Spørgsmaal Quinespillet angaaende.

Hr. Udgiver!

Skønt jeg er helt ubekendt for Dem, tager jeg mig dog den frihed at henvende mig til Dem for at få et spørgsmål besvaret, og det er: er det såkaldte quinespil forbudt? Jeg er traktør, billardholder eller om De vil værtshusholder. Og har som sådan i nogle år ernæret mig og familie på en anstændig og lovlig måde. I mit hus er aldrig blevet spillet andet end kommersspil. Og mit værtskab er lukket til den tid politiet befaler. Men i den seneste tid har en del af mine gæster forladt mit hus og min indkomst aftaget skønt min omhu for at beværte enhver efter ønske og min øvrige behandling på alle måder har været som de plejede. 

En af mine bekendte har endelig opgivet mig som årsagen til det at det er fordi jeg ikke ville indrette og tillade quinespillet hos mig. Dine gæster, sagde han, tyr hen til et sted på Østergade og ligeledes i Ny Adelgade bag Hovedvagten. For her kan de i den tid de hos dig spiller om et glas punch vinde 16 til 20 rigsbankdaler, og værten tjener da uden videre ulejlighed 6-7 rigsbankdaler. Det er i sandhed for en vært en anselig og meget lokkende fortjeneste som jeg i flere dage ikke uagtet al umage kan rose mig af. Jeg beder Dem derfor hr. udgiver at De vil besvare eller i Deres blad søge svar på ovenstående spørgsmål, eller meddele mig Deres gode råd hvorledes de tror jeg i denne henseende bør handle.

Deres ærbødige
N. N. 

Svar

Idet jeg overlader det til en mere kyndig at give et tilfredsstillende svar på Deres spørgsmål, vil jeg blot gøre Dem opmærksom på at al slags hasardspil er forbudt. Og da quinespillet kan regnes dertil, er dette følgelig ikke tilladt. Mit råd som De ønsker, er at De som før søger at ernære Dem på en anstændig og lovlig måde, og ved gode varer, billig betaling og god opførsel søger at skaffe Dem ordentlige gæsters besøg. De kan da lykønske Dem med at spillerne ikke frekventerer Deres hus. For findes der steder hvor utilladeligt spil finder sted, vil vores årvågne politi nok finde værterne og ordsproget: hvad der kommer med synden,, bortgår med sorgen, vil da vist nok gå i opfyldelse på disse, mens De lever rolig med en mindre fortjeneste.

Udgiveren.

(Politivennen nr. 688, Løverdagen den 7de Marts 1829, s. 148-150)

Redacteurens Anmærkning

Vildmanden var en gård eller et herberg i Østergade 32. Komponisten Peter Casper Krossing havde sin debut her i 1818. Se også den efterfølgende artikel.

Jeg har ikke kunnet finde ud af hvad quinespil er for noget. Måske er det en misforstået stavning af fransk vingt-et-un, altså 21 eller blackjack. Det var kendt på Politivennens tid. Hasardspil var blevet forbudt i 1753. Det blev først delvist tilladt i 1869 for foreninger, hvis indtægterne gik til en "veldædig sag." Tallotteri var tilladt.

Bøn om Vand paa Ulfeldtsplads.

Gråbrødretorv der i den senere tid er blevet til et torv, savner et gode som de andre torve er i besiddelse af, nemlig en offentlig vandpost. Nytorv, Højbro Plads, Vandkunsten, Kultorvet og flere har deres vandpost. Men Gråbrødretorv har ingen. Og dog er en vandpost her af største nødvendighed for at renholde og bortskylle urenlighederne fra de mange slagterboder der findes. Man har hjulpet og hjælper sig vel med at hente vand fra de omliggende gårde. Men man frygter for at disses ejere omsider vil blive kede af at lade deres pumperedskaber opslides af uberettigede og formene dem brugen af samme. Da de udsælgere der torver på denne plads, betaler afgifter til staden, ligesåvel som udsælgerne på den andre torve der er forsynet med vand, så holder det det for et rimeligt krav også at nyde lige rettighed. De ønsker og beder derfor om at pladsen måtte forsynes med en vandpost som muligvis kunne afløse den fæle stenstøtte der vist ikke er til nogen pryd for tedet. Bekostningen til et sådant anlæg kan kun blive ubetydelig da hovedrenden løber tværs under torvet i nærheden af støttens grund.

(Politivennen nr. 686, Løverdagen den 21de Februar 1829, s. 119-120)

Spørgsmaal.

Det er et medynkvækkende syn når man passerer Kongens nytorv at se den medfart de usle, forsultne heste for de såkaldte skillingskaner må lide. Hele dagen holder de på torvet til tjeneste for enhver dreng der for et par skilling vil tage dem i brug. De får intet ordentligt foder, må løbe uophørligt til langt ud på natten og piskes ubarmhjertigt. Man har ofte set to store drenge i og på en kane mens en tredie løb ved siden af hesten og med gruelige piskerap søgte at få den til at anspænde sin sidste kraft. Kan sådant barbari ikke hæmmes uden at gøre brug på ejendomsretten?

(Politivennen nr. 685, Løverdagen den 14de Februar 1829, s. 110-111)

Om Pidskeknald af Drenge.

I en så usædvanlig snevinter som denne er det ikke at undres over at kanefartelskerne jo vil nyde den fornøjelse denne kørsel afgiver. At dertil bestandigt er en knaldepisk nødvendig, er en gammel skik, og måske nødvendig for at opmuntre hestene og oplive gemytterne når kun disse piskesnerte ikke er af den længde at en stakkels fortovsgænger kan få et drag over næse og øjne. Men det er vel højst utilladeligt at enhver omløbende dreng må have en knaldepisk således som mangfoldige gadedrenge denne vinter har haft. Man beder politiet uden skånsel at borttage disse. Den skade de forårsager, er let at indse, de gør heste løbske, og passagen usikker både på gade og fortov, for ikke at tale om hvor skadeligt det er at give børn piske i hænde der indbyder så stærkt til tyranni. Men denne moralske hensigt er vel for dyb for detteblad og dets læsere.

Man anmoder derfor at piskene uden barmhjertighed må tages fra pogene, for mange gange står en pog ubevægelig på et sted og smækker uafladeligt, i stedet for en forbifarende kanejunker kun smækker en gang og derpå kører sin tur.

Det var tillige at ønske at piskesnertene måtte være af et vist mål. For så store som de nnu findes, kan ingen mand på en gade være sikker for dem.

(Politivennen nr. 685, Løverdagen den 14de Februar 1829, s. 102-103)

Spørgsmaal i Hillerød.

Bør en bataljonskirurg og praktiserende læge befatte sig med juridiske sager, eller bør han passe lægekunsten og sit rette embede? Man ønsker at en kyndig mand vil besvare dette spørgsmål, hvis årsag er følgende: Den 22 november sidste år døde i Hillerød garvermester Adolph Appeldorn. Hans arvinger, to sønner og en datter var alle myndige. De bestemte altså at dele indbyrdes uden skifterettens mellemkomst. Og bestyrelsen af den afdøde mands efterladte dele blev overdraget til den yngste søn. 

Men snart fik den ældste søn, hr. kapellan Frederik Appeldorn det indfald at bryde sit givne løfte. Og da man ikke kunne eller ville tilfredsstillet hans umådelige begærlighed med 8.000 rigsbankdaler. Så rådførte han sig med sin kære ven, hr. bataljonskirurg Johan Henrich Adolph Evertsen, og denne mand var da særdeles villig til at være hans kommissionær og lade alt gå i rettens hænder. Ved hvilken lejlighed hr. Evertsen udviste en opførsel som ikke var rosværdig. For selvom den yngste søn på en lovlig måde var kommet i sin fars hus og der havde påtaget sig bestyrelsen måtte han i den strenge kulde, den 2. januar med en svagelig kone og et lille barn se sig nødsaget til at forlade hus og hjem og rejse til København. For man nægtede ham levnedsmidler og brænde i denne hårde vinter. Enhver del af hans ejendom var under forsegling og en politibetjent indsat som bestyrer. 

Boets åbning var bestemt til den 29. januar 1829 kl. 9 og formiddagen. Men endnu kl. 7 om aftenen havde hverken hr. Appeldorn eller hans kommissionær hr. Evertsen indfundet sig, selvom de begge fuldkommen nøje var underrettede om at mødet skulle finde sted. Af den årsag måtte man indføre sådant i protokollen, udsætte boets behandling til næste dag kl. 9 og imidlertid lade hr. Evertsen lovligt indstævne til da at møde. At hr. Evertsen kan være en duelig læge, kan vel være sandt. Men at han i juridiske sager er en stymper er man overbevist om. For hele resultatet her blev således at boets behandling blev udsat i 14 dage. Og imidlertid ville hr. Evertsen lade hr. Appeldorn selv møde, hvilket fra hr. Evertsens side også er ganske passende, for nu da han af særdeles venskab har ledt hr. kapellan Appeldorn ret godt ind i denne så afskyelige affære, lader han ham selv sørge for at lede sig ud igen.

Heinrich Villads Appeldorn

(Politivennen nr. 684, Løverdagen den 7de Februar 1829, s. 87-90)

Redacteurens Anmærkning.

I en notits i Politivennen nr. 693, 11. april 1829, s. 233 underskrevet Hillerød 31. marts 1829, erklærede Heinrich Villads Appeldorn at det hele beroede på en misforståelse som nu var fjernet: "Jeg erklærer herved frivilligt så at nævnte stykke skal være at anse som uskrevet og ikke komme nogen til fornærmelse i navnlig måde"