Fornødent Gjensvar paa Anken i forrige Politieven, betræffende den af Undertegnede oprettede Sygekasse for Tjenestefolk.

Indsenderen af bemeldte stykke hr. ølhandler C. Hansen boende på Amagertorv nr. 4 i stuen, har heri ikke undset sig ved at bringe for lyset så æqvivoque udtryk at enhver let måtte forledes til at tro at jeg blot havde søgt at indkassere penge uden efter den tid, i overenstemmelse med det i min udstedte indbydelsesplan givne løfte at interessere mig for at de indkomne bidrag blev anvendt efter bestemmelsen. Og han slutter dette mod mig så vel affattede produkt med in parenthesi at bede vedkommende in specie: attrående nye interessenter behageligt at tage det af ham anførte i overvejelse.

Jeg kan ikke nægte at det krænkede mig ved første øjekast i et offentligt blad der almindeligvis læses med så megen interesse, at blive fremført til skue i et så ufordelagtigt lys som indsenderen har gjort sig al mulig flid for at fremstille mig i da mine bestræbelser for at få denne indretning i udførelse næppe fortjener en så æreskrænkende behandling. Men ved nærmere at tænke over samme, finder jeg at måtte yde hr. Hansen tak for hans anførte i denne henseende. For jeg får derved lejlighed til at vise hvad kassen der så nyligt er stiftet, har virket, som også årsagen til at hr. Hansen er blevet så ugunstigt stemt imod den.

Mette Gottfriedsdatter, konditionerende hos ølhandler Hansen på Amagertorv nr. 4 blev anmeldt til det Kongelige Frederiks Hospital den 27. januar kl. kvart over elleve om formiddagen, visiteret dagen efter og efter lægens påtegning på anmeldelsessedlen "må indtages" blev denne leveret hospitalets kontrollør for at patientinden kunne blive indlagt når turen efter den orden hvori hun var anmeldt, tilkom hende.

Fredag den 29. januar der var udskrivningsdagen, blev så få fruentimmerpatienter udskrevet at de meldte ekspectanter ikke alle kunne komme ind den dag, og følgen blev den at nævnte patientinde måtte blive henliggende til næste udskrivningsdag, tirsdag den 2. februar da der gik bud til hr. Hansen at hans pige kunne indlægges. Men hospitalets kontrollør har ifølge hr. Hansens ytring givet anmeldelsessedlen den påtegning: "Patienten var tilbudt indlæggelse den 2. februar hvilket efter eget ønske ikke skete.

Dette er årsagen til hr. Hansens spørgsmål og udfald mod mig. Enhver vil let indse at hospitalet der i denne hårde vinter bestandig har været belagt, ikke er i stand til at indtage syge, med undtagelse af tilskadekomne, undtagen hver udskrivningsdag, som også at hr. Hansen eller enhver anden interessent i sygekassen ikke kan kræve større rettighed end andre betalende, hvilken ikke heller er lovet.

I den af mig udstedte indbydelsesplan har jeg anført at denne indretning ville blive lig den der finder sted for de respektive laug her i staden. Men da ingen svend når der er mangel på pladser bliver modtaget i hospitalet før den tid kommer i følge hvilken han efter sin tur er berettiget, hvilket kan vare flere dage, så må hr. Hansen heraf kunne indse at tingen var i sin orden. Da det lader til at hr. Hansen særdeles har interesseret sig for denne indretning, har han vist også læst Kjøbenhavns-Posten for 30. november forrige år nr. 190 hvor han da på sidste sige, pagina 774, første spalte, linje 17 og 18 vil finde anført "at enhver patient vil blive modtaget i hospitalet efter den orden hvori han er anmeldt."

Jeg kan ikke indse det er nødvendigt udførligt at forklare mig i denne henseende da enhver vil heraf indse at kassens interessenter nyder samme rettighed som hver anden betalende patient og ingen fornuftig vil rimeligvis kræve større rettighed.

I den af mig udstedte indbydelsesplan er for at kassen skal kunne vedblive at virke, kalkuleret på 1 syg af hver 13. At derfor ingen der holder 4 eller flere tyende må melde 1 eller 2 er en nødvendig betingelse, hvorpå i førnævnte Kjøbenhavns Post pag. 773, 2. spalte, linje 20 til 30 inklusive så udtrykkeligt er gjort opmærksom, og hvorom jeg også har underrettet enhver som til mig har henvendt sig for at blive indtegnet i sygekassen.

At der ikke skete hr. Hansen nogen indvending ved anmeldelsen af hans syge pige, ved han bedst selv, uagtet han efter det sidste til politiassistenten indsendte skema, holder 4 tyende, nemlig 2 karle og 2 piger.

"Hr. ølhandler C. Hansen boende på Amagertorv nr. 4 i stuen, har heri ikke undset sig ved at bringe for lyset så æqvivoque udtryk at enhver let måtte forledes til at tro at jeg blot havde søgt at indkassere penge." (Ølhandleren boede i det lave hvide hus midt i billedet. Eget foto, 2015) 

Da hr. Hansen har spurgt hvortil den sygekasse nytter som jeg har behaget at modtage penge til, tillader jeg mig at anføre de personer der for sammes regning nyder kur og pleje, samt den orden hvori de er anmeldt og indkomne, mv.

• Ellen Hansdatter, indtaget fra Kompanistræde nr. 69, anmeldt den 3. januar kl. kvart i ni formiddag, visiteret og indlagt samme dag kl. 7 aften, udgået den 15. januar.
• Ane Elisabeth Sørensen, indtaget fra Sølvgade nr. 418, litra B, anmeldt den 18. januar kl. 10 formiddag, visiteret den 19. indlagt den 20. januar kl. 3 om eftermiddagen, udgået den 2. februar.
• Marie Pedersdatter, indtaget fra Kattesundet nr. 210, anmeldt den 25. januar kl. kvart i et eftermiddag, visiteret den 25., indlagt den 27. januar kl. 1 eftermiddag, udgået den 5. februar.

Efterfølgende patienter ligger endnu på hospitalet:

• Ane Sophie Hansdatter, indtaget fra Støre Grønnegade nr. 278, anmeldt den 18. januar kl. 10 formiddag, visiteret samme dag og indlagt den 19. januar kl. 2 formiddag.
• Henriette Lind, indtaget fra Bredgade nr. 194, anmeldt den 28. januar kl. 2 eftermiddag, visiteret den 29. og indlagt den 30. januar kl. 4 eftermiddag.
• Johanne Dyring, der var tilskadekommet, indtaget fra Gothersgade nr. 126, meldt kl. kvart i et eftermiddag den 30. januar, visiteret og indlagt samme dag, kl. 6 eftermiddag.
• Sophie Amalie Liesepzka, indtaget fra Store Købmagergade nr. 5, meldt den 1. februar kl. halv fire eftermiddag, visiteret den 2. og indlagt den 5. februar kl. 4 eftermiddag.
• Ane Marie Christensen, indtaget fra Vestergade nr. 47, anmeldt den 4. februar kl. 2 eftermiddag, visiteret den 5. og indlagt den 6. februar kl. halvto eftermiddag.

Som ekspectanter der er anmeldt og venter plads er nu da jeg nedskriver dette den 9. februar 4.

Jeg tillader mig at bemærke såvel for de nærværende interessenter som dem der til 1. maj har tegnet sig og fremdeles agter at bidrage til samme at der gives tider på året hvor patienten må vente flere dage. For at ingen med hr. Hansen skulle stå i den fejlagtige mening at en patient der har svaret til sygekassen, har noget som helst fortrin for andre betalende. Men er nødsaget til at vente indtil han efter den orden hvori han er anmeldt, kan indtages.

At de flere forskellige spørgsmål hr. Hansen har fremsat, forekommer også: Ret til af mig at kræve omkostningerne til læge og lægemidler, opvartning mv. erstattet for den tid hans pige blev behandlet hjemme. At jeg ikke hertil i fjerneste måde er forpligtet, tror jeg efter det anført enhver upartisk vil indse. Dog, da sygdomsperioden var så kort fra visitationsdagen til den tid pigen kunne blive indlagt, 4 dage, og sygdommen formodentlig har været ubetydelig, tilbyder jeg hr. Hansen for hans venlige sindelag imod mig, dog uden herved at pådrage mig nogen forpligtelse til andre, der i fremtiden måtte komme i lignende tilfælde, straks at tilbagebetale de 3 rigsbankdaler sedler han har indbetalt til sygekassen, når han tilsender mig min ham derfor i sin tid meddelte kvittering. 

Gylling. 

(Politivennen nr. 737, Løverdagen den 13de Februar 1830, s. 97-105)

Spørgsmål.

En ny prydelse som København er blevet forskønnet med på det seneste, er unægtelig de nye lygter. Men da visse alene er placeret i hovedgaderne, og da man intet tegn ser til deres anbringelse i smågaderne, så finder man sig beføjet til at spørge: betaler beboerne i Københavns smågader ikke ligeså meget lygteskat som beboerne i hovedgaderne?

(Politivennen nr. 736, Løverdagen den 6te Februar 1830, s. 94)

Farlige Glidebaner paa Store Kjøbmagergades Fortouge.

Hvor uforskammede de københavnske gadedrenge er, beviser til fulde det at de har oprettet glidebaner adskillige steder langs på fortovene på Store Købmagergade som dog er en af Stadens hovedgader. Dette er i særdeleshed tilfældet udenfor Regensen, hvor fortovet består af flere glidebaner. Men lige så meget man må forundre sig over denne drengenes hardiesse, lige så meget må man forundre sig over at dette fortov som næsten ikke er at passere, og disse Glidebaner der allerede have eksisteret næsten i mere end tre uger, ikke er blevet hugget op.

Da dette fortov er meget farligt for fodgængere om dagen, for ikke at tale om aften, og da der ingen time går uden at jo nogen falder på det, så anmoder man de ansvarlige om at det må hugges op.

(Politivennen nr. 736, Løverdagen den 6te Februar 1830, s. 93)

De omtalte glidebaner må have været nogenlunde her. Regensen til højre, og Rundetårn til venstre. Købmagergade. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Forargelig og skammelig Adfærd i en af Hovedstadens Kirker.

Ved en brudevielse i Helligåndskirken den 29. januar fandt følgende forargelige optrin sted. Ved brudefolkenes indtrædelse i kirken fandt disse en del kvindemennesker, der fulgte dem til den stol som graveren anviste dem til at træde ind i indtil vielsen skulle gå for sig. Her blev disse kvinder stående, begyndte at skælde ud og brude de mest liderlige udtryk som ikke kan anføres her da de kun egner sig for folk af et vist slags. Da brudefolkene kaldtes frem for at træde op til alteret, gik disse uforskammede kvinder bagefter, lo højt, skældte brudeparret ud, forhånede præsten ved højt og lydeligt at gentage hvert af hans ord, hvormed de blandede anden liderlig snak så at brudeparret aldeles intet kunne forstå af præstens tale. Midt under vielsen gik nogle af disse kvinder ind i brudeparrets stol, hvor de iførte sig såvel brudens kåbe som brudgommens chenille. Til lykke var der i kirken en gammel kone som advarede graveren om det. Og han gik da straks hen, jog dem ud af stolen og lukkede den i lås. Ellers var de måske gået bort med tøjet. 

Dog hermed var det endnu ikke nok. For da brudefolkene forlod kirken, forfulgte kvinderne dem med skældsord og de groveste ord og talemåder næsten lige til deres bopæl. Også den gamle kone måtte undgælde at hun havde meldt deres skammelige adfærd for graveren. For de forfulgte ligeledes hende på gaden med skældsord og grovheder, forbitrede over at de ved hende var blevet forhindret fra at borttage tøjet. Var sådant foregået i Komediehuset eller på et andet forlystelsessted, da var udøverne vist blevet jaget ud. Men er det da ikke tungt at der på sådanne steder skal herske mere sædelighed og orden i Guds hus? Anmelderen har altid været af den mening at kirkebetjentene havde tilladelse til at jage sådanne afskum af mennesker ud af kirken når de teede sig ilde. For Kristus udjog jo af templet de som solgte og købte, i det han sagde: "Mit hus er et bedehus, men I har gjort det til en røverkule." Men nu må man tvivle om at de har en sådan tilladelse. Han har ikke nedskrevet disse linjer for brudeparrets skyld da dette nu har overstået fatalia, men for at gøre høje ansvarlige opmærksomme på sådanne uordener for at der kan træffes sådanne foranstaltninger hvorved de muligvis blev forebygget for eftertiden.

(Politivennen nr. 736, Løverdagen den 6te Februar 1830, s. 88-90)

"Disse uforskammede kvinder gikbagefter, lo højt, skældte brudeparret ud, forhånede præsten ved højt og lydeligt at gentage hvert af hans ord, hvormed de blandede anden liderlig snak så at brudeparret aldeles intet kunne forstå af præstens tale." (Helligåndskirken, eget foto 2016).

Redacteurens Anmærkning

Der blev fra mænds side filosoferet en del over fruentimmerne. Herefter følger to eksempler. Den 15. november 1843 leverede Kjøbenhavnsposten en sønderlemmende kritik af det københanske vielsessystem.

Om Kanekjørsel.

Af alle anordninger er der vist næppe nogen som bliver mindre overholdt end den der byder at hestene for alle kaner og slæder skal have bjælder på. Dagligt ser man bønder komme her til hovedstaden med slæder for hvilke hestene aldeles ingen bjælder har. Hvis bønderne som kører disse slæder, altid i tide råbte varsko når fodgængere var nær foran hesten, gik det endda. Men da de ofte er meget efterladne hvad det angår, så må man ønske at de blev tilholdt at have de befalede bjælder på deres heste.

(Politivennen nr. 736, Løverdagen den 6te Februar 1830, s. 84-85)