Forargelig Svømmen.

Det er sikkert højst naturligt og hensigtsmæssigt af og til at søge forfriskning i vandet i den trykkende sommerhede. Dels for at vederkvæge sit legeme, dels også for at skille sig af med den ureenlighed der ved den stærkere uddunstning samler sig i højere grad.

Det er imidlertid iøjnefaldende at det hvad angår anstændigheden ikke er ligegyldigt på hvilket sted noget sådant badning foregår. Som enhver total legemsblottelse kræver også denne et afsondret sted og som ikke er tilgængelig for alle og enhver Det er med hensyn til det at anmelderen som om sommeren hele tiden besøger Toldboden, finder den svømning som foretages der af drenge og halvvoksne mennesker, uanstændig og upassende og som derfor burde forebygges med skarpe forbud som overholdes strengt. Enhver der har sans for det sømmelige og delikate, føler det upassende og skadelige for sædeligheden i svømning på et sådant sted hvor mange mennesker altid færdes, såvel af mands- som kvindekønnet, hvilket sidste naturligvis lige så lidt undgår synet af de svømmende som enhver anden. 

Vor politilovgivning har også lagt en sådan synsmåde for dagen, og ved flere bud forbundet med straf søgt at afskaffe og udrydde svømning og badning på sådanne offentlige steder. Politiplakaten af 14. juli 1791 nævner en sådan svømning ved Toldboden, kanalerne og byens broer hvor passagen er stærkest, "forargelig", og for at forebygge sådant pålægger de skyldige mulkt eller korporlig straf. Men da erfaring viser at nævnte forbud ikke overholdes, tillader man sig at gøre vores for orden og anstændighed så virksomme politi opmærksomt på om det ikke ved strengere opsyn som muligt kunne pålægges de vagthavende betjente på Toldboden, lod sig bevirke at svømning på Toldboden for fremtiden helt og aldeles blev forebygget.

(Politivennen nr. 601. Løverdagen den 7de Juli 1827, s. 413-415).

Toldboden ca. 1830. Det var nu ikke her der blev svømmet, men på den anden side af broen. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)

Vandpjadskere ved Lille-Nestved.

I kanalen omtrent lige ud for hr. Knud Jørgensen i lille Næstved kan man næsten på alle tider om sommeren se en hoben skødesløse drenge som ligger og pjasker i vandet med støjen og larmen. Deres usædelige stillinger og fæle grimasser er et højst modbydeligt syn, for gående, sædelige mennesker som skal passere her forbi, når de vil gå ud til Frederikslund for der at glæde sig i den fri natur. Nævnte drenge er dels fra Næstved og dels fra landet. For at standse denne uskik burde man henvise disse fæle pjaskere til et fjerne badested. Anmelderen anbefaler denne bemærkning til den ansvarlige autoritets forsorg.

(Politivennen nr. 600. Løverdagen den 30de Juni 1827, s. 405).

"Deres usædelige stillinger og fæle grimasser er et højst modbydeligt syn". (Næstved, Jens Holm, 1826. Statens Museum for Kunst)

Redacteurens Anmærkning

Lille Næstved er benævnelsen på Næstved på vestsiden af Suså og er på alder med Næstved selv. De var forbundet med Store Bro. Landevejene gik på Politivennens tid mod Slagelse og mod Karrebæks­minde/Skælskør. Jeg er ikke så lokalkendt at jeg kan lokalisere Lille Næstved på ovenstående billede. I det omfang det da overhovedet er dokumentarisk. 

En Røst fra Vendsyssel.

Da anmelderen i forrige måned foretog en embedsrejse i Vendsyssel og passerede Sæby, erfaredes den uorden som man tror de højere vedkommende autoriteter bør gøres opmærksomme på. Den nemlig at broen ved Sæby på landevejen endnu den 25. maj ikke var repareret efter at den i vinter ved vandets stigning blev beskadiget. Ja, der fandtes ikke engang nogen temporær bro, derimod måtte man lade vognen køres igennem åen til hvilken nedkørslen er overmåde brat så at der kræves stærke og tålmodige heste, en behændig kusk og megen lykke dersom man ikke skal miste heste og vogn.

Vel risikeres mindre når kufferten m.m. ikke kan tåle vand - ved at tage den af vognen og lade den bæres over den bro der er lagt for gående, eller også når man er kendt i omegnen og har tid og lejlighed, da at køre en halv miles omvej over Sæbygård. - Men da det i alle tilfælde vil være nødvendigt for fremmede rejsendes skyld og en stor lettelse for alle omegnens beboere - for ikke at tale om at det er et rimeligt krav - at en landevej er passabel, så synes denne anke at være så rimelig at den bør bringes til offentlig kundskab især da den herredsfoged under hvis jurisdiktion den omtalte bro efter sigende skal ligge, kun bor ca. 50 skridt fra samme.

(Politivennen nr. 600. Løverdagen den 30de Juni 1827, s. 403-404).

Bemærkninger ved Herr' Roats sidste Forestilling.

Som bekendt gav kunstneren Roat med allerhøjeste tilladelse tirsdag den 12. dennes på eksercerpladsen ved Rosenborg Slot sin anden og sidste forestilling. Det er ligeledes almindelig kendt at et ulykkeligt tilfælde, det nemlig at linen ved den stærke spænding efter at være skamfilet, brast itu og gjorde for stedse ende på hans beundringsværdige færdighed i at gennemvandre luften.

Anmelderen der har overværet begge forestillinger, må være tilladt her at fremsætte nogle bemærkninger han har haft lejlighed til at gøre, og som netop turde findes på rette sted her i bladet.

Med sand glæde erfarede man her som ved andre lignende lejligheder at de foranstaltninger der var truffet fra det offentliges side, i enhver henseende var lige så tilfredsstillende som hensigtssvrende, idet der nemlig ved voldens og havens spærring var sørget for så vidt muligt at holde alle snyltegæster borte fra skuespillet, ja man kan ved denne lejlighed ikke lade ubemærket at garnisonsadjudanten hr. kaptajn von Cathala efter at være blevet opmærksom på at adskillige velklædte, men næsvise personer havde skaffet sig adgang til den del af volden hvorfra eksercerpladsen bedst beskues, uopholdeligt gav ordre til disses bortvisning, hvilen ordre da også straks blev udført.

Det ville have været anmelderen kært hvis han havde kunnet omtale enhver anden på en ligeså fordelagtig måde, men dette er derimod ikke tilfældet.

En beundringsværdig mangel på delikatesse sporede man ved at vende sit blik mod Gothersgade. Mangfoldige husejere havde der vist en meget besynderlig beredvillighed, den de næppe alle havde villet yde deres naboer, hvis disse havde anholdt om lignende begunstigelse fora t iværksætte en højst nødvendig reparation på deres tilstødende ejendomme. Tager var nemlig på mange steder indtil en mands højde, taget af for på denne måde at tilluske sig beskuelsen af denne lige så rædsomme som interessante luftvandring. Dette var også tilfældet i alle de tilstødende gader, ja selv fra flere skorstene og voldmøllernes aksler indtil Rundetårn der til andre tider siges at være utilgængelig, var mangfoldige personer uden betaling vidner til den kunstvandring der egentlig uden kunstnerens egen skyld, tog en så sørgelig ende.

Det vil vist være overflødigt at bemærke at man her ikke har taget mindste hensyn til de 100 personer anmelderen med flere kunne tælle i den have der benyttes af kommandanten oberst von Friis på Rosenborg Slot, da man tør holde sig forvisset om at en mand som hr. obersten der ifølge hans stilling som kommandant, måtte være vidende om de foranstaltninger der var truffet fra det offentliges side for at fjerne enhver uvedkommende, på den dag ikke ville have tilstedt nogen adgangen til haven uden i forvejen at have erstattet kunstneren den sum de i haven opholdende personer havde måttet rykke ud med, hvis de skulle have betragtet skuespillet fra selve eksercerpladsen.

Hvad der imidlertid påfaldt anmelderen ved denne lejlighed var at man så enkelte placerede i toppene af den her omhandlede haves frugttræer, hvilket foranledigede et lystigt hovede der rimeligt havde stået i den vrange opfattelse at disse personer var ikke betalende tilskuere til at udlade sig om at hr. Roat vist ikke ville ønske at alle træer bar sådanne frugter.

Anmelderen slutter disse bemærkninger i det han henleder vedkommende opmærksomhed på at vores afdøde kunstner foretog sin luftvandring ifølge hans majestæt kongens allerhøjeste tilladelse at alle tilstødende offentlige promenader var spærret, og at man følgeligt ikke behøver at være stærk i slutningskunsten for at være overbevist om at et forhold som det her påankede umuligt kan have været overensstemmende med vores allernådigste konges vilje, der dog nok bør være en lov for enhver retsindet og brav dansk undersåt.

(Politivennen nr. 598. Løverdagen den 16de Juni 1827, s. 377-381).

Anmodning til Værgerne for Frederiks tydske Kirke paa Christianshavn.

Det på Christianskirken anbragte ur svarer aldeles ikke til hensigten, da det endog i en temmelig kort afstand, selv for gode øjne, ikke er muligt at skelne hvad klokken er. Årsagen hertil ligger især i skivens højst skidenfærdige og forslidte udvortes, og disse egenskaber er i høj grad til stede på den mod laboratoriet vendende side, fra hvilken endog de nærmest boende ikke er i stand til at erfare klokkeslættet.

Man tør derfor forvente at nævnte kirkes værger ville drage omsorg for at få de her udpegede mangler afhjulpet så at urværket i det hele kan svare til dets bestemmelse.

(Politivennen nr. 597. Løverdagen den 9de Juni 1827, s. 357).