Anmodning til Restaurateuren paa Søbadeanstalten ved Rysensteens Bastion

Indsenderen af disse linjer så sig for nogle dage siden for sin sundheds skyld nødsaget til at benytte sig af de varme bade i ovennævnte ypperlige badeanstalt. Efter at have brugt badet ville indsenderen vederkvæge sig med et glas vin på den restauration der hører til indretningen, og forlangte af den årsag et glas gammel fransk vin da han var af den mening at denne artikel måtte være at få i restaurationen, eftersom den fandtes på den opslåede priskurant. Efter at have erfaret det modsatte, forlangte indsenderen et glas Margaux, hvilket han godt nok fik, men ikke kunne nyde da vinen var ganske fordærvet og skimlet. 

Idet indsenderen til slut bemærker at han nogle dage senere på samme restauration ikke kunne få en kop chokolade, uagtet også denne artikel fandtes på priskuranten, anmoder han på egne og mange andre badegæsters vegne nævnte restauratør om for eftertiden at forsyne sit udsalg med alle de sager som man efter den ophængte liste kan forvente at forefinde. Samt at sørge for at enhver artikel må være af den beskaffenhed at den kan nydes uden modbydelighed og uden skade for sundheden.

(Politivennen nr. 644, Løverdagen den 3die Maj 1828, s.279-280).

"Indsenderen af disse linjer så sig for nogle dage siden for sin sundheds skyld nødsaget til at benytte sig af de varme bade i Rysensteen Badeanstalt." (Maleri formodentlig fra 1830'erne. Kreditering: Københavns Museum.)

Om de omvandrende Haandværkssvende.

De mange omvandrende håndværkssvende bliver stadig ved med at ulejlige landboerne. Og da de undertiden kommer 2 til 3, ja 4 i følge, sætter de især de afsides beliggende beboere i skræk. Og for at undgå deres grovheder, nødes de ofte til at give dem hvad de selv kunne have nødig. Især er de bange for at hvis disse vandrere blev opbragte, vil de om natten sætte ild på stråtagene og straks flygte derfra uden at frygte for at blive opdaget. Hvem ved også hvorfra de mange ildebrande der synes påsatte, er kommet?

"De kommer 2 til 3, ja 4 i følge og sætter de afsides beliggende beboere i skræk. Og de er bange for at hvis disse vandrere blev opbragte, vil de om natten sætte ild på stråtagene og straks flygte derfra uden at frygte for at blive opdaget." (Jens Juel: En sjællandsk bondegård under et optrækkende uvejr. Eigaard ved Ordrup, 1793. Statens Museum for Kunst)

Disse omstrejfende svende er virkelig en slags privilegerede betlere da de er forsynet med pas der ikke blot lyder på et eller flere nævnte steder hvor de har opgivet at ville hen, men endog ofte er tilføjet "og videre" så passet hjemler dem at gå hvor de vil og hvilken vej de finder for godt under foregivende af at søge arbejde, skønt tiggeri er hovedsagen. Hvilket de mange påtegninger viser da de har krydset rundt omkring i landet, frem og tilbage, og flere gange i samme egn, uagtet de vidste at intet arbejde var at få der. Politiet på landet bekymrer sig ikke om dem, og kan vel ikke forbyde dem at spadsere med deres pas hvor de vil, skønt de ved at de bedriver tiggeri. Hvad skulle disse mennesker også foretage sig for at ernære sig når der intet arbejde er at få og ingen tager sig af dem?

Kommer derimod arbejdere fra landet til købstæderne og betler fordi de ikke kan få arbejde der, og for at få noget så de kan komme hjem igen med, er politiet straks rede til at jage dem ud af byen, eller vel endog at lade dem blive bragt til vedkommende sogn hvor de har hjemme for at forsørges der. Ja hvad endnu er mere: har en arbejder fra landet fået arbejde i en købstad eller for dens regning i nærheden, men kommer til skade på arbejdet, er man godt nok så god at bringe ham til et hospital for at kureres, men lader regningen for kuren sendes til det sogn hvor han hører hjemme, tilligemed personen selv så fattigkassen må betale en sådan kur der kan løbe op til over 200 rigsbankdaler og desuden forsørge ham som krøbling. Eksempler på det kan desværre opgives. De arbejdsløse håndværks- og fabrikssvende hører dog nok egentlig til købstæderne, hvor de er blevet svende. For på landet må jo enkelte visse håndværkere der ikke kan udlære drenge, ikke bo. 

De håndværkere- og fabriksdrenge som købstæderne ikke behøver eller ikke må værne om, slipper da således ud at vandre for at fødes af landboerne. Desuden griber købstæderne ind i landboerhvervene da de avler kornsorter på deres skattefri jorder. Det er landmandens vigtigste indtægtskilde, og for den må han betale skatter og tiender og mange ydelser. Han må derimod ikke drive nogen slags købstadserhverv, ja end ikke forædle sine produkter.

Forholdet mellem købstads- og landerhvervenes kår er derfor vel næppe helt så passende. Dog hvad egentlig de omflakkende, arbejdsløse svende angår: mon der da ikke skulle kunne udtænkes noget virksomt middel der befriede landboerne for denne plage og skaffe i det mindste den skikkeligste del af dem deres nødtørftige udkomme på en bedre måde end næsten nøgne at strejfe fra sted til sted for at betle sig til underhold.

[Siderne 250-252 indeholder skribentens forslag]

(Politivennen nr. 642 Løverdagen den 19de April 1828, s.247-250).

Redacteurens Anmærkning

En artikel i Dagen for 20. marts 1818 fra Helsingør Politikammer fortalte om omrejsende svende allerede i 1818.

Den franske Svineslagter.

På Købmagergade i hr. Cassadabans gård har en franskmand åbnet et udsalg af svinekød der tidrager sig mængdens opmærksomhed i høj grad. Daglig ser man en del drenge og pøbel gennem vinduerne betragte hvorledes danske svin kan tilberedes og sælges på fransk måde. Denne sammenstimlen der endog har forårsaget et par ruder indtrykning, kunne man ønske adspredt, ti dels også for at give plads for dem af vore slagtere der vil se hvor propert og renligt fødevarer her, ligesom på fremmede stæder, behandles og derefter muligvis følge et så prisværdigt eksempel.

(Politivennen nr. 637, Løverdagen den 15de Marts 1828, s.183-184).

Slet Belysning paa Herr' Professor Oehlenschlägers Auditorium.

Indsenderen som med megen fornøjelse hører hr. professor Oehlenschlägers offentlige forelæsninger på Ehlers Kollegium, har der flere gange fundet sig højligt besværet af en kvælende lampeos som fremkommer derved at på den under loftet anbragte, seksarmede lampe, udslukkes den ene flamme efter den anden, og opfylder salen med en dræbende stank. Ligeledes er det øjensynligt at det falder professoren højst besværligt at læse ved de to elendige pråser der er anbragte på katederet og dertil i så stor afstand at de kun er at betragte som en eneste prås.

Overalt er hele lokalet højst uskønt og står følgelig i afstikkende kontrast til læren om det skønne. Skulle der mangle penge til at bestride disse højst nødvendige forbedringer (hvilket er indsenderen ubekendt) da ville vist enhver af professor Oehlenschlägers tilhørere med fornøjelse enhver efter sin evne, give en skærv når dertil blev hensat en bøsse.

(Politivennen nr. 632, Løverdagen den 9de Februar 1828, s.86-87).

Uventet Fornærmelse paa Kjøbmagergade.

Torsdag den 17. januar dette år da indsenderens datter ville gå hjem, efter at have været til religionsoverhøring, faldt hendes vej over Købmagergade hvor et ungt, velklædt menneske af skadefryd tog fingrene ind i hendes filees tørklæde som hun havde for ansigtet for at værne lidt mod den barske kulde, og rev det itu. Efter at dette var sket, vedblev han endog at udstøde forhånelse imod barnet som måske kunne udarte til skældsord dersom ikke en mand af bedre tænkemåde der følte det slette i sådanne handlinger, havde advaret ham derom.

Indsenderen har ved denne bekendtgørelse blot til hensigt at advare dette unge menneske om for fremtiden at vogte sig for sådanne pøbelagtigheder da han ellers kunne påregne sig mærkbare ubehageligheder.

(Politivennen nr. 630, Løverdagen den 26de Januar 1828, s.54-55).