Til Vægteren i Studiistrædet.

Det er vist en af de bedste og nødvendigste indretninger at der ved nattetid findes årvågne og påpasselige vægtere i alle stadens gader og stræder, som samtidig med deres råben tilkendegiver klokkeslættet for dem som ikke sover. Men hvorvidt det er nødvendigt - min gode vægter i Studiestræde! - at du råber eller rettere brøler, gudelige vers hele natten igennem er en ting dine foresatte bedre må vide end du og jeg, så at du i den henseende er undskyldt. Men bøn som jeg håber du for fremtiden opfylder, er derfor at du med undtagelse af ovenstående, tilsidesætter al anden unødvendig larm som du forårsager ved den ækle latter du så ofte slår op og de højrøstede samtaler du fører på urigtig tid og sted. 

Endnu værre er det at du sjældent eller aldrig kan lade de stakkels natterenovationskuske køre i fred. De eder og forbandelser du udøser mod dem og som dårligt harmonerer med dine gudelige vers, samt det spektakel du derved forårsager, er åndsfortærende for Studiestrædes beboere. At du er befalet af dine foresatte at underrette de nævnte kuske om hvorledes de skal køre og holde eller omvendt, kan jeg indse. Men dine foresatte skulle bare vide hvorledes du udfører deres befalinger. Så indestår jeg dig for at ingen af dem fik lyst til at bo i Studiestræde.

Din ven

(Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 712-713)

"Du råber eller rettere brøler, gudelige vers hele natten igennem." (Vægter ca. 1815. Riedters dragtserie. Københavns Museum.)

Til Herr' Conditor Pedrins Raadgiver.

Det råd De i sidste nummer af Politivennen har givet hr. Pedrin, nemlig at han burde lade sin iskælder mure til, er vistnok fremsat i en god mening. Men man tror dog at burde bemærke at det var ligeså overflødigt som det røber aldeles ukendskab med anlægget af en iskælder, samt med brugen af den is der opbevares. For i København findes mange iskældre som alle er muret med 1½ til 2 stens mur, hvilket er nødvendigt for at holde den altid fugtige jord fra at styrte sammen. Og man har ingen grund til at tvivle på at hr. Pedrin ville bruge samme forsigtighed og ikke anvende ubetydelige udgifter på en iskælder der snart ville styrte sammen og ikke være ham til nogen nytte. 

Hvad den is som opbevares i kælderen angår, da ved enhver isspiser at den kun bruges til at uddrive varmestoffet af de ingredienser der skal nydes, eller at få disse til at fryse, uden at komme i umiddelbar berøring med samme. Det er heller ikke altid tilfældet at man bruger ferskvandsis til det. Om vinteren tages ofte søvandsis, ja endog af det der findes i kanalerne. Og hidtil har ingen kyndig fundet sig foranlediget til at klage over det. Hr. Pedrin kan derfor roligt fuldende sit påbegyndte værk uden frygt for at mangle afsætning på sin is. Rådgiveren derimod ønsker man for eftertiden ville skaffe sig nogen mere sagkundskab inden han kommer frem med sine råd. 

(Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 711-712) 

Egenmægtig Vægteradfærd mod en Skindød.

Forleden mandag den 19. oktober om aftenen mellem kl. 10 og 11 fik indsenderen ved at passere Store Kongensgade øje på en gammel, velklædt mand der pludselig forandrede sin ellers regelmæssige gang, idet han nemlig tog sin tilflugt til muren ved hvilken han støttede sig i nogen tid, indtil han blev betaget af en sådan afmagt at han faldt omkuld på fortovet. Indsenderen ilede ham straks til hjælp og erfarede da at manden slet ikke var beruset, men at hans fald måtte tilskrives et pludseligt opstået sygdomstilfælde. En overbevisning som endnu mere foranledigede indsenderen til i største hast at løbe ned i en frugtkælder i nærheden hvor han udbad sig koldt vand og et tændt lys, hvilket sidste indsenderen holdt mens frugthandleren bestænkende den syges ansigt med vandet. 

"En gammel, velklædt mand forandrede sin ellers regelmæssige gang, indtil han blev betaget af en sådan afmagt at han faldt omkuld på fortovet." (Wilhelm Marstrand: Spadserende ældre borgerpar, 1850erne. Statens Museum for Kunst.)

Den tilstimlende folkemængde såvel som indsenderen anmodede derpå gadevægteren om at hente barberen som boede overfor, en anmodning som gadevægteren beredvilligt opfyldte. Men barberen udeblev, hvorfor man fandt det mest rigtigt at vægteren besørgede den syge bragt til hospitalet. Ved at støde i sin pibe tilkaldte vægteren et par af sine kammerater, af hvilke den ene straks påtog sig overkommandoen, stødte indsenderen til side, slukkede lyset som han holdt i hånden for at assistere den person der holdt den syge i oprejst stilling og den mand der stænkede ham med mere vand, og lagde i det hele taget ved sin uartige adfærd for dagen at han ikke havde vidst at tilegne sig det mindste gran af den humanitet det i så høj grad karakteriserer hans foresatte.

I en hast blev en vægterstige bragt til veje, hvorefter nævnte vægter rev den syge ud af armene på den mand der holdt ham oprejst, kastede ham overende og slængte ham hen på stigen, til hvilken han blev fastbundet med sejlgarn. Alt dette skete trods alle de forestillinger den forsamlede mængde i forening med indsenderen gjorde derimod, og trods de gentagne bønner om en mildere behandling med en syg og ikke beruset person. Men alt var forgæves. Den syge skulle efter vægterens mening absolut være drukken og behandles som sådan.

Indsenderen der havde ondt ved at undertrykke sin harme over en så skændig behandling, bad endvidere at der måtte lægges noget under den syges hoved, hvortil vægteren svarede: "Jeg har ingen hovedpude," men da det blev ham betydet at den syges hat kunne tjene i stedet for en sådan, bekvemmede han sig da endelig til at benytte denne.

Netop som den formentlige drukne skulle føres i procession gennem gaderne, kom en læge gående forbi, hvem indsenderen formåede til at besigtige den til vægterstigen fastbundne patient, der straks blev erklæret for skindød, hvorhos lægen udlod sig med at han i største skynding måtte bringes til hospitalet, hvilket da også skete, eftersom vægteren formodentlig frygtede voldsomme optrin af den forbitrede mængde. Og det er rimeligt at antage at noget sådant ville have fundet sted, hvis han havde fuldbyrdet sit første forsæt. Ved ankomsten i det almindelige hospital blev manden konstateret død og var ikke at bringe i live. Såvel indsenderen som flere med ham er ikke utilbøjelige til at antage at nævnte vægters adfærd har fremskyndet om ikke just bevirket mandens død. Og man tillader sig derfor herved at fremsætte anmodning om at stadens vægtere måtte få fornyet instruktion om hvorledes de skal omgås skindøde så at flere ikke skal komme i et lignende, rædsomt tilfælde.

Bülow
Assistent

(Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 703-707)

Redacteurens Anmærkning

Den underskrevne assistent Bülow findes ikke umiddelbart i Krak 1830. De to eneste der ikke er fornemme mænd, er Fr. Chr. Bülow, kopiist under Statsgælden, Farvergade 150 og Joh. Bülow, bud i Hof-og Stadsr., Frederiksberggade 22

Uordener.

1) I to til tre år har beboerne af gården nr. 83 i Studiestræde følt den ubehagelighed at mangle vand, så at de har måttet forsyne sig dermed fra naboernes og genboernes gårde. Når de har beklaget sig derover, har huset ejerinde vel ladet vandmesterens folk efterse pumperedskabet, men da dette kun har frugtet lidt, mener man at enten er opstanderen forslidt indvendig, eller der må være fejl ved renden. Men hvori end fejlen stikker, håber man at den afhjælpes, for manglen af det fornødne vand er ubehageligt for beboerne og i ildebrandstilfælde farlig.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 702)

Redacteurens Anmærkning.

Studiestræde 83 er nutidens nr. 34. Huset er fra 1907, tegnet af arkitekt Christian Mandrup-Poulsen. Men Politivennens hus for evigt borte.

Huusvilde Ænder i Garnisonshospitalets Gaard.

I forrige vinter lå omtrent 200 ænder i hospitalets gård uden ly og læ, nat og dag, udsat for kulde og det ublide vejrlig. I år findes der omtrent 150 stykker som efter al sandsynlighed vil få samme skæbne. Da disse stakkels dyr som dag og nat må vandre og hvile i en åben gård der er belagt med sne eller isvand, ikke sjældent ytret deres lidelse ved skrig og kvækken, som forstyrrer patienterne i den ro der er dem så gavnlig, og ssom er det eneste dette velindrettede og velbestyrede hospital lader dem til overs at ønske, beder man ændernes ejer, formodentlig spisemesteren, at skaffe dem et skur eller et tørt opholdssted hvilket vist ikke vil være vanskeligt i et så rummeligt lokale som hospitalets.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 701)