Skident Tractement paa Veien fra Østerbro til lille Rolighed.

Natten mellem lørdag den 11. og søndag den 12. i denne måned behagede det hr. gartner Danckert, ejer af stedet Skt. Petersborg på Østerbro, at udføre sit lokums indhold der var begyndt at flyde over, og aflæsse samme i en fordybning i hans have som støder tæt op til den i titlen nævnte vej.

("Det behagede hr. gartner Danckert, ejer af stedet Skt. Petersborg på Østerbro, at udføre sit lokums indhold der havde begyndt at flyde over, og aflæsse samme i en fordybning i hans have som støder tæt op til den i titlen nævnte vej". Bemærk de åbne kloakker mellem vejbane og fortov. Købkes Østerbro i morgenlys, 1836. Statens Museum for Kunst)  

Anmelderen vil ikke indlade sig på at bedømme om og hvorvidt hr. Danckert er berettiget til selv at foranstalte sådant udført. Men bemærker kun at han var aldeles uberettiget til at skille sig af med sit skarn på en måde der i så høj grad ulejligede stedets beboere og de mange der om søndagen spadserer ad denne behagelige vej, dels for at nyde udsigten over Sundet og dels for at besøge hr. traktør Waldts så yndede restauration på selve Skt. Petersborg.

Man håber derfor at de ansvarlige efter at være blevet gjort opmærksom på denne lovstridige skarnudførsel - om søndag formiddag var skarnkulen NB endnu ikke ganske tildækket - ville belære hr. Danckert hvordan han bør forholde sig en anden gang, når han måtte have trang till at skille sig ved sådanne ildelugtende ekskrementer.

(Politivennen nr. 607. Løverdagen den 18te August 1827, s. 525-526).

Redacteurens Anmærkning 

Lille Rolighed var et landsted som lå hvor nu Gammel Kalkbrænderivej 16 ligger. Mange af "guldalderens" berømtheder holdt til her:  Oehlenschläger, J.P. Mynster, Steffens, Ingemann og A.S. Ørsted. Gartner Danckerts have lå ved Sortedamssøen, på Købkes billede ovenfor helt yderst til venstre.

Bøn på Østergade.

For anmelderen har det været et lige så ubehageligt som påfaldende skue at stadens mest befærdede gade, Østergade på visse tider af dagen - dog især om formiddagen mellem kl. 7 og 10 - er aldeles ufremkommelig for den del af almenheden der vil passere samme til vogns eller hest. Denne mangel på uhindret gennemfærdsel er imidlertid mest følelig på fejedage da det ikke er sjældent at se renovationsvogne med en tørvevogn på hver side hvorved gadens hele bredde optages og passagen spærres.

Mest påfaldende var det imidlertid sidste mandag da den kongelige familie måtte finde sig i et ikke kort ophold, fordi gaden spærredes på den ovennævnte måde.

Anmelderen tillader sig på grund af det at ytre ønske om at der i det mindste på fejedagene og så længe den kongelige familie opholder sig på Frederiksberg, måtte patruljere et par betjente i nævnte gade for at afværge at noget sådant ikke oftere skal finde sted da gadebetjentene jo må være til stede i flere gader.

(Politivennen nr. 606. Løverdagen den 11te August 1827, s. 504-505).

Om Liigtaler, samt en Anmodning til Herr Pastor Timm.

Blandt de embedsforretninger som loven ikke har gjort til pligt for præsten, er den at holde ligprædiken eller tale ved graven. Kun "dersom de har stunder og -NB - er bedt om det" tillades det dem, dog "skal de holde måde med den dødes berømmelse og vogte sig at de intet siger som kan være imod deres egen samvittighed". Endvidere "de må ikke holde taler over nogen som er blevet rettet for sin misgerning, eller har myrdet sig selv, eller er dømt til mindre mand, før øvrigheden og sagsøgeren er tilfredsstillet", se D. L. 2-10-1, 2, 4. 

Hvem beundrer ikke den klogskab i disse lovbud. Man ser tydeligt at lovgiveren ikke ynder disse taler i almindelighed. Under påskud af forretninger kan præsten vægre sig ved at tale ved en afdøds grav som han enten slet ikke kendte eller kendte som et dårligt menneske, på det at han "intet skal sige som kan være imod hans egen samvittighed." Men da lovgiveren tillige frygtede for at auri sacra fames - på godt gammelt dansk - "skiden vinding" - skulle forlede en og anden præst til at holde ligtaler som i almindelighed er lovtaler over bekendte slette mennesker eller sådanne som i liv eller død har været deres medkristne til forargelse, så forbød han aldeles at tale over sådanne. Med sin sædvanlige korthed nævner lovgiveren kun fire tilfælde, hvorved den højtidelighed en ligbegængelse får ved præsten tale forbydes. Men den fornuftige præst vil vide at lovgiverens hensigt var at ingen berygtet på denne måde skulle hædres, og den samvittighedsfulde præst ville selv om et sådant lovbud aldrig var til, afsky at tale lasten til ros.

Der gives alle vegne, især i store steder, næringsveje som retfærdighedens straffende arm sjældent kan nå selvom de betragtes med den yderligste foragt og afsky, på grund af det svælgende dyb der er befæstet mellem den moralske og juridiske vished: Ågerkarlen, falskspilleren, hæleren og flere driver sådanne næringsveje. Men frem for alle rufferen og horeværten som efter L 6-22-1,5 straffes med kagen og enten sættes i spindehuset eller ved bøddelen føres ud af byen. Og hvilket moralsk uhyre er ikke horeværten? Han hvis hus er sædelighedens og uskylds mordergrube! Han som udbreder navnløs elendighed over tilværende og kommende slægter! Oh! I forhold til ham er giftblanderen en ærlig mand. Morderen en helgen og stratenrøveren en engel! Lad ham længe nok ved sin skændige håndtering have samlet sig en formue behæftet med tusinde ulykkelige ofres tårer og forbandelser. Lad han længe nok rejse marmorminder over sig der kun vidner om hans vanære. Men aldrig - aldrig vil den tid komme da religionens lærer, dyds og uskylds talsmand - anmodet eller uanmodet - skal stå frem ved en sådan niddings grav og sige andet end det ritualet påbyder og på alle anvendelige formular om det endog blot var de ord: "Fred være med dig" for krig, evig krig bør der være mellem dyd og last.

Loven forbyder endog præsterne at holde taler ved ligbegængelser når de ikke er "bedt" om det. Man siger at vores fortjente stiftsprovst Clausen hvis høje værd som menneske borger og religionslærer måske først da vil blive fuldt erkendt, når vi sukker ved hans grav, og hvem vores yngre og mange af de ældre præster gjorde vel i tage til mønster, opfylder lovens bud i den grad at han ikke engang taler ved agtede og hædrede medborgeres jordefærd dersom vedkommende ikke udtrykkeligt forlanger det og viser sig også heri som den sande kloge mand.

På det seneste er det i enkelte sogne her i byen blevet en - måske lidt for almindelig - skik at præsterne både anmodet og uanmodet som de hyppige avertissementer beretter for os - holder gravtaler. Man bør ikke tro andet end at enhver afdød som præsterne således hædrer, har fortjent denne hæder. Det er upåtvivleligt at der desuden ved en grav er en skøn lejlighed til at sige meget godt og sandt, og det er unægteligt at det for flere end ligfølget vil være behageligt og opbyggeligt at erfare hvad der således siges. 

Indsenderen har med fornøjelse adskillige gange været hr. pastor Timms tilhører i kirken. Han erkender i ham en ung, talentfuld og meget lovende religionslærer. Men da ligtaler kræver et andet slags veltalenhed og et andet slags pastoralklogskab end almindelige prædikener, så ønsker han også side at kende denne unge præst fra denne side. Og han anmoder derfor hr. pastoren ikke alene i sit, men i et talrigt publikums navn at han vil - i et af vores alvorlige ugeblade eller månedsskrifter - indrykke den tale som han - efter et avertissement i Adresseavisen nr. 181 - har holdt ved forrige dansebodsvært og billardholder Mays grav.

(Politivennen nr. 606. Løverdagen den 11te August 1827, s. 493-498).

Redacteurens Anmærkning

Der henvises til Danske Lov som findes i Retsinformation. Her hedder det i 2. bog, kapitel 10: 

Om præsters Embede med Lig

1. Præsterne skulle kaste Jord paa de Døde, naar de ere hensatte, eller i Jorden nedsatte, og dersom de have Stunder, og ere bedne derom, skulle de (paa Prædikestoelen) holde een Prædiken og Formaning af Guds Ord til Folket, (og hvis dennem derfor godvilligen givis, maa de annamme, enten de ere Kiøbstæd- eller Landsbye-Præster; Men ingenlunde maa de nogen forreskrive, hvad, eller hvormeget, de ville have, under deris Kalds Fortabelse. For Jorden alleene at paakaste maa de intet tage paa Landsbyerne.)  

Den omtalte stiftsprovst Clausen må være H. G. Clausen (1759-1840), som i 1827 var stiftsprovst ved Frue Kirke. Han måtte dog som følge af at denne kirke var ødelagt under Københavns Bombardement 1807 prædike i Trinitatis Kirke indtil 1829. Artiklen i Dansk Biografisk Leksikon om hans person og bl.a. fejden med Grundtvig er spændende læsning.

Timm må være Herman Andreas Timm, kateket ved Trinitatis Kirke 1826-1835, og altså nys tiltrådt embedet. Kateketerne udførte alskens præstearbejde og benyttede mest derse stilling til at avancere til et bedre lønnet embede. (M. Kirsten Sandholt: Præster i Trinitatis gennem 350 år. 2011).

Lidt om Assistence-Kirkegaard.

Det er et sørgeligt tidens tegn at ikke engang de dødes hvilested kan blive forskånet for niddingens rovbegærlige hånd. Er hædersmanden død, da skal rygtets mund og ranerens hånd vanhellige hans eftermæle. Hvor ofte er der ikke - også i dette blad - ivret mod den skændige letsindighed hvormed blomster og prydelser om gravstederne på Assistenskirkegård afrives og ødelægges. Men hvad skal man sige når ikke engang kirkens afdøde overhyrde kan nyde gravens stille fred? Med græmmelse må man se at bispestaven ikke længere findes på den afgangne biskop Balles gravminde. Kun det sted hvor den saliges embedstegn var befæstet til mindet ses endnu at grine frem og ligesom at ville sige vandreren: "Se, så vidt kunne verdens fordærvelse gå!".

Det er derfor vistnok manges ønske at der ved lovbud måtte sættes en grænse for sådanne ryggesløse handlinger. For når de døde ikke kan hvile i fred, så kan ingen forundre sig over at hvert øjeblik forbitres de levende og det endog af væsener som er eller skulle være vores medmennesker.

(Politivennen nr. 605. Løverdagen den 4de August 1827, s. 490-491).

"Er hædersmanden død, da skal rygtets mund og ranerens hånd vanhellige hans eftermæle." (G. L. Lahde: N. E. Balle, 1816. Statens Museum for Kunst.)

En Underlighed ved Liigbegjængelser.

Indsenderen der har overværet flere begravelser, har altid undret sig over hvordan de to lejetjenere som følger med ligvognen, efter egen smag snart kan iføre sig en lysegrå, snart en grøn og snart en blå kone, men aldrig nogen sort, da man dog på den anden side finder kusken ved ligvognen, såvel som hans heste klædt i sort.

Om denne omstændighed grunder sig i en ligegyldighed hos bedemændene eller hos tjenerne selv, kan indsenderen ikke bedømme. Men så meget er vist at denne brogede påklædning synes at være upassende ved et sørgetog og meget stødende for det, så at der vel næppe kan være mere end en mening om at sådan uskik burde hæves.

(Politivennen nr. 604. Løverdagen den 28de Juli 1827, s. 471-472).