Aldeles uberettigede Handelssteder med Creaturer.

Trommesalen på Vesterbro er et akseltorv som er autoriseret ved privilegier. Og fordi det er under specielt tilsyn af en bekendt fornuftig og i enhver henseende retskaffen mand, nemlig ejeren hr. kaptajn Stauning, ved man at der på ingen måde kan ventes at stjålne kreaturer bliver falbudt, hvilket har været tilfældet på andre steder på stadens grund. Skønt det ved anmelderen dog med bestemthed at der drives handel med stude, køer, tyre, buller, kalve og lam i Slotskroen, Sorte Hest, Blå Stud, Grønne Hest og i gården nr. 35 på Vesterbro hvor en pranger bor. 

En sådan handel må formentlig kunne henregnes til forprang og er følgelig lovstridig samt i høj grad præjudicerende for Trommesalens ejer, som har privilegium på akseltorv, og har bekostet alle til hensigten svarende indretninger og bekvemmeligheder. Derfor tør man vente af det årvågne politi der altid søger at afhjælpe enhver uorden, at sådan ulovlig handel på førnævnte steder i fremtiden under en klækkelig mulkt forbydes. Dertil kan anmelderen i øvrigt ikke undlade at gøre opmærksom på at akseltorvet hvor slagterlaugets interessenter og andre søger at slutte handel om kreaturer da enhver ved at hensigten der ikke forfejles. Og følgelig bør den nævnte smughandel hvorved tyvekoster let kan underbringes, ikke længere finde sted.

(Politivennen nr. 601. Løverdagen den 7de Juli 1827, s. 421-422).

"Trommesalen på Vesterbro er et Axeltorv som er autoriseret ved privilegier. Man ved at der på ingen måde kan ventes at stjålne kreaturer bliver falbudt."(N. B. Krossing: Trommesalen, mellem 1795 og 1854. Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 602. Løverdagen den 14de Juli 1827, s. 434-439.

I folketællingen fra 1855 optræder flere Stauning'er: Cordt Nielsen Stauning (f. 1791), slagtermester, husfar. Født Vesterbro. I 1855 boede han i Borgergade 113. Ifølge hjemmesiden Dengang købte han en Strelows ejendomme i 1823. Familien boede og virkede på stedet i flere årtier. 

Endvidere optræder i denne folketælling Johannes Knud Stauning. (f. 1787). Vesterbro, Gammel Kongevej 3&4. Gæstgiver, husfar. Han havde tre sønner: Niels Peter Stauning (f. 1814), Johannes Knud Stauning (f. 1821) og Christian Wilhelm Stauning (f. 1830).

I et katalog fra Bruun Rasmussen optræder 4 medlemmer af Stauning-familien: Slagtermester og kaptajn Chr. Stauning, hans søn slagtermester og værtshusholder på Trommesalen Johs. Knob Stauning og hans søn, Chr. Wilhelm Stauning. Formentlig er der tale om en trykfejl, idet Knob skal være Knud.

3. august 1833 blev der igen klaget over Stauning i Politivennen nr. 918.

Et Par Ord i Anledning af Æqvilibristen Roats uheldige Descension og sørgelige Endeligt.

(Practica est multiplex)

I hvor forskellige menneskenes meninger og domme end måtte være om ækvilibristiske kunstfærdigheders værd eller uværd, så bliver det dog en uomgængelig sandhed at de er af aldeles ingen positiv eller reel nytte, men tjener alene til et ængsteligt smukt morskab for den lystne mængde. Men et andet spørgsmål er det hvorvidt sǻdanne halsbrækkende eller livsfarlige kunsters udøvelse burde finde sted. Når staten sætter mindreårige, sindsvage eller mennesker hvis opførsel og handlemåde røber at de frivilligt udsætter sig for livsfare eller for at skade sig selv og bliver andre eller staten til byrde, som rimeligt og retfærdigt er, under kuratel, så synes heller ikke, ifølge denne regel, en sådan livsfarlig kunstforestilling at burde finde sted, naturligvis for de mulige følgers skyld.

En sådan kunstner må være så tryg, sikker og vis i sin kunst som han vil, så er og må han dog hver gang han betræder linen, være aldeles vis om at denne tur vil blive hans sidste, så længe han ikke er forsynet med et hensigtsvarende apparat - det være en faldskærm, biliner, eller en anden mekanisk indretning - der i uheldstilfælde kunne sikre hans liv, og at et menneske for pengevinding udsætter sig for den højeste sandsynlighed af livsfare, synes ifølge moralens grundsætninger, næppe tilladeligt. Hvor let kan, ja må det ikke engang indtræffe ved en sådan fortsat kunstudøvelse at kunstneren, uforudset og uventet, ja uden i forvejen at have mærket noget legemligt ildebefindende, kan på linen blive angrebet af svimmelhed, af krampetræk i arme eller ben eller af et andet farligt tilfælde, der øjeblikkelig forrykker hans balance og han således uden redning fortabt må styrte til jorden? Altså burde efter indsenderen individuelle mening - i hvor tillokkende end sådanne vovestykker er, ved i nogle få timer at kunne fortjene så meget som en anden højst nyttig kunstner kummerligt må trælle for dagligt i flere år - ingen forestillinger af denne slags finder sted, ifald tilladelse for eftertiden må søges af andre ækvilibrister ligeledes af vinding måtte fristes til at vove livet. For at vore andre, på en behageligere og sikrere måde morende ækvilibrister kan udføre denne kunst, herom er ingen tvivl. Det er nok så bekendt at det uheldige tilfælde med kunstneren Roat ikke hidrørtet fra nogen kunstfejl, men en stor forseelse bliver det altid så uforsigtigt at gøre brug af en line der efter sigende fem gange i forvejen havde været benyttet og altså ved den stærke stramning og friktion havde tabt betydeligt i kraft og hold, en omstændighed han nøje som kunstner måtte have beregnet og lagt mærke til, og som tillige siden ved hans fald, gav anledning til så mange for vedkommende ubehagelige rygter. Vist nok må det være publikum behageligt at erfare den deltagelse og redebonhed til understøttelse den eneste kunstbroder yder til den anden, da ikke alene sommerteatrets, men selv vaudevilleteatrets kunstpersonale giver forestillinger til fordel for Roats efterlevende. For dette turde for eftertiden måske give håb om at det samme kan finde sted ved andre berømte indelandske og for staten nyttige kunstneres død, hvis efterladte desværre! ofte nok befinder sig i en endnu langt ulykkeligere og beklageligere forfatning end disse, da Roats 2 forestillinger sandsynligvis dog vel har indbragt en sum af omtrent 14 til 1500 rigsbankdaler, hvorimod mange duelige kunstnere i Danmark ved sin død næppe efterlader sig det fornødne til sin begravelse. Det synes altså i det hele at man har ydet den aføde kunstner Roat såvel ved ligtaler, ubudne følgegæster - der nu for tiden så meget er mode for som det synes, skingrundigt at kunne illudere lovene - avispoesi og lovtaler, al mulig ære og agtelse lige med en af statens fortjente mænd, et almindeligt bevis nok på den forfinede kultur og kunstsans i Danmark! - Beklageligt og sørgeligt bliver det imidlertid at et menneske for ved et ængsteligt morende skuespil at forlyste det morskabslystne publikum, skal tilsætte livet i sin bedste alder.

(Politivennen nr. 601. Løverdagen den 7de Juli 1827, s. 417-421).

Bemærkninger ved Frederiksberg.

Vejen gennem den såkaldte Pile Alle ved det kongelige lystslot Frederiksberg er blevet nyt brolagt, og har ved den lejlighed modtaget en særdeles forskønnelse ved hr. oberstløjtnant v. Kochens og hr. slotsgartner Wolffs forenede bestræbelser. Vejen som før var meget ujævn og besværlig for kørende, er nu blevet forbedret og så godt brolagt at man med bekvemmelighed og tilfredshed passerer den. De gamle pile ved begge sider af vejen er fjernet og nye, unge træer sat i deres sted. Ligeledes er der blevet plantet tornehække fra Frederiksberg kirke langs ad vejen indtil husene ved Søndermarken. Ønskeligt ville det være dersom beboerne af lyststeder og huse beliggende ved denne alle, ville bidrage for deres vedkommende til dette nye anlægs yderligere forskønnelse og varighed.

Den værdige olding hr. kammerråd Windiisløff, ejer af Ny Bakkehus, har allerede for sin del udført dette ved på egen bekostning at opføre 6 stakitter for at beskytte den omtalte hæk mod overlast. Ligeledes har han opmuntret den lige overfor ham boende husmand til at jævne jorden ved de nyligt plantede træer langs ad Søndermarken til landevejen. Gid andre snart måtte følge dette eksempel.

(Politivennen nr. 601. Løverdagen den 7de Juli 1827, s. 415-416).

Forargelig Svømmen.

Det er sikkert højst naturligt og hensigtsmæssigt af og til at søge forfriskning i vandet i den trykkende sommerhede. Dels for at vederkvæge sit legeme, dels også for at skille sig af med den ureenlighed der ved den stærkere uddunstning samler sig i højere grad.

Det er imidlertid iøjnefaldende at det hvad angår anstændigheden ikke er ligegyldigt på hvilket sted noget sådant badning foregår. Som enhver total legemsblottelse kræver også denne et afsondret sted og som ikke er tilgængelig for alle og enhver Det er med hensyn til det at anmelderen som om sommeren hele tiden besøger Toldboden, finder den svømning som foretages der af drenge og halvvoksne mennesker, uanstændig og upassende og som derfor burde forebygges med skarpe forbud som overholdes strengt. Enhver der har sans for det sømmelige og delikate, føler det upassende og skadelige for sædeligheden i svømning på et sådant sted hvor mange mennesker altid færdes, såvel af mands- som kvindekønnet, hvilket sidste naturligvis lige så lidt undgår synet af de svømmende som enhver anden. 

Vor politilovgivning har også lagt en sådan synsmåde for dagen, og ved flere bud forbundet med straf søgt at afskaffe og udrydde svømning og badning på sådanne offentlige steder. Politiplakaten af 14. juli 1791 nævner en sådan svømning ved Toldboden, kanalerne og byens broer hvor passagen er stærkest, "forargelig", og for at forebygge sådant pålægger de skyldige mulkt eller korporlig straf. Men da erfaring viser at nævnte forbud ikke overholdes, tillader man sig at gøre vores for orden og anstændighed så virksomme politi opmærksomt på om det ikke ved strengere opsyn som muligt kunne pålægges de vagthavende betjente på Toldboden, lod sig bevirke at svømning på Toldboden for fremtiden helt og aldeles blev forebygget.

(Politivennen nr. 601. Løverdagen den 7de Juli 1827, s. 413-415).

Toldboden ca. 1830. Det var nu ikke her der blev svømmet, men på den anden side af broen. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)

Vandpjadskere ved Lille-Nestved.

I kanalen omtrent lige ud for hr. Knud Jørgensen i lille Næstved kan man næsten på alle tider om sommeren se en hoben skødesløse drenge som ligger og pjasker i vandet med støjen og larmen. Deres usædelige stillinger og fæle grimasser er et højst modbydeligt syn, for gående, sædelige mennesker som skal passere her forbi, når de vil gå ud til Frederikslund for der at glæde sig i den fri natur. Nævnte drenge er dels fra Næstved og dels fra landet. For at standse denne uskik burde man henvise disse fæle pjaskere til et fjerne badested. Anmelderen anbefaler denne bemærkning til den ansvarlige autoritets forsorg.

(Politivennen nr. 600. Løverdagen den 30de Juni 1827, s. 405).

"Deres usædelige stillinger og fæle grimasser er et højst modbydeligt syn". (Næstved, Jens Holm, 1826. Statens Museum for Kunst)

Redacteurens Anmærkning

Lille Næstved er benævnelsen på Næstved på vestsiden af Suså og er på alder med Næstved selv. De var forbundet med Store Bro. Landevejene gik på Politivennens tid mod Slagelse og mod Karrebæks­minde/Skælskør. Jeg er ikke så lokalkendt at jeg kan lokalisere Lille Næstved på ovenstående billede. I det omfang det da overhovedet er dokumentarisk.