05 maj 2016

Efterretning for Vedkommende.

Anmelderen har hørt at befordringsvognene eller de såkaldte returvogne hvert år bliver besigtiget for at de skal være forsvarlige og således at rejsende som benytter dem, intet har at udsætte på dem. Men hvis dette er tilfældet, da må det være længe siden et sådant syn fandt sted. For forleden dag så anmelderen i Store Kongensgade en sådan vogn der skulle befordre to damer til Helsingør, og som manglede alt hvad man kan henregne til bekvemmelighed. Ja selv trinnet op på den venstre side af vognen var borte. Karlen havde ingen stige, og det havde set slemt ud for de stakkels damer dersom ikke en husejer i nabolaget der så deres forlegenhed, havde ladet en karl hente en trappestige ved hvis hjælp de endelig slap op på den høje og umagelige vogn.

Man anmelder dette da det kunne være muligt at vognen kunne få retur med fremmede rejsende og der er vist ingen tvivl om at disse da ville finde en sådan befordring dårlig og ubekvem, især med hensyn til betalingen. At nogen vognmand skulle befordre rejsende med vogne der ikke var synet og godkendt, kan man vel ikke formode. Hvem denne omtalte vogn tilhørte, ved anmelderen ikke. Men kusken var en næsvis holstener der besvarede de spørgsmål han blev stillet, studs og inurbant.

(Politivennen nr. 646, Løverdagen den 17de Maj 1828, s. 316-317).

Drengeuorden

Om aftenen fra kl. 6 til henimod 9 samler der sig i Antonigade en flok drenge som der driver deres spøg på en for beboerne meget kedelig måde. Denne spøg består i en rædsom hujen og skrigen, skælden og smælden så at man ikke kan få ørenlyd i husene. Taler man til dem og formaner dem til ro, bliver disse skalke argere end før. Ja det er endog sket at en sådan rolighedsprædikant har fået sin stuedør slået op og et stykke brænde kastet efter hans hoved til salær for hans forelæsning. Gadens beboere ville være meget taknemmelig for den som kan udspekulere et brugbart middel mod dette onde.

(Politivennen nr. 646, Løverdagen den 17de Maj 1828, s. 315-316).

Tre Spørgsmaale.

1) Hvor kan det tillades at så mange personer af forskellig køn spadserer omkring i de såkaldte kancellibygninger dels for at tigge, dels for at sælge og måske af andre meget upassende grunde da dette dog ikke synes anstændigt i de kongelige bygninger.

2) Kunne det ikke lade sig gøre at der anbragtes bænke hist og her på Christianshavns Vold mellem møllen ved Sankt Annægade og qvintus da mange, især aldrende personer som spadserer der, sikkert gerne ønsker engang imellem at hvile sig? De ansvarshavende ville derved meget forpligte sig de spadserende som ønsker at vandre denne vej.

3) Kunne der ikke hist og her på gaderne anbringes steder hvor trængende lidt mere skjult kunne skille sig ved deres fluidum uden at dette bliver stående som nu og derved forårsager ikke alene et væmmeligt syn, men også især om sommeren en meget ubehageligt lugt? At man på enkelte steder finder andet menneskeligt der foruden det stygge syn osv. så ofte har til følge at man træder i det og som følge af det medfører den ubehagelige stank, synes bedre at kunne afværges da dette sikkert som oftest hidrører fra gadedrenge der uden at genere sig, på de første de bedste steder søger at skille sig af med deres byrde.

(Politivennen nr. 645, Løverdagen den 10de Maj 1828, s.309-310).

Veien fra Lygten til Ballerup.

Den dårligste blandt de dårlige veje i omegnen af København er uden tvivl denne. Skønt den nu er tør, er den dog af den beskaffenhed at man med et og samme køretøj må tilbringe omtrent dobbelt så lang tid på den som på en sædvanlig jævn jordvej af samme længde. Ved nattetid vil jeg ikke råde min værste fjende at køre på den. Hvorvidt en sådan vej svarer til vejforordningens (13. december 1793) *) §§ 6 og 58, vil jeg overlade til jurister at afgøre. Jeg vil blot gøre opmærksom på at de bønder som må benytte sig af denne vej for at køre til torvs, lider en skade på deres køretøj som vist ikke kan erstattes derved at de er fri for at betale bompenge.

Den omstændighed at nogle medlemmer af landets højeste regeringskollegium formodentlig med det første vil passe denne vej for at overvære eksamen på Jonstrup Seminarium kan måske være en opmuntring for de ansvarlige til snart at bringe den i bedre stand. Jordsmonnet er på ingen måde ugunstigt for en god vejs anlæg. Det er let at skaffe vandet afløb og når dette sker når vejen jævnes og forsynes med et godt lag af harpet grus, vil den ikke stå langt tilbage for en chausse **)

Den 5. maj 1828
Br.

*) På de veje som ikke bliver chausseer, bruges tit opfyldning og planering blåt ler og rødt ler hvor samme haves, og oven på lægges jord, sand og grus, hammerskjæl, stenkulstøv, murstensbrokker, samt hvor passagen ikke er for stærk, bygningsgrus og så fremdeles

**) Udgiveren kan ved denne lejlighed ikke tilbageholde det ønske han længe har næret, nemlig at såvel den her omhandlede vej som vejen fra Kollekolle til København måtte sættes i samme stand som Strandvejen fra Slukefter til Dyrehaven. For uagtet disse veje egentlig ikke er kongeveje, befærdes de dog langt mere end mange strækninger af disse. Og man har alt for ofte set og erfaret den skade disse vejes dårlige tilstand, især om for- og efteråret, tilføjer landboernes køretøj og heste. Da man ikke alene i England, men endog i de fleste andre europæiske lande er kommet til den overbevisning at vejes anlæg bedst og billigst befordres af private mod at disse får tilladelse til at hæve bompenge i et vist antal år, så var det endvidere højligt ønskeligt hvis en eller flere privatpersoner ville påtage sig de omhandlede vejanlæg og tør man holde sig forvisset om at tilladelse dertil ikke vil nægtes og at entreprisen desuden ville give gode renter.

(Politivennen nr. 646, Løverdagen den 17de Maj 1828, s. 310-312).

04 maj 2016

Et Brev til Udgiveren.

Højstærede hr. udgiver!

Af det sidste nummer af Deres blad erfarede jeg at De har haft den godhed at anke over en mangel ved gården nr. 4 og 5 på Kongens Nytorv.

På grund heraf tillader jeg mig allerærbødigst at anomde Dem om i næste nummer at indrykke en anden anke der efter mit tykke er lige så grundet, ja vel endog mere beføjet, end den allerede indrykkede.

Jeg har nemlig i omtrent et halvt år gået en af gårdens beboere til hånde med successivt at save og hugge brænde, bære vand og lignende, hvorved jeg har haft en ganske god fortjeneste. Men jeg kan ikke beskrive Dem hvor ofte jeg har udstødt forbandelser over den såkaldte trommelrende hvorigennem al urenlighed fra vaskene føres ned i gården.

Denne rende er nemlig i en så højst brøstfældig tilstand at det fluidum der løber gennem samme, til tider oversprøjter hele gården, eftersom den er aldeles utæt, ja mangler endog fra stenbroen til ovenfor første sal, det bræt der skulle vende ud imod gården.

De kan - kort sagt - ikke forestille Dem, hr. udgiver, hvor ofte jeg under mit arbejde er blevet oversprøjtet af den forbandede rendes indhold, og hvor meget mine klæder har lidt derved, og jeg beder Dem derfor på det indstændigste gennem Deres blad at henlede de ansvarshavendes opmærksomhed herpå så sådan ulempe kan forebyggges i fremtiden.

Med højagtelse vover jeg at tegne mig som Deres velbårenheds allerærbødigste

Bernt Berntsen

Arbejdsmand.

(Politivennen nr. 644, Løverdagen den 3die Maj 1828, s.291-292).

Redacteurens Anmærkning.

Kongens Nytorv 4 er nutidens Kongens Nytorv nr. 19/ Lille Kongensgade 4. Det er opført 1767. Nr 5 derimod eksisterer ikke længere. Den blev 1859 til nr. 21, og sammenlagt til Kongens Nytorv 21/ Lille Kongensgade 6