Et Par Ord om den heilbornske Kogeindretning i Brolæggerstræde Nr. 79.

Hr. Heilborn etablerede som bekendt ved årets begyndelse en kogeindretning i Brolæggerstræde hvorfra hver dag udleveredes en portion varm suppe mod den yderst billige betaling 13 rigsbankdaler i kvartalet. En komite af agtede mænd søgte det første kvartal at udvide denne indretning ved at lade maden sælges dagligt til 2½ skilling portionen. Men da årstiden tillod flere af den arbejdende klasse at tjene noget mere, så at de kunne skaffe sig bedre føde, så ophørte komiteen med dette udsalg, men gav håb om at den muligvis ved vinterens nærmelse igen ville virke til denne velgørende indretning. - Adskillige hundrede mennesker er ved denne bespisningsanstalt af hr. Heilborn dagligt blevet måtte. Indsenderen har selv ofte set og spist af denne mad, og ikke alene fundet den god, kraftig og velsmagende, men endog højst nærende, så at det ville være beklageligt hvis denne indretning nogensinde skulle ophøre.

Regner man hvor mange husvilde familier staden har indenfor sine mure, hvor mange af disse der ikke egentlig kvalificerer sig til fattigvæsnets forsorg, og dog højligt trænger til en sådan bespisningsmåde for en ringe betaling, så er det vel at ønske at hr. Heilborn måtte understøttes i dette hans menneskekærlige anlæg, så at det ikke går til grunde. At maden er god, kraftig, nærende og renlig samt at en portion af den indeholder så meget som noget menneske behøver til middagsmad, er en sandhed som enhver der vil se og smage den, kan overbevise sig om og når man er trængende og dagligt kan få en ret god, varm mad for 2½ skilling, så har man ingen årsag til at klage. Kunne denne indretning ske ved bespisningen at flæsk- eller kødportionerne kunne uddeles noget større, imod 1 eller 1½ skilling højere betaling, da ville mange ønske det. Men kan sådant ikke forenes med planen, da bør dette væfre ligegyldigt. For vedbliver maden at være som den hidtil har været, kan man godt mættes ved den, og må velsigne den mand som indførte denne bespisningsmåde.

Ved denne lejlighed tager man sig den frihed at bede disse agtede mænd hvoraf komiteen havde dannet sig forrige vinter, at de så snart lejlighed gives, ville foranstalte at denne heilbornske suppe kan fås til købs daglig eller ugentlig flere steder i byen. For når en familie består af nogle personer, er det i almindelighed vanskeligt for husvilde at udrede flere gange 13 mark kvartalsvis, hvorimod indkøbet af maden dagligt eller ugentligt bedre kan overkommes.

Vor gode konge med flere af de kongelige personer som har tegnet sig for og ladet et stort antal portioner af denne suppe uddeles til trængende familier, være takket for denne nåde der påskønnes af mange som hver gang de har mættet sig, opsender varme bønner for kongehuset der ved så mange lejligheder lindrer den armes kår.

(Politivennen nr. 667, Løverdagen den 11te Oktober 1828, s. 693-696)

Redacteurens Anmærkning.

Brolæggerstræde 79 er nutiden nr. 6. Huset er opført 1797-98 for brændevinsbrænder Jens Rasmus Lund.

Den søvnige Bommand ved Niverød

Anmelderen der adskillige gange ved nattetider har passeret Helsingørs landevej, er ved ingen af de derværende seks bomme blevet så meget opholdt inden bommen er blevet optrukket som ved den ved Niverød Kro hvor man endog tidligt på natten må råbe og banke gentagende inden bommanden rejser sig af sit leje. Om årsagen til dette ubehagelige ophold ligger i en mindre færdsel forbi denne bom end forbi de andre, er anmelderen ubekendt. Men da bommanden er til for de rejsende, og ikke de rejsende for bommanden, så var det ønskeligt at forpagteren af nævnte bom enten bestræbte sig for at være mere årvågen eller så ofte han ikke kan overvinde søvnen, lod bommen stå åben.

(Politivennen nr. 667, Løverdagen den 11te Oktober 1828, s. 689-690)

En ubehagelig Skraaler.

Som et sidestykke til den i dette blad adskillige gange omtalte sandvræler, kan anføres en person der næsten hver formiddag lader sin behagelige stemme høres i strøget af Møntergade, Pilestræde, Kronprinsensgade og Sværtegade. Hans evindelige pinnæ-brænde-pinnæ-brænnæ (pindebrænde) fremfører han i den ynkeligste tone eller retter hylen, så at man skulle tro at et menneske var kommet til skade. - Da vist flere sammen med indsenderen ønsker at denne vrælen måtte ophøre, tager man sig den frihed at anmode skråleren om at holde inde med denne vederstyggelige musik.

(Politivennen nr. 666, Løverdagen den 4de Oktober 1828, s. 676)

Om Liremænd og Lirespil.

Skønt indsenderen af dette er langt fra at være misundelig og ret vel indser hvor mange arbejdssøgende og arbejdsløse subjekter der for nærværende tid findes, kan jeg dog ikke undlade at klage over det nu så overhåndtagende lirekassespil. At de personer der på denne måde søger erhverv, af høje vedkommende må være forsynet med tilladelse er ikke underkastet nogen tvivl. Men for nogle år siden hørte man kun somme tider i enkelte gader en såkaldt lirendrejer, en gammel mand og som vel næsten var den eneste i staden. Men nu vrimler jo staden af sådanne instrumenter, hvoraf adskillige ofte er af den slags at man hellere måtte give penge for at blive dem kvit end for at høre dem. Skal den syge og svage som i adskillige nætter har savnet søvn, forstyrres ved disse når han på hvilken som helst tid af dagen falder i slummer og vækkes af denne som oftest skurrende lyd, især når lirekassemændene opstiller sig i gårdene hvor uroen endog forøges ved tilløbet af en hob gadedrenge og anden pøbel? 

I øvrigt må man i grunden beklage de mange unge mennesker som man daglig ser at befatte sig med dette hverv. Var det ikke bedre for dem at de enten blev ved den profession de havdelært eller i den tid som de på denne måde virkelig bortødsler, lærte en. Vel er den indtægt de kan have i forhold til den daglige leje de må svare til vedkommende ejere af disse instrumenter, sikkert kun ubetydelig. Men for at forebygge ørkesløshed hos sådanne unge mennesker synes det at være mere passende at tilladelse til at lade nævnte instrumenter høres, kun meddeltes gamle, trængende mennesker, for så vidt de var i stand til at transportere dem, dog med den indskrænkning at de ikke måtte gå ind i gårde eller forulejlige nogen husbeboer med deres musik, med mindre de af dem blev indkaldt.

(Politivennen nr. 666, Løverdagen den 4de Oktober 1828, s. 665-667)

På Klæstrups billede fra Pilestræde har nogle gårdmusikanter opstillet sig. Dog uden lirekasse.

Anmodning til Herr Cantor Hartmann.

Mandag den 8. dennes lod jeg et barn begraves. For jorden lagde jeg betaling til kirkeværgen og begav mig derefter med den mig af ham meddelte kvittering til kantor Hartmann der i stedet for at påtegne nævnte kvittering til underretning for graveren, gav mig en anden seddel ifølge hvilken graveren kun kunne tillade barnets begravelse på frijordskirkegården.

Utilfreds hermed bad jeg min kone henvende sig til kantoren for at erfare grunden hertil, men hr. kantoren var ikke hjemme, og jeg må oprigtigt tilstå at det skulle have været mig kært hvis det samme havde været tilfældet med hans kone der behandlede min hustru på det uhøfligste, ligesom hun også til slut erklærede: "herved er intet at gøre. Barnet skal blive liggende hvor det ligger."

Min kone henvendte sig derpå til kirkeværgen der meddelte hende en seddel til kantoren, sådan lydende:

"Overbringeren heraf arbejdsmand Søndersøes kone siger at hendes barn som er begravet i dag den 8. september skal være begravet på frijordskikregården, men da der er betalt for barnets begravelse, så må dette være en fejltagelse som jeg herved anmoder Dem om at undersøge.

Den 8. september 1828.
H. H. Schmidt."
"Hr. kantor Hartmann"

og det lykkedes hende da endelig ved kirkeværgens og graverens velvillige understøttelse at få barnet opgravet og jordet på det sted hun ønskede uden videre udgift.

Idet jeg herved fremsætter en anmodning til hr. kantor Hartmann, den nemlig at dressere sin kone således at hun i hans fravær ikke skal støde an mod de simpleste høflighedsregler, kan jeg til slut ikke undlade at yde graveren i særdeleshed min forbindtligste tak for den måde hvorpå han antog sig min og kones sag og derved stoppede munden på den uartige kantorske.

København den 18, september 1828.
Niels Hansen Søndersøe.

(Politivennen nr. 665, Løverdagen den 27de September 1828, s. 627-629)

Redacteurens Anmærkning.

Hartmann bekendtgjorde i Politivennen nr. 669 at han anså anklagen for ubeføjet, og efter behandling i forligelseskommissionen nu havde indstævnet ham for retten.