Om Nævefægtningen paa Nørrebros Theater

I nyeste Morgenpost, nr. 229 læses et stykke med overskriften: "Nørrebros Teater," i hvilket et slagsmål beskrives mellem "teatrets førstedirektør og en af de vigtigste af personalet." Det hedder deri at førstedirektørs meget upassende og fornærmende adfærd mod sin kollega skal have fremkaldt denne scene. Videre at den førstedirektør dog burde vide at besejre sin overordentlig hidsige og stridbare adfærd. og endelig at det ikke er første eller anden gang det er kommet til håndgribeligheder mellem ham (førstedirektør) og forskellige af de andre (teaterets personale.)

Da det er almindelig kendt at privilegium til at indrette teatret på Nørrebro allernådigst er forundt den hos os i en række år hæderligt bekendte Philippo Pettoletti. Denne mand er altså de facto teatrets første, ja vel egentlig eneste direktør, så mange og blandt disse anmelderen har troet at det var ham som der var peget på i nævnte blad. Og med forundring antog man den joviale mand der så ofte har moret københavnerne med sit udmærkede komiske talent, forvandlet til en gulsottig, kamplysten klopfægter. 

Men senere har man erfaret at ophavsmanden til dette spektakel uden for teatret var den bekendte Lewin (som for øvrigt under sit ophold her kun såre lidt har glædet publikum ved sin kunstfærdighed). Og anmelderen tror at burde gøre opmærksom på det for at forebygge en misforståelse der let kunne opstå, da den pågældendes navn i den artikel i Morgenposten ikke er nævnt og han hele tiden benævnes teaterets førstedirektør. Hvilket formodentlig har sin oprindelse i at man i de udenlandske skuespillerselskaber har direktører for de forskellige grene af forestillingerne, således som en direktør for dansen, en for skuespillet, en for musikken osv. For den første direktør er dog som sagt vel egentlig Pettoletti hvem man virkelig må beklage da han efter de mange uheld han har haft ved det med så megen smag indrettede teater, nu endog ser den huslige fred brudt. Efter rygtet skal han endog have haft en proces med hr. Lewin som nyligt skal have været til sinds at forlade landet.

I øvrigt tillader anmelderen sig at bede hr. Lewin om for sin egen skyld at erindre at han her til lands ikke mere end noget andet sted i Europa lever blandt uopdragne mennesker og bjørne: En tanke som desværre end ikke skal være udryddet hos uvidende udlændinge. Men at hans færd her sikkert vil blive lige så bekendt i udlandet som han var kendt her før sin hidkomst.

Gid det øvrige personale ved dette så vel indrettede, smagfulde teater hvis hr. Lewin skulle udføre sin rejseplan, må ved egen erfaring finde sandheden af det bekendte: "Concordia res parva crescunt"

Beeken

(Politivennen nr. 705, Løverdagen den 4de Juli 1829, s. 438-441)

Redacteurens Anmærkning

Det gik ifølge Kjøbenhavnsposten 20. marts 1829, side 186 ikke så godt på teatret:

Forestillingerne paa Nørrebroes-Theatret, der i de sidste Maaneder kun have været lidet besøgte, og endog have medført Tab for Entrepreneurerne, ville ved Slutningen af denne Maaned ophøre for nogen Tid, men igjen begynde efter den stille Uge. Mellemtiden vil man her anvende til Theatret og Maskneriets fuldkomnere Istandsættelse, og Personalet agter imidlertid at give et Antal af ti Forestillinger paa Helsingørs Theater. I Anledning af enkelte punkter i den mellem Entrepreneurerne paa 4 Aar oprettede Contract, og andre Misforhold, føre de for Tiden Proces ved Hof og Stadsretten, paa hvis Udfald en nærmere Bestemmelse af deres indbyrdes Forhold vil beroe. Jomfruerne Lewin skulle imidlertid have erholdt et fordeelagtigt Tilbud om Engagement i Berlin, den ældste, Rosa, der skalværei besiddelse af et fortrinligt Syngetalent, som Sangerinde, og Søstrene, Flora og Elisa, som Dandserinder.

Bedre forlød det ikke fra Kjøbenhavnsposten 14. juli 1829, side 454:

Paa Nørrebroes-Theatret vilde i Søndags keiserlig russisk Theater-Maskinmester Griffe, der paa Reisen tilPetersborg er ankommen hertil, forevise nogle Skyggespilforestillinger, der skulde sees i Mørke. Men Maskineriet kom noget i Uorden, og hans Fremstillinger lede saaledes en Standsning, som hos Endeel af Publikum fremkaldte Støien og Mishagsyttringer. I det Mørke, hvori Tilskuerne maatte sidde, forefaldt tillige Uordner, ved hvilke Endeel af Galleriets Publikum isærdeleshed viste sig Pøbelnavnet fuldkomment værdigt. Hr. Griffehar nu offnetlig anholdt om Overbærenhed med hans Uheld, som han tilskriver Mangel paa Lokal-Kundskab, og lover ved en følgende Forestilling, som han vil give paa Torsdag, at bortrydde enhver Hindring og gjøre sig værdig til Publikums Bifald.

Der er tale om den engelske mimiker Joseph L. Lewin. En engelsk mimiker og ortodoks jøde. Nævnt for forestillinger i London og Hamborg mellem 1802 og 1815. I 1828 kom han til København og Pettolettis teater. Lewin svarede igen i Kjøbenhavnsposten, 14. juli 1829:

Erklæring. Omendskjønt allerede Forfatterens Navns-Underskrift afgiver et tilstrækkeligt Forsvar mod det Angreb, som i No. 705 af "Politievennen" er indført imod mig, og jeg desuden, med hensyn til den deri berørte Begivenhed, paa høiere Sted er retfærdiggjort som Fader, saa anseer jeg det dog for min Pligt imod et æret Publikum, der uden at have den Kundskab om Sagen, som ei engang min Angriber har troet at burde skaffe sig, let kunde vidledes, herved offentligen at erklære: at ene og alene en Instigation ligger til Grund for det hele Angreb, hvis Characteer enhver upartisk og redeligt tænkende Mand saaledes ved første Øiekast vil vide at bedømme. Nørrebroe, den 9de Julii 1829. J. Lewin.

Han brød allerede året efter med Pettoletti og arbejdede i stedet for Pricerne på Vesterbro. Dem ragede han uklar med i 1830 da to af hans tre døtre giftede sig med hhv. Adolph Price (1805-1890) og James Price (1801-1865). Han forlod så Danmark og sidste spor af ham er i Weimar 1832. Hans kone Juliette Rosette er begravet på Assistenskirkegården 1863, hvilket betyder at hun var konverteret til kristendommen. Så man kan gætte på at han også er raget uklar med hende.

Annonce fra Kjøbenhavnsposten, 16. juli 1830, hvori det oplyses at jomfru Rosa Lewin optrådte som Columbine efter en længere pause:

Vesterbroe-Theatret.

Dette Theater vedbliver at afvexle med Opførelsen af endeel af dets yndede ældre Pantomimer. Saaledes gaves i Søndags tvende af disse, og iaftes den i langt Tid uopførte Pantomime: "De tre feige Fiskere ved det natlige Stævne." Jfr. Rosa Lewin, der i nogen Tid har været afholdt fra at spille Colombine, optraadte i Søndags atter i dette Partie, og hilstes ved denne Leilighed af Publikun med Bifaldsyttringer. De gymnastiske og eqvilibristiske Kunster, der, foruden Liniedandsen, blive givne, bidrage, ved den Sikkerhed og Færdighed, hvormed Brødrene Carl og James Price og Sødskendene Josephine og Carl Winther udføre dem, ikke lidet at forøge disse Forestillingers Interesse.

Det latinske "Concordia res parva crescunt" i slutningen af artiklen kan vel nærmest oversættes til "små ting blomstrer ved enighed."

Uorden paa Garnisons-Kirkegaard.

Den uskik at tørre vasket tøj på kirkegården som så ofte er dadlet og fundet upassende, går endnu i svang på den herre Zebaots kirkegård.

Men hvad der er endnu værre er at en stor del børn og drenge har valgt kirkegården til deres tumleplads. Under hujen og skrigen hvorved syges ro forstyrres, og folk som har hovedarbejde, hindres i at udføre dette, foretager disse drenge deres lege, under hvilke de farer omkring på kirkegåden og nedtramper gravene, til ærgrelse for de familier som med arbejde og bekostning søger at vedligeholde dem. Ved deres boldspil går mange af de tilstødende ruder i løbet.

"En stor del børn og drenge har valgt kirkegården til deres tumleplads." (Der findes stadig en rest af Garnisons Kirkegård foran kirken. Eget foto, 2015)

Nogle grundejere i Strandstræde og Bredgade har fra deres bagbygninger udgang til kirkegården. Og da dennes døre ud til gaden sædvanligvis er lukket, ligesom de der legende børn og drenge efter deres påklædning at slutte ikke hører til de laveste klasser, så formoder man at det er gennem disse private udgage de slipper ind på kirkegården. Det ville derfor være at ønske at kirkens værger ville pålægge vedkommende at holde disse udgange tillukket, for selv om det er tilladt for disse at have en særegen adgang til kirkegården, så er det dog næppe tilladt at de må bidrage til at den gøres til en boldgade for drenge.

(Politivennen nr. 705, Løverdagen den 4de Juli 1829, s. 435-437)

Slem Vei gjennem Kollekolle.

I stenkisten ved Kollekolle By har i flere måneder været et stort og farligt hul som man ønsker at vedkommende vejmester snarest muligt ville lade istandsætte før en betydelig ulykke finder sted da flere heste har været nær ved at brække benene i nævnte hul.

Dersom vejen gennem Kollekolle by der er helt ynkelig og ødelæggende for vogne, kunne få en udbedring ved samme lejlighed, da var det ønskeligt, for i flere år har den trængt til det, ligesom det fra landevejen indtagne vejstykke der ligger udenfor den fordums kro i samme by, enten burde ordentlig indhegnes eller igen udlægges til vej, da dette stykke ikke alene afgiver et modbydeligt syn, men også om natten er farligt at passere.

(Politivennen nr. 705, Løverdagen den 4de Juli 1829, s. 434-435)

Anmodning til Forpagteren af Badehusene ved Langebro.

Onsdag den 24. juni mellem klokken 7 og 8 var indsenderen i det gamle badehus ved Langebro for at nyde strømbadet. Han fik et tegn hvorpå stod nr. 14 og ventede nu nogen tid på at hans tur skulle komme til at få adgang til et badekammer. Imidlertid ser han at en mand der havde nr. 21 blev lukket ind i et badekammer uden at flere af dem der havde lavere numre, havde fået adgang. Da tiden kan være indskrænket for mange, så ville hr. Frederiksen gøre vel i at opråbe eller lade numrene opråbes efter deres tur. Han ville derved undgå enhver mistanke om begunstigelser eller en forret der er fornærmelig for andre, og ikke bør finde sted hvor numre uddeles, og hvor enhver bør have adgang efter den tid han har indfundet sig.

(Politivennen nr. 705, Løverdagen den 4de Juli 1829, s. 433-434)

Et Vink til den kongl. Direction for Tugt-, Rasp- og Forbedrings-Huset i Kjøbenhavn.

Moto: "Selv forbryderen bør vederfares ret".

Som bekendt har man siden det såkaldte Børnehus' brand indrettet et straffelokale for samtlige forbedringshusfanger på Søkvæsthuset, i hvilket lokale samtlige tugthusfanger af kvindekønnet ligeledes udstår deres straffetid.

Anmelderen der i længere tid har haft lejlighed til fra sin bopæl at iagttage den måde hvorpå maden tilbringes disse ufri mennesker, finder sig herved foranlediget til at henlede den kongelige direktions opmærksomhed på følgende to indretninger der forekommer ham mindre rigtige og som rimeligvis turde kræve en forandring.

"Disse bør ikke anses som for altid tabt for statssamfundet hvor vel en stor del af mangel på erhverv gerne bliver det." (Martinus Rørbye: Studier af fanger fra Forbedringshuset, 1833. Statens Museum for Kunst. Der findes en håndfuld af disse studier.)

For det første synes det ikke rimeligt at maden til fangerne på Søkvæsthuset tilberedes i Børnehuset, da samme om vinteren og i særdeleshed i en vinter som den forgangne, nødvendigvis kun må være lunken om ikke kold før den skal nydes. Tager man nemlig  i betragtning at den mad der laves til disse fanger, først øses op i de kar der er bestemt til det, i selve Børnehuset og derefter transporteres på karrer et temmelig langt stykke vej ned til kvæsthuset, hvor den atter skal øses om og fordeles således at enhver får sin portion, så turde det vist nok være uden for al tvivl  at fangerne, især de i hvis lod det falder at gå sidst - og alle kan dog ikke få på en gang - får lunken, hvis ikke kold, i stedet for varm mad.
Dette synes så meget desto mindre rimeligt som det dog er vist at tugt- og rasphusfangerne i så henseende er langt bedre stillede end forbedringshusfangerne. Hvilket næppe kan være hensigten eller anses som rimeligt.

Det kan heller ikke anses som nødvendigt at maden tillaves i straffeanstalten da der netop på selve Kvæsthuset haves den mest bekvemme indretning til madlavning for et meget betydeligt antal personer. Og den omstændighed at det da udfordredes endnu en marketender, spisevært eller hvad han kaldes, burde vist nok ikke komme i betragtning imod det gode der bevirkedes for en slump ulykkelige mennesker der dog vel ikke burde have en mere ublid skæbne end deres kvasikolleger tugt- og rasphusfangerne.

En anden indretning der måske i en endnu højere grad turde fortjene den høje direktions opmærksomhed, er nemlig den at madtransporten fra straffeanstalten til Kvæsthuset altid besørges af forbedringshusfangerne, som formodentlig beordres til dette arbejde. Disse mennesker må således flere gange dagligt befærde en offentlig gade og fremstille sig til skue for enhver der passerer forbi, hvorved de lider en straf som det næppe har været lovgiverens hensigt at tilkende dem, da de i så henseende ikke er bedre stillet end slaverne der som dømt til offentligt arbejde i fæstningen ikke med grund kan klage over at de må foretage deres arbejde på stærkt befærdede steder hvor de endog ofte træffer sammen med fædre, mødre, brødre, søstre, sønner, døtre eller andre nært beslægtede. 

"At træffe sammen med pårørende og bekendt, må have en ufordelagtig indvirkning på den grad af ambition de endnu måske har tilbage." (Martinus Rørbye: To fanger fra Forbedringshuset, 1833. Statens Museum for Kunst.)

Men langt anderledes har lovgiveren vist nok villet der skulle forholdes med de til forbedringshusstraf dømte fanger. For disse bør ikke anses som for altid tabt for statssamfundet hvor vel en stor del af mangel på erhverv gerne bliver det. Så meget mere er det vist hensigten at de efter udstået straffetid igen skal gengives samfundet som forbedrede, hvilket benævnelsen forbedringshus jo også tydeligt antyder. Og nu kan det dog vel ikke nægtes at den omstændighed at de flere gange dagligt skal befærde en offentlig gade og der ikke sjældent træffe sammen med pårørende og bekendt, må have en ufordelagtig indvirkning på den grad af ambition de endnu måske har tilbage. Mere rigtigt ville det dog vel være at dette arbejde besørgedes af de forbrydere der er dømt til livstid til tugthusarbejde. Hvilket heller ikke ville være forbundet med nogen grundet frygt for desertering, da de dog altid ledsages af en opsynsbetjent og der desuden er vagt i nærheden.

Anmelderen der ledet af retfærdigheds- og rimelighedsgrundsætninger har fremsat sin individuelle anskuelse angående de nu bestående indretninger, henstiller således samme til den kongelige direktions modnere bedømmelse og gunstige foranstaltning.

(Politivennen nr. 705, Løverdagen den 4de Juli 1829, s. 429-433)