Lidt om Assistence-Kirkegaard.

Det er et sørgeligt tidens tegn at ikke engang de dødes hvilested kan blive forskånet for niddingens rovbegærlige hånd. Er hædersmanden død, da skal rygtets mund og ranerens hånd vanhellige hans eftermæle. Hvor ofte er der ikke - også i dette blad - ivret mod den skændige letsindighed hvormed blomster og prydelser om gravstederne på Assistenskirkegård afrives og ødelægges. Men hvad skal man sige når ikke engang kirkens afdøde overhyrde kan nyde gravens stille fred? Med græmmelse må man se at bispestaven ikke længere findes på den afgangne biskop Balles gravminde. Kun det sted hvor den saliges embedstegn var befæstet til mindet ses endnu at grine frem og ligesom at ville sige vandreren: "Se, så vidt kunne verdens fordærvelse gå!".

Det er derfor vistnok manges ønske at der ved lovbud måtte sættes en grænse for sådanne ryggesløse handlinger. For når de døde ikke kan hvile i fred, så kan ingen forundre sig over at hvert øjeblik forbitres de levende og det endog af væsener som er eller skulle være vores medmennesker.

(Politivennen nr. 605. Løverdagen den 4de August 1827, s. 490-491).

"Er hædersmanden død, da skal rygtets mund og ranerens hånd vanhellige hans eftermæle." (G. L. Lahde: N. E. Balle, 1816. Statens Museum for Kunst.)

En Underlighed ved Liigbegjængelser.

Indsenderen der har overværet flere begravelser, har altid undret sig over hvordan de to lejetjenere som følger med ligvognen, efter egen smag snart kan iføre sig en lysegrå, snart en grøn og snart en blå kone, men aldrig nogen sort, da man dog på den anden side finder kusken ved ligvognen, såvel som hans heste klædt i sort.

Om denne omstændighed grunder sig i en ligegyldighed hos bedemændene eller hos tjenerne selv, kan indsenderen ikke bedømme. Men så meget er vist at denne brogede påklædning synes at være upassende ved et sørgetog og meget stødende for det, så at der vel næppe kan være mere end en mening om at sådan uskik burde hæves.

(Politivennen nr. 604. Løverdagen den 28de Juli 1827, s. 471-472).

Anmodning til den ærede Direction for Vartou Stiftelse.

For et stykke tid siden overværede anmelderen gudstjenesten i Vartov Kirke. Ved indgangen fra Farvergade mødte ham en meget ubehagelig og gennemtrængende lugt, og ved at spørge nogle af dem som stod i porten blev svaret, at stiftelsens ligstue var i et kammer i porten. Da denne lugt er overordentlig ubehagelig, ja måske endog farlig for sundheden (især når det indtræffer at ligene er indlagt på meget varme dage), såvel for folk der besøger kirken som for de mennesker der både har sovekammer og spisekammer tæt op til nævnte ligstue, så nærer anmelderen det håb at den ærede direktion behageligt vil drage omsorg for at ligstuen bliver flyttet til et andet sted i stiftelsen hvis det er muligt for at de der besøger kirken på helligdage kan blive forskånet for denne ubehagelighed.

(Politivennen nr. 603. Løverdagen den 21de Juli 1827, s. 447-448).

"Ved indgangen til Vartov Kirke fra Farvergade mødte ham en meget ubehagelig og gennemtrængende lugt fra stiftelsens ligstue" (Vartov Kirke i Farvergade, midt i billedet. Eget foto, 2015).

Svar paa det i sidste Numer indrykkede Stykke: "Aldeles uberettigede Handelssteder med Creaturer".

I Politivennens sidste nummer har en anonym personage fundet sig foranlediget til at agere advokat for Trommesalens ejer hr. kaptajn Stauning, og det på en måde der i lige grad vækker latter og forundring.

Vi vil følge hans grundløse passiar skridt for skridt og på hvert sted tilføje hvad vi har at bemærke.

Således finder vi da 1) at Trommesalen er et ved privilegier autoriseret akseltorv. I denne anledning kunne vi ønske at se de påberåbte privilegier og at få kundskab om af hvem de er givet og i hvilket år.

Når det nu 2) bemærkes at dette akseltorv er under opsigt af en bekendt fornuftig og i enhver henseende retskaffen mand, da kan vi aldeles intet have imod denne lovtale. Især hvis hr. kaptajn Stauning selv måtte finde den velbehagelig. Men vi vil derfor just ikke frakende ejerne af de andre i stykket nævnte stader - om sig selv sømmer det sig her ikke at tale - de hr. kaptajnen tillagte fuldkommenheder.

For det 3) bemærker sammenskriveren at det der (nemlig på Trommesalen) ingenlunde kan ventes at stjålne kreaturer falbydes, hvilket derimod har været tilfældet på andre steder på stadens grund. Denne bemærkning er så grundfalsk og i enhver henseende så enfoldig og tåbelig at man næppe skulle have kunnet tænke sig den fremsat prent. For for det første fremlyser det jo af sig selv at stjålne varer lige såvel kunne falbydes og sælges i Trommesalen som på ethvert andet sted, hvilket desuden let kan godtgøres ved eksempler. Og for det andet måtte hr. kaptajn Stauning være - hvad han dog nok ikke er - alvidende for at kunne bestemme hvilke kreaturer der er stjålne og hvilke der ikke er.

Forfatteren udlader sig endvidere 4) om at den handel der drives udenfor Trommesalen formentlig må kunne henregnes to forprang, og følgeligt er lovstridigt, samt i høj grad præjudicerende for Trommesalens ejer som har privilegium på akseltorv og har bekostet alle til hensigten svarende indretninger.

Her må vi forudskikke den bemærkning at de nævnte steders besiddere og beboere er privilegerede gæstgivere og er som følge deraf fuldkommen berettigede til at herbergere prangere og at indstalde kreaturer disse måtte medbringe, til hvilke sidste de også har bekostet ligeså gode og bekvemme indretninger som på Trommesalen. Ja hvad mere er, dette er netop en af deres vigtigste indtægtskilder. At prangerne når der indfinder sig købere, sælger deres kreaturer hos os, i stedet for at bringe dem på Trommesalen, er vist nok lige så tilladeligt som uskadeligt handel der har været drevet fra Arilds tid, og vi er derfor ikke i stand til at indse hvad der har bragt sammenskriveren så slemt i harnisk mod os, med mindre han muligvis skulle høre blandt dem der jævnligt deltager i lidkøbsdrikkerierne på Trommesalen. For da er det jo begribeligt ok at han havde kunnet vente sig en klækkeligere slurk hvis de hos os solgte kreaturer var blevet solgt der.

Al hans passiar om formentlig forprang, lovstridig adfærd og prædujicere for Trommesalens ejer håber man derfor enhver vil betragte for hvad det er, nemlig grundløst snak.
Har hr. kaptajn Stauning imidlertid udelukkende privilegium på akseltorv, da finder vi det mest rigtigt at han indstævner alle efter hans mening uberettigede og lader dem undgælde efter anordningerne. Derved ville man jo få vished om sagen. Men som sagt, vi gad gerne se dette privilegium exclusivum.

Til slut og for det 5) søger forfatteren at kaste en fornærmelig skygge på den nævnte steders besiddere ved at betitle den handle der drives hos dem "smughandel" og ved at udlade sig om "tyvekoster der let kunne underbringes".

Hertil svares at de handler der afsluttes hos os, aldeles ikke går for sig i smug, hvortil et gæstgiversted og så synes at være meget dårligt skikket. Men at der derimod handles offentligt for alle og enhver og hvad udtrykket "tyvekoster" betræffer, da er hverken ejerne eller lejerne af de udpegede steder vidende eller overbeviste om at der der handles med tyvekoster. Hvorimod det let kan bevises at stjålne varer er falbudte og solgt på Trommesalen og kunne vi derhos forsikre forfatteren om at enhver af de udpegede er håndfast nok for i fornødent fald at kunne pågribe og fastholde selv de temmelig stærke og øvede tyveknægte.

Til slut kunne vi ikke tilbageholde vores forundring over at Muusfeldts, Snidstrups og gæstgiver Schmidts steder samt nr. 8, 12 og 15 på Vesterbro hvor der dog drives en langt større handel end på nogen af de udpegede steder, har undgået forfatterens forskende (?) øje.

For øvrigt ønsker vi ret gerne at forfatteren ville behage at navngive sig, da vi derved undgik hvad vi gerne ville undgå at ulejlige bladets udgiver med at opgive hans navn.

(Politivennen nr. 602. Løverdagen den 14de Juli 1827, s. 434-439).

Skammeligt Tiggeri.

En dreng på omtrent 10 år der kalder sig for Johan Andreas Busk og som foregiver at være søn af forhenværende underofficer, nu soldat Carl Busk ved hans kongelige højhed Prins Christian Frederiks regiments 4. kompagni, vandrer i denne tid fra hus til hus med en skreven seddel ifølge hvilken han tigger til sin mor som på sedlen foregiver at være kommet i barselsseng med tvillinger og desuden at have to meget små børn og den omhandlede dreng at forsørge

Da sådant tiggeri ikke alene er lovstridigt, men endog kan have de farligste følger for drengebarnet, så tør man forvente at politiet og regimentet vil gribe de hensigtsmæssige forholdsregler for at standse dette uvæsen.

Det bemærkes endvidere at drengen åbenhjertigt besvarer de spørgsmål man stiller ham, samt at han er iklædt en mørkegrå trøje og lignende bukser, har en rød plet på det højre øje, rødligt hår samt foregiver at besøge normalskolen for den indbyrdes undervisning.

(Politivennen nr. 602. Løverdagen den 14de Juli 1827, s. 429-430).

"En dreng på omtrent 10 år der kalder sig for Johan Andreas Busk vandrer i denne tid fra hus til hus med en skreven seddel." (Her er det dog en gammel mand, malet af August Krafft: En gammel tigger ved døren får almisse af husets børn. 1813-29. Statens Museum for Kunst.)