Anmodning til Eieren af Stedet Nr. 342 i Dronningens Tværgade.

Det er Dem sandsynligvis ikke ubekendt at to hæderlige matroner som bor i Deres hus, har valgt sig et fast stade i gadedøren, rimeligvis for at lægge mærke til den eller dem der passerer ud og ind af samme. Da det nu ikke kan nægtes at en sådan kontrol kan have sin nytte, så tillader man sig herved at anmode Dem om at lade et par stole hensætte i gangen, således at de nævnte vakre matroner i ro og mag kan røgte deres vist nok højst vigtige kald.

(Politivennen nr. 657, Løverdagen den 2den August 1828, s. 511)

Redacteurens Anmærkning

Dronningens Tværgade 342 blev i 1859 til Dronningens Tværgade 37. Det nuværende hus er fra 1943, og man kan altså ikke se hvor de to matroner var. 

Svar paa det i Politievennen Nr. 65- indrykkede Stykke: "Spørgsmål til Vedkommende"

Når forfatteren af ovennævnte stykke nøjere havde lagt mærke til hvorfra den ildelugtende i nærheden af natterenovationskulerne kom, så ville såvel han som enhver anden havde fundet at det især kommer fra den, den foregående nat udførte natrenovation, og ikke fra den renovation som nogle amagere har opkørt i bunker lige uden omkring kulerne, hvilken renovation i længere tid har ligget i kuler, udsat for luftens påvirkning, og tabt næsten alt det ildelugtende som ellers er ved denne gødning. Og sæt endogså at dette lugtede meget ubehageligt, så ville disse uddunstninger ikke strække sig videre fra amagernes oplagssteder end fra selve kulerne.

Den ærede forfatter mener at amagerne kunne tage denne gødning lige fra kulen af og hjemkøre den. Men det kan aldeles ikke gå an. For det er kun når der har været tørvejr i lang tid at man kan køre ned i kulen. Og da må man benytte denne tid til at få gødningen opkørt, for siden ved lejlighed at få den hjemkørt. Desuden frygter jeg meget for at den ærede herre med flere ville blive endnu mere forulempet med slem lugt. For der ville flyde meget over af vognen hele vejen når man kørte det hjem i så flydende en tilstand som det forefindes i kulen. Tillige ville der ikke heller blive meget tilbage af læsset når manden kom til sit bestemmelsessted. Vel kan indsenderen af dette ikke benægte at der såvel ved denne som ved enhver slags gødning findes en slem og ubehagelig lugt. Men for denne årsags skyld at lægge hindring i vejen for sammes afbenyttelse, ville være en alt for ubodelig skade såvel for staten selv, som for enkelt mand da jeg og sikkert flere med mig er af den mening at fordelen her langt opvejer skaden som kan flyde deraf. 

Desværre har amagerne flere år måttet savne gaderenovationen der ikke mere må føres ud af Amagerport, ligeledes til stor skade for det almindelige. Derimod tror jeg at de ansvarlige autoriteter kunne gøre noget, ja meget for at stanken såvel af gade- som  natrenovation ikke skulle udbrede sig så vidt omkring som den nu gør, dels fordi disse to renovationer aflæsses på to dertil af øvrigheden bestemte steder, og dels fordi den hos private som ønsker at bruge dette, ligeledes bliver aflæsset på forskellige steder hele Amagerbro igennem, så bliver altså fra hvad kant vinden end blæser såvel de der passerer Amagerbro som de der bor der, belemret med det. Mit forslag er dette: At såvel gade- som natrenovationen bør blandes sammen. Derved kunne det sidste blive en fast masse så at det igen kunne føres fra oplagsstedet uden at man først behøvede at opkøre det på et andet sted for at tørres før det hjemkøres. 

Tillige var det gavnligt såvel for gødningen selv, som for til dels at forebygge lugtens udbredelse af samme, at der blev anbragt et slags dæksel over den kule som dertil skulle indrettes. Københavns kæmnerkasse ville desuden få en indtægt den ikke før har haft, nemlig af gaderenovationen. Jeg finder det ikke passende, ja overflødigt, her at forklare nøjere hvorledes sådan en kule skulle indrettes med mere. For om forslaget skulle finde bifald, ville vedkommende vist nok selv forstå at træffe de fornødne foranstaltninger uden min vejledning.

(Politivennen nr. 657, Løverdagen den 2den August 1828, s. 503-507)

Redacteurens Anmærkning

Samtlige artikler i denne serie: Politivennen nr. 654, Løverdagen den 12te Juli 1828, s. 450-452, Politivennen nr. 654, Løverdagen den 12te Juli 1828, s. 455-456, Politivennen nr. 657, Løverdagen den 2den August 1828, s. 503-507, Politivennen nr. 658, Løverdagen den 9de August 1828, s. 528 og Politivennen nr. 660, Løverdagen den 23de August 1828, s. 558-560.

Klage over Forpagteren af Amagerports Bomintrader.

Mandag den 23. juli efter skarpskydningen på Amager, kom indsenderen omtrent kl. halv ti ved Amagerports bom med en bræddevogn som han måtte tage i mangel af en rustvogn. Da vognen var brugt ved opsamlingen af de afskudte kugler, var den naturligvis benyttet til kongelig tjeneste, og desto mere forundrede det derfor indsenderen at blive anholdt af bommanden som erklærede at det var ham aldeles ligegyldigt om den var brugt til kongens tjeneste eller ej. Men indsenderen heraf skulle betale 11 skilling for at komme ind. 

Da indsenderen kun havde en fem rigsbankdalers seddel og frygtede for ved omvekslingen at blive bebyrdet med en mængde kobberpenge som bommanden havde i hånden, erklærede han at han ingen penge havde hos sig og forlangte at køre frit. For imidlertid at skåne de 2 fattige karle som sad på vognen, erklærede indsenderen sig villig til næste morgen at betale de 11 skilling. Men blev med uartigheder afkrævet et tilstrækkeligt pant, hvorpå han gav bommanden en guldring som næste morgen blev indløst. En så mageløs impertinence fortjener sikker at anmeldes for hans foresatte for at han tilbørligt kan blive straffet eller mulkteret. For de er beklageligt at en officer i kongelig tjeneste ikke skal kunne betros 11 skilling natten over.

(Politivennen nr. 657, Løverdagen den 2den August 1828, s. 497-498)

Klage over Veien fra Nørrebro til Søborghus.

Et mærkeligt bidrag til de mange ulykker som næsten dagligt sker for de passerende på vejstykket mellem Nørrebro og Søborghus og som så himmelråbende taler for at forbedringen af dette vejstykke som passeres af mange dog engang blev påtænkt, synes det at være at en mand for ikke længe siden væltede midt på vejen af dette vejstykke og blev straks slået ihjel, uden at der på vognen var noget sådant læs som kunne bidrage til dens væltning. Og at dette ikke behøvedes, vil enhver som passerer vejen, endog på denne årets tid hvor dog ellers ethvert føre er fremkommeligt, ikke alene kunne overbevise sig om, men må endog undre sig over at der ikke høres oftere om sådanne ulykker.

En anden, men dog mindre sørgelig tildragelse som ligeledes er indsenderen bekendt, synes heller ikke her at stå på urette sted. En karl væltede nemlig ligeledes midt på denne vej for omtrent 2 år siden og brækkede sit ene ben på 2 steder, hvoraf han er en krøbling, skønt husbonden måtte betale 40 rigsbankdaler badskærerløn for ham. Da væltning i øvrigt hører til dagens orden på omtalte vejstykke, er det altså ikke vejen, men forsynet man har at takke for at der ikke dagligt høres om sådanne ulykker, hvorom indsenderen har haft lejlighed til at overbevise sig om da han har set holstenske vogne vælte på denne vej med 8 til 10 personer på, dels kavallerer, damer og børn. Dog uden at nogen er kommet til skade.

(Politivennen nr. 656, Løverdagen den 26de Juli 1828, s. 492-494)

Anmodning til Slagtere med Flere.

Gentagne gange har man, og det til visse med rette, ført anke over den appetitødelæggende og udelikate måde hvorpå de nationalprodukter der tjener mennesker til føde, tilberedes, transporteres osv. Men skønt de pågældende selv har erkendt dem som rimelige, har disse anker trods det ikke haft den tilsigtede virkning. Nærværende anke turde måske ikke smigre sig med en blidere skæbne, men anmelderen har derfor ikke villet lade sig afskrække fra at fremsætte samme i det håb at enkelte dog muligvis kunne bekvemme sig til at forlade den gamle slendrian og derved give deres medborgere et efterfølgelsesværdigt eksempel til efterlevelse.

Det har nemlig i flere år undret anmelderen at slagterne som transporterer kød fra deres slagterier til udsalgsboderne her i staden, i almindelighed henslænger dette menneskets næstvigtigste fødemiddel på en bræddevogn uden i det mindste at forsyne denne med et underlag af rent og hvidt linned, og uden at bryde sig om at tildække det således henslængte kød, skønt de nødvendigvis må have bemærket at kødet især når der efter flere dages tørvejr indtræffer blæst, på det mest væmmelige besudles af tykke støvskyer hvis hovedbestanddel især er hentørret gadeskarn. Af regn, sne, slud hagl osv. lider kødet vel mindre. Skønt det synes utilgiveligt at man ikke søger at forebygge dette svineri, eftersom det kan ske ved en meget ubetydelig bekostning. En presenning ville nemlig forebygge alle onder og anskaffelse af samme var dog kun en ringe udgift.

Hvad her er sagt om slagterne, gælder i almindelighed også om brødbagerne der lader hele læs blive kørt omkring i byen, uden at vognene er forsynet enten med presenning eller underlag. At nogle endog bruger brødvognen til sandkørsel osv. er et lige så væmmeligt som utilgiveligt svineri.

Anmelderen slutter med det ønske at de ansvarlige vil bestræbe sig for at gøre gentagne anker i denne anledning overflødige.

(Politivennen nr. 656, Løverdagen den 26de Juli 1828, s. 487-489)