsigtig kørsel beskadiger bommen, så bliver han pligtig at erstatte skaden. Hvortil også manden for hvem dette skete den 25. i forrige måned på Amagerport bom erklærede sig beredvillig uden mindste modsigelse.
At jeg bestrider min post med den mest nøjagtige opmærksomhed som er muligt, kan bevidnes af agtbare mænd hvis førnævnte forfatter skulle ønske og æske det. Hvad benævnelsen "skillingsmand" angår, da må jeg lade den gode herre vide, hvis han ikke allerede ved det, at disse mænd allerede for mange år siden er afgået og at denne benævnelse rimeligvis ikke nu kan være anvendelig på nogen.
Endelig må jeg rent ud sagt erklære at jeg ikke har forpagtet bomforpagtere, hvilket publikum let skulle falde på at mene, dersom jeg ikke offentligt modsagde den benævnelse som allerede nævnte forfatter har tillagt mig som "forpagterens forpagter". Jeg er kun ligefrem forpagter af Amagerports bomindtægter efter lovlig kontrakt.
I øvrigt var det at ønske at mænd i deres lovlige forretninger kunne være fri for vinkelskriveres chikanerende anmærkninger. Således tror jeg hver ærekær mands mening er, og således mener jeg.
C. P. Dethmer.
(Politivennen nr. 580. Løverdagen den 10de Februar 1827, s. 84-85).
Det er meget ofte tilfældet at lygterne på Amagerbro forbliver utændt, mens man inde i byen Christianshavn allerede har vandret i lyset henved 1½ til 2 timer. Et sådant egyptisk mørke udbredte sig også over nævnte bro forleden 25. januar. Og da det netop den dag mod sædvane behagede bomforpagternes bomforpagter, en skomager Dethmer at lade bommen ved Amagerport gå ned mellem 7 og 8 om aftenen, så blev følgen af det og af det mørke som alt var indhyllet i, at en amagerbonde der troede bommen var åben, som sædvanligt med sin slæde kørte lige mod samme. Og det med en sådan kraft at den knækkede ved det.
Der opstod en heftig ordstrid mellem bommanden der nu krøb ud af sit hus og amagerbonden. Og efter at bonden var blevet opholdt over en halv time, endte det med at sidstnævnte måtte deponere 5 rigsbankdaler for den tilføjede skade på bommen.
I henhold til forestående faktiske omstændigheder tør man mene at vægteren på Amagerbro har en ordre der er ukendt for indsenderen, ifølge hvilken han kan undlade at tænde lygterne til sædvanlig tid. Den ordre ønsker man i så fald ændret og endvidere at nævnte forpagter er fritaget for at udhænge lygter når han lader bommen gå ned på en tid det er bælgmørkt på broen.
Med hensyn til dette sidste da synes det virkelig rimeligt at bommanden blev indskærpet at udhænge eller udsætte lygte hvis man endog ville skåne ham for den ubehagelighed selv at forlade kakkelovnskrogen i bomhuset. For således som sagerne forholder sig nu, er der stor fare på færde såvel for folk som fæ.
(Politivennen nr. 579. Løverdagen den 3die Februar 1827, s. 65-67).
Eckersbergs billede fra 1809 af Amagerport. I baggrunden bommen. Med Frelser Kirke og formentlig Lille Mølle bagest.
Vagthuset fra Eckersbergs billede findes såmænd stadig, selv om det blev flyttet da man udvidede vejen. (Flere billeder bl.a. fra flytningen findes her. Kik under Historier G-O, Om vagthuset ...) Bommen er for længst fjernet. I nederste højre hjørne kan man lige skimte Christianshavns Vold. Udsigten mod Frelserkirke er derimod spærret af etagebyggeri.
Redacteurens Anmærkning.
Indsenderen som ønskede at se "Kong Salomon og Jørgen Hattemager" der opførtes søndag den 14. i denne måned, henvendte sig til Hyskenstræde nr. 145, hvor han for 1 rigsbankdaler fik en billet til Litr. Q i anden etage. Denne loge er højest indrettet til 13 personer. Men ved ankomsten fandt anmelderen allerede 14 af forskellige førlighed sammenstuvet i den. Og mens han forsøgte at få en plads, kom endnu den 17. til. Til alt held havde en bekendt lejet den tilstødende loge, hvori 2 af omhandlede loges uheldige lejere blev optaget. Ellers havde de aldeles intet fået at se for de udlagte penge.
På grund af det har man ikke villet undlade at henlede almenhedens opmærksomhed på denne nu så gængse handel, idet man vil meddele dem det råd at forvisse sig om at der ikke udlejes flere pladser end logen kan rumme, da det i modsat fald er klart at man kaster sine penge bort for at fylde de pågældende logehøkeres lommer. Ligesom man også vil råde disse til ikke at se så meget på den øjeblikkelige profit som til at drage omsorg for at den kan være af sand varighed.
(Politivennen nr. 578. Løverdagen den 27de Januar 1827, s. 61-62)
P. Klæstrup: Høkerloge.
Redacteurens Anmærkning
Der er tale om Johan Ludvig Heibergs første vaudeville som blev opført første gang 28. november 1825 på Det Kongelige Teater. Den ene af teatrets direktører, K. L. Rahbek havde ellers modsat sig opførelsen af sådanne "godtkøbsløjer", men publikum var begejstret og strømmede til som aldrig før. Hele 15 gange blev stykket opført den første sæson. Heiberg selv skrev at succesen skyldtes at den indeholdt lokalkomedie, og at den
"ikke blot behagede hoffet og de højere cirkler, men den blev sunget på gadehjørnerne og i kældrene og skaffede teaterkassen en indtægt, selv fra den klasse som aldrig eller sjældent besøger komedien, mens tillige en stor mængde dannede mennesker, som i mange år havde trukket sig tilbage fra teatret og dets interesse, forførtes ved dette stykke til at komme tilbage..."
I henseende til de klagepunkter som Joh. Andr. Struwe har troet sig beføjet til at anføre imod mig 1. at jeg nemlig har nægtet ham godtgørelse på en passerseddel som var over 24 timer gammel, og 2. at jeg i denne anledning har vist ham grovheder, da erklærer jeg det første klagepunkt imod mig for sandfærdigt som overensstemmende med de kongelige konsumptionsanordninger og den mig meddelte instruks. Modsat ville jeg have handlet mod min pligt, med rette fortjent mine foresattes tiltale og pådraget mig selv ansvar. Retfærdiggjort ved landets love behøver jeg altså intet forsvar for min handlemåde i denne henseende.
Men hvad det andet punkt angår, da vil enhver fornuftig indse at der i denne sag umuligt kunne være nogen anledning for mig til at være grov, men rimeligere for den som ved sit alt for lange ophold i byen tabte sine deponerede penge, og skulle jeg have sagt Struwe noget ubehageligt eller stødende ord som jeg dog ikke kan tro, må det sikkert have været til genmæle på de grovheder som han rimeligt har sagt mig fordi jeg nægtede ham godtgørelsen. Hvilket jeg vel heller ikke havde nødigt at tåle i det øjeblik jeg stod på min post og gjorde min pligt.
Det er en let sag at gøre beskyldninger mod en betjent som er alene på posten og uden vidner og hvis forretninger desuden er forbundet med ubehageligheder og chikaner af de forskellige slags folk han har med at gøre. Men når man vil beskylde nogen, må man være belavet på at bevise beskyldningerne, og jeg opfordrer derfor herved Struwe til at opgive de grovheder der af mig skulle være fremførte imod ham. For at jeg sagde at passersedlen ikke var 4 skilling værd, er dog vel ingen grovhed.
Dette er ikke mit forsvar, for min handlemåde i denne sag behøver intet forvar. Men mit svar på Struwes usandfærdige klagepunkter og jeg ville end ikke have værdiget disse noget svar, hvis ikke det havde været for at fremstille sagen i sin sande skikkelse for min høje foresattte og for det offentlige hvis dom aldrig er ligegyldig for mig.
Roskilde den 8. januar 1827
Clausen.
(Politivennen nr. 577. Løverdagen den 20de Januar 1827, s. 38-40)
Ved den sidste ulykkelige ildebrand på hjørnet af Kompagni- og Badstuestræde mistede husets tjenestetyende alt hvad de ejede, eftersom ildens heftighed forbød al adgang til loftet hvor de havde deres ejendom stående. De fleste familier der boede i huset, mistede mere eller mindre af deres indbo eller fik det beskadiget. Og da de ikke var forsikret, var det sandsynligt at de ikke efter ønske kunne yde de stakkels tjenestetyende nogen erstatning. Anmelderen som kender sine medborgeres godgørenhed og medlidenhed, opsatte derfor en bøn til disse om en lille skærv for de brandlidte tyende. Men på Adressekontoret nægtede man at indrykke annonce før det var påtegnet af den beskikkede censor. Man henvendte sig derfor til denne som gav til svar, at annoncen skulle påtegnes af den administrerende direktion for fattigvæsenet. Man gik derfor til en af de herrer direktører med anmodning om at få den forlangte påtegning, men fik det svar: at det var forbudt at en sådan annonce om hjælp måtte indføres i offentlige blade.
Skønt anmelderen ikke kan indse hvilken skade det kan forvolde fattigvæsnet om man endog ved en sådan lejlighed bad medborgerne om et lille bidrag, som jo var aldeles frivilligt, så måtte han dog tro at forbuddet fandt sted, og altså opgav han sit forsæt på denne måde at udvirke noget til de brandlidtes tarv. At der imidlertid sker undtagelser fra nævnte blad, giver Adresseavisen flere eksempler på, hvoraf man blot vil anføre et. Da en ulykkelig brand henved for 2 år siden havde fortæret hjørnehuset af Gothersgade og Grønnegade, opfordrede de herrer kaptajn v. Haffner og isenkræmmer Ebbesen deres medborgere til at lette de brandlidtes kår. Deres forventning blev ikke skuffet og den københavnske borgers godgørenhed viste sig her som altid med ædelmodig hjælp. Man så derfor kort tid efter i Adresseavisen ikke alene disse to hædersmænd aflægge regnskab for de modtagne gaver, men også adskillige brandlidte aflægge deres tak for den tildelte hjælp.
"En ulykkelig brand fortærede for henved for 2 år siden hjørnehuset af Gothersgade og Grønnegade." (Gothersgade med Grønnegade løbende ind til venstre. Det blå hjørnehus nr. 19 er opført 1827 for hørkræmmeren Hans J. H. Stæhr. Nr. 17 er fra 1766).
Ved den lejlighed kan anmelderen ikke undlade at gøre opmærksom på de mange annoncer om små lån, der dagligt findes i Adresseavisen. Annoncerne som følgende der findes i Adresseavisen nr. 306 for lørdag den 30. december 1826 lyder sådan: "En svagelig og sengeliggende enke med 4 små uforsørgede børn, anråber en ædelt tænkende mand eller kone om et lille lån på 1 til 2 rigsdaler. Hvorved nærværende kummerlige forfatning ville afhjælpes. Anvisning osv". Det røber tydeligt nok at de indrykkes for at tilvende sig almisse og det muligt fra flere. At de lyder på lån, er kun for at omgå forbuddet og for at få dem indrykket. Men da sådanne annoncer findes så hyppigt at fremmede må anså hoben af stadens indbyggere for prakkere og det vist nok er muligt at mange uværdige på denne måde benytter sig af medborgeres medlidenhed, så var det nok rigtigt om sådanne annoncer ikke blev modtaget uden at de var påtegnet af en eller anden pålidelig mand der kendte ansøgeren.
(Politivennen nr. 577. Løverdagen den 20de Januar 1827, s. 33-36)
