Ønske om Mosaitternes Confirmation.

Det er bekendt at konfirmation eller religionseksamen for ungdommen af den mosaiske trosbekendelse afholdes den første uge i maj og første uge i november, men da tjenestetyendes skiftetid er bestemt til den første dag i disse måneder, så kunne sådanne af den mosaiske tro ikke let få tjeneste før ½ år efter konfirmationen fordi de ikke kan tiltræde den på den bestemte dag. Ligeledes går det med drengebørn der er bestemt til at lære en eller anden profession. Man vover derfor at indstille til høje vedkommende om det ikke skulle findes gavnligt at konfirmationen afholdtes i april og september da således den her nævnte hindring i unge menneskers anbringelse ville hæves.

Politivennen nr. 735, Løverdagen den 30te Januar 1830, s. 69-70)

En fæl Drenge-uorden

En del af vores gadedrenge har i vinter fundet på et skadeligt morskab, nemlig at slå smæld med pisk hvorved forbigående kan få slået et øje ud eller på anden måde beskadiges. Men næppe er dette uvæsen drevet så vidt som på Vesterbro hvor der udenfor nr. 36 i lang tid hver dag, to eller tre voksne slagterdrenge har foretaget deres øvelser med lange piske. De vælger gerne dertil den tid da forældrene eller principalen er inden i byen for at sælge kød. 

Ved at stille sig en på fortovet og to på gaden spærrer de ganske vejen såvel for fodgængere som for kørende så at de første udsættes for at få rap og de sidste for at deres heste bliver sky for de vældige smæld som de forstår at frembringe med deres piske. Anmelderen som under en langvarig sygdom ofte blev skræmt op af en kvægende slummer ved disse heftige smæld, besværede sig derover hos drengenes foresatte. Men disse svarede med latter og sagen blev værre end før. Han besluttede derfor at fremsætte sin anke offentligt i håb om at der da vel træffes anstalter til at hæmme denne uskik.

(Politivennen nr. 735, Løverdagen den 30te Januar 1830, s. 67-68)

En besynderlig Liigfærd.

Det er så langt fra at anmelderen ynder pragtfulde eller bekostelige begravelser, at han tværtimod anser det for dårligt således at bortødsle summer som de afdødes familier enten må sætte sig i gæld for at skaffe, eller dog siden må føle savnet af. Men han holder det på den anden side for upassende at en jordefærd sker på en måde der støder velanstændigheden eller tiltrækker sig mængdens særdeles opmærksomhed.

Anmelderen var i næst forrige uge vidne til en sådan ligfærd i Lille Kongensgade. Uden for huset nr. 76 holdt de fattiges ligvogn. Kusken samt en mand iklædt en grøn frakke bar den ene ende af kisten og en skomager i sin arbejdsdragt med grønt forklæde og stribet nattrøje tillige med hans læredreng i samme kostume, bar den anden ende. Og satte således liget i vognen, hvorpå kusken tog sin sørgelige kappe på, steg op og kørte bort med liget uden at et eneste menneske fulgte samme. Hvilket vakte den derfor samlede mængdes største forundring.

På nærmeste forespørgsel har anmelderen erfaret at den afdøde var en 84 årig olding ved navn A. Molinari, født i Italien, kom han i sin ungdom til Danmark, hvor han i henved 60 år har ernæret sig ved at forfærdige meteorologiske instrumenter. Hans duelighed i dette fag var almindeligt kendt. Vel efterlod han sig aldeles ingen formue, men dog formodentlig så meget at det kunne være tilstrækkeligt til at skaffe ham en anstændig begravelse. Hvilket han som borger i over et halvt århundrede vel kunne have fortjent og som han sikkert også havde fået hvis hans herværende landsmænd og bekendte var blevet underrettet om hans død. Men dette skete ikke ligesom hans dødsfald endnu ikke er offentligt bekendtgjort.

(Politivennen nr. 735, Løverdagen den 30te Januar 1830, s. 65-67)

Lille Kongensgade. Nr. 7 lå til venstre, hvor Magasin ligger.

Redacteurens Anmærkninger

Lille Kongensgade 76 (fra 1859 Lille Kongensgade 7) eksisterer ikke mere. Den lå på det areal hvor Magasin ligger nu. Molinari står i Krak 1829: "Molinari, A. Barometm., l. Kongensgade 76"

Forargelig Kanefart.

Jo sjældnere man nu ser støjende pøbeloptrin i København, jo mere vækkes også det ønske at også de gadedrengeoptrin som ledsager kanekørslen i gaderne måtte kunne fjernes.

En af de mest forargelig optrin af denne slags blev anmelderen øjenvidne til søndag den 10. i denne måned. Ved nemlig at passere Borgergade om eftermiddagen under aftensangstiden, blev han mødt af 3 kaner efterfulgt af 50 gadedrenge der gav dem det gelejde som af piben hurraråb ellers sædvanligvis tildeles en svinglende matrone.

Da den ene kane blev kørt af en bekendt agtet borgerofficer og hattemagermester her i staden, den anden af en ligeledes bekendt agtet slagtermester og der i alle kanerne sad meget brillant klædte damer, kunne man straks indse at de kørende ikke havde nogen anledning til dette optog. Hvilket også senere blev bekræftet på forespørgsel da det blev sagt at kanerne næppe i et kvarters tid havde holdt stille i gaden mens de kørende talte med en bekendt de mødte, samt at dette ophold havde forvoldt denne sammenstimlen af drenge som ved bortkørslen teede sig så ilde.

At agtværdige borgere på Københavns gader behandles således af pøbelen, synes at vise at vi først i en fjern fremtid kan vente at se frugter af den anstrengelse hvormed alt så længe arbejdedes for at bringe endog almuen til et for den passende trin af kultur. At sådant endog kan ske en søndag under gudstjenesten er i høj grad forargeligt. At midler mod dette uvæsen måtte anvendes, var ønskeligt!

(Politivennen nr. 734, Løverdagen den 23de Januar 1830, s. 62-64)

Nogle ærbødige Bemærkninger til den kongelige Theater-Direction.

Lørdag den 16. i denne måned indtraf under opførelsen af vaudevillen Aprilsnarrene det vist nok førhen uhørte tilfælde at en person styrtede ud af en loge i anden etage og ned i parkettet *), hvor han stødte på nogle personer uden dog selv at komme synderligt til skade. Det kan siges at være meget heldigt da han meget let kunne have slået sig ihjel på stedet. Det vakte en så øjeblikkelig bestyrtelse i huset at tæppet gik ned. Men da man erfarede at ingen betydelig skade var sket, gik tæppet atter op og stykket blev fortsat. Anmelderen tager sig herved den ærbødigste frihed at fremsætte nogle bemærkninger i den anledning.

Det er først i de seneste år blevet brug at loger udstykkes enten af folk som abonnerer dem ved den offentlige auktion, eller som køber dem hos kassereren når intet abonnement finder sted. Disse folk sætter sig kun i besiddelse af logerne for at ågre med billetterne og søger ordentligt at gøre sig det til et slags levebrød. De tror tillige at når de abonnerer eller køber en loge, har de også lovlig frihed til at disponere over samme efter forgodtbefindende. Dette kan nu vel også til dels være tilfældet. Dog tror anmelderen også kun til dels. Så længe logens ejer nemlig ikke sælger flere billetter end logen af teaterdirektionen er bestemt til at rumme personer, da er alting i sin orden. Og det kan vist nok ikke formenes ham at forlange så meget han behager for sine billetter. Sælger han derimod flere billetter (hvilket altid er tilfældet) end logen er bestemt til at rumme personer, da bryder han utvivlsomt den den stiltiende forpligtelse der påhviler ham som køber af logen. Og han begår åbenlyst et bedrageri. 

For deraf følger ligefremt at en del personer som har købt deres billetter og det måske dyrt nok, intet får at se. Hvilket dog er hovedbetingelsen ved købet af billetterne. Man sælger simpelt hen så mange billetter som man antager at der kan proppes personer i logen uden noget videre hensyn. Stikker pengene i lommen og forbliver ganske roligt i sit hjem. Heraf opstår nu det mest skrækkelige og mest uanstændige klammeri i logen man kan tænke sig, i hvilken larm de stærkeste og groveste naturligvis beholder overhånd og de svagere må give efter, ja gå bort uden at få noget for deres penge. Desuagtet bliver der i logen så mange som ved at stå på bænkene, læne sig mod karnissen osv tror at kunne se. Og et tilfælde som den ovennævnte nedstyrtning finder naturligvis sted. Folk bliver altså ved denne logernes utilbørlige udstykning dels bedraget for deres penge, og dels udsat for at komme i livsfare. Men det er sikkert den kongelige direktions pligt at råde bod på det. 

Det kan ikke nægtes at teatret ved denne ubetingede logeudstykning sælger sine loger med lidt større lethed end når indskrænkning derved fandt sted. Dog tillader anmelderen sig at tro at dette kun ville være i begyndelsen og at det om kort tid ville have en lige så hurtig afsætning som før. Man vil også uden tvivl opnå en større personlig sikkerhed og mere velvære i teatret. Hvilket vel må være en så ubetydelig opofrelse værd som følgende forslag måske, dog kun måske ville fremkalde. Anmelderen tror nemlig at det for det første burde stå malet på enhver logedør hvor mange pladser teaterdirektionen har ansat logen til. Dernæst burde enhver logekøber meddeles så mange trykte billetter som logen havde pladser. Og disse og kun disse burde det tillades ham at sælge. Det burde endelig være kontrolørens pligt at påse at ingen andre end personer med trykte billetter fik adgang til logen. Al utilbørlig og utilladelig handel med de af logekøberne selv skrevne adgangsbilletter vil,e således ophøre, og orden og anstændighed indtræde på et sted hvor man samler sig "ej blot til lyst".

Indløb de samlede billetter til en loge fra en mand, da havde kontrolløren intet videre at befatte sig med en sådan loge. Modtager han dem derimod enkeltvis, da ved han straks at logen var udstykket, og her må han nøje opfylde sin pligt. At logekøberne burde holde sig skadesløse for det mindre antal ved at forhøje prisen på deres billetter er allerede sagt, ligesom de også vilkårligt kunne rette deres priser efter første, anden og tredje bænk. Men anmelderen vover at tro det uden for al tvivl at teaterdirektionen af alle kræfter bør våge over den gode ordens vedligeholdelse på et til deres omsorg betroet sted hvor ro og anstændighed ikke under betingelse burde tilsidesættes.

*) Ikke fra galleriet ned i parterret som Morgenposten fortæller

(Politivennen nr. 734, Løverdagen den 23de Januar 1830, s. 49-54)

"Under opførelsen af vaudevillen Aprilsnarrene skete det vist nok førhen uhørte tilfælde at en person styrtede ud af en loge i anden etage og ned i parkettet." (Emil Bærentzen: Johan Ludvig Heiberg, ca. 1839. Aprilsnarrenes ophavsmand. Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

Fænomenet kaldtes en høkerloge. 2. og 3. etages logerne havde unummererede bænke og hørte til de billigere pladser. Episoden er omtalt i Det store Danske. Aprilsnarrene blev opført adskillige gange i 1830. Peter Tudvad omtaler i "Stadier på antisemitismens vej" tilskueren som en jødisk dreng, og at episoden næsten blev et bonmot, anvendt af Søren Kierkegard i 1846: "Ikke Jøden der faldt ned fra Galleriet, kunde komme mere hovedkulds."

I artiklen "Comoediespil udenfor Comoediehuset." blev der klaget over langsommeligt salg af billetter, Politivennen nr. 1102, lørdag den 11. februar 1837. Side 92-94. Om overfyldningen af loger i "Theatret angåeende", Politivennen nr. 1140, lørdag den 4. november 1837, side 691-692.