29 juni 2016

Uorden paa Droschernes Holdepladse.

På de holdepladser der er anvist droskerne, finder en uorden sted som man håber kun behøver at påpeges for at fjernes af de ansvarlige. Ved disse vogne hensættes nemlig sædvanligvis en krybbe af omtrent en mands halve højde for deraf at fodre hestene hvilket måske kan være fordelagtigere end brugen af sædvanlige muleposer. Men for at opnå en sådan fordel, bør vel næppe forgængernes lemmer og muligvis liv udsættes for fare. Og dog er dette virkelig tilfældet. For når nævnte vogne forlader holdepladsen for at køre en tur, bliver krybberne stående og er da meget farlige for enhver fodgænger der ikke er skarpsynet nok til at blive opmærksom på dem på mørke aftner som er den tid på hvilken droskerne især i dårligt vejr, hyppigst benyttes og krybberne altså står alene tilbage.

Anmelderen har således flere aftner når aldeles ingen vogn var på stedet, fundet en sådan ḱrybbe hen sat ved fortovet udenfor forrige Raus gård på Kongens Nytorv. Han var den første gang nær ved at gøre et farligt fald over denne kasse som da stod oprejst. En anden gang slap han med at snuble over den da den lå på jorden, med fødderne i vejret. På dette sted hvor så mange, barn, mand olding har vandret uden at træffe på sådanne snarer, er det højst uventet at finde dem nu da København med hensyn til orden står langt over de fleste hovedstæder.

(Politivennen nr. 728, Løverdagen den 12te December 1829, s. 803-805)

Atter Klage over Damhuset.

Tirsdag den 1. december kom anmelderen på en rejse fra landet kl. mellem 8 og 9 om aftenen til Damhuset. Da han og bonden der kørte for ham, var meget forfrosne, ønskede de at nyde nogen forfriskning i nævnte kro, men de fik til svar på deres forlangende at de selv var i seng og de kunne derfor intet få. Det er ikke første gang sådant er hændt i samme kro, for for ikke længe siden kunne en rejsende der ønskede at overnatte der, ikke få en seng, men måtte køre videre. Det formodes at det er kroholderens pligt at skaffe rejsende forfriskninger og nattely, og derfor meldes denne uorden til vedkommendes efterretning.

(Politivennen nr. 727, Løverdagen den 5te December 1829, s. 802)

28 juni 2016

Bemærkninger i Trinitatis Kirke.

Trinitatis Kirke er vist nok en af de smukkeste af hovedstadens kirker i henseende til dens indre. Og da dens små mangler let kunne afhjælpes, så tror man at burde gøre dens værger eller foresatte opmærksomme på samme:

1) Kirken kunne skaffes mere lys når de gamle vinduer forsynedes med nyt og bedre glas således som allerede er sket med de 3 øverste fag ud mod Landemærket, hvori rudernes antal i hver kvadrat kun er 20, mens det i de gamle er 30.

2) De gamle gardiner for vinduerne på kirkens søndre side burde afløses af nye, da de ikke formår at skærme for solen, på grund af deres mange huller.

3) Den lysekrone der ligner en ballon og som hænger i koret, burde hænges nederst i kirken hvorimod de 2 glaslysekroner som plejer at hænge der, ved højtidelige lejligheder kunne placeres på begge sider af koret, således at hele alteret kunne ses  af kirkebesøgerne. Nu derimod betager denne lysekrone aldeles skuet af alteret.

4) Siden Frue Kirkes menighed holdt gudstjeneste i denne kirke, blev den såkaldte klokkertavle ombåret såvel til højmesse som til aftensang. Herimod kan intet indvendes, eftersom hver menighed kun holdt en gudstjeneste om søndagen. Nu da Frue menighed har sin egen kirke, indses ikke hvorfor denne tavle endnu ombæres såvel til højmesse som til aftensang, da sådant før Frue Kirkes brand ikke var tilfældet. Mange tavler trætter kirkegængernes velgørenhed, så at de lægger noget i de første, men lader de sidste gå forbi. Herved går det som det plejer, ud over de fattige hvis tavler er de sidste.

5) Endelig kunne man også ønske at alterlysene måtte ligesom i andre af hovedstadens kirker, tændes for tjenestens begyndelse. Nu sker det først når præsten holder bøn fra prædikestolen, og at se en graver sysle med denne forretning som ofte kan medføre en lille klapren eller raslen, kan næppe bidrage til at vække tilhørernes andagt. Den smule voks der ved den attråede forandring ville medgå, kunne vist betales med 1 rigsbankdaler om året. Et offer som selv den mest påholdne klokker ikke ville vægre sig for at yde.

Observatøren.

(Politivennen nr. 725, Løverdagen den 21de November 1829, s. 759-762)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen 767, 11 september 1803 bekendtgjordes at de gamle vinduesruder ud til Landemærket nu var afløst af nye og større.

Dominico Capozzi til sine Medborgere.

I Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger nr. 262 for lørdag den 7. november er indrykket følgende avertissement:

Da hr. D. Capozzi har betaget mig friheden og min ulykkelige familie dens forsørger ved at opkøbe fordringer på mig, og derfor lade mig sætte i slutteriet, uden at jeg ved i mindste måde at have fornærmet denne mig næsten aldeles fremmede mand; men det danske publikum vist nok let kunne antage at jeg - ved groft at fornærme ham, havde foranlediget ham til at bruge dette fremgangsmåde for at hævne sig - så ønsker jeg at offentliggøre mit forhold til hr. Capozzi. Men da jeg ikke er det danske sprog mægtig, anmodes herved en ædeltænkende mand der forstår det danske og dertil enten det franske eller engelske sprog, om at være mig behjælpelig med at oversætte fra et af disse sprog til det danske, en kort fremstilling af mit forhold til hr. Dom. Capozzi.

Københavns gældsarrest den 7, november 1829.
J. L. Lewin.

I begyndelsen troede jeg det ufornødent at gendrive hr. Lewins usandfærdige bekendtgørelse. Men da jeg i Politivennen er offentligt opfordret dertil, mener jeg at jeg skylder mig selv, mine handelsvenner og publikum at give oplysning om det forhold der har fundet sted mellem Lewin og mig.

Det er øjensynligt at dette avertissement er forfattet i den hensigt at skade min borgerlige agtelse, og at sætte mig i et ufordelagtigt lys hos mine medborgere når deri siges at jeg er en Lewin næsten aldeles fremmed mand og har opkøbt fordringer på ham for at lade ham sætte i slutteriet. Men det forholder sig alddeles ikke således. For før Lewins kom her til stadem har jeg da en af hans bekendte og en ven af mig på hans vegne, anmodede mig derom, besørget hans logi møbleret og forsynet med brændsel osv. og efter hans ankomst besørget efter hans forlangende, indkøbt porcelæn, glas, køkkentøj og alt til hans husholdning nødvendigt. Desuden har jeg af mit eget indbo lånt ham lagen, dækketøj og sølvtøj, hvilket jeg uagtet mange gentagne anmodninger, først efter 6 måneders forløb og i beskadiget tilstand har fået tilbage. Hr. Lewin har også ofte besøgt mig og taget til takke med mit bord, hvilket jeg under andre omstændigheder ikke vill ehave nævnt, hvis ikke dette og at jeg for beløbet af mit udlæg for ovennævnt købte sager, først fik betaling efter indklagelse til forligelseskommissionen samt flere andre ubehageligheder, klart viste at Lewin og jeg ikke var fremmede for hinanden.

Når der i avertissmentet siges at Lewin er familiens forsørger, da må jeg bemærke at det forholder sig omvendt. Da familien forsørger ham, og han ikke den. For dette kan vel siges om en mand som selv intet tjener, men hvis børn indbringer ham en gage af 150 rigsbankdaler månedlig foruden indtægten af en nylig haft benefice.

Jeg har ikke heller opkøbt fordringer på Lewin, ikke en eneste. Men hvorledes han er blevet min debitor, vil ses af følgende:

Efter at de herrer Andrea Magni og Philippo Pettoletti havde antaget Lewin til associe og meddirektør ved teatret på Nørrebro, kom han hertil i slutningen af september 1828. De havde samtlige indgået kontrakt med aktieejerne i Göteborgs teater om i løbet af samme vinter at benytte dette teater til derpå at give 18 forestillinger, hvorfor de skulle betale 600 rigsdaler svensk banco, og rejsen dertil var bestemt at skulle gå for sig først i december måned. Men imidlertid fik Lewin andre tanker, han vægrede sig ikke alene for at rejse, men gjorde endog beslag på de herrer Magnis og Pettolettis rejsepas og anlagde en sag mod dem for 200 Louisd'or som han påstod de skulle betale ham fordi Nørrebros Teater ikke kunne åbnes den 1. september, og han imidlertid kunne have tjent så meget med at give forestillinger i Lübeck. Lewin tabte ikke alene denne sag, men blev endog ifølge kontrasøgsmål i sagen tilpligtet at betale de herrer Magni og Pettoletti 341 rigsbankdaler, 5 mark 1 skilling. Da nu således rejsen til Göteborg ikke blev foretaget, lod aktieejerne af teatret samme sted, i marts måned d. å. de herrer Magni, Pettoletti og Lewin indkalde for Københavns forligelseskommission for at få den i kontrakten bestemte leje af deres teater. Fordringen som var 600 rigsdaler svensk banco, nedsattes på grund af teateret ikke var benyttet, til 540 rigsdaler svensk banco som de herrer Magni, Pettoletti og Lewin indgik forlig om at betale med 100 rigsdaler svensk banco hver måned, og det første afdrag skulle betales i løbet af maj måned. De herrer Magni og Pettoletti der havde haft betydelige udgifter og manglede penge, bad mig at betale deres andel af beløbet, og jeg betalte da for de 3 måender maj, juni og juli 300 rigsdaler svensk banco, idet jeg formodede at Lewin ville klarere for sit vedkommende. Men da 3 måneder var forløbet, blev Magni og Pettoletti krævet for resten, og da de frygtede for at fordringen skulle af en eller anden blive opkøbt, måske i uædel hensigt, nødsagedes jeg til også at indfri resten med 240 rigsdaler svensk banco, eller 191 rigsbankdaler 1 mark 8 skilling, og at lade mig give transport på samme. Det synes rimeligheden fordrede at Lewin havde betalt hele den svenske fordring, da han ved at forbyde Magnis og Pettolettis rejse, hvorved deres entreprise gik overstyr. Men dog alligevel er ham kun foranførte beløb afkrævet.

Efter således hele fordringen af mig var indfriet, hvilket hr. Lewin ret vel vidste, anlagde han som værge for sine døtre sag mod hr. Magni og Pettoletti for disses formentlige tilgodehavende gage, og da disse herrer der var ubekendte med rettergangsmåden her til lands, ved en samtale med Lewin hvori han foregav at ville få sagen udsat, foranlediges til at undlade at møde for gældskomissionen, blev de dømt til at betale den krævede som med 205 rigsbankdaler, hvoraf jeg da atter måtte udrede de 2/3 for de herrer Magni og Pettoletti, da det fandtes rimeligt at Lewin som meddirektør betalte 1/3 af døtrenes gage.

Jeg havde nu ventet at Lewin der havde penge i hænde, ville betale sin skyldige del af den svenske fordring, men han ikke alene gjorde det ikke, men atter for Magni og Pettoletti som agtede at rejse, stoppede passene for at anlægge en ny sag mod dem s"vil vel enhver finde det rimeligt at jeg som havde så meget til gode, søgte at få en del deraf. At Lewin var eller burde være i stand til at rede for sig, skønnes heraf at hans familie er godt engageret ved Vesterbros Teater, og at han siden han blev meddirektør ved Nørrebros Teater, har i 11 måneder fået i egen og i døtres gage omtrent 2.500 rigsbankdaler. - Der vil derfor vist ikke findes nogen retsindet der vil fortænke mig i at jeg har anvendt de midler lovene hjemler mig for at få mit tilgodehavende hos en mand der har vist sig som modvillig betaler, og ved sin stridighed og uforligelighed med sine medkontrahenter i deres entreprise har forvoldt disse, deres familier og mig et uerstatteligt tab.

Dersom altså hr. Lewins økonomiske forfatning virkelig er så slet, som han vil bringe publikum til at tro, kan man ikke beklage ahm der selv er skyld deri, idet han har gjort alt for at ødelægge sine meddirektører og derved tillige sig selv, såsom at han under foregivende af sygdom har nægtet at deltage i forestilingerne, været årsag i at hans døtre ofte gjorde det samme, og tilsidst aldeles nægtede at spille, således som ved tingsvidne er oplyst, men derimod tog engagement ved teateret på Vesterbro, skønt deres kontrakt med teatret på Nørrebro lød på 4 år. Hvilket havde til følge at Nørrebro Teater måtte lukkes. Hvoraf efter hvad jeg i det foregående har oplyst, vil resultere betydeligt tab for mig, da Magni og Pettoletti er gjort brødløse og heller ikke kan søge erhvervi udlandet fordi der er gjort indsigelse imod deres pas.

Alt hvad jeg her har anført til oplysning om mit forhold til Lewin er i overensstemmelse med den strengeste sandhed, og kan bevises med restsdomme, forlig og kontrakter, hvilket Politivennens udgiver har tilladt at måtte henligge i 8 dage på hans kontor til gennemsyn for enhver der måtte bære mindste tvivl om rigtigheden af mit anførte.
Dominico Capozzi.

(Politivennen nr. 725, Løverdagen den 21de November 1829, s. 751-759)

Redacteurens Anmærkning.

Lewin er tidligere omtalt her på bloggen i Politivennen 705, 4. juli 1829Lewins svar på dette indlæg er et helt nummer af Politivennen, nr. 726, 28. november 1829 s. 767-786. Det tilbageviser delvist Capozzis påstande, og betegner andre dele som fordrejninger eller direkte usandheder. Capozzi svarede igen i Politivennen nr. 727, 5. december 1829, s. 787-797. I samme nummer følger Lewins fortsættelse af artiklen i nr. 726, s. 797-800. Interesserede henvises til originaludgaverne, idet jeg ikke har medtaget disse på denne blog.

"Bergamotter, Bergamotter 4 Sk. en Snees; Carviner - Carviner, faa Pærer - Pærer 4 Sk. en Snees."

Så højrigtigt at det må synes at enhver i sin erhvervsgren søger på bedste måde at virke sig til gavn og andre ikke til skade, så ofte kan det dog ved enkelte lejligheder falde andre til besvær, om just ikke til skade. Fx findes på hjørnet af Antonigade og Kristen Bernikows Gade fra mørkets begyndelse indtil langt ud på aften to udmærket højrøstede frugthandlersker som hele tiden af fuldeste hals - ude ophør - udskriger deres ovennævnte frugter til salg.

Indsenderen der bør tæt i nærheden, hører til den klasse der skal arbejde med pen, og følgelig kræves dertil i det mindste mere ro end den vist anordningsstridige adfærd tillader. Endog kun simpelt, uden hovedanstrengende arbejde at opholde sig i værelser i den strækning hvor den utålelige øreskurrende lyd forplanter sig, er højst pinefuld. Det må dog derfor synes rimeligt at dette virkelige uvæsen blev hævet. Da man ikke tør antage at beboerne af Antonigade, Kristen Bernikows Gade og omliggende gader skal have mindre krav på nydelse af almindelige ro, end beboerne i ethvert andet af byens kvarterer, hvor efter anmelderens overbevisning sådan uskik er hævet.

(Politivennen nr. 724, Løverdagen den 14de November 1829, s. 747-749)