Indstændig Bøn til Kjøbenhavns Magistrat og Brolægningsvæsenet med Hensyn til Sct. Nicolai Vagttaarns nærmeste Omgivelser.

Om pladsen ved Nikolaj Vagttårn kan med grund siges at den er et af stadens stedbørn. For det er nu snart 32 år siden kirken brændte af, og endnu er pladsen ikke engang foskønnet ved planering. Derimod ser man en mængde usymmetriske bræddehytter oprejste omkring den ujævne, ofte med døde hunde og katte bestrøede plads, hvilket såvel afgiver et ubehageligt skue som det ubestridt også må give begrundet anledning til enhvers, især fremmedes ufordelagtige omdømme, da det virkelig overgår alles forventning at finde en sådan, for øjet så lidt indbydende plads midt i hovedstaden.

Men det er ikke alene øjet der stødes ved at passere nævnte plads, fodgængernes fodtøj må til bunds undgælde den i høj grad dårlige brolægning der begrænser samme, især på de to mest bevandrede sider, nemlig fra Nikolajgade til Vingårdsstræde og fra dette stræde hen til Nikolaj Plads.

De fleste af stadens kvindelige tjenestetyender og de husmødre der ikke holder sig for gode til selv at besøge slagterboderne, bønfalder derfor, alle med en røst, brolægningsvæsenet om at få pladsens opgivne omgivelser omlagt tildet kommende forår, en bøn enhver indbygger rimeligvis istemmer, da det jo er bekendt nok at kødet i de pladsen omgivende væmmelige svinestier - slagterboderne - i søleføre overstænkes af gadeskarn, så ofte en kørende eller ridende passerer forbi, og i tørt vejr bedækkes af støv *)

Anmelderen tør mene at stadens høj-og velvise magistrat der især i de senere år har bidraget så meget til stadens og dens omegns forskønnelse, vil bevirke at Sankt Nikolajs skønne vagttårn hvis hensigtsrigtige konstruktion berømmes af alle, på tårnklokkens lyd nær, hvilken i den senere tid er undergået en mindre ønskelig forandring, ikke længere skal befinde sig iblandt så højst anstødelige omgivelser.

*) Indsenderen finder det uhensigtsmæssigt at gadefejningen og renovationens bortkørelse foretages på en tid da slagterboderne er åbne og behængte med det kød der siden skal tjene mennesker til føde. Men mener derimod at begge dele mest passende kunne finde sted om eftermiddagen efter kl. 5 på hvilken tid de fleste boder i almindelighed er lukket.

(Politivennen nr. 585. Løverdagen den 17de Marts 1827, s. 161-163).

Utilbørlig og uchristelig Fremgangsmaade af en christelig Præstemand.

1. Er det ikke et kristeligt bud at man bør anse ethvert menneske for sin bror, uanset hvilken religion han bekender sig til.
2. Er det kristeligt handlet af en protestantisk præst at nægte en katolik som opholder sig i hans sogn og som ligger på sit sygeleje meddelelsen af alterens sakramente? og
3. Er det ikke i høj grad ukristeligt når en luthersk-protestantisk præst endog - mirabile dietu!! - undslår sig for at berede sin på sygelejet henstrakte bror til døden ved en opmuntrende og trøstende tale?

Spørgsmålet og atter spørgsmålet om ting som enhver ved. Og hvor overflødige er ikke disse spørgsmål i vores kristelig oplyste Danmark, hører jeg dig udbryde, kære læser! Jeg må derfor næst en undskyldning for at have intimeret med spørgsmålet, forsikre dig om at en virkelig tildragelse ligger til grund for mine fremsatte spørgsmål, samt at en sjællandsk præstemand som kalder sig selv kristelig, i januar måned i år virkelig har gjort sig skyldig i et forhold som det omspurgte. Og dertil tilføje at navnet af en måske utidig skånsomhed er fortiet, men at det når rette vedkommende måtte ønske eller fordre det, kan blive opgivet i forbindelse med de faktiske omstændigheder jeg her vil tillade mig at fremsætte.

I et pastorat omtrent midt på Sjælland levede indtil midt i januar måned dette år en bedaget katolsk kristen. Han havde opholdt sig i sognet i henved 40 år, altid opført sig som det egnede sig for en god borger og ærlig dansk undersåt, ladet sine børn opdrages og konfirmeres i den lutherske lære, samt jævnligt besøgt den lutherske kirke, eftersom vejens længde og hans tiltagende alder og svagelighed ikke tillod ham så ofte som før at tage til hovedstaden for at dyrke sin gud i overensstemmelse med de katolske forskrifter.

Henstrakt på et smerteligt sygeleje følte han samvittighedsnag over i de tidligere år så sjældent at have besøgt det katolske kapel i hovedstaden, og da alt håb om nogensinde mere at kunne lovprise Gud under dets hvælvinger var ham betaget, lod han stedets præst, hvis taler før havde opbygget ham, tilkalde for af denne gejstlige at blive trøstet og beredt til den død han mærkede nu nærmede sig med stærke skridt. Men præstemanden affærdigede buddet med det svar at han ikke kunne have med den syge at gøre da han bekendte sig til den katolske religion.

"Henstrakt på et smerteligt sygeleje følte han samvittighedsnag over i de tidligere år så sjældent at have besøgt det katolske kapel i hovedstaden". (En døende fader forener et ungt par. Christoffer Wilhelm Eckersberg. Statens Museum for Kunst). 

Opbragt over dette præstens svar henvendte en af den døendes nærmeste slægtninge sig til præsten, forestillede ham det utilbørlige i hans forhold og bragte det efter mange forestillinger dertil at præsten aflagde et besøg hos den syge 2 dage forinden denne vandrede ind for hans åsyn hos hvem der ikke er nogen persons anseelse. Under besøget ytrede den døende de inderligste ønsker om at blive meddelt sakramentet eller hvis præstens lutherske tro derved skulle lide noget, da at blive forberedt til døden ved en beroligende og trøstende tale, eftersom han mærkede sit endeligt nær. Men vores kristelige gejstlige var ikke at bevæge til nogen af delene. Den eneste trøst han kunne forunde den døendes højst bedrøvede ægtefælle var at han ved sin bortgang med en profetisk mine forsikrede hende om at hendes mand ikke døde denne gang, samt at han ville sendeham en bedre bog end den hvori han læste. 

Kort sagt, præstens skyndte sig bort og lovede vel at komme næste dag igen, men han udeblev og den retskafne, bedagede olding indgik to dage efter til de evige boliger, hvor han hos Alherren holdt sig forvisset om at nyde den trøst og husvalelse hans ringe tjener så hårdnakket havde vægret sig ved at yde ham her.

Referenten slutter denne sandfærdige beretning i det han ikke kan andet end at billige digteren R. C. Bruuns ord når han siger:

"Thi den hvis vandel er ren og ret,
Hans tro umuligt kan være slet".

(Politivennen nr. 584. Løverdagen den 10de Marts 1827, s. 155-159).

Redacteurens Anmærkning

Politivennens udgiver Kristen Kristensen skrev et svar i Politivennen nr. 619, 10. november 1827

Bøn om en Mundkurv for en bidsk Hund paa Vesterbro.

Onsdag den 22. februar blev et ungt, meget vakkert menneske fra Amager farlig bidt af en glubsk hund som tilhører kældermanden der bebor NB 2 kældre under huset nr. 77 litra E på Vesterbro. Hunden kom springende ud af den ene kælderdør da jeg gik forbi samme, formentlig for at ville have fat i mig, men da jeg var et par skridt for ved den uheldige, slap jeg, hvorimod hunden greb ham i det ene lår med en sådan voldsomhed at den udbed et stykke af bukserne og låret som formentlig vil have farlige følger for mennesket. - Dette ønskes anmeldt i Politivennen for at andre om muligt kan vogte sig for denne hund ved at sky dette fortov og det indstilles tillige om ikke denne hund bør dræbes eller i det mindste forsynes med en mundkurv.

(Politivennen nr. 583. Løverdagen den 3de Marts 1827, s. 143-144).

Mine Hændelser paa en Vandring igjennem Hovedstaden

"Wenn Jemand eine Reise thut,
So kann er was erzählen
Drum nahm ich meinen Stock und Hut,
Und that das Reisen wählen.
Dran hat er gar nich übel gethan;
Erzähl drum weiter herr Urian!"

Den meste tid af mit liv har jeg tilbragt på landet. Ked af altid at opholde mig der, besluttede jeg efter en snes års forløb at gøre en tur til hovedstaden for der at tilbringe en føje tid blandt frænder og venner, og at se byens herligheder og forskønnelser efter et så langt tidsrum. Jeg pakkede i min rejsesæk, tog min hat og stok og efter salig Claudius' råd "that das Reisen wählen".

Med muntert sind og frejdigt mod samt hovedet fuld af de mange glæder jeg ville nyde i hovedstaden, forlod jeg min usle by. Men skuffet blev jeg, arme Jørgen! i alle mine store forventninger. Min glæde blev - fortræd - og jeg vil derfor kort meddele mine oplevelser og hændelser på denne min rejse.

Forinden min afrejse skrev jeg til min fætter om at leje mig et logi som jeg efter min ankomst fandt lige efter ønske. Træt af den lange rejse lagde jeg mig til hvile. Og min ven Morfeus indfandt sig straks hos mig. Men næppe havde jeg sovet nogle få timer før jeg blev vækket af en forfærdelig hamren. Jeg var derfor nødt til så træt og søvnig jeg end var at forlade mit bløde leje. Jeg gik til vinduet for at se hvad det var for en skrækkelig og bedøvende hamren og så da 3 mænd hamre på en kobberkedel lig den jeg læste om i Münchhausens troværdige rejse. Min søvn var da nu endt. For det var umuligt at høre mine egne ord, langt mindre at tænke på søvn ved sådan en spektakel. Du min store Gud! tænkte jeg, er denne larmende og bedøvende håndtering på offentlig gade tilladt her? da vil jeg jeg sandelig ikke bo i et sådant nabolag om man endog ville give mig gratis kvarter.

"Men næppe havde jeg sovet nogle få timer før jeg blev vækket af en forfærdelig hamren. " (P. Klæstrup: Kobbersmede på gaden)

Jeg klagede min nød til min fætter der noget efter besøgte mig, og han lovede at skaffe mig et andet logi. For mit hoved var ganske ørt. Jeg fremsatte det spørgsmål til ham hvorfor sådant arbejde på gaden ikke var forbudt da enhver larmende håndtering burde henvises til en udkant af byen eller uden for en af portene hvor man godt kunne forarbejde disse gigantiske kedler og ikke mere svække den svage og forstyrre den sunde med denne græsselige hamren. 

Efter at have nydt en kop løvetandskaffe og iført mig mine søndagsklæder, hastede jeg med at komme fra dette bedøvende klipklap og foretog mig en tur gennem byen.

Jeg havde næppe gået 3 gader langt før jeg faldt over et vippende rendestensbræt og rev hul i min ene støvle. Jeg rejste mig op og var glad over ikke at have brækket benet, hvilket jeg har hørt ofte skal være tilfældet her. Til hvilken nytte er disse rendestensbrætter? tænkte jeg når de ikke er således fastgjorte at man trygt kan træde på dem uden at risikere at få sit fodtøj, sine klæder og lemmer spoleret? I sådanne betragtninger vandrede jeg videre. 

Men ved at stå stille i en gade for at se hvor hurtigt man der opførte en bygning med høje kirkevinduer som man sagde mig skulle være butiksindretninger, blev jeg klar over at min gode søndagskjole var fuld af tran som jeg havde fået ved at stå under en gadelygte. Jeg var sandelig nær ved at græde over dette syn. For denne kjole var næsten ny, skønt jeg kostede mig den til mosters sølvbryllup for 6 år siden. Skal sådant være tilladt, udbrød jeg? Burde vægterne ikke strengt påtales til at nøje efterse og passe de anbragte lygter? og burde de ikke straffes nå sådant uheld som mit indtræffer? Fortrædelig herover gik jeg fremad. 

Efter at have passeret 4 til 5 gader gjorde jeg holdt for at betragte en i mine øjne snurrig mælkevogn. Men jeg var dog først så forsigtig at se om der ingen rendestensbræt var som kunne rive min anden støvle itu eller en lygte som dryppede. Men ikke så snart jeg havde vendt hovedet for at se efter dette, fik jeg et puf i ryggen så jeg nær var styrtet forover, og jeg var fra øverst til nederst bestrøet med sand. Jeg vendte mig om til stedet hvorfra dette sandbombardement kom og så karlen i færd med at give mig det andet lag.

Hvad er det for en indretning? udbrød jeg! Skal en sådan sandaflæsning være tilladt? Burde man ikke påbyde sandaflæsserne at bære sandet ind i tønder, baller, sække eller lignende, ligesom jeg har bemærket man gør ved saltaflæsningen og ikke udsætte de forbigående for sådan sandpåkastning i levende live?

Ærgerlig over de mange fataliteter marcherede jeg videre, glad ved at have vandret gennem flere gader og stræder uden at der var tilstødt mig noget ubehagelig hændelse. Men jeg mærkede at min glæde kun var meget kort. For en uforskammet slagterdreng som ikke ville vige for mig på fortovet, eftersom jeg snart erfarede han havde såkaldt fortovsret, tilsmurte min kjole på den anden side så skammeligt med blod så at jeg nu er nødt til at lade den vende.

Det er ikke at undres over, tænkte jeg, at man her i byen ser så mange pyntede herrer og damer de søgnedage, de er vel alle så uheldige som jeg og nødes derfor hver 14. dag i det mindste at forsyne sig med nye klæder. Alt dette kunne forebygges når det alvorligt blev befalet enhver at have sit udløbsbræt i forsvarlig stand, at sandet blev båret, at lygterne var så tætte at trannen ikke dryppede ned, at slagterne med sit blodige trug forblev midt på gaden og ikke tilsmurte folk på fortovet etc.

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 583. Løverdagen den 3de Marts 1827, s. 137-143).

Gadescene i København ved år 1800. En pige gør indkøb af grøntsager hos Amagerkonen. Statens Museum for Kunst.

Redacteurens Anmærkning

Beretningen minder en hel del om den måske endnu mere detaljerede skildring af forholdene i København, i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 24 juli 1821, 31. juli 1821 og 4. august 1821.

En saare upassende Begravelse.

På en spadseretur på Øster Farimagsgade lørdag den 17. februar omtrent kl. 9 om morgenen var anmelderen vidne til hvorledes man begraver de fattiges lig. Skønt han blev bortvist fra kirkegården af de tre mænd som var beskæftiget med det, (hvorvidt disse var beføjede til det eller ej er anmelderen ubekendt), kunne han dog fra landevejen se at dette skete med en skødesløshed og ligegyldighed som ikke gjorde deres følelse megen ære, og som sikkert ikke billigedes af deres foresatte, idet de nedkastede de 5 eller 6 ligkister vognen indeholdt ovenpå hinanden således at den ene uundgåeligt må have knust låget på den anden. 

Vist nok indeholder disse kister kun ligene af fattige mennesker. Men dog af mennesker, og måske af meget gode mennesker. Og anmelderen undser sig ikke ved at tilstå at disse drøn som den ene kiste gav mod den anden, var ham meget smertelige. Når man blot betænker at disse i livet ulykkelige mennesker måske dog har efterladt sig sønner og døtre der med tiden kunne blive brave borgere og gode fædre og mødre, fortjente de alene derfor i det mindste at sættes sagte ned i deres selskabelige grav og ikke styrtes derned med sønderknuste lemmer.

(Politivennen nr. 582. Løverdagen den 24de Februar 1827, s. 124-125).

Ligkisterne kom formentlig herfra, Almindeligt Hospital, lighuset. I baggrunden Amaliegade 19, hjørnet af Fredericiagade. Niels Ludvig Mariboes billedsamling. 1880-1919. Kreditering: Københavns Museum.

Redacteurens Anmærkning.

Der må være tale om den ene af Almindeligt Hospitals to fattigkirkegårde, nemlig Nørre Kirkegård på Nansensgade/Gothersgade/Farimagsgade parallelt med Bartholinsgade. Den eksisterede 1637-1842, med tilnavne som bl.a. "Selvmordernes Kirkegård". Kirkegården blev fjernet i 1879, ifølge Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende, 23. maj 1879:

På det stykke af Gothersgades forlængelse som ligger ud for Kommunehospitalet, graver man i disse dage en dyb grøft til kloak, gasledning eller sådan noget. Ved at se ned i den, bliver man ganske uhyggelig til mode, da jordsmonnet er så opfyldt af menneskeben at disse titter frem overalt. De er ganske tørre og velbevarede, og de forekommer i en sådan mængde at man har bortkørt tre vognmandslæs som er stedt til hvile på Vestre Kirkegård. Selvfølgelig har her tidligere været en kirkegård.