Slemt Svineri i Myntergade.

Den 27. september tog jeg logi i Møntergade nr. 50 på første sal hvor jeg havde lejet for en måned. Da jeg om aftenen var gået til sengs og alt var roligt, hørtes en uafbrudt grynten af svin, og med denne ubehagelige musik opvartedes jeg hele natten. Om morgenen erfarede jeg at denne grynten forårsagedes af en stor flok svin som var jaget ind i nogle små rum hvor de ikke havde plads at ligge. Tillige medførte denne sammendyngede masse en modbydelig stank som jeg troede ikke ville være så utålelig når jeg blev vant til det. Men nogle dage gik og det onde blev værre da to karle skulle rengøre kælderen hvor svinene slagtes og hver der samles en stor del urenligheder som tarmstumper og deslige der hurtigt går i forrådnelse. Dog denne stank blev endnu mere overgået af nogle dragter forrådnet vand der blev kastet under mine vinduer og som selv om de var lukket, forårsagede en så utålelig stank at jeg måtte forlade huset i nogle timer. 

Ved min hjemkomst var det næsten det samme. For møddingen indeholdt nu de ingredienser som kælderen før havde bevaret. Det var ønskeligt at svineslagterenken fik påtalt at lade svinene slagtet og skoldes i gården da der er et stort halvtag hvori hun ikke behøver at gemme sin mødding, der når den køres væk, opvarter huset beboere med en ingenlunde behagelig frokost. Nogle af disse for hvilke jeg ytrede min misfornøjelse over den fæle lugt, som kunne afhjælpes eller formindskes ved ikke at holde så mange svin, og tillige ved at sørge for mere renlighed, fortalte at når fedtsmeltningen blev foretaget, var det endnu værre, da smeltekedlen står således at emmen må ud gennem vinduer og døre, hvorved huset omspændes af en så utålelig stank at beboerne må forlade samme. Stod kedlen i skorstenen, kunne lugten ikke så meget falde beboerne til besvær. 

For at undgå disse ubehageligheder flyttede jeg den 11. oktober og der var den dag 15 til 16 store svin i svinehuset. Jeg håber at dette vink vil formå slagterenken til at forebygge disse her påankede ubehageligheder eller at vedkommende som sørger for ordens vedligeholdelse, vil holde hende dertil da huset beboere virkelig lider meget.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 698-700)

Redacteurens Anmærkning.

Møntergade 50 eksisterer ikke længere. 

Venskabeligt Raad til Herr' Conditor Pedrin, samt Noget om de danske Mumier.

Foranlediget af rygtet om nogle ligs opgravning fra en grund i Peder Hvitfeldts Stræde, gik anmelderen i tirsdag formiddag derhen for at se samme. Ved denne lejlighed blev har opmærksom på et stort hul i jorden som var beklædt med brædder og som hr. Pedrin efter sigende lader grave for at have en iskælder der. Men da en del mennesker var øjenvidner til at en karl samlede en stor del af de opgravede ben op og kastede disse ned i hullet mellem brædderne og jorden, og folk i almindelighed har modbydelighed for naboskabet af sådan noget som skal nydes, er man så fri at råde hr. Pedrin enten at mure iskælderen til eller at anlægge den på et andet sted da han måske ellers ikke vil få afsætning på sin is.

Ved denne lejlighed undlader indsenderen ikke at ytre ønske om at den stedfundne forevisning af ovennævnte lig til hvis beskuelse mange havde indfundet sig af en vist nok tilgivelig nysgerrighed, ikke havde været betroet til en simpel karl der fra tid til anden viste utilbøjelighed til at åbne det højst mådelige, halvmærke bræddeskur hvor ligene var sat hen, når det ikke behagede ham eller han måske ytrede tvivl om at få noget for sin ulejlighed. 

Derimod kunne man have haft anledning til at ønske at nævnte lig havde været placeret i et lyst lokale hvor enhver uden at berøre de afsjælede legemer eller deres iklædning, bekvemt kunne have taget dem i øjesyn. Herved ville enhver utidig og plump udladning og al uanstændig blottelse ikke have fundet sted.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 695-697)

"En karl samlede en stor del af de opgravede ben op og kastede disse ned i hullet mellem brædderne og jorden." (Peder Hvitfeldts Strædes lige numre fandtes også på Politivennens tid. Artiklen nævner imidlertid ingen numre. Men kældre er der nok af. Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning

Det var en kendt sag at man stødte på lig ved udgravning til nye huse i karreen Rosengården, Peder Hvitfeldts Stræde og Krystalgade på Politivennens tid. I 1711 var der pestepidemi i København med 20.000 døde (ud af en befolkning på 70.000). Derfor blev der oprettet en række pestkirkegårde, bl.a. i en krohave i Fiolstræde (Frue Kirkes Assistens Kirkegård). Hovedindgangen var fra det nuværende Fiolstræde 34, og den blev nedlagt i 1760 da Assistenskirkegården på Nørrebro kom til. Det er formentlig disse skeletter ("ben" og rester af deres tøj ("iklædning") som karlen var stødt på mere end 100 år efter da han udgravede iskælderen. På Geddes kort fra 1761 kan man se at karreen er "hul", med træer osv.  

Adresseavisen 29. juni 1813 angav Pedrins adresse til Østergade 72. Herfra flyttede han december i 1823 til Nytorv 89 overfor Råd- og Domhuset, ifølge samme avis. Her havde han udskængning af te og kaffe, kager, is, gele og andre konditorvarer. I Krak 1829 og følgende årgange er opført en konditor André Pedrin, Nytorv 89. Adresseavisen den 12. maj 1828 angiver en alternativ adresse, Gammeltorv nr. 89 som oså figurerer de følgende år. Der er ikke opgivet en adresse i Peder Hvitfeldts Stræde, så han har formentlig blot ejet ejendommen. Ved folketællingen 1845 er opført en Andre Pedrin, 61 år. Født 1784 i Schweiz, Nytorv nr. 89 i stueetagen. Han må have været temmelig velhavende, for husstanden består foruden af ham der på det tidspunkt er enkemand, af 16 personer, hvoraf 5 er konditorlærlinge, 2 tjenestekarle, 2 piger, 1 husholderske og 1 dagmand. Ved denne folketælling var der 49 konditorer i København og ikke usædvanligt schweizere. I starten af 1800-tallet var 12 ud af 15 konditorier i København schweiziske - og Pedrin var muligvis en af dem.

Schweiziske omvandrende konditorer var kommet til Danmark i 1770'erne. De rejste rundt i hele Europa. Til at begynde med solgte de deres kager fra små boder og fik de københavnske sukkerbagere på nakken. Men gled efterhånden ind i befolkningen. I 1788 fik den første af dem (Johan Soltani) borgerskab som konditor i København. Hans butik blev fra 1850'erne drevet af den senere mere kendte Stephan a Porta med restaurant og cafe. På Politivennens tid havde schweizerne nærmest monopol på sukkervarer - først fra midten af 1800-tallet gjorde sukkerroerne sukker til et discountprodukt. 

Artiklen besvares i Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 711-712.

Oplysning om en Liigfærd, der gjorde Opsigt.

Fredag den 16. i denne måned mødte anmelderen efter foregående indbydelse på Frederiks Hospital for at følge en afdød der til sit hvilested på Assistenskirkegården. Efter at sørgeparrene var samlet og liget bragt ud i gården, var det umuligt for ligbærerne at få kisten indsat i ligvognen uagtet de fremstående udsmykninger blev afbrudt, på anden måde end at et stykke af en alens længde af samme blev stående udenfor ligvognen. For at kisten ikke skulle tabes undervejs, blev den fastsurret med tove til de to forreste opstandere på ligvognen og således transporteret gennem staden hvorved den tildrog sig enhver den mødte særdeles opmærksomhed.

På efterspørgsel erfarede man at den afdøde der ikke her på stedet var i nogen embedsstilling og ikke havde nære pårørende, var indlagt på hospitalet uden betaling. Men at en fjernt beslægtet havde villet forunde ham en såkaldt hæderligere eller mere anstændig begravelse end den hospitalet plejer at give sådanne. Han havde derfor sendt en ligkiste til hospitalet til en pris af 10 rigsbankdaler og desuden deponeret 20 rigsbankdaler til hospitalet til hvilket den øvrige besørgelse overlodes, så begravelsesomkostningerne som efter sigende ville andrage omtrent 30 rigsbankdaler, hermed var dækket ind når man betjente sig af 1 rigsbankdalers ligvognen. *)

"Efter at sørgeparrene var samlet og liget bragt ud i gården, var det umuligt for ligbærerne at få kisten indsat i ligvognen." (Niels Ludvig Mariboe: Lighuset i nordre sidegård mellem Bredgade og Amaliegade, o. 1900. Brostenene kan ikke have været der på Politivennens tid. Københavns Museum.)

Da denne som bekendt nok frembyder et højst ubehageligt skue, ønskede man at benytte den til 5 rigsbankdaler. Men man lod vedkommende forstå at denne forandring ville forårsage at udgifterne som rettes efter den satte takst på ligvognen, derved ville forøges til en sum af nogle og 80 rigsbankdaler, hvorfor man fandt sig beføjet til at afbenytte den første.

Da denne ligvogn der dog synes højst upassende efter nutidens begreb om det anstændige, kun er indrettet til at rumme en kiste der består af 4 brædder, så var det dog ønskeligt at de 4 opstandere forlængedes til en sådan højde at vognen kunne modtage enhver kiste således som den bliver forfærdiget efter nutidens skik.

Regner man nu at denne bør benyttes i det mindste en gang dagligt, så kunne det måske nok lønne sig at kusken fik en mere anstændig påklædning. For det ville være vanskeligt at afgøre grundfarven på den habit som hanhavde, da den spillede mellem rødt, mørkegråt og sort. Især bukserne var yderst slemt medtagne og forsynet med utallige lapper så at han i så henseende ikke stod tilbage for den simpleste karl ved det lille vognmandslaug.

*) Med sørgetæppe og øvrige udgifter koster den dog 3 rigsbankdaler.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 691-694)

Kongens Nytorv.

For enhver som i regnvejr har passeret Kongens Nytorv fra Østergade til Bredgade og Lille Strandstræde, eller omvendt, er det vist ubehageligt at der ikke findes et bekvemt trottoir som ellers næsten overalt i hovedstadens gader. Indsenderen af dette har ofte haft lejlighed til at høre dem hvis vej i regnvejr førte over denne plads, beklage sig over de talrige vandsteder som næppe og kun ved en stor omvej er at undgå. Og man må virkelig ofte tage sin tilflugt til at følge pladsens periferi, fra Østergade til Gothersgade, og derfra ned til Bredgade igen for ikke at få gennemvåde fødder. Var det ikke muligt at føre en smal sti derover, horisontalt med den øvrige flade (så at den ikke hindrede vognpassagen), men bestående af to eller flere rader tilhuggede sten, ligesom over Gammeltorv fra Frederiksberggade til Nygade? På Kongens Nytorv synes det at være endnu mere nødvendigt da det ville lette kommunikationen af stadens største del med dennes hovedpunkt, de kongelige slotte, og med de omliggende kvarterer betydeligt for fodgængere.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 690-691)

Bøn for de Hunde, som skamskydes paa Volden.

Lørdag den 26. september om morgenen passerede voldskytten - som sædvanligt medhavende en slave med spade og sæk - volden ved Vesterport forbi Gyldenløves Bastion og nedad Filosofgangen.

Omtrent klokken 7.30 hørtes et skud, og krudtrøg steg op fra bastionen. Kort efter sås en stor sort puddelhund haltende på bastionen, og efter at have løbet, dels krøbet nogle alen kastede den sig ned og efter kort ophold krøb atter, hvilken manøvre den gentog 4 til 5 gange, indtil den endelig nåede Filosofgangen hvor den gispende lå i lang tid, avancerede side, valtrende, hen på Halmtorvet og nåede til sidst efter at have hvilet flere gange, fortovet ud for nr. 72 og 72 på torvet, hvor den endnu efter kl. 9, lå i krampagtige bevægelser.

Man havde ventet at voldskytten som øvet jæger, enten straks havde ladet sit gevær og skudt anden gang på hunden, mens den endnu var på bastionen, hvortil han havde god tid da der gik 5 minutter fra det øjeblik af at hunden blev truffet, og indtil den ynkelig nåede Filosofgangen, eller at skytten havde befalet slaven at slå hunden for panden med sin spade for at gøre ende på dens lidelser. Men ingen af delene skete. Begge stod som rolige tilskuere blandt den tilstimlede mængde der ynkedes over det lidende dyr. Omsider ladede voldskytten sit gevær, ved den ud for nævnte bastion stående bænk, og gik koldsindig ned ad Filosofgangen. Klokken 8.45 kom skytten og slaven tilbage, de kastede vel et nådigt blik hen til det lidende dyr, men det var alt og de fortsatte deres vej uden videre.

Det vil ikke være overflødigt at anmærke at de hunde som i nærheden af Vesterport, dræbes ved voldskyttens skud bliver nedgravede på Gyldenløves Bastion. Hundens lugtesans er som bekendt meget skarp, og de som har undgået voldskyttens hagl, søger nu skarevis deres faldne brødres grav og hyler derved, hvorfor skytten næsten dagligt kan være sikker på at løsne sit gevær på bastionen. Ligesom han herved kun opfylder sin pligt, således tør man håbe at høje vedkommende ville tilholde skytten når hunden ikke dør straks af hans skud, da øjeblikkelig at slade slaven slå den ihjel med sin spade, for man har eksempel på at voldskytten har skudt en hund som vel ikke kunne gå langt, men dog haft så meget liv at slaven har været bange for dens bid, og i stedet for at slå den for panden, har han behændigt fået den i sin sæk, i hvilken den sprællende på hans ryg, er bragt til sit hvilested. - En sådan lørdagsscene afgiver et væmmeligt skue, røber lille følelse for dyret og kan have farlige følger for ømtfølende fruentimmer, for ikke at tale om frugtsommelige koner.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 687-690)