Æ-Æ paa Christianshavn.

I Overgaden neden Vandet på Christianshavn er slæbestederne udenfor nr. 150, 151, 152 osv. opfyldt med store bunker af menneskeskarn, hvilket frembyder et højst modbydeligt skue for dem der må passere dette gadestykke, for ikke at tale om hvor ubehageligt disse skarnoplag der daglig forøges, virker på lugteorganerne. Man kunne ønske at sundheds- og velanstændighedspolitiet ville tilholde rette ansvarlige at bortskaffe disse menneskeekskrementer der nu da det varme vejrlig er indtrådt, er dobbelt besværlige. Med hensyn til udtrykket "rette ansvarlige", så bemærkes at det efter indsenderens mening er højst tvivlsomt om det påligger gade- eller natterenovationskontrahenterne at bortføre det omhandlede skarn. Men heri vil øvrigheden vist nok vide at kende hvad ret er.

(Politivennen nr. 702, Løverdagen den 13de Juni 1829, s. 392)

Redacteurens Anmærkning

De nævnte adresser ligger i nuværende kompleks Overgaden neden Vandet 49-51, Wildersgade 60-62. Mange af husene her er opført i starten af 1800-tallet og før det.

Om Afgivter til Stadsmusicanten.

Stadsmusikantembedet i København er vistnok et af de mageligste og mest indbringende. Der findes nemlig på stadens distrikt nogle og tyve privilegerede danseboder af hvilke de færreste har to, nogle 5 til 6, men de fleste 3 til 4 musici. For ikke at overdrive, vil vi blot antage at overhoved tyve sådanne danseboder, hvoraf de ti har hver tre, de andre ti hver fire musici, altid (sommer og vinter) er i aktivitet, og at ethvert af disses musici må betale 18 Rigsbankdaler årligt (siger og skriver atten rigsbankdaler) til stadsmusikanten, hvilket er vist, så udgør denne indtægt, der på den allermageligste måde erhverves, en lille rund sum på 1.260 rigsbankdaler årligt. Og retfærdiggør dette nok så meget det ovenfor ytrede, især når man tager i betænkning at denne indtægt sandsynligvis er en bifortjeneste, der vel næppe kan sammenlignes med den reelle.

Imod anførte kan vel indvendes at det ikke er de musicerende, men derimod de respektive danseværter der afkræves denne skat for den tilladelse selv at vælge musici, men disse må dog alligevel betale, om de end også ikke tjener mere end hvad stadsmusikanten har betinget sig, med mindre de vil renoncere på al fortjeneste af den slags.

Nu spørger jeg: er stadsmusikanten i København berettiget til at kræve en afgift af de værter der holder dans? Det vil sige af de musici der spiller hos nævnte værter? Det synes næppe at være rimeligt, da han uden disse bistand ikke vil kunne opfylde alles ønsker eller ekspedere alle de bestillinger på musik der muligvis under en eller anden omstændighed kunne indløbe. Med hensyn til oboister som udgør det største antal af disse musici, mener jeg at de som enhver anden militærperson, kunne tillades ved at udøve deres kunst, at erhverve et bidrag til deres udkomme, uden at betale for tilladelsen til det. I det mindste kunne denne betaling tåle at indskrænkes en god del, med mindre der hviler særdeles betydelige afgifter på embedet, hvorom man ønskede sig underrettet. For er dette ikke tilfældet, da retfærdiggøres vistnok den ytring at stadsmusikantembedet i København er et af de mageligste og dertil mest indbringende.

(Politivennen nr. 702, Løverdagen den 13de Juni 1829, s. 387-389)

Varsko for en glubsk Hund i Pedermadsensgang.

Ved for nogle dage siden at gå gennem Peder Madsensgang, blev anmelderen overfaldet af en glubsk hvid puddelund der tilhører en spækhøker i huset nr. 294-95 i nævnte gang, fra hvilket den for ud imod mig, med sådan raseri at jeg for ikke at blive skambidt, så mig nødsaget til at stå stille af frygt for dette glubske dyr. Uagtet først ejerens datter og dernæst hans søn gjorde sig al umage for at kalde hunden til sig, lykkedes dette dem ikke før efter nogle minutter forløb, i hvilken tid anmelderen måtte udholde den angst som dette uvane dyr forårsagede ham. En del af beboerne i oven nævnte gang forsikrede anmelderen at det ofte er sket af forbigående er blevet overfaldet af denne hund. Man håber og forventer at ejeren enten holder sin bidske hund fra gaden eller også pålægger den en mundkurv, så at den bliver uskadelig for de forbigående, eller at han i manglende fald, af høje vedkommende pålægges denne pligt. Den allerede nævnte hund var ikke forsynet med polititegn.

(Politivennen nr. 701, Løverdagen den 6te Juni 1829, s. 384-385)

Slemt tiggeri i Sorgenfri.

En kone på henved 50 år med 3 børn fra 6 til 10 år har i denne sommer taget sit standkvarter i Sorgenfri for at trygle. Hvor ubehageligt det end er at overhænges af tiggere på steder hvor man søger adspredelse og forfriskning, ville man dog ikke omtale denne kone hvis ikke hendes adfærd var således at den forvolder ængstelse og skræk hos kvinder og nervesvage personer. For hun sætter sig ofte på en sten ved det såkaldte Lottenborghus som ligger på vejen der fører til Frederiksdal, og får ondt. Eller som man formodet, lader som hun får ondt, hvorpå børnene omringer hende med tuden og skrigen og ynkelige gebærder for at vække skovbesøgernes medlidenhed. 

Det fortjener derfor vist nok at undersøges om denne kones sygdom er virkelig eller kun påtaget. I første tilfælde burde hun forsørges og forplejes af vedkommende sogns fattigkasse og børnene anbringes til noget andet end at øve tiggeri, og i sidste burde det alvorligt forbydes hende at spille sådan komedie. At man formoder sygdommen er forstilt, har sin grund deri at den kommer så ofte på, og at hun når ejeren af huset jager hende fra stedet, skælder ud og bander både ham og de tilskuere der ikke vil give hende noget, ligesom hun også straks efter et sådant anfald kan vandre rask til et andet sted, hvor hun under mange velsignelser trygler om almisse. Af hendes mund udgår således velsignelse og forbandelse, og dette bør jo efter skriften ikke være.

(Politivennen nr. 701, Løverdagen den 6te Juni 1829, s. 377-378)

Om Slamkisternes Rensning.

For at stadens grave og kanaler ikke skal opfyldes med det mudder og de urenligheder som især i regnvejr gennem rendestene føres til disse, har man i nærheden af dem anlagt slamkister der modtager de grove urenligheder og blot tillader vandet afløb. Men hensigten med slamkisterne vil aldeles ikke opnås når de ikke renses på behørig måde. Anmelderen har flere gange set såvel slamkisten ved Holmens Kanal, for enden af teaterbygningen, som også kisten i Overgaden Nedenvandet, for enden af Sofiegade, renses således at en stor del af indholdet er kommet i kanalen til skade for havnevæsnet der siden med stor bekostning må besørge dem opmudrede. Rensningen har nemlig bestået i at nogle karle har opøst urenlighed på gaden hvor det ofte har ligger over en halv dag, og foruden at have udbredt en for de nærværende ulidelig stank, er en stor del af samme flydt ned i kanalerne. Ved rensningen af slamkisten for enden af Sofiegade ville den største del af det opøste indhold være løbet i kanalen, hvis ikke nogle af de nærboende gårdejere havde ladet deres folk opkaste en dæmning af jord for det. Anmelderen tillader sig derfor at foreslå at rensningen foretages således:

1) At indholdet ikke opøses før de vogne der skal bortkøre det, er kommet for at modtage det.

2) At kontrahenterne i bortkørslen måtte indskærpes at bruge tætte vogne som de der bruges ved natrenovationen. Ja var de tættere, skadede det ikke.

(Politivennen nr. 700, Løverdagen den 30te Mai 1829, s. 368-370)