Commandeur i Søetaten og Waterschout P. N. Sølling, Ridder af Dannebroge.

Født på Christianshavn den 13. september 1758

Død i København den 7. februar 1827.

Jeg var så uheldig at blive forkert underettet om den forevigede afdødes begravelsesdag, så at jeg ikke kunne vise ham den sørgelige pligt at ledsage ham til hans hvilested. Imidlertid søgte jeg efter inge evne at hædre hans minde ved nedenstående strofer som jeg besluttede at tilsende Dagens redaktør, med anmodning om at samme måtte blive indrykket. Men da jeg af Dagen nr. 39 så at redaktøren ikke ville modtage mere til erindring om denne hædersmand, og jeg ikke skøttede om fyr dyr betaling at tilkøbe mit ringe kvad en plads i Adresseavisen, aftrykkes det her. De ærede læsere vil sikkert tilgive mig denne lille afvigelse fra bladets plan, og det så meget mere som den agtede afdøde ofte har fremsat nyttige vink i bladet, og tillige beæret mig som dets udgiver med sit hædrende venskab.

Lad, Æol! nu dine storme bruse!
Stræk din fork, Neptun! fra havets skød!
Han hvis mod ej uvejr kunne knuse:
Peter Norden Sølling er nu død.

Nora gav ham liv; på moderarme
Vugged Dana ham, og gav ham brød
Derfor elskede han med lige varme
Begge tvillingsøstre til sin død.

Tidligt alt på himmelhøje bøge
Tumledes han tit til fjerne kyst;
Danskes vej til ros og magt at følge,
Var hans ungdoms ønske, manddoms lyst.

Afrikas og Indiernes stæder
Hilsed' dannebroge fra hans stavn
Hævde flagets ære var hans hæder;
Derfor agted' fremmede hans navn.

Rørt han så den norske sømands farer
I den åbne båd på oprørt hav;
- Døden ej sit visse bytte sparer.
Mangen fandt i bølgerne sin grav.

Dog hans snilde snart udfandt at dæmpe
Havets magt og barske stormes stød
Søllings snekker kunne dem bekæmpe,
Redde liv og skaffe mange brød.

Men han så affældig sømand vanke
Trøstesløs og lide bitter nød:
Og hans ædle hjerte greb den tanke:
"Du må frelse ham fra hungersdød".

Og hvad virked han? - Hans trøstebolig
Vidner mer derom end præget guld;
Her den gamle sømand hviler rolig,
Til han bytter den med gravens muld.

Ja, hans død har oprejst ham et minde
I hver brav og ærlig sømands bryst,
Varigt, evigt, vil det først forsvinde
Med den sidste båd på Thules kyst.

Egeløv spred, Dana! om hans båre!
Plant ved graven, Nora! Granen grøn!
Ofrer begge ham en vemodståre;
For han var jo eders fælles søn

K. Kristensen.

(Politivennen nr. 581. Løverdagen den 17de Februar 1827, s. 107-109).

Peter Norden Søllings gravsted på Holmens Kirkegård i København. Foto Erik Nicolaisen Høy, kbhbilleder.

Svineri paa Vesterbro.

I stedet nr. 36 på Vesterbro har i de sidste 2 år jævnligt hersket et væmmeligt svineri, især derved at natrenovationen ikke udføres forinden lang tid efter at skarnet løber ud af kasse, og afstedkommer således en lige så usund som afskyelig stank, hvilket i sidste hede sommer var højst ubelejligende.

Sidste 8. januar blev renovationen allerede kl. 8.30 om aftenen udført fra nævnte sted, hvilket også var højst ubehageligt. For vel kan det ikke nægtes at bortkørelsen af disse menneskeekskrementer var højst nødvendig eftersom lokummet allerede i 3 uger havde løbet over, og det ikke havde været muligt at betræde samme uden at besudle sine klæder, men man tør dog antage at dette for lugteorganerne så ubehagelige arbejde burde have fundet sted på den lovbestemte tid.

Idet man bekendtgør forestående tillader man sig den bemærkning at ejeren af gårdens beboere ofte er blevet anmodet om at hæmme dette væmmelige svineri, men at alle anmodninger hidtil har været frugtesløse. Hvilket er grunden til at man har valgt denne vej, for dog engang at få tingene bragt i orden.

(Politivennen nr. 581. Løverdagen den 17de Februar 1827, s. 105-106).

Indsendte Bemærkninger om dyre Aviser paa Landet.

Kære herr Politiven!

Jeg læste såmænd Deres blad med megen fornøjelse fordi han tager sig så smukt af os stakkels landmænd. Og jeg har selv tænkt på at få sådan en avis indrettet for vores by hvor der sågon ikke var så lidt at skrive om i de betragtninger. Men det var egentlig ikke det jeg ville skrive om. Jeg ville lade Dem vide at mændene i vores by er lidt nysgerrige på at vide hvorledes det går til derude i verden, og så har vi da skaffet os denne hersens tysker som man kalder Børsen-Hallert. Vi kan sågon selv ikke læse ham. Men vores skolemester som er en Fandens karl, og som forstår alting lige indtil at lave rottefælder, og som køber grumme mange kønne bæger på alle auktioner her på egnen, tyder den for os. Men gid ham ske en ulykke, tror jeg ikke han både lyver og praler og narrer os. For han læser os så megen sniksnak for af den og den i konsistorier og repræsentanter som vi bønder nok kan forstå kun går ud på at mele deres egen kage. Og så ender han med at de dog fik deres vilje igennem, skønt det var til skade både for kongen og deres medborgere, og det kan dog aldrig være rigtigt. 

Da vi nu fik at vide at en mand der langt ude i Altona, så tænkte vi Hille død! der kan vi spare en skilling og selv se hvad der står. Og straks måtte jeg til posten og bestille den danske altonaer. Da vi fik det første blad, blev vi grumme glade over at se noget vi forstod. Men da jeg hentede det andet, sagde den vrantne postmester det koster 6 rigsbankdaler 67 1/4 skilling i kvartalet. Herre gud, sagde jeg. Vi gav jo kun lidt mere for Børsen-Hallerten som var 6 store blade om ugen, skulle vi nu betale så meget for disse 2 små blade? Er da det danske tungemål så meget tungere end det tyske? Men postmesteren som kun giver få ord for pengene, tog et brev og sagde ganske tørt: "Der kan han se". Jeg kløede mig bag øret og gik. Men se nu kommer hvad jeg egentlig ville sige: Jeg ville bede Dem, kære herr Politiven! at gøre os lidt besked om den sag. Ved han den ikke selv, så har han vist patroner og venner derinde i hovedstaden som kan sige ham det.

(Politivennen nr. 581. Løverdagen den 17de Februar 1827, s. 102-104).

Slem Kattejagt paa Christianshavn.

I nogen tid har der på Christianshavn været holdt slem jagt efter katte. I den senere tid har man hver morgen set nogle ligge flåede på gaderne, men endnu ikke så mange som den 11. februar da der i gaden ved Langebro lå 15, skriver femten stykker flåede katte som gadedrengene havde deres spas med, og lagde i rader udenfor brandkorpsets depothus. mange husejere på Christianshavn savner deres katte, og skal denne jagt vedvare, bliver der nok ikke en tilbage, så at utøjet vil få overhånd. Ønskeligt var det derfor om denne jagt kunne blive noget indskrænket, hvilket formentlig kunne ske dels når vægterne ville have strengt tilsyn med de personer der om aftenen silde driver omkring på gaderne, dels at vedkommende ville afholde sig fra at købe katteskind af enhver der sælger samme.

(Politivennen nr. 581. Løverdagen den 17de Februar 1827, s. 101).

Et Par Ord om Udlændinge der vinde Borgerskabet her i Landet.

Herr Udgiver!

Deres blad har til hensigt at hæmme en del uordener der på grund af mangel på påtale ellers måske let opdagedes af den der efter at være kommet til kundskab om dem, med fornøjelse bidrog til deres afskaffelse. Derfor tillader indsender sig at indsende disse linjer for at gøre Dem ulejlighed med at indrykke følgende:

Det skal ofte være tilfældet at der her i landet kommer udlændinge der er indkaldt af familie eller venner som allerede opholder sig her. Disse mennesker der aldeles ikke kender til handel, men blot har drevet om for hver mands dør og på markeder med en kasse pilleri på nakken og ikke har stået visse år i lære (hvilket jo er pålagt enhver indlænding der vil sætte sig ned enten hvor der er laug eller ikke), går siden i kompagniskab med andre der allerede har borgerskab. Og når disse sidste, hvilket oftest er tilfældet, efter at have fyldt deres pung på næstens bekostning, rejser hjem for nu ret anstændigt at sætte sig i virksomhed i hjemmet, tager kompagnonen borgerskabet og afløser sin bortrejste landsmand for til sin tid atter at kunne følge i hans fodspor. 

Dette skal også finde sted i købstæder på landet hvor det italienske eller fremmede navn snart viser hvorfra købmanden (om man bør kalde en sådan ukyndig i faget således) har sin oprindelse. At dette sker til fornærmelse for indlændingen der ikke uden møje kommer så vidt at han bliver kvalificeret til at tage borgerskab NB om han har evne til at blive sin egen mand, er jo meget naturligt. Og at købere heller ikke altid finder sig tilfredse med at handle med personer der ikke står i den forbindelse med landet og dets beboere som indlændingen der er født, opdraget, oplært i samme, er jo lige så antageligt. Man måtte derfor ønske at det i fremtiden også på landet blev gjort mere vanskeligt for udlændingen at vinde borgerskab, allerhelst på en tid da der gives så mange munde om enhver bid brød.

(Politivennen nr. 580. Løverdagen den 10de Februar 1827, s. 86-87).