14 juni 2016

Christianshavn.

Mens København bliver mere og mere forskønnet, mens dens og dens forstæders faste ejendomme stiger i værdi, er Christianshavn siden dens skaber, den store Christians død, ikke alene blevet stående på samme punkt som dengang, men har tabt sig betydeligt, så at dens indbyggeres antal er aftaget og dens faste ejendomme er næsten i ingen prise.

Det kan ingen undre sig over, for her findes så mange årsager der gør det uønskeligt, ubehageligt, ja usundt at bo her. Vi vil opregne nogle.


Renovationskulen der vel ligger udenfor, men dog for nær volden og hvor så mange tusinde læs menneskeekskrementer opdynges, udbreder især ved visse vinde en afskyelig og usund stank over en stor del af byen. Denne stank forøges og vedligeholdes ved den uskik at nogle renovationsførere lader vognene stå i deres gårde, uafskyllede eller halvt fyldte med urenligheder fra den ene nat til den anden. Desuden er nogle af dens hovedgader i 8 til 9 af døgnets timer
på den mest væmmelige måde er dækket af uhumskhed som må trædes i (til dels på grund af renovationsvognenes dårlige indretning og utæthed, til dels ved jagende kørsel og anden utilbørlighed hos kuskene). Og dens dunster indåndes af alle de christianshavnere der sent om aftenen og hele morgenen, indtil et stykke hen på formiddagen, har at bestille i København.

"Nogle af dens hovedgader i 8 til 9 af døgnets timer på den mest væmmelige måde er dækket af uhumskhed som må trædes i." (Akvarel af C. V. Nielsen. Volden ses til venstre og ifølge påtegningen ses også hjørnet af Sofiegade. Københavns Museum.)

Børnehusets beliggenhed i midten af Christianshavn er en anden og stadigt virkende stankfabrik, på grund af til de forskellige arbejders udførelse nødvendige, ildelugtende materialer, sygestuer hvori mange patienter med smitsomme sygdomme venter død eller helbredelse, lokummer mm. hvis uddunstninger forenet med mange hundrede menneskers ånde og uddunstning bidrager om ikke så mærkbart dog meget til luftens fordærvelse.

Skønt i den ene af byen udvælder Trankogeriet ved visse vinde en højst væmmelig stank over Christianshavn som da kun er fri for den når de modsatte fører den over til hovedstaden. 

Disse årsager og flere mindre som endnu kan nævnes, foruden tre kirkegårde hvorpå der endnu skønt dog sjældent begraves, må nødvendigvis have en højst skadelig samvirkning på den luft som christianshavnerne må indånde. Kunne de alle eller for en del fjernes, ville Christianshavn vinde i beboelighed og dels ejendomme stige til samme værdi som Københavns. Forfatteren vil pege på hvorledes nogle af disse ubehageligheder kan hæves.


Hvad natrenovationskulen angår, da er det besynderligt at man endnu bliver ved med at opdynge den mængde menneskeekskrementer der hver nat, år ud og år ind, udføres fra København og Christianshavn på et eneste sted hvor størstedelen ligger og forpester luften, mens den mindste del kommer amagernes jorde til nytte. Men endnu mere besynderligt er det at man efter at have gjort forbedringer i så mange andre ting, endnu bliver ved med at udføre renovationen på den gamle, så ofte kritiserede måde, hvorved en del af Københavns og Christianshavns gader tilsøles og opfyldes med stank, og det spildte enten nedskylles i kanalerne eller forøger dagrenovationen. Det ville dog ikke være vanskeligt at få underretning om hvorledes man i London, Paris og andre store stæder bærer sig ad med natrenovationen og benytter den til jordens frugtbargørelse. 


For flere år siden blev der i dette blad fremsat forslag om at lade renovationen udføre i tønder på pramme eller både bringes til forskellige steder på Sjællands kyst. Jordene på strækningen langs med Kalvebod Strand til Køge Bugt, ligesom også de nord for København helt til Helsingør trænger meget til sådan gødning, og man kan være vis på at den hvis den var at få på visse steder af kysten, ville blive afhentet af landmænd længere inde i landet og betales godt, især i tørret form. Således kom renovationen landet til nytte og transporten ville næppe forøge de udgifter der nu medgår til dens bortkørsel. Men selvom det også var sådan, kunne dog vel gadernes renholdelse og luftens forbedring i en stad der tæller 120.000 indbyggere, kræve et offer.

Det er et spørgsmål som her ikke kan besvares, om det er rigtigere, om det er mere gavnligt for moral og sundhed at have et betydeligt antal forbrydere af forskellig alder og køn samlet på et sted end at fordele dem på flere. Men rigtigt bliver det næppe at lade en betydelig straffeanstalt optage den bedste del af en by. Børnehusets beliggenhed i centrum af Christianshavn gør så at sige dens bedste og mest nære plads øde, og forvolder at den ikke kan blive velbebygget eller at folk kan få lyst til at nedsætte sig der. Forfatteren heraf vover derfor at henstille til højere vedkommendes modnere bedømmelse om det ikke skulle være gavnligt og hensigtsmæssigt nu da en del af Børnehuset ligger i ruiner og en anden del er i en meget forfalden tilstand, at sløjfe hele bygningen og der anlægge en gade med anstændige borgerhuse. At disse snart ville blive beboede og at der ville fremstå liv og virksomhed i det nuværende øde, er der vel ingen tvivl om. For København lærer os at de mest beboede gader søges mest og bebygges tættere.

Christianshavns brolægning er i en meget dårlig tilstand og ligner gaderne i den usleste købstad, ja ved at befare nogle af dem udsætter man sig virkelig for at vognakslerne går itu eller hestenes ben forvrides. Dog i år oplægges hovedgaderne og turen vil da vel siden komme til de øvrige.


Christianshavns beliggenhed nær ved havet og ganske omgivet af vand gør den af naturen til et sundt opholdssted. Ville man fjerne de hindringer som forbyder den at være det, da ville den snart blive bebygget og beboet af velhavende familier som man nu kun finder i meget få af dens gader, hvorimod størstedelen er beboet af meget fattige familier, hvilket man kan få bevis på ved at gøre en tur omkring byen og gennem dens gader.


(Politivennen nr. 706, Løverdagen den 11te Juli 1829, s. 445-451)

13 juni 2016

Bøn til Voldskytten.

Torsdag den 25. juni passerede en ubehagelig begivenhed på volden, ligefor Sølvgade Kaserne. En karl formodentlig voldskyttens, skød på en hund, men uagtet det var på meget kort distance, traf han så dårligt at dyret blot blev kvæstet i baglåret. For at gøre ende på dets kval, greb en slave en spade og slog den et par gange, men atter så dårligt at den med et skrig for ned ad volden hvor han da gjorde ende på dens liv. Et sådant myrderi er alt for stygt et syn for nærboende i kasernen m.v., hvorfor man ønsker at voldskytten når han ikke selv har tid, vil sende et menneske som har lært rigtigt at skyde.

(Politivennen nr. 705, Løverdagen den 4de Juli 1829, s. 442-443)

Farligt Ridderspil i Dyrehaugen.

De horisontale gynger i Dyrehaven er mellem stolene forsynet med afbildninger af heste eller andre dyr som især bestiges af unge drenge. Ved opstigningen væbnes disse med et sværd eller et spyd hvormed de under omdrejningen stræber efter at nedstikke nogle ringe som opsættes ved en af gyngens stolper. Denne spøg er farlig, og det så man også onsdag den 1. juli et sørgeligt eksempel på. En ung dreng der således var kommet op at ride, styrtede baglæns ned af hesten idet han ville nedstikke ringen, slog hovedet og bryst på bommene. Han var sikkert blevet endnu værre tilredt hvis ikke slået ihjel af de følgende bomme eftersom gyngen ikke øjeblikkelig kan standses i farten, hvis ikke hans far der stod i nærheden, lykkeligvis havde fået ham trukket til sig. Man kan af den grund ikke undlade at ønske at ejerne af disse gynger ville standse dette ridderspil med ringene. For det er farligt for børn, og børnene finder ingen morskab ved det.

(Politivennen nr. 705, Løverdagen den 4de Juli 1829, s. 441-442)


Om Nævefægtningen paa Nørrebros Theater

I nyeste Morgenpost, nr. 229 læses et stykke med overskriften: "Nørrebros Teater," i hvilket et slagsmål beskrives mellem "teatrets førstedirektør og en af de vigtigste af personalet." Det hedder deri at førstedirektørs meget upassende og fornærmende adfærd mod sin kollega skal have fremkaldt denne scene. Videre at den førstedirektør dog burde vide at besejre sin overordentlig hidsige og stridbare adfærd. og endelig at det ikke er første eller anden gang det er kommet til håndgribeligheder mellem ham (førstedirektør) og forskellige af de andre (teaterets personale.)

Da det er almindelig kendt at privilegium til at indrette teatret på Nørrebro allernådigst er forundt den hos os i en række år hæderligt bekendte Philippo Pettoletti. Denne mand er altså de facto teatrets første, ja vel egentlig eneste direktør, så mange og blandt disse anmelderen har troet at det var ham som der var peget på i nævnte blad. Og med forundring antog man den joviale mand der så ofte har moret københavnerne med sit udmærkede komiske talent, forvandlet til en gulsottig, kamplysten klopfægter


Men senere har man erfaret at ophavsmanden til dette spektakel uden for teatret var den bekendte Lewin (som for øvrigt under sit ophold her kun såre lidt har glædet publikum ved sin kunstfærdighed). Og anmelderen tror at burde gøre opmærksom på det for at forebygge en misforståelse der let kunne opstå, da den pågældendes navn i den artikel i Morgenposten ikke er nævnt og han hele tiden benævnes teaterets førstedirektør. Hvilket formodentlig har sin oprindelse i at man i de udenlandske skuespillerselskaber har direktører for de forskellige grene af forestillingerne, således som en direktør for dansen, en for skuespillet, en for musikken osv. For den første direktør er dog som sagt vel egentlig Pettoletti hvem man virkelig må beklage da han efter de mange uheld han har haft ved det med så megen smag indrettede teater, nu endog ser den huslige fred brudt. Efter rygtet skal han endog have haft en proces med hr. Lewin som nyligt skal have været til sinds at forlade landet.

I øvrigt tillader anmelderen sig at bede hr. Lewin om for sin egen skyld at erindre at han her til lands ikke mere end noget andet sted i Europa lever blandt uopdragne mennesker og bjørne: En tanke som desværre end ikke skal være udryddet hos uvidende udlændinge. Men at hans færd her sikkert vil blive lige så bekendt i udlandet som han var kendt her før sin hidkomst.


Gid det øvrige personale ved dette så vel indrettede, smagfulde teater hvis hr. Lewin skulle udføre sin rejseplan, må ved egen erfaring finde sandheden af det bekendte: "Concordia res parva crescunt"


Beeken


(Politivennen nr. 705, Løverdagen den 4de Juli 1829, s. 438-441)


Redacteurens Anmærkning

Det gik ifølge Kjøbenhavnsposten 20. marts 1829, side 186 ikke så godt på teatret:
Forestillingerne paa Nørrebroes-Theatret, der i de sidste Maaneder kun have været lidet besøgte, og endog have medført Tab for Entrepreneurerne, ville ved Slutningen af denne Maaned ophøre for nogen Tid, men igjen begynde efter den stille Uge. Mellemtiden vil man her anvende til Theatret og Maskneriets fuldkomnere Istandsættelse, og Personalet agter imidlertid at give et Antal af ti Forestillinger paa Helsingørs Theater. I Anledning af enkelte punkter i den mellem Entrepreneurerne paa 4 Aar oprettede Contract, og andre Misforhold, føre de for Tiden Proces ved Hof og Stadsretten, paa hvis Udfald en nærmere Bestemmelse af deres indbyrdes Forhold vil beroe. Jomfruerne Lewin skulle imidlertid have erholdt et fordeelagtigt Tilbud om Engagement i Berlin, den ældste, Rosa, der skalværei besiddelse af et fortrinligt Syngetalent, som Sangerinde, og Søstrene, Flora og Elisa, som Dandserinder.
Bedre forlød det ikke fra Kjøbenhavnsposten 14. juli 1829, side 454:
Paa Nørrebroes-Theatret vilde i Søndags keiserlig russisk Theater-Maskinmester Griffe, der paa Reisen tilPetersborg er ankommen hertil, forevise nogle Skyggespilforestillinger, der skulde sees i Mørke. Men Maskineriet kom noget i Uorden, og hans Fremstillinger lede saaledes en Standsning, som hos Endeel af Publikum fremkaldte Støien og Mishagsyttringer. I det Mørke, hvori Tilskuerne maatte sidde, forefaldt tillige Uordner, ved hvilke Endeel af Galleriets Publikum isærdeleshed viste sig Pøbelnavnet fuldkomment værdigt. Hr. Griffehar nu offnetlig anholdt om Overbærenhed med hans Uheld, som han tilskriver Mangel paa Lokal-Kundskab, og lover ved en følgende Forestilling, som han vil give paa Torsdag, at bortrydde enhver Hindring og gjøre sig værdig til Publikums Bifald.
Der er tale om den engelske mimiker Joseph L. Lewin. En engelsk mimiker og ortodoks jøde. Nævnt for forestillinger i London og Hamborg mellem 1802 og 1815. I 1828 kom han til København og Pettolettis teater. Lewin svarede igen i Kjøbenhavnsposten, 14. juli 1829:
ErklæringOmendskjønt allerede Forfatterens Navns-Underskrift afgiver et tilstrækkeligt Forsvar mod det Angreb, som i No. 705 af "Politievennen" er indført imod mig, og jeg desuden, med hensyn til den deri berørte Begivenhed, paa høiere Sted er retfærdiggjort som Fader, saa anseer jeg det dog for min Pligt imod et æret Publikum, der uden at have den Kundskab om Sagen, som ei engang min Angriber har troet at burde skaffe sig, let kunde vidledes, herved offentligen at erklære: at ene og alene en Instigation ligger til Grund for det hele Angreb, hvis Characteer enhver upartisk og redeligt tænkende Mand saaledes ved første Øiekast vil vide at bedømme. Nørrebroe, den 9de Julii 1829. J. Lewin.
Han brød allerede året efter med Pettoletti og arbejdede i stedet for Pricerne på Vesterbro. Dem ragede han uklar med i 1830 da to af hans tre døtre giftede sig med hhv. Adolph Price (1805-1890) og James Price (1801-1865). Han forlod så Danmark og sidste spor af ham er i Weimar 1832. Hans kone Juliette Rosette er begravet på Assistenskirkegården 1863, hvilket betyder at hun var konverteret til kristendommen. Så man kan gætte på at han også er raget uklar med hende.

Annonce fra Kjøbenhavnsposten, 16. juli 1830, hvori det oplyses at jomfru Rosa Lewin optrådte som Columbine efter en længere pause:
Vesterbroe-Theatret.
Dette Theater vedbliver at afvexle med Opførelsen af endeel af dets yndede ældre Pantomimer. Saaledes gaves i Søndags tvende af disse, og iaftes den i langt Tid uopførte Pantomime: "De tre feige Fiskere ved det natlige Stævne." Jfr. Rosa Lewin, der i nogen Tid har været afholdt fra at spille Colombine, optraadte i Søndags atter i dette Partie, og hilstes ved denne Leilighed af Publikun med Bifaldsyttringer. De gymnastiske og eqvilibristiske Kunster, der, foruden Liniedandsen, blive givne, bidrage, ved den Sikkerhed og Færdighed, hvormed Brødrene Carl og James Price og Sødskendene Josephine og Carl Winther udføre dem, ikke lidet at forøge disse Forestillingers Interesse.
Det latinske "Concordia res parva crescunt" i slutningen af artiklen kan vel nærmest oversættes til "små ting blomstrer ved enighed."

Uorden paa Garnisons-Kirkegaard.

Den uskik at tørre vasket tøj på kirkegården som så ofte er dadlet og fundet upassende, går endnu i svang på den herre Zebaots kirkegård.

Men hvad der er endnu værre er at en stor del børn og drenge har valgt kirkegården til deres tumleplads. Under hujen og skrigen hvorved syges ro forstyrres, og folk som har hovedarbejde, hindres i at udføre dette, foretager disse drenge deres lege, under hvilke de farer omkring på kirkegåden og nedtramper gravene, til ærgrelse for de familier som med arbejde og bekostning søger at vedligeholde dem. Ved deres boldspil går mange af de tilstødende ruder i løbet.


"En stor del børn og drenge har valgt kirkegården til deres tumleplads." (Der findes stadig en rest af Garnisons Kirkegård foran kirken. Eget foto, 2015)

Nogle grundejere i Strandstræde og Bredgade har fra deres bagbygninger udgang til kirkegården. Og da dennes døre ud til gaden sædvanligvis er lukket, ligesom de der legende børn og drenge efter deres påklædning at slutte ikke hører til de laveste klasser, så formoder man at det er gennem disse private udgage de slipper ind på kirkegården. Det ville derfor være at ønske at kirkens værger ville pålægge vedkommende at holde disse udgange tillukket, for selv om det er tilladt for disse at have en særegen adgang til kirkegården, så er det dog næppe tilladt at de må bidrage til at den gøres til en boldgade for drenge.


(Politivennen nr. 705, Løverdagen den 4de Juli 1829, s. 435-437)