Farlige Glidebaner paa Store Kjøbmagergades Fortouge.

Hvor uforskammede de københavnske gadedrenge er, beviser til fulde det at de har oprettet glidebaner adskillige steder langs på fortovene på Store Købmagergade som dog er en af Stadens hovedgader. Dette er i særdeleshed tilfældet udenfor Regensen, hvor fortovet består af flere glidebaner. Men lige så meget man må forundre sig over denne drengenes hardiesse, lige så meget må man forundre sig over at dette fortov som næsten ikke er at passere, og disse Glidebaner der allerede have eksisteret næsten i mere end tre uger, ikke er blevet hugget op.

Da dette fortov er meget farligt for fodgængere om dagen, for ikke at tale om aften, og da der ingen time går uden at jo nogen falder på det, så anmoder man de ansvarlige om at det må hugges op.

(Politivennen nr. 736, Løverdagen den 6te Februar 1830, s. 93)

De omtalte glidebaner må have været nogenlunde her. Regensen til højre, og Rundetårn til venstre. Købmagergade. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Forargelig og skammelig Adfærd i en af Hovedstadens Kirker.

Ved en brudevielse i Helligåndskirken den 29. januar fandt følgende forargelige optrin sted. Ved brudefolkenes indtrædelse i kirken fandt disse en del kvindemennesker, der fulgte dem til den stol som graveren anviste dem til at træde ind i indtil vielsen skulle gå for sig. Her blev disse kvinder stående, begyndte at skælde ud og brude de mest liderlige udtryk som ikke kan anføres her da de kun egner sig for folk af et vist slags. Da brudefolkene kaldtes frem for at træde op til alteret, gik disse uforskammede kvinder bagefter, lo højt, skældte brudeparret ud, forhånede præsten ved højt og lydeligt at gentage hvert af hans ord, hvormed de blandede anden liderlig snak så at brudeparret aldeles intet kunne forstå af præstens tale. Midt under vielsen gik nogle af disse kvinder ind i brudeparrets stol, hvor de iførte sig såvel brudens kåbe som brudgommens chenille. Til lykke var der i kirken en gammel kone som advarede graveren om det. Og han gik da straks hen, jog dem ud af stolen og lukkede den i lås. Ellers var de måske gået bort med tøjet. 

Dog hermed var det endnu ikke nok. For da brudefolkene forlod kirken, forfulgte kvinderne dem med skældsord og de groveste ord og talemåder næsten lige til deres bopæl. Også den gamle kone måtte undgælde at hun havde meldt deres skammelige adfærd for graveren. For de forfulgte ligeledes hende på gaden med skældsord og grovheder, forbitrede over at de ved hende var blevet forhindret fra at borttage tøjet. Var sådant foregået i Komediehuset eller på et andet forlystelsessted, da var udøverne vist blevet jaget ud. Men er det da ikke tungt at der på sådanne steder skal herske mere sædelighed og orden i Guds hus? Anmelderen har altid været af den mening at kirkebetjentene havde tilladelse til at jage sådanne afskum af mennesker ud af kirken når de teede sig ilde. For Kristus udjog jo af templet de som solgte og købte, i det han sagde: "Mit hus er et bedehus, men I har gjort det til en røverkule." Men nu må man tvivle om at de har en sådan tilladelse. Han har ikke nedskrevet disse linjer for brudeparrets skyld da dette nu har overstået fatalia, men for at gøre høje ansvarlige opmærksomme på sådanne uordener for at der kan træffes sådanne foranstaltninger hvorved de muligvis blev forebygget for eftertiden.

(Politivennen nr. 736, Løverdagen den 6te Februar 1830, s. 88-90)

"Disse uforskammede kvinder gikbagefter, lo højt, skældte brudeparret ud, forhånede præsten ved højt og lydeligt at gentage hvert af hans ord, hvormed de blandede anden liderlig snak så at brudeparret aldeles intet kunne forstå af præstens tale." (Helligåndskirken, eget foto 2016).

Redacteurens Anmærkning

Der blev fra mænds side filosoferet en del over fruentimmerne. Herefter følger to eksempler. Den 15. november 1843 leverede Kjøbenhavnsposten en sønderlemmende kritik af det københanske vielsessystem.

Om Kanekjørsel.

Af alle anordninger er der vist næppe nogen som bliver mindre overholdt end den der byder at hestene for alle kaner og slæder skal have bjælder på. Dagligt ser man bønder komme her til hovedstaden med slæder for hvilke hestene aldeles ingen bjælder har. Hvis bønderne som kører disse slæder, altid i tide råbte varsko når fodgængere var nær foran hesten, gik det endda. Men da de ofte er meget efterladne hvad det angår, så må man ønske at de blev tilholdt at have de befalede bjælder på deres heste.

(Politivennen nr. 736, Løverdagen den 6te Februar 1830, s. 84-85)

Ønske ved Renovationskulen på Amager.

Torsdag den 14. januar sank en meget velklædt person der kan fra en forsamling på Amager, ned i natrenovationskulen indtil armene. Han havde næppe været i stand til at redde sig hvis anmelderen ikke havde været i nærheden og med sin stok trukket ham op igen. Da kulen om vinteren når der er faldet sne, ligner en mark med buskvækster, kan mennesker som nyligt er kommet hertil og ikke har hørt noget om dens tilværelse, let falde i samme. Hvilket også de som spadserer på isen fra Toldboden til Prøvestenen er udsat for og fra sidstnævnte sted ville gå i land lige mod Amagerport. For at forebygge dette var det ønskelig om man gjorde folk opmærksom på ikke at løbe i kulen ved et rækværk af lægter eller ved andet varsko.

(Politivennen nr. 736, Løverdagen den 6te Februar 1830, s. 83-84)

Et Par Ord, betræffende den af Herr' Copiist Gylling oprettede Sygekasse for Tjenestefolk.

En sygekasse for tjenestefolk må unægtelig være meget ønskelig. Og det kan derfor ikke være underkastet tvivl at adskillige jo ville melde sig som interessenter i en sådan indretning ifølge den af kopiist Gylling i februar måned forrige år udstedte indbydelse, hvorefter kassen skulle træde i virksomhed allerede den følgende maj. Betalingen for hvert tyende bestemtes til 1 rigsbankdaler, 48 skilling sedler og tegn halvårlig, imod at patienten da nød kur og pleje på hospitalet.

Indsenderen heraf lod sig straks efter at indbydelsen var sket, tegne for to tjenestetyende, betalte sit kontingent og har endog betalt det årlige bidrag for halvåret, indtil 1. maj 1830. Lige så beredvillig som bestyreren af kassen var til at modtage hans penge, lige så sikkert havde indsenderen også ventet at når tilfældet blev som nu virkelig i vinter er indtruffet, at et af hans tyende blev sygt, han da uden omstændighed eller indvending kunne få samme indlagt på hospitalet på kassens regning. Men dette har ingenlunde været tilfældet. Tværtimod har han for egen regning hjemme hos sig selv måttet foranstalte tyendets kur og pleje. 

Man tillader sig her at spørge: Hvortil nytter nu den sygekasse som hr. Gylling har behaget at modtage pengene til? Kan det nytte enten husbonden eller det syge tyende at der måske endelig og endelig føjes anstalt til dets indlæggelse på hospitalet når det næsten er restitueret og principalen imidlertid har måttet bære alle de byrder som han netop ved at entrere i en sygekasse ville undgå? Enhver ved hvor bekosteligt og vanskeligt det er ikke alene med hensyn til læge og lægemidler en syg skal bruge, men også med hensyn til det nødvendige lokale og den fornødne opvartning. Her spørges igen: Om en interessent i hr. Gyllings sygekasse ikke af denne med ret kunne fordre disse udgifter godtgjort?

Indsenderen beder om at vedkommende (in specie: attrående nye interessenter i hr. Gyllings sygekasses) behageligt vil tage foranførte i overvejelse.

(Politivennen nr. 736, Løverdagen den 6te Februar 1830, s. 81-83)

Et langt senere foto af Frederiks Hospital til Amaliegade. Fundet på Rigshospitalet og uploadet til Væggen af Peter Højsted.

Redacteurens Anmærkning

Der er formentlig tale om fuldmægtig Joh. Gylling, Frederiks Hospital, Amaliegade 142, som beskrevet i Krak 1829. 

Denne form for sygekasse adskiller sig en del fra de sygekasser der udsprang fra midten af 1800-tallet af at ubemidlede sluttede sig sammen om en sygekasse. Bl.a. laugsvæsnet finansierede sygehjælp af bøder fra laugskassen. Og da det blev ophævet i 1857, blev der indført mere faste former for sygekasser på landet og i byerne. 

Amagertorv 4 er nutidens Amagertorv 8. Huset er fra omkring 1738, ombygget o. år 1800 og eksisterer endnu. (Huset ved renæssancehuset)

Artiklen besvares i Politivennen nr. 737, Løverdagen den 13de Februar 1830, s. 97-105.