Varsko til Kjelderbeboeren i ny Adelgade nr. 320

Fra den i titlen nævnte kælder er der i lang tid næsten hver morgen, ja undertiden endog om dagen, blevet udkastet sådanne ekskrementer som man ellers plejer at skjule i det rum i gården som er bestemt for det. Da denne urenlighed ikke alene afgiver et væmmeligt skue, men tillige en forpestende stank, så anmodes kælderherren om at en sådan ulejligende uskik bliver afskaffet, da Sundhedspolitiet i modsat fald vist nok vil råde båd på det.

(Politivennen nr. 627 Løverdagen den  5te Januar 1828, s. 4).

Et Bidrag til Characteristik over Kromanden i Ballerup.

For nogen tid siden gjorde indsenderen i forening med en god ven og dennes børn en rejse til Jægerspris og bedede såvel på hen- som tilbagerejsen i Ballerups kro hvor man fandt en modtagelse ganske forskellig fra den man have nydt af kroens forrige besidder.

På udrejsen gik vi ind i den yderste gæstestue hvor vi traf et rejsende selskab der var i begreb med at drikke kaffe. Men ingen af kropersonalet, af hvilken årsag vi gik op i den anden stue og fandt der kromanden liggende på en kanope. Ved vores indtræden i værelset og forinden vi kunne fremsætte nogen anmodning til ham, forlod han pludselig denne og løb i største fart ud i køkkenet uden at tale et eneste ord eller at komplementere os på anden måde end med at vende os - bagen. Imidlertid formodede vi at manden om han endog havde taget det unådigt op at vi forstyrrede ham ..

[Side 840 og s. 841 mangler]

... vort ophold havde fortalt os at han havde fået sin dannelse ved at køre med fløde og mælk på Københavns gader.

Vi fortsatte efter at have betalt rejsen til København, men besluttede undervejs at offentliggøre den hele passage til advarsel for den eller dem der herefter nødsages til at tage ind i Ballerups Kro.

Indsenderen slutter med det ønske at denne på grund af dens beliggenhed så særdeles nødvendige kro snart måtte skifte herskab, hvilket ønske han siden har hørt fremsat af et par andre rejsende.

(Politivennen nr. 625 Løverdagen den  22de December 1827, s. 839 og  842).

Mosaisten skal ikkun udholde en Religionsprøve, men ikke konfirmeres.

På grund af at repræsentanterne for det mosaiske trossamfund har tilladt sig offentlig at benævne religionsprøven som allernådigst er befalet den mosaiske ungdom, "konfirmation" tillod anmelderen sig i dette blads nr. 618 at anmode disse om behageligt at opgive deres hjemmel for og berettigelse til at betjene sig af den oven citerede benævnelse.

Det har imidlertid ikke behaget de herrer repræsentanter at besvare det fremsatte til dem stillede spørgsmål. Og de vil derfor tillade mig at jeg anser denne deres tavshed for en stiltiende erkendelse af deres skrivesynd: Den de ikke har villet eller kunnet forsvare, især da den allerhøjeste forordning af 29. marts 1814 alene betjener sig af benævnelsen "eksamen". se fx dens §§ 15 og 16.

I sidste Politivennen har imidlertid en såkaldt hr. Emet Hadabar (sandsiger) historisk søgt at bevise at den allerede nævnte prøve retteligt og passende burde benævnes konfirmation. Men da han i sin fremstilling dels er afveget fra sandheden, og dels har tilladt sig upassende udladninger om anmelderen som fx at kun ortodoksi og fantastiske religionsskrupler har foranlediget spørgsmålet, så finder han det upassende, ja vel endog unyttigt at gøre forsøg på at overbevise en person der allerede må antages at have sat sig på det point ikke at ville lade sig overbevise. Kun vil han henvise andre tvivlende til den oven citerede forordning der ikke taler om konfirmation, men altid betjener sig af benævnelsen "eksamen", ligesom han også til styrke for sin påstand bør bemærke at man hverken i kateketernes attester eller på de udstedte adgangskort betjener sig af denne benævnelse.

Anmelderen slutter med den bemærkning at det synes ham formasteligt at forandre en af hans majestæt kongen allernådigst autoriseret benævnelse, og tør holde sig forvisset om at de herrer repræsentanter, ja vel endog hr. Emet Hadabar ikke vil kunne have noget at indvende mod det.

(Politivennen nr. 625 Løverdagen den  22de December 1827, s. 834-836).

Redacteurens Anmærkning

Konfirmationen i den skikkelse som den lutherske kirke praktiserede på Politivennens tid, var blevet indført i 1736. Og da var der virkelig tale om at træde "ind i de voksnes rækker", dvs retten til at erhverve de borgerlige rettigheder. Kun konfirmerede kunne indgå ægteskab, være fadder og vidne. Desuden kunne man blive straffet hvis man ikke var blevet konfirmeret inden sit 19. år. Juridisk gjaldt dette til 1921, uofficielt dog en del år før.

Med jødernes "frihedsbrev" 1814 var det blevet aktuelt at udbrede dannelse, bl.a. gennem jødiske skoler så de kunne blive borgere. Ikke i nutidens betydning af ordet "borger", men i enevældens betydning hvor borgerstanden var Københavns over- og middelklasse, dvs. handlende og håndværkere, der havde løst borgerskab og derigennem havde fået monopol på at styre byens anliggender.

Anordningen af 1814 betød at der skulle udpeges kateketer (lærere) til at forestå konfirmationsundervisningen. Kravene til disse var at de kunne forstå, tale og skrive korrekt dansk og beherske tysk så godt at han kunne få udbytte af velegnede bøger. I praksis var der kun en kateket i København, Odense og Fredericia. I København Isac Noa Mannheimer. Indførelsen af denne form for konfirmation rejste en intern splid i den jødiske menighed mellem reformvenlige og ortodokse som dog neddæmpedes efter opførelsen af synagogen i Krystalgade 1830. (Martin Schwartz Lausten: Jøder og kristne i Danmark. 2012). 

Omløbende Bissekræmmere.

Det er ganske påfaldende at man så ofte på landet ser omstrejfende bissekræmmere gæste beboerne hus til hus og at dette ikke forbydes udlændinge (som oftest italienere), da der dog i denne henseende finder indskrænkning sted for landets egne børn. Sådanne omløbere lister sig vel ofte med deres kasse på ryggen eller under armen forbi toldvæsenets betjente, hvilket man næsten må formode af de lave priser til hvilke de sælger deres kram når en kyndig indlader sig i handel med dem. Når sådanne personer har gæstet en og anden, savnes undertiden adskilligt i huset og vil man opsøge personen d er han sjældent at træffe. For inden han har samlet lidt sammen, har han ingen fast bollig. Den ukyndige ser sig desværre ofte bedraget ved sådant pak og kan vel næppe nogensinde komme til oprejsning igen hos vedkommende.

Når nu sådanne omløbere har samlet en del penge sammen, nedsætter de sig i købstæderne på landet, køber ejendomme og er snart borgere der. For at nå dette mål, slår ofte flere sig sammen, og når der med tiden bliver overskud, sender de penge til deres i fødelandet levende familie og så snart de nu kan leve hjemme ved den formue de har erhvervet her, drager de ud af landet med hele kapitaler. 

Undertiden spilles der en pæn bankerot efter at man har ladet sig kreditere dygtigt og på denne måde kommer man da lettest til den sum der med tiden skal skaffe hele familien et sorgfrit udkomme. Ved sådanne lejligheder slipper kompagnonen til de faste ejendomme, han får borgerret og nu fortsætter han sin forgængers handel indtil også han kan vende hjem. Man skal have set eksempler på at sådanne folk efter at de ved deres snyderi ikke har kunnet begå sig i købstæderne på landet, har begivet sig ind til hovedstaden hvor de har givet sig i kompagniskab med en handelsberettiget indfødt (som måske blot udlånte sit navn), senere selv fået borgerskab og da givet sig i et slags fællesskab med deres landsmænd der i provinserne havde haft samme skæbne som de selv.

Makkeren driver nu omkring fra hus til hus, og hovedstadens beboere deler nu skæbne med provinserne. Måtte nu sådanne tilfælde oftere indtræffe da kan man ikke tvivle om at der vil drages omsorg for at opdage alle de kneb sådanne landstrygere anvender for at sætte sig i stand til at udplyndre nationen, og at de i det mindste ikke ustraffet tillister sig fordele der ikke med rette nydes af landets indfødte.

I en tid hvor handelen næsten ligger i dvale må man jo ønske at dens fordele ene nydes af dem der i selve landet vil nyde den større eller mindre formue de kan erhverve, og blot i denne hensigt nedskrives disse linjer hvis forfatter har hørt den heri omtalte genstand af folk der siger sig vel underrettet, og om hvis troværdighed han ikke har årsag til at tvivle.

(Politivennen nr. 625 Løverdagen den  22de December 1827, s. 831-834).

Enhver er Tyv i sin Næring.

Dette ordsprog synes kun lidt at stemme med nutidens kultur, og man må derfor bringe i forslag i dets sted at betjene sig af et andet, nemlig dette: "Enhver søger sin fordel". Vel kan der siges at man kan søge fordel på en ulovlig måde, men da den tillige også kan søges på en lovlig måde, så er det sidste dog i det mindste mindre stødende end det første, når det anvendes på eller bruges om personer der ved enhver lejlighed er om sig. Det er bekendt nok at der gives mange sådanne, og man vil her fremsætte et par eksempler.

I Politivennen nr. 618 lod hr. Kehlet bekendtgøre at han ifølge en ham tilhændekommen skrivelse var til sinds at åbne et udsalg af chokolade til billig pris. Næppe havde man bemærket at denne handel lykkedes ham særdeles vel, før en anden lod bekendtgøre i Adresseavisen at han på Vesterbro åbnede et lignende udsalg. 

I Politivennen nr. 623 var indført et stykke med titlen: "Ægte jydske Theevandsknægte". Det kan næppe betvivles at indsenderen med dette havde til hensigt at gøre sig lystig over over den måde hvorpå hr. Kehlet bebudede sit udsalg. Men desuagtet så man dog 2 dage efter ikke ringere end 3 avertissementer i avisen i hvilke man underrettes om at man på 3 forskellige steder kunne få de såkaldte ægte jyske tevandsknægte der tillige anprises som en sund, styrkende, nærende og oplivende drik, ret som om der hørte kunst til at blande en snaps cognac eller rum i en kop tevand.

I Handelstidenden nr. 50 for dette år findes en afbildning af og beskrivelse over en kaffebrændingsmaskine, hvori bønnerne under brændingen mister de vandagtige og syrlige dele så at kaffen bliver mere aromatisk velsmagende og desuden vinder i drøjelse.

I bladet Dagen nr. 287 anmeldtes at hr. urtekræmmer Bøtger på hjørnet af Borgergade og Dronningens Tværgade havde anskaffet en sådan maskine, samt at bønner brændt i samme hos ham udsolgtes i større og minde kvantiteter. Straks derpå så man anmeldt i Adresseavisen af kaffebønner brændt i denne ewanske maskine solgtes hos hr. urtekræmmer Arntzen i Lavendelstræde nr. 91.

Anmelderen, en ven af alle nyttige indretninger, henvendte sig til hr. Bøtger for at tage maskinen i øjesyn. Hvilket blev ham tilladt med største beredvillighed. Men da han i samme øjemed henvendte sig til sidstnævnte sted, fik han til svar at man ikke havde maskinen der i huset. Og da han desuagtet ytrede ønske om at anstille en sammenligning mellem begge maskiner, blev det ham betydet at man ikke havde lejlighed til at forevise den, og at så mange var fremkommet med en lignende anmodning.

Da man nu ikke kan indse grunden til denne hemmelighedsfulde nægtelse og det så meget mindre som en udførlig afbildning og beskrivelse over maskinen som ovenfor sagt er offentligt bekendtgjort gennem Handelstidende, så tillader man sig at give hr. Arntzen det råd at lade sin maskine besigtiges af 2 kyndige og bekendte mænd samt offentligt at bekendtgøre disses mening om samme, da de mange som forgæves har ønsket at se samme, ellers let kunne falde på den tanke at en sådan maskine ikke var i hans værge, men at den kun eksisterer i det af ham i avisen indrykkede avertissement.

(Politivennen nr. 624 Løverdagen den  15de December 1827, s. 816-820).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på følges op af artikler i Politivennen nr. 618, 3. november 1827, s. 685-686.