18 april 2016

Lumpen Behandling

"Loven er ærlig, men holden besværlig" lyder det gamle ordsprog. Og det må indsenderen af disse linjer desværre tilstå. Ikke desto mindre vil han dog offentliggøre en handling, muligvis ikke den eneste af sin slags, og ved intet mere passende sted end gennem dette blad at underrette publikum om hvorledes en temmelig alderstegen mands handlemåde mod undertegnede har været.

For noget over 3 år siden blev jeg ansat som ekstramand i de kongelige stalde. Efter i nogen tid at have været der, kommer sukkermøller Jens Høy som er i tjeneste hos S. T. hr. grosserer Christensen på Christianshavn, til mig og lover mig at han når jeg ville tage til ham, vil han lære mig at koge og hjælpe mig til enten efter hans død eller i tilfælde af alderdomssvaghed at afløse ham som sukkermester. Et sådant tilbud var ikke at foragte. Jeg forlod min tjeneste og tog til 1. november 1824 til ham. Imidlertid lærte jeg hvad der behøvedes for at forestå et sukkerraffinaderi. Men pludselig opsiger han mig, og jeg er nu med familie brødløs.

Som lægmand har jeg altid undset mig for at fremkomme med noget der publiceres offentligt. Men her forekommer det mig at være min pligt da jeg førhen har været i besiddelse af Jens Høys fortrolighed og er nu uden nogen som helst fra min side dertil given anledning hovedkulds afskediget.

Min æresfølelse er ved denne lejlighed blevet krænket. Og derfor må jeg spørge: Hvad er årsagen, hr. Høy til min afskedigelse fra hr. Christensens sukkerraffinaderi og har jeg ikke til rette tid været påpasselig i mine pligters udførelse? Har jeg nogen tid forsømt hvad der er blevet mig pålagt? Og endelig kan hr. Høy tillige med mine forhenværende medarbejdere i sukkerraffinaderiet beskylde mig for at have været hengiven til drik, dovenskab etc.? Når de 2 første spørgsmål besvares bekræftende og det sidste benægtende, da grib Dem, hr. Høy i Deres egen barm og tænk over hvor lumpent De har behandlet mig. En gråhærdet 69 årig olding burde ikke i sine med hensyn til alderen sidste levedage opføre sig således at han ikke uplettet vil forlade det jordiske, og måske ved en lille højst ubetydelig, kvindelig person lade sig forføres til en handling der er og altid vil blev ham bebrejdet som uværdig.

København den 22. august, 1827
Peder Pedersen Farsbølle

(Politivennen nr. 608. Løverdagen den 25de August 1827, s. 540-542).

Brogade 1 set fra Knippelsbro. Nedrevet 1906. På huset i baggrunden står der så vidt jeg kan se Charlys Sukker Vinhandel. Niels Ludvig Mariboes billedsamling. Københavns Museum.

Redacteurens Anmærkning

En sukkermester var og er en person, der forestår (sukkerkogningen i) et sukkerkogeri, en sukkerfabrik. Kraks Vejviser angiver for året 1827 J. F. Høy, sukkermester. Christianshavns Brogade 17. Her må han have boet i lang tid, for Folketallet den 1. februar 1840 oplyser om en Jens Høy: Brogade (Langebrogade, ved Knippelsbro), gården nr. 17, anden Sal. Fødselsår 1759 (på tællingens tidspunkt altså 81 år, og på artiklens tidspunkt ca. 69 år). Enkemand. Sukkermester. Husstanden bestod af husjomfru Flemine Meyer (1789) og tjenestepige Christiane Sørensen. (1813). Begge ugifte. 

Brogade blev nedlagt 1938 og lå mellem nuværende Torvegade og Asiatisk Plads (der hvor udenrigsministeriet ligger). Tilsyneladende har skribenten været hos sukkermester Jens Høy 1824-27, hvorefter han er blevet fyret pga druk og dovenskab. Men han mener åbenbart at Jens Høy er blevet forledt af en kvinde til at gøre det. 

Et Par Ord om Boghøkeres og Bogschakreres Handel med Skoledrenge.

Motto: "Ve den fra hvem forargelsen kommer"

For nogen tid siden skete det at en skoleelev havde mistet en af sine skolebøger. Han bad sin far om at give sig en sådan igen i stedet for den bortkomne, som han dog forsikrede ikke at have tabt eller bortkommet ved uagtsomhed. Faderen måtte da bekvemme sig til det og lod drengen forhøre sig hos en af vores boghøkere om et brugt eksemplar. Og til drengens store forundring er den bog man der vil sælge ham - hans egen bortkomne bog. Faderen meldte skolebestyrelsen det forefaldne. Men var godmodig nok til at købe sin egen bog af boghøkeren uden at ville røre mere op i sagen. Lad den i Guds navn også være død, men nu til sagen.

Hvorledes forebygger man at disse bogsjakrere ikke køber skoledrenges egne eller skolekammeraters bøger? At uhyre misbrug finder sted ved denne handel behøves ikke at gøre indlysende ved det foregående. Man vil langt fra heller ikke her sætte enhver som handler med brugte bøger i samme parallel. Men det var dog tænkeligt at skolebørn af en sådan smuk person kunne blive overtalt til at sælge deres skolebøger og indbilde deres forældre at de havde tabt disse. Loven kan ikke ramme en sådan klintens djævelske sædemand da bevis mangler. Men man beder forældre og foresatte at våge over at denne industrigren ikke griber om sig. Især ville det være et fortræffeligt middel når børnene ikke fik for mange lommepenge og derved blev vant til slik og ødselhed.

(Politivennen nr. 608. Løverdagen den 25de August 1827, s. 533-535).

17 april 2016

Anmodning til Eieren af Stedet Nr. 274 i Rigensgade.

Det kan vist ikke være Dem ubekendt at Deres hus ofte er en tumleplads for rædselsscener der blev afstedkommet såvel om dagen og aftenen som om natten af den mængde mandlige og kvindelige lazaroner som har tilhold i Deres bopæl. De er vist heller ikke uvidende om at naboer og genboer natten imellem sidste mandag og tirsdag blev forskrækkede over den mageløse støj som foranledigedes at en i ordets mest bogstavelige betydning nøgen lazaron ynkeligt våndede sig over den mængde prygl der ude i deres gård regnede ned på hans blottede legeme.

Da sådanne optrin nu vist ikke længere kan have noget tiltrækkende for Dem og familie og da man gerne ønskede at have nattero, så tillader man sig herved at anmode Dem om for fremtiden at agere politimester i Deres eget hus, hvorved De da vil bevirke at en stor mængde mennesker uforstyrrede kan nyde den så nødvendige natlige hvile.

(Politivennen nr. 607. Løverdagen den 18te August 1827, s. 529-530).


Redacteurens Anmærkning

Adressen 274 Rigensgade er uklar. Matrikelnr. 274 var på Politivennens tid hvad der 1859 svarede til Adelgade 73. Fra 1954 blev den indlemmet i matrikel nr. 653 Dronningens Tværgade 52-54, fra 2008 Dronningens Tværgade 46-54.

16 april 2016

Skident Tractement paa Veien fra Østerbro til lille Rolighed.

Natten mellem lørdag den 11. og søndag den 12. i denne måned behagede det hr. gartner Danckert, ejer af stedet Skt. Petersborg på Østerbro, at udføre sit lokums indhold der var begyndt at flyde over, og aflæsse samme i en fordybning i hans have som støder tæt op til den i titlen nævnte vej.

("Det behagede hr. gartner Danckert, ejer af stedet Skt. Petersborg på Østerbro, at udføre sit lokums indhold der havde begyndt at flyde over, og aflæsse samme i en fordybning i hans have som støder tæt op til den i titlen nævnte vej". Bemærk de åbne kloakker mellem vejbane og fortov. Købkes Østerbro i morgenlys, 1836. Statens Museum for Kunst)  

Anmelderen vil ikke indlade sig på at bedømme om og hvorvidt hr. Danckert er berettiget til selv at foranstalte sådant udført. Men bemærker kun at han var aldeles uberettiget til at skille sig af med sit skarn på en måde der i så høj grad ulejligede stedets beboere og de mange der om søndagen spadserer ad denne behagelige vej, dels for at nyde udsigten over Sundet og dels for at besøge hr. traktør Waldts så yndede restauration på selve Skt. Petersborg.

Man håber derfor at de ansvarlige efter at være blevet gjort opmærksom på denne lovstridige skarnudførsel - om søndag formiddag var skarnkulen NB endnu ikke ganske tildækket - ville belære hr. Danckert hvordan han bør forholde sig en anden gang, når han måtte have trang till at skille sig ved sådanne ildelugtende ekskrementer.


(Politivennen nr. 607. Løverdagen den 18te August 1827, s. 525-526).

Redacteurens Anmærkning 

Lille Rolighed var et landsted som lå hvor nu Gammel Kalkbrænderivej 16 ligger. Mange af "guldalderens" berømtheder holdt til her:  Oehlenschläger, J.P. Mynster, Steffens, Ingemann og A.S. Ørsted. Gartner Danckerts have lå ved Sortedamssøen, på Købkes billede ovenfor helt yderst til venstre.

15 april 2016

Bøn på Østergade.

For anmelderen har det været et lige så ubehageligt som påfaldende skue at stadens mest befærdede gade, Østergade på visse tider af dagen - dog især om formiddagen mellem kl. 7 og 10 - er aldeles ufremkommelig for den del af almenheden der vil passere samme til vogns eller hest. Denne mangel på uhindret gennemfærdsel er imidlertid mest følelig på fejedage da det ikke er sjældent at se renovationsvogne med en tørvevogn på hver side hvorved gadens hele bredde optages og passagen spærres.

Mest påfaldende var det imidlertid sidste mandag da den kongelige familie måtte finde sig i et ikke kort ophold, fordi gaden spærredes på den ovennævnte måde.


Anmelderen tillader sig på grund af det at ytre ønske om at der i det mindste på fejedagene og så længe den kongelige familie opholder sig på Frederiksberg, måtte patruljere et par betjente i nævnte gade for at afværge at noget sådant ikke oftere skal finde sted da gadebetjentene jo må være til stede i flere gader.


(Politivennen nr. 606. Løverdagen den 11te August 1827, s. 504-505).